Fra den ene digter til den anden: Tishani Doshi

i Asien/Featured/Kultur & Medier af

INDIENS POESI – Claus Ankersen har mødt en række indiske digter-kolleger og talt med dem om, hvad der sker med og i livet og poesien i Indien, om poesiens rolle og betydning som kunstnerisk udtryk og talerør, og om kvindefrigørelse og #Metoo digte. Samtalen handler også om ‘the spoken word’ og om fremtiden. Den femte i rækken er Tishani Doshi.

Den indiske digter Tishani Doshi udgiver digte, fiktion og essays.

Hendes seneste bog er digtsamlingen, Girls Are Coming Out of the Woods. Hun bor på en strand i Tamil Nadu.

– Hvordan ser du poesiens rolle i nutidens Indien? Hvad kan digtekunsten?

“Debatten, om hvad poesien rent faktisk kan og gør, er både omfangsrig og varieret, og nok ikke meget anderledes i Indien end andre steder. Poesien kan kun ’gøre’ en forskel i det omfang, den når ud til nogen, og en af de ting, der er udfordrende for en digter, er netop få digtet frem til et bredere publikum.”

Jeg har fortfarende stor tiltro til bogen, så selvom det er skønt at have det her store online-arkiv af poesi, så er det en helt anderledes oplevelse at bruge tid med en bog og alle digtene i den

“Poesien har måske ikke magt til at ændre politik eller lovgivning men den kan ændre dit liv, og den kan, i det allermindste, gøre dig opmærksom på noget du ikke så tidligere.”

Sig noget om

– Din poetiske arbejdsmetode

Jeg har efterhånden skrevet digte i mere end tyve år. Jeg skriver også journalistisk, essays og romaner. Det hele er jo skrift i den ene eller den anden form men poesien har bibeholdt sin mystik, og når jeg skriver et digt er det med en helt særlig grad af fryd og indlevelse.

– Unge kvinder og poesi

Undskyld. Jeg er ikke sikker på, jeg har forstået spørgsmålet?

– Poesi som redskab til demokratisering, frigørelse og empowerment

På sin vis har internettet demokratiseret poesien og gjort den tilgængelig for enhver – til at læse, at udgive, at sprede, og det er afgjort et enormt virksomt redskab. Med mit digt Girls Are Coming Out of the Woods, for eksempel, var der noget fængslende ved at opdage, at det blev delt på så mange platforme og vakte genklang hos så bred en kreds af mennesker.”

“Når det er sagt, så har jeg fortfarende stor tiltro til bogen, så selvom det er skønt at have det her store online-arkiv af poesi, så er det en helt anderledes oplevelse at bruge tid med en bog og alle digtene i den.”

– MeToo-poesi i Indien

Som jeg har oplevet MeToo, har det i højere grad handlet om personlige historier og essays end om poesi, men jeg er sikker på der findes masser af det.

– Udviklingen af Spoken Word

Det er nemmere sagt end gjort at være opdateret på poesiverdenens trends og udvikling, for jeg tror ofte forfattere lever i deres egen sfære (jeg gør i det mindste) og arbejder med deres forfatterskab uden nødvendigvis at følge med i, hvad der sker omkring dem.”.

“Jeg bor selv isoleret og er ikke en del af et fællesskab, udover i cyberspace. Men jeg både rejser og optræder på litteraturfestivaler, og i den forbindelse har jeg oplevet en udvidelse af, hvad der anses som poesi – og der er gradvist sket en åbning og tilnærmelse mod forskellige former, særligt Spoken Word.”

Er det rigtigt, at Spoken Word-genren er i færd med at blive kommercialiseret? Kan du give et par eksempler? Og hvordan tror du det vil påvirke denne undergenre af poesien.

Jeg er slet ikke sikker på, der er nogen form for digtning, som er blevet kommercialiseret. Der er helt sikkert nogen digtere som har haft stor succes i form af solgte bøger og royalties og honorarer for performances, men det sker ekstremt sjældent. Dylan Thomas sagde engang, at poesi ikke engang kan brødføde en stilits, og det tror jeg stort set passer den dag i dag.

– Regional poesi og regionale stemmer

For at sige det igen, så trives det. Internettet har banet vej for at oversættelser og samtaler på tværs af landegrænser kan foregå på en utrolig levende facon.

– Digtning som fællesskabs-skabende kunstart

Min oplevelse af poesien er præget af en utrolig stor grad af generøsitet. Det er et felt med så få frynsegoder, men en af de smukkeste ting er netop, at fordi penge er så forsvindende lille del af ligningen, så er udvekslingerne forholdsvist rene. De fleste af mine samarbejdsprojekter som forfatter er opstået via digtningen: Det er en gaveøkonomi, hvor folk medbringer og bytter hver deres gaver for at skabe kunst. Det er virkelig storslået, og det skaber faktisk et fællesskab som danner bolværk mod det større fællesskab som arbejder i et mere kapitalistisk system.

Jeg tænker ikke mere på at være en kvindelig digter end en mand tænker på at være en mandlig digter. Jeg tænker kun på at være digter

– Hvilke indiske digterkolleger vil du anbefale danske læsere at give sig i kast med?

Arundhathi Subramaniam, Meena Kandasamy, Sumana Roy, Sharanya Manivannan, Mona Zote

– Hvordan er det at være kvinde i Indien?

Det er så helt igennem en umulig ting at tale om i kort form. Men en ting, som jeg har brugt mange år på at spekulere over, er modsætningsforholdet i at leve som kvinde i Indien – hvor man på den ene side lever hånd i hånd med den rodfæstede tradition for det kvindelige princip, hvor vi har krigergudinder og moder-helligdomme og hele denne historiske tilbedelse af det kvindelige, og så på den anden side den virkelighed som skildres i aviserne, med voldtægter og vold og skævvreden kønsfordeling,” indleder hun og uddyber:

“Det er forvirrende. Vore ideer og vores virkelighed er temmelig forskellige, og jeg tror man konstant er opmærksom på denne dikotomi som kvinde i Indien. Og konstant arbejder med at forhandle det rum.”

– Om at være kvindelig digter

Jeg tænker ikke mere på at være en kvindelig digter end en mand tænker på at være en mandlig digter. Jeg tænker kun på at være digter.

– Hvad er din vurdering af tingenes tilstand? Hvad er de vigtigste udfordringer?

“Jeg tror, det bliver værre før det bliver bedre. Vi befinder os i en slags cyklus, og man kan se det på regeringer over hele verden. Det synes mig, at snarere end at åbne os i en omfavnende bevægelse er vi i øjeblikket mere optagede af indsnævring. Jeg håber, det ændrer sig.”

Digterens rolle er som digterens rolle altid har været. At gøre det usynlige synligt og sige det usagte

– Om den unge befolkning – hvilken vej går det? Ser du forandring? Hvordan ser du digternes rolle? Man siger at næste århundrede er kvindens?

“Indien er et meget ungt land, hvor 41 procent af befolkningen er under 20. Jeg tror, de er meget mere politisk interesserede end min egen generation, og at de kræver langt mere gennemsigtighed. Så her er jeg optimistisk. Fremtidens Indien vil med sikkerhed ikke blive kvindens, med mindre vi holder op med at dræbe vore pigebørn, men som jeg sagde, så tror jeg denne generation bliver anderledes.”

“Digterens rolle er som digterens rolle altid har været. At gøre det usynlige synligt og sige det usagte.”

Vil du ikke dele et yndlingsvers, eller en two-liner med læserne?

Girls are coming out of the woods,

lifting their broken legs high,

leaking secrets from unfastened thights…

Foto: Carlo Pizzati.

 

Claus Ankersen er i Indien med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.

 

 

#statenskunstfond #kunstgørenforskel

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ti bøger. Digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018 og forfatterens nyeste, Pendæmonium, udkom i september. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, Dato og Murmur.

Seneste artikler om Asien