Fremkaldte kulturrum – interview med filosoffen Esther Oluffa Pedersen

af i Civilsamfund/Kultur

FILOSOFI // INTERVIEW – Esther Oluffa Pedersens bog ”Fremkaldte kulturrum” er en analyse af konkrete debatter i moderne, dansk historie. Hvorledes udspiller sådanne debatter sig? Hvad er den intellektuelle debats mulighedsbetingelser? Dens forudsætninger og dens begrænsninger? Det kan filosofien hjælpe os med at blive klogere på, fortæller hun Dorte Jelstrup i dette interview i forbindelse med forsvar af sin doktordisputats af samme navn, der finder sted fredag d. 4. oktober på Roskilde Universitet og stiller skarpt på diskussioner om demokrati og diktatur, humanisme, ansvar og videnskab i tiden omkring Anden Verdenskrig.

Dorte Jelstrup:

Esther Oluffa Pedersen, du er filosof samt lektor og studieleder ved Filosofi og Videnskabsteori, Roskilde Universitet. Den 4. oktober, 2019, forsvarer du din doktordisputats Fremkaldte kulturrum ved Roskilde Universitet – en afhandling, der også for nylig udkom som bog på Hans Reitzels Forlag. Bogen har fået meget fornemme anmeldelser og giver selvsagt den danske offentlighed en god mulighed for at læse med.

I denne samtale vil vi komme rundt omkring nogle af de centrale tematikker, som du berører i din afhandling.

Indledningsvist kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til den grundkategori, der figurer i afhandlingens titel, nemlig begrebet kulturrum. Hvorledes ser du denne kategori? Hvad er et kulturrum? Og hvad er en kulturrumsanalyse set fra dit synspunkt?

Esther Oluffa Pedersen:

Afhandlingen bærer titlen Fremkaldte kulturrum, fordi jeg med de to begreber ønsker at pege på det metodiske greb i mine analyser.

Et kulturrum er det rum, som vi mennesker udfolder, når vi diskuterer og handler. Derfor er analyser af kulturrum netop analyser af, hvordan vi fylder rummet ud.

Jeg har fokuseret på tre udformninger af det danske kulturrum i perioden 1930 til 1960, der er sammenvævede dels på grund af, at deltagerne overlapper, og dels fordi diskussionerne indholdsmæssigt griber ind i hinanden, således at man får en dybere forståelse for det samlede kulturrum ved at se på de tre udformninger i sammenhæng.

Jeg starter med en analyse af de diskussioner, man førte før, under og efter anden verdenskrig om, hvilken styreform der ville være bedst for Danmark.

Før og under anden verdenskrig var der mange fremtrædende danske intellektuelle, der argumenterede for, at demokratiet burde udskiftes med en eller anden form for autokratisk styreform. Ved slutningen af anden verdenskrig blev enhver forestilling om en autokratisk styreform afvist til fordel for demokratiet. Men ikke desto mindre var der både nogle af de højreorienterede autokratiske tænkere, der holdt fast i deres opfattelse, ligesom kommunistiske debattører ønskede at argumentere for, at den sovjetiske statsform var ligeså demokratisk som den vesteuropæiske.

Før og under anden verdenskrig var der mange fremtrædende danske intellektuelle, der argumenterede for, at demokratiet burde udskiftes med en eller anden form for autokratisk styreform.

Med kulturrumsbegrebet kan jeg følge de enkelte debattørers argumentationer i forhold til hinanden og i forhold til, hvad der er mere eller mindre acceptabelt at fremføre. Således kan jeg f.eks. eftervise, hvordan den danske filosof Jørgen Jørgensen efter anden verdenskrig søger at redefinere demokratibegrebet som det brede demokrati for at få plads til, at den sovjetiske statsmodel kunne opfattes som demokratisk.

Dorte Jelstrup:

Ja, det er enormt interessant. Diskussionen af demokrati versus totalitarisme udgjorde en central diskussion i perioden. Man kan sige, at diskussionen af denne tematik desværre også er aktuel i dag, når man medtænker, at vi står i en situation, hvor de vestlige demokratier for så vidt er under pres fra forskellige versioner af højrepopulisme. Set fra den optik er det også spændende at høre, hvorledes diskussionen af dette emnefelt udfoldede sig i Danmark før, under og efter anden verdenskrig.

