Thomas Pedersen: Samtidens kunst og digtning er rigeligt folkelig

Thomas Pedersen 12.06.2020

KULTUR // KRONIK – Det står efterhånden klart, at vi har fået en arbejderistisk regering. Kulturministeren har let spotsk udtalt, at set med hendes øjne er der ingen forskel på, om man maler på brædder eller på lærred. Det er et problematisk synspunkt og faktisk også udtryk for en malplaceret kritik, for samtidens kunst og digtning er rigeligt folkelig, skriver Thomas Pedersen.

Vore dages kunst er jordnær, så jordnær, at det undertiden kan være svært at se, hvor hverdagen hører op, og kunsten bredt forstået begynder. Det er måske også meningen, for så virker kunsten jo mindre aparte og befinder sig ikke længere ude i et hjørne af tilværelsen.

Fornuften – og kapitalen – er blevet hysterisk. Den insisterer. Verden skal være brugbar. Kunst som blot og bar virkelighedsgengivelse eller genkaldt hverdag er imidlertid ikke sand kunst – så kan man lige så godt skrive samfundsbeskrivende rapporter eller sysle privat med dagbogen. Sand og stor kunst vil ofte være samfundskritisk men ikke kun det: Den vil være det på en måde, som ikke lader os æstetisk i stikken.

Kunst som blot og bar virkelighedsgengivelse eller genkaldt hverdag er imidlertid ikke sand kunst – så kan man lige så godt skrive samfundsbeskrivende rapporter eller sysle privat med dagbogen

Der er en verden til forskel på f.eks. en Bjørn Nørgaards hesteslagtning og Asger Jorns maleri ”Stalingrad”, begge meget omtalte kunstværker. ”Stalingrad” er et storslået om end også gruopvækkende maleri, som imidlertid ikke forsømmer det æstetiske, men tværtimod også som farveklang er storslået.

Den store kunst er med andre ord ofte det smukke, som stiller spørgsmål til samfund og eksistens.

Stor, æstetisk kunst og digtning giver håb og mobiliserer. Provokatørens hverdagskunst skaber eller forstærker derimod livslede og avler nihilisme. Der er nu engang grænser for genkendelsens glæde.

Hvad er kunst

Kvalitetsproblemerne i nutidskunsten og nutidslitteraturen bør tages alvorligt. Når disse års mange poesiudgivelser læses i så ringe udstrækning, har det desværre sin forklaring, og forklaringen er ikke, at folk er dumme eller til enhver tid mangler god smag. Forklaringen er som oftest, at udgivelserne mangler den fornødne, æstetiske og formmæssige kvalitet. Noget tilsvarende gælder på billedkunstens område. Der er heldigvis undtagelser som f.eks. Signe Gjessings seneste digtsamling, ”Tractatus Philosophicus-Poeticus”, som har sin helt egen tone og lyriske lethed.

Kunst er, med den nu afdøde forfatter Elsa Gress´ præcise formulering, ”skabelse af former, som udtrykker menneskelige følelser”. Den svenske æstetikteoretiker Teddy Brunius udtrykker det samme lidt anderledes, når han skriver, at……”kunst er udtryksfuld form” eller ”meningsfuld form”, evt. ”objektiviseret lyst”. Ikke mindst det sidstnævnte aspekt er blevet mere fremtrædende de seneste årtier.

Siden 1980’erne har der været en ganske stærk og vedholdende tendens i dansk poesi, som man kan kalde den ”kropslige æstetik”, lanceret af digtere som Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Michael Strunge. Hos Thomsen er kroppen ligefrem ”paradigmet på form”, hvilket af senere digtere er blevet opfattet rigeligt bogstaveligt.

Et afgørende kriterium på et digts kunstneriske kvalitet er, som påpeget af Thomsen, dets musikalitet, det vil sige dets grad af klanglig, lydlig, harmonisk og rytmisk organisering. Dette skal ikke forstås i snæver forstand.

Som påpeget af Jørgen Gustava Brandt i hans fine bog ”hvad angår poesi”, er det harmoniske meget afgørende. Det færdige kunstværk genkendes på, at ”noget er bragt i balance”, typisk tilsyneladende modsatte fænomener, som bringes på en ny, fælles formel. Den russiske filminstruktør Tarkovsky taler tilsvarende om, at hans filmkunst er ”mosaikker bragt i balance”.

Den blivende værdi

Mere grundlæggende kan man med filosoffen David Favrholt anføre, at det gode kunstværk, hvad enten det udtrykker sig sprogligt eller på anden vis, må besidde en persistens, dvs. en blivende værdi. Den flygtige og tidsbundne underholdning er f.eks. næppe kunst i streng forstand, og dog ser man, især her i landet, hvordan selv de bedste værker sættes op med humor. Formentlig er der i nogen grad tale om en mere eller mindre bevidst tilpasning til teknologiens og det store publikums vilkår, en afsmitning fra de sociale mediers mere folkelige udtryk.

Privatisme i form af meget private bekendelser er heller ikke kunst, men igen kan man konstatere, at denne type udgivelser er der en hel del af i samtidslitteraturen. Den store kunst og litteratur har et stærkt indslag af det upersonlige og almene, hvilket giver værket blivende værdi.

Favrholt påpeger endvidere meget plausibelt, at det gode kunstværk bør besidde et minimum af kompleksitet, en vis grad af bearbejdning. Dette er næppe så ukontroversielt, som det kan forekomme, set i lyset af tendenserne i vor tids kunst og litteratur. Men man kan dog glæde sig over den nye betoning af det håndværksmæssige på alle områder.

Man oplever imidlertid samtidig i disse år en ny betoning af det naive, ofte grænsende til infantilisme, som ikke harmonerer med et krav om kompleksitet. Tendensen er så meget mere robust, som den kan synes en naturlig fortsættelse af traditionen fra H.C. Andersen.

Sprogplejen er faktisk en vigtig, poetisk funktion. Vi går rundt med den vaneforestilling, at sproget trives, bare det bruges. Men vi overser, at sprog også kan tabes eller forsimples

Jeg færdes jævnligt i det store Frederiksberg-center, og der har man i en lang periode kunnet opleve en større udstilling af nutidig billedkunst. Det er slående, at skønsmæssigt 80% af malerierne er naivistiske grænsende til det infantilistiske. Man oplever her en glidende overgang fra voksenkunst til børnekunst, en gliden, som desværre hurtigt begynder at ligne et fald.

I tilknytning til kompleksitetskriteriet kan man inden for poesiens verden pege på billedrigdom som et tegn på kvalitet. Metaforen er og bliver kernen i det vellykkede digt. Den store, britiske-amerikanske digter T.S. Eliot brugte en lidt anden betegnelse, idet han talte om ”objektive korrelater” i poesien, det vil sige ting eller situationer, som symboliserede en given følelse på en meget sigende måde.

Hvis vi forlader Favrholt, kan man videre sige, at poesien oftest vil være en slags korrektiv til det officielle eller almene sprog, eller til en ideologi, som man så det i Sovjetunionen. Det herskende sprog er i princippet uanvendeligt for poesien, som viger udenom eller omskriver det kendte sprog.

Vi ser dette sat på spidsen i visse af de seneste års lyrikudgivelser, hvor der gøres et næsten desperat forsøg på nærmest at opfinde et helt nyt sprog eller kokettere med det sprogløse. Men sprogplejen er faktisk en vigtig, poetisk funktion. Vi går rundt med den vaneforestilling, at sproget trives, bare det bruges. Men vi overser, at sprog også kan tabes eller forsimples.

Krisetegnene i samfundet og kunsten

Jeg mener, at kunsten i disse år grundlæggende er udfordret på tre punkter.

For det første indebærer kunstens institutionalisering klare risici. Der bør skelnes mellem institutionalisering i starten og i slutningen af den kunstneriske proces. I den tidlige, kreative fase er institutionaliseringen ofte en forstyrrende faktor. Efter afslutningen af den kreative proces kan det derimod være formålstjenligt at råde over institutioner, som kan fremhæve og bevare det enestående.

For det andet, skaber vor tids individualisering en risiko for psykologisering af kunsten. Når det unikke som sådan hyldes, sker der let en udvanding af det kunstneriske. Psykiske problemer kan let få et præg af originalitet, fordi de ofte har en betydelig nyhedsværdi. Dette er naturligvis et krisetegn for samfundet, men det er så sandelig også et krisetegn for kunsten, hvis man holder fast i kravet om en vis distance og upersonliggørelse som værende vigtig for den kunstneriske kvalitet.

Kunst i bred forstand udvider vores verden, bygger til den på overraskende måder og giver enestående, personlige oplevelser, hvilket er ekstra vigtigt i en tid præget af borgernes fundamentale ensomhed

Endelig for det tredje, kan man som sagt pege på en risiko for infantilisering af kunst og poesi. Dansk billedkunst har vist, at en reflekteret, naivistisk indstilling sagtens kan give anledning til interessante, billedlige udtryk, som det ses hos en Egill Jacobsen eller Carl Henning Pedersen. Naivismen tilfører kunsten en friskhed og lethed, som kan være befriende og virke naturlig, i det mindste som en overgangsløsning, i en civilisation, som efter Auschwitz føler en betydelig grad af selv-lede.

Men at gøre barnligheden til en ingrediens i selve det kunstneriske er at forveksle det legende, som altid indgår i den kunstneriske skaben, med det barnlige, som nok kan anspore til en givtig spontanitet, men som ikke i sig selv er udtryk for kunst.

Arbejder man inden for mere end ét kunstnerisk felt, får man øje på det fælles ved den kunstneriske skaben og aktivitet. Eksempelvis betydningen af inspiration, det intuitive øjeblik, som kan lede tanken hen på det religiøse i en ny forstand, og den lille, bevidste skævhed eller overraskelse, som fanger beskuerens eller læserens blik og skaber en indgang til værket.

Kunst i bred forstand udvider vores verden, bygger til den på overraskende måder og giver enestående, personlige oplevelser, hvilket er ekstra vigtigt i en tid præget af borgernes fundamentale ensomhed.

Kulturlivet tørster efter værker og præstationer, som i fravær af en tro på det hinsides kan gengive mennesker en fornemmelse for æstetisk transcendens. Jeg vil opfordre kulturministeren til at engagere sig i denne helt centrale debat.

Kulturen er for vigtig til, at man kan overlade den til de borgerlige partier.

Illustration: Asger Jorns Stalingrad, Museum Jorn.

Thomas Pedersen. f. 1957, var i mange år ansat som lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, hvor han primært forskede og underviste i europæisk politik, senere i europæisk kultur og forholdet mellem politik og kultur. Hans hovedværk fra den tidlige periode er bogen "Germany, France and the Integration of Europe" (Continuum Publishers). Han udgav i 2008 bogen "When Culture becomes Politics. European Identity in Perspective" (Aarhus University Press). I 2013 forlod han universitet for at hellige sig billedkunst og poesi. Han har udstillet egen kunst i mindre skala og udgav i 2018 digtsamlingen "Pennen vandrer sibirisk". Udover bøger på dansk og engelsk har han skrevet en lang række kronikker og artikler om et bredt spektrum af emner, herunder begrebet kreativitet.