Cecilie Marie Meyer: Maradona genrejste Napoli som fodboldby

Cecilie Marie Meyer 26.06.2020

SYDITALIENSKE VIDUNDERE // ESSAY – I den syditalienske fodbolds barndom – og faktisk helt op til 1926 – var de syditalienske klubber, som efterhånden skød op i resten af landsdelen, ikke en del af det officielle, italienske mesterskab. Cecilie Marie Meyer skriver her om Napolis sejre og nederlag som fodboldby.

Den 3. november 1985 spiller Napolis fodboldhold mod ærkerivalerne fra nord, Juventus. Napoli er på det tidspunkt Italiens fattigste by, og i befolkningen sidder stadig traumet efter en horribel koleraepidemi i 1973.

Men med på holdet har de legendariske Maradona, som efterhånden har fundet sig til rette i Napoli, og gør, hvad mange i Italien havde fundet umuligt: Han scorer på frispark, og tilskuerne går så meget amok, at fem besvimer, og to får et hjertestop på tribunerne.

I ugen op til turneringen havde Napoli været genstand for racisme og chikane i både medierne og på gaderne af Juventus’ fans, der skreg, at napolitanerne skulle vaske sig, at de var Italiens kloak, og at man håbede, at Vesuvio ville begrave byen i lava.

Om sine år i Napoli siger Maradona: “Napolitanerne var Italiens afrikanere. Jeg repræsenterede en del af Italien, som ikke blev regnet for noget.”

Da en journalist i nedenstående klip spørger ham hvilken farve, målet var, siger han “Målet er lyseblåt (Napolis holdfarve), blåt for hele Napolis befolkning. For ingen udefra kan forestille sig, alle de ting, der er blevet sagt om os i ugens løb. Det mål og den sejr havde folket fortjent.”

Maradonas geniale scoring i 1985, som tegnede begyndelsen på Napolis genrejsning som fodboldby, kan ses her:

Il calcio

Forleden vandt Napoli det italienske mesterskab i fodbold, og det har dels fået mig til at se den fremragende dokumentarfilm, “Diego” om Maradona. Om sine år i Napoli siger han: “Napolitanerne var Italiens afrikanere. Jeg repræsenterede en del af Italien, som ikke blev regnet for noget.”

Udsagnet gjorde mig nysgerrig på, hvor og hvordan fodbold i Syditalien egentlig opstod. Sporten har nemlig haft helt andre forudsætninger mod syd end i det norditalien, som først introducerede sporten i landet. Her er, hvad jeg fandt ud af:

Da fodbold i slutningen af 1800-tallet kom til Italien fra England, brugte man i starten ordet ‘Foot-ball’. Men da lokalsamfundene fangede, at sporten ikke blot var en flygtig bibeskæftigelse, men vitterligt samlede italienerne, begyndte man at spekulere i, om der kunne være et italiensk ord for fænomenet.

I disse år er Napolis fodboldhold atter inde i en af sine store perioder. Holdet har pt. Italiens fjerde største fanbase, og i sæsonen sprudler det af liv omkring stadionet San Paolo i Fuorigrotta i Napolis udkant

Valget faldt på termen ‘calcio’, og blev første gang foreslået af fodboldspilleren Luigi Bosisio i 1907, og underbygget af en artikel i sportsavisen La Gazzetta dello sport samme år. Man skrev:

“I renæssancen bedrev ungdommen deres fritid med at spille bold på de søde, toscanske bakkedrag mod modstandere fra de tilstødende kommuner. Det spil hed ‘il calcio’!”

Artiklen argumenterede i sarkastisk stil for at bruge et italiensk ord i stedet for den importerede engelske term, fordi det også ville være en del af samskabelsen af det italienske folk. “Italienerne skaber man jo ikke på et øjeblik”, stod der i artiklen, og legede således med politikeren Mazzinis udtalelse om, at man ved Italiens samling nok havde samlet landet fysisk, men nu blot manglede at skabe italienerne.

Napolis sejre og nederlag

Mens fodboldklubber skød op i Torino, Milano og Genova, var situationen en anden i Syditalien. Her kom lokalbefolkningen i kontakt med fodboldsporten gennem de mange britiske handelsmænd, som tjente gode penge på at handle med det frugtbare syd, og sælge engelske varer som te og kiks i byer som Napoli i Palermo, mod at købe frugt, mineraler og andre råvarer til deres eget marked.

I de syditalienske havne spillede de engelske skibsfolk fodbold, når de havde fri – gerne midt på de store skibsdæk, eller på molerne, hvor der var plads. Italienerne blev inviteret til at spille med, og i Napoli fik det så stor succes, at Napolis Football and Cricket Club blev grundlagt i 1905 af den engelske sejler William Poths og hans forretningspartner, Hector M. Bayon.

Den første officielle kamp, Napoli var med i, løb ad stablen mod skibsbesætningen på det engelske skib Arabik. Napoli vandt 3-2, og en livslang passion for byens indbyggere var født.

I den syditalienske fodbolds barndom – og faktisk helt op til 1926 – var de syditalienske klubber, som efterhånden skød op i resten af landsdelen, ikke en del af det officielle, italienske mesterskab. I stedet spillede man mod hinanden i turneringer som Thomas Liptons Lipton Challenge Cup, hvor Napoli og Palermo som oftest deltes om at ligge først. Thomas Lipton gjorde gode forretninger i Syditalien, hvor han efterhånden havde opbygget et mindre handelsimperium.

Napolis første fodboldhold havde blandt andet stjernen Attila Sallustro med. Han står i midten i dette foto fra 1927. Wikipedia.

I 1926 kom Napoli med i serie A, og store personligheder som træneren William Garbutt revolutionerede spillet, mens fodboldspilleren og en af datidens helte, Attila Sallustro, stod for mange af holdets smukkeste mål.

Klubbens succes gik op og ned gennem årene, hvor kulminationerne endte i store sejre både indenlands og udenlands, mens nedturene også talte nedrykninger, korruptionsskandaler og konkurser.

I disse år er Napolis fodboldhold atter inde i en af sine store perioder. Holdet har pt. Italiens fjerde største fanbase, og i sæsonen sprudler det af liv omkring stadionet San Paolo i Fuorigrotta i Napolis udkant. Jeg krydser fingre for både dem og alle de hold i Syditalien, som hver uge giver italienerne og alle os andre én på opleveren.

Hovedillustration: San Paolo-stadionet i Napoli koger i 1987, da Napoli atter vinder det italienske mesterskab med Maradona ved roret. Wikipedia.

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet. Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige? Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede. Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: http://ceciliemariemeyer.dk