Hvilke andre diskussioner kigger du også på gennem det kulturrums-analytiske blik?

Esther Oluffa Pedersen:

Den anden diskussion, som jeg analyserer, handler om, hvordan de intellektuelle forholdt sig til spørgsmålet om samarbejde eller modstand under og efter krigen.

Mens den græske filolog og socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch stod fast på, at samarbejdspolitikken var rigtig, klandrede forfatteren Martin A. Hansen indirekte netop Frisch for sin passivitet i forhold til at bekæmpe besættelsesmagten.

Hansen argumenterede dermed for, at der var en forbindelse mellem de humanistiske intellektuelle som Frisch og passivitet i forhold til at kæmpe for sine værdier. Denne passivitet var en slags afvisning af at tage del i virkeligheden.

Mens den græske filolog og socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch stod fast på, at samarbejdspolitikken var rigtig, klandrede forfatteren Martin A. Hansen indirekte netop Frisch for sin passivitet i forhold til at bekæmpe besættelsesmagten.

I november 1943 holdt Frisch en meget diskuteret og stærkt kritiseret tale for de danske studerende, hvor han med reference til Sokrates argumenterede for, at de studerende skulle holde sig fra sabotage og væbnet modstand mod den tyske besættelse, fordi deres post som studerende var at studere.

Som et indirekte modsvar hertil skrev Hansen en fiktiv dialog mellem Sokrates og Simias, hvor Sokrates argumenterede for stikkerdrab som nødvendige og dermed opfordrede de studerende til aktiv væbnet modstand.

Efter krigen var Hansen martret af skyldfølelse over at have opfordret til drab, mens Frisch blev offentligt udskældt for at fastholde, at stikkerlikvideringerne var drab.

Igen kan jeg ved hjælp af kulturrumsanalysen vise, hvordan de forskellige debattørers positioner forandrer sig over tid, og hvordan nogle holdninger bliver særdeles uønskede. F.eks. stod Frisch helt alene offentligt i sin kritik af modstandsbevægelsen.

Den tredje og sidste diskussion, som jeg analyserer, handler om humanistisk videnskabs rolle i kulturen. Jeg starter med at se på, hvordan koblingen mellem passivitet og humanistisk videnskab, som f.eks. Martin A. Hansen formulerede, blev brugt i diskussioner af, hvad humanisme er.

Igen kan jeg ved hjælp af kulturrumsanalysen vise, hvordan de forskellige debattørers positioner forandrer sig over tid, og hvordan nogle holdninger bliver særdeles uønskede.

Diskussionen om humanisme er parallel med demokratidiskussionen i første del i den forstand, at ligesom der var mange intellektuelle før anden verdenskrig, der afviste demokratiet, gjorde det sig også gældende for humanisme i 1930’ere. Efter krigen var der derimod en meget tydelig konsensus om, at humanisme var en grundlæggende kulturværdi.

Men ligesom der var uenighed om definitionen af demokrati, var der ligeså stor uenighed om definitionen af humanisme.

Esther Oluffa Pedersen, filosof, lektor og studieleder ved Filosofi og Videnskabsteori, Roskilde Universitet. Foto: Dorte Jelstrup

Dorte Jelstrup:

Hvordan det? Hvilke opfattelser af humanisme blev formuleret i perioden?

Esther Oluffa Pedersen:

I 1930’erne havde især den autodidakte intellektuelle og politiker Arne Sørensen argumenteret for, at humanismen var ligeså ubrugelig som demokratiet, og han havde koblet sin kritik sammen med en generel kritik af de moderne videnskaber.

Sørensen kunne læne sig op ad teologen Hal Kochs kritik af den humaniorabårne humanisme, der grundlæggende handlede om et valg mellem humanistisk videnskab og kosmopolitisme repræsenteret af Erasmus af Rotterdam og protestantisk kristen tro repræsenteret ved Luther på den anden side.

Grunden til hele diskussionen i 1930’erne var den østrigske forfatter Stefan Zweigs biografi om Erasmus som helteskikkelse for det Europa, der eksisterede før nazismens og fascismens greb om de europæiske lande og befolkninger

Grunden til hele diskussionen i 1930’erne var den østrigske forfatter Stefan Zweigs biografi om Erasmus som helteskikkelse for det Europa, der eksisterede før nazismens og fascismens greb om de europæiske lande og befolkninger. Jeg viser, hvordan kulturrummet i 1930’ernes Danmark havde plads til stærke kritikker af humanisme og demokrati og mere eller mindre direkte hyldest af de antihumanistiske bevægelser.

Dorte Jelstrup:

Det er jo utrolig interessant. Også fordi der blev fremført standpunkter med et indhold, hvor man i dag mildt sagt ikke kan andet end at undre sig. Kan du sige noget mere uddybende om hvilke opfattelser, der blev udtrykt?

Esther Oluffa Pedersen:

Ja, den måske mest overraskende position i 1930’erne var teologen Knud Eiler Løgstrups. Hjemvendt fra et længere studieophold i Tyskland skrev han i 1936 tre kronikker, hvor han roste Hitler og Heidegger for deres filosofiske begrundelse af førerskabet af den tyske nation. Denne argumentation byggede i lighed med Arne Sørensens på en forestilling om en engageret tilslutning til (kristne) værdier frem for den passive og tilbagetrukne intellektuelle analyse af kosmopolitisk humanisme.

Den måske mest overraskende position i 1930’erne var teologen Knud Eiler Løgstrups. Hjemvendt fra et længere studieophold i Tyskland skrev han i 1936 tre kronikker, hvor han roste Hitler og Heidegger for deres filosofiske begrundelse af førerskabet af den tyske nation.

Løgstrup omtalte rosende ”Førerskabet” som en moralsk forbindelse – ”et inderligt Fællesskab” hvor ”Føreren befaler, fordi Følget har betroet deres egen Frihed i hans Hænder. Til trods for at de vel modtager Befalinger og ubetinget Adlyder, er de dog væsentligt set fri Mennesker, fordi det var af fri Vilje, de gav Føreren deres Frihed og overlod ham Afgørelsen for dem.” Samtidig understreger han, at ”Førerskabet under Udelukkelse af Flertalsherredømmet lader sig kun retfærdiggøre, naar man paa Forhaand har opgivet Troen paa Massens Demokratisering. Det er den skelsættende Forskel mellem Nazisme og parlamentarisk Demokrati, at Nazismen paa Forhaand har opgivet Massens Demokratisering, mens det parlamentariske Demokrati ligesaa stædigt og paa Trods af alt Partikævlet bevarer Troen derpaa.”

Løgstrup talte positivt for Førerskabets løsning af det politiske spørgsmål, om hvordan staten kunne træffe beslutninger, samtidig med, at han lod det være muligt, at det parlamentariske demokrati kunne opnå samme handlekraft, hvis det var i stand til at demokratisere massen. Hans kronikker fra 1936 kan læses som et eksempel på den begejstring, det nye Tyskland vækkede.

Dorte Jelstrup:

Her er jeg nødt til at sige, at jeg ikke selv har været klar over, at Løgstrup så direkte forsvarede Hitler og nazismen før krigen. At Løgstrup gjorde dette, synes jeg er meget rystende. Men Løgstrup holdt vel op med at fremføre sådanne standpunkter under og efter krigen?

Esther Oluffa Pedersen:

Ja, da Danmark blev besat, var Løgstrup meget klar i sit ønske om modstand mod den tyske besættelse. Han var af den holdning, at den danske nation skulle sige fra overfor det tyske magtgreb.

I brevveksling med sin ven Hal Koch var han optaget af, at Koch, der var tæt på den politiske magt som formand for Dansk Ungdomssamvirke, ikke ville sige fra overfor samarbejdspolitikken.

I 1941 – efter politikerne på tysk opfordring havde interneret de danske kommunister og underskrevet antikominternpagten – understregede Løgstrup over for Koch, at han burde indse sit menneskelige ansvar i forhold til dansk politik:

”Du har nu engang kun et menneskeligt Ansvar – Ansvaret til Lydighed. Men du har ikke Ansvaret for Følgerne af Guds og Satans Kamp: i Jødernes og Kommunisternes Deportering og i Oprettelsen af Koncentrationslejre. Men du vil tage Ansvaret for den Kamp, der gaar over din Forstand … Vel har vi at blande os i Kampen mellem Gud og Satan, nemlig blande os i den i vor Lydighed mod de Love, mod den Absoluthed, som Gud har skabt vort Liv til – men vi skal ikke, hverken Regering eller D.U. [Dansk Ungdomssamvirke] tage Ansvaret for Kampens Følger. Du er ikke Guds og Satans Kampdommer.”

Efter krigen var den kritik af humanisme, som havde været forholdsvis gængs i 1930’erne, ligesom enhver begejstring for Hitlers førerskab absolut uacceptable holdninger i den offentlige debat.

Man kan læse dette som Løgstrups ønske om at bekæmpe den tyske besættelse, der på dansk grund var et diktatur og derfor ikke moralsk begrundet som førerskab. Selve kampen mod besættelsen var ifølge Løgstrup at lade sig føre af Gud.

Efter krigen var den kritik af humanisme, som havde været forholdsvis gængs i 1930’erne, ligesom enhver begejstring for Hitlers førerskab absolut uacceptable holdninger i den offentlige debat. Med oprettelsen af FN i 1948 kan man ligefrem sige, at humanisme og menneskerettigheder blev en officiel kulturværdi, som alle ønskede at tilslutte sig.

Derfor engagerede Løgstrup, der ikke billigede den kosmopolitiske opfattelse af humanisme, sig i at gendefinere humanisme. Han ønskede at forstå humanisme ikke som humanitas men derimod som humanum, hvor den humanistiske erkendelse består i en indsigt i, at mennesket er skabt af Gud og har som opgave at udfylde Guds bud frem for selv at skabe sine værdier.

Ligesom demokratibegrebet blev strakt til det yderste for at indeholde det kommunistiske statsbegreb, blev humanismebegrebet strakt til at betyde menneskets indsigt i at være Guds skabning og derfor også sat i verden til at følge Guds bud.

Opslagstavle på Afdelingen for Filosofi og Videnskabsteori, Roskilde Universitet. Foto: Dorte Jelstrup

Dorte Jelstrup:

Jeg kan sagtens se, at begrebet om kulturrum giver en analytisk adgang til de forskellige opfattelser, der fremføres i perioden. Men du har vel også foretaget nogle valg i henseende til hvilke opfattelser, du mere specifikt kaster lys over i din afhandling?

Esther Oluffa Pedersen:

Når jeg taler om, at et kulturrum bliver fremkaldt, ønsker jeg at drage opmærksomheden hen på min egen rolle som den, der analyserer kulturrummet. Ved at drage en analogi til fremkaldelsen af gammeldags fotografier, der bliver hentet frem fra et negativ, ønsker jeg at understrege, at alle vores analyser også er fremkaldelser af negativer.

Kulturdebatterne i 1930’erne, 40’erne og 50’erne kender vi fra de tekster, der er efterladt i aviser og bøger. Når disse analyseres i nye bøger, foredrag og aviskronikker, bliver de fremkaldt. Ligesom et gammeldags fotografi er et udsnit af verden, taget fra et bestemt perspektiv, på et bestemt tidspunkt og med et mere eller mindre opstillet motiv, er enhver tekst forfatterens perspektiv på verden som et bidrag til en diskussion.

Kulturdebatterne i 1930’erne, 40’erne og 50’erne kender vi fra de tekster, der er efterladt i aviser og bøger. Når disse analyseres i nye bøger, foredrag og aviskronikker, bliver de fremkaldt.

Når fotografiet efterfølgende bliver fremkaldt, bliver der igen truffet valg. Hvordan skal motivet beskæres? Skal noget udelades? Bør de mørke nuancer gøres lysere? I forhold til at fremkalde et kulturrum handler det om spørgsmål som: Hvilke tekster inddrages? Hvilke intellektuelle skal analyseres? Hvilke debatter skal følges?

Jeg har truffet valg om at fremkalde netop de tre udfoldelser af det danske kulturrum, som er nævnt ovenfor. Men dermed er hele det danske kulturrum ikke fremkaldt. Andre kan tilføje og kritisere mine valg, hvormed at indsigten i kulturrummet bliver større.

Ligesom fotografiet er et mere eller mindre opstillet udsnit af verden, og der i fremkaldelsen af fotografiet fra negativet er en redigeringsproces, som kan følges, er analysen af et kulturrum en redigeringsproces, hvor det bør være tydeligt, hvilke redigeringsvalg, der er truffet. Den tilstræbte objektivitet, som fotografiet indeholder, bør også være i den intellektuelle analyse. Derfor lægger jeg vægt på, at analyserne af det danske kulturrum bygger på citater fra de intellektuelle frem for at være mine genfortællinger af, hvad de måtte have ment.

Den kritiske læser kan på denne vis gå tilbage til teksten og selv læse denne for at se, om hun er enig med det redigeringsudsnit, jeg har valgt at fremhæve.

Dorte Jelstrup:

Så begrebet om kulturrum lader sig, som du ser det, principielt anvende i dissektionen og analysen af debatter i mange forskellige historiske kontekster?

Esther Oluffa Pedersen:

Ja, at fremkalde kulturrum handler om at analysere de processuelle udviklinger og forandringer i en given offentlige debat, der kan spores, når man følger debattørernes holdninger, svar og modsvar til hinanden. Min analyse af det danske kulturrum i midten af det 20. århundrede er blot et eksempel. Samme form for analyse kan udføres i en anden tidsperiode eller i et andet land.

Ethvert kulturrum har dimensioner, der svarer til den måde de specifikke debattører positionerer sig overfor hinanden. Kulturrum er kendetegnede ved altid at være mange-dimensionerede, fordi vi mennesker diskuterer med hinanden ved meddelelser og svar, der fremkalder nye meddelelser og modsvar i konkrete historiske situationer. Samtidig er de positioner, som de forskellige debattører indtager, ofte kendte fra andre internationale eller historiske diskussioner. Men i det lokale kulturrum får de en særlig betydning, der er tilpasset til den konkrete historiske diskussion.

Således viser f.eks. den danske demokratidebat i anden halvdel af 1940’erne, at der ikke var en fastlagt definition af, hvad demokrati er, men derimod udfoldede der sig en levende diskussion om, hvad demokrati burde være.

Denne diskussion var ikke blot oplysende for dem, der deltog og gennem kritik af deres synspunkter kunne forfine deres argumentation, men også for hele den læsende og lyttende offentlighed, der tog del i diskussionerne om demokratiet ved at tage stilling til de forskellige intellektuelles positioner. Og den er oplysende for os i dag, idet vi kan spejle vores samtids diskussioner af demokrati i den.

Således viser f.eks. den danske demokratidebat i anden halvdel af 1940’erne, at der ikke var en fastlagt definition af, hvad demokrati er, men derimod udfoldede der sig en levende diskussion om, hvad demokrati burde være.

Et kulturrum er således et rum, hvori de temaer og spørgsmål, som vi til en bestemt tid og i en konkret historisk situation synes er væsentlige for at forstå os selv som mennesker i et fællesskab, bliver diskuteret og behandlet fra forskellige synsvinkler.

Kulturrum indeholder mange forskellige positioner. Det er pluraliteten af stemmer, der gør det til et rum og ikke blot en enkelt holdning. Positionerne i et kulturrum vil være kendetegnet ved, at nogle står i direkte modsætningsforhold til hinanden mens andre blot er kontrære valoriseringer af det væsentlige i forhold til et bestemt emne, lad det være demokrati, humanisme eller personligt ansvar.

Dorte Jelstrup:

Hvis vi zoomer lidt ind på vor egen tid, kunne det også være interessant at høre dig overveje den kritik, vi i dag møder af humaniora set i forhold til 1930´ernes kritik af humaniora. Hvordan er kritikken af humaniora forandret fra 1930´erne til i dag i Danmark?

Esther Oluffa Pedersen:

I 1930’erne blev humaniora kritiseret fra to sider. Der var en lutheransk-kristen kritik, der udsprang af, at man forstod humaniora i traditionen fra Erasmus af Rotterdam som en måde at sætte mennesket over Gud i og med den humanistiske videnskab.

Erasmus bedrev som bekendt kritiske sammenlignende studier af forskellige bibeloversættelser. Samtidig argumenterede han for menneskets frie vilje og imod den protestantiske reformation.

Luther, der var førstemanden i reformationen, kritiserede Erasmus for ikke at deltage i denne, ligesom Luther argumenterede for, at Erasmus’ forståelse af vilje var forfejlet. Menneskets vilje var ifølge Luther trælbunden og burde adlyde Guds bud.

I den lutheranske kritik blev humanisme og humanistisk videnskab opfattet som to alen ud af samme stykke og som et udtryk for et forfejlet menneskeligt forsøg på at regne verden ud frem for engageret at følge Guds bud.

Denne diskussion blev taget op i Danmark i 1930’erne dels af Hal Koch, der som nævnt anmeldte Stefan Zweigs Erasmus-biografi, dels af Arne Sørensen, der radikalt tog afstand fra humanisme og humanistisk videnskab, dels af Løgstrup der udlagde diskussionen om den frie vilje mellem Luther og Erasmus som en kontrovers mellem det engagerede menneske repræsenteret af Luther og det passive og observerende menneske repræsenteret af Erasmus, der netop på grund af sin humanistiske videnskab var mere en distanceret observatør end et handlende menneske.

I den lutheranske kritik blev humanisme og humanistisk videnskab opfattet som to alen ud af samme stykke og som et udtryk for et forfejlet menneskeligt forsøg på at regne verden ud frem for engageret at følge Guds bud.

Den anden type kritik i 1930’erne stammede fra venstreorienterede intellektuelle, der understregede,at humanismen burde være aktivt handlende til fordel for at skabe et mere socialt retfærdigt samfund. Dertil kunne den humanistiske videnskab ikke bidrage så længe den var ”skidtvigtig livsfjern”, som Otto Gelsted formulerede det. Humanistisk videnskab og dannelse blev opfattet som et overklasseprivilegium og som en passiv skrivebordsøvelse, der ikke gjorde den ringeste forskel for udviklingen af et mere retfærdigt samfund.

Den anden type kritik i 1930’erne stammede fra venstreorienterede intellektuelle, der understregede, at humanismen burde være aktivt handlende til fordel for at skabe et mere socialt retfærdigt samfund.

I 1953 sammenfattede den socialdemokratiske politiker, forhenværende og kommende undervisningsminister og teolog Julius Bomholt de to typer kritik i sit indlæg for fremtidens uddannelsespolitik, idet han understregede, at renaissancehumanismen ”vedblev at være en aristokratisk bevægelse,” repræsenteret ved Erasmus af Rotterdam, med sin “ironiske, kritiske, koldt-videnskabelige holdning til tilværelsen, den stilfærdige iagttager, der forsigtigt holdt sig uden for enhver handling, der kunne engagere ham i opgøret uden for biblioteket.”

Imod en sådan passiv humanistisk forsker ville Bomholt sætte den aktive humanisme, hvor den ”progressive arbejderbevægelses kulturelle indsats først og fremmest er et bidrag til det fælles demokrati, som derved vinder i styrke og indre værdi.” De humanistiske videnskaber, kunne man forstå, skulle ud af elfenbenstårnet og virke til at styrke demokratiet.

Hvor det i 1930’erne handlede om at engagere videnskaben enten til fordel for Gud eller retfærdighed i samfundet, gælder det primært i dag om at engagere den humanistiske videnskab i at skabe økonomisk vækst.

Denne kritik af humanistisk videnskab for at være passiv og uden samfundsmæssig relevans klinger med i dag. Men siden Venstres forskningsminister Helge Sander i 2001 lancerede sit kendte slogan Fra forskning til faktura har kritikken af de humanistiske videnskaber især gået på, at de ikke skaber økonomisk vækst. Humanistisk videnskab bliver således stadig kritiseret for ikke at være aktiv og engageret, men hvor det i 1930’erne handlede om at engagere videnskaben enten til fordel for Gud eller retfærdighed i samfundet, gælder det primært i dag om at engagere den humanistiske videnskab i at skabe økonomisk vækst.

I 1936 skrev den græske filolog Franz Blatt det efter min mening til dags dato smukkeste og bedste forsvar på dansk for de humanistiske videnskaber. Han understregede, at humanisme som kulturel værdi, hvor kosmopolitisme og ligeværdighed mellem alle mennesker hyldes, har sin grund i den humanistiske videnskab, fordi humanisme angår indsigt i menneskets selvproducerede verden i historien, litteraturen og kulturen. Af samme grund, der fik Koch, Løgstrup og Sørensen til at foretrække Luther, forsvarede han Erasmus: ”Erasmus contra Luther, det er den rolige Overvejelses Sag mod den olme Lidenskab.”

Erasmus’ filologiske studier af bibeloversættelser var videnskabeligt begrundet autoritetskritik og et modspil til kirkens dogmatik. Blatt betonede, at de humanistiske studier udgør et væsentligt grundlag for humanismen uden dog at være det samme.

I 1936 skrev den græske filolog Franz Blatt det efter min mening til dags dato smukkeste og bedste forsvar på dansk for de humanistiske videnskaber. Han understregede, at humanisme som kulturel værdi, hvor kosmopolitisme og ligeværdighed mellem alle mennesker hyldes, har sin grund i den humanistiske videnskab, fordi humanisme angår indsigt i menneskets selvproducerede verden i historien, litteraturen og kulturen.

Humanister kæmper uafhængigt af uddannelse for alle menneskers ligeværd. Men fordomsfri og fornuftsbaseret udforskning af tanker og kilder er roden i både humanistisk videnskab og det humanistiske livssyn.

Derfor anså Blatt udviklingen af en humanistisk videnskabelig kultur for at være en betingelse for de humanistiske ideer.

Blatts pointe er, at vi risikerer at underminere nogle af de mest værdifulde rødder til det moderne frie demokratiske samfund, hvis vi stækker den humanistiske forsknings frihed og mulighed for at undersøge, sammenligne og øve kritik på et videnskabeligt grundlag uafhængigt af, om forskningen passer ind i krav til værdier, som samfundet i samtiden ønsker fremmet.

Humanister kæmper uafhængigt af uddannelse for alle menneskers ligeværd. Men fordomsfri og fornuftsbaseret udforskning af tanker og kilder er roden i både humanistisk videnskab og det humanistiske livssyn.

Den humanistiske videnskabelige kultur, der historisk er repræsenteret ved Erasmus’ filologiske arbejde med bibeloversættelserne, bør ikke spændes for en værdipolitisk vogn, fordi den dermed ikke kan forblive fri og uafhængig. Er den humanistiske forskning ikke fri, risikerer vi som samfund at stække den frie tanke og handling.

Dorte Jelstrup:

Ja, og hermed peger du jo meget flot og præcist på et udsnit af den humanistiske forsknings centrale kernefunktioner. Nu er vi jo begge filosoffer, så derfor kan jeg ikke lade være med at spørge dig om, hvorledes du også mere specifikt ser på filosofiens rolle og funktion.

Hvad kan filosofien efter din opfattelse byde ind med? Hvorfor er filosofien vigtig, og hvilken funktion har filosofi i dag?

Esther Oluffa Pedersen:

Filosofien er kendetegnet ved, at vi arbejder med argumentation og begrundelse på en måde, hvor vi hele tiden stiller grundlæggende spørgsmål til, hvad der er gyldige argumenter, og hvad der kan gælde som valide begrundelser for et standpunkt.

Nogle gange siger vi til vores studerende, at filosofien hverken har et genstandsfelt eller en metode, fordi filosofi kan handle om alt og metodisk bedrives i et utal af afskygninger.

Det rigtige og væsentlige ved en sådan påstand er, at filosofi i bund og grund handler om at stille spørgsmål, der kredser om hvorfor og hvorledes. Filosoffer låner således genstandsfelter fra alle mulige andre discipliner, hverdagslivet og historiens mange begivenheder og spørger til, hvorfor et eller andet fremstår som det gør, eller hvorledes noget kan begrundes eller kritiseres.

Filosofien er kendetegnet ved, at vi arbejder med argumentation og begrundelse på en måde, hvor vi hele tiden stiller grundlæggende spørgsmål til, hvad der er gyldige argumenter, og hvad der kan gælde som valide begrundelser for et standpunkt.

Jeg er filosofihistoriker, og derfor er jeg meget optaget af filosofiens historie. For mig at se har filosofihistorie to grundlæggende betydninger.

Gennem filosofihistorien lærer vi vores egen disciplins udvikling at kende – det er ikke meget anderledes, end hvad der gør sig gældende for andre discipliner. F.eks. lærer vi fra kunsthistorien, hvordan kunst har udviklet og forandret sig gennem tiden.

Den anden betydning af filosofihistorie er den mere interessante, for når vi kender vores filosofihistorie, kender vi også en argumentationshistorie.

Fra det filosofihistoriske perspektiv bliver det meget tydeligt – hvilket jeg også har prøvet at vise med kulturrumsanalysen – at størstedelen af de positioner, der fremføres i dag til forsvar for f.eks. demokratiet, har dybe filosofihistoriske rødder og kan på en måde siges at være moderne genfremførelser af gamle argumenter.

Når vi kender vores filosofihistorie, kender vi også en argumentationshistorie

Derfor er filosofihistorien levende i den moderne filosofi som en ressource. Ved at kende Aristoteles’ argumentationsmåde kan vi bruge denne i en moderne sammenhæng – eller ved at vide hvad der var Descartes’ argumentation for dualismen mellem bevidsthed og krop, kan vi stille kritiske spørgsmål til moderne diskussioner af forholdet mellem krop og bevidsthed.

Filosofihistorien holder muligheder for argumentation og kritik åbne og gør os mere reflekterede som moderne filosoffer.

Et godt eksempel herpå er den amerikanske filosof John Rawls. Han er kendt som en af det tyvende århundredes mest banebrydende politiske filosoffer med sit hovedværk A Theory of Justice fra 1971. Ser man efter hvad der interesserede ham, træder det frem, at Rawls holdt forelæsninger over og kendte den politiske filosofis historie fra 1600 og frem som sin egen bukselomme. Hans forelæsninger er udgivne og giver et utroligt interessant indblik i hans filosofiske laboratorium. For i hans imaginære samtale med de store politiske filosoffer, udviklede han sin egen moderne politiske filosofi, der var et svar på de pressende spørgsmål i det 20. århundrede.

At gå tilbage til historiske argumenter handler i denne form for beskæftigelse med filosofihistorien om at bruge dem i en moderne kontekst. De kan være væsentlige indspark i den offentlige debat, ligesom viden om filosofihistoriens argumenter giver en mulighed for at kunne forstå samtidens argumenters idehistoriske rødder.

At gå tilbage til historiske argumenter handler i denne form for beskæftigelse med filosofihistorien om at bruge dem i en moderne kontekst

Beskæftigelse med filosofi er en måde at holde tænkningens rum åbent. Og tænkning er en tilegnet evne. Der er ingen af os, der er født som Athene, der sprang ud af hovedskallen på Zeus i fuld rustning. Vi lærer og har alle lært, hvordan man opbygger argumentationer. Derfor er det vigtigt, at vi gør tilegnelsen af filosofi til en mulighed for mange.

Erhvervet indsigt i filosofien giver den enkelte redskaber til at argumentere for en sag. Men filosofien giver ikke samtidig et kørekort til at bruge disse redskaber på en god måde. Det er altid en individuel personlig opgave at begrunde for sig selv og ens medmennesker, hvorfor man argumenterer for en position frem for en anden.

En gængs kritik af filosofi – og især af filosofihistorie – er, at det bare er hvide mænds pindehuggeri. Det er jeg på en måde enig i, nemlig hvis beskæftigelsen med filosofi kommer til at blive en snæver teknisk diskussion af enkelte begreber (om denne diskussion end føres udelukkende af mænd eller også har deltagelse af kvinder). På en anden måde er jeg stærkt uenig i udsagnet. For hvis man ser filosofien og dens righoldige historie som et reservoir af tankeredskaber, så vil man se, at disse argumentationsformer og måder at udøve kritik på ligger åbne for alle. Det gælder om at tilegne sig disse – og det gør kvinder og ikke-hvide ligeså godt som traditionens hvide mænd.

Beskæftigelse med filosofi er en måde at holde tænkningens rum åbent

Jeg vil således gerne understrege, at netop flere og et mere mangfoldigt udsnit af mennesker, der tilegner sig filosofiens redskaber, kan hjælpe os alle til at blive bedre til at forstå os selv og hinanden, idet vi lader vores filosofisk begrundede holdninger bryde i offentlige debatter – og der er vi faktisk tilbage til udgangspunktet, til min bog Fremkaldte kulturrum. Den er et forsøg på dels at blive klogere på konkrete debatter i vores moderne danske historie, dels at forstå, hvorledes sådanne debatter udspiller sig – hvad er den intellektuelle debats mulighedsbetingelser? Dens forudsætninger og dens begrænsninger? Det kan filosofien hjælpe os med at blive klogere på.


Topfoto: Bogskab på Afdelingen for Filosofi og Videnskabsteori, Roskilde Universitet. Foto: Dorte Jelstrup

Dorte Jelstrup er billedkunstner, filosof og ekstern lektor ved Roskilde Universitet, hvor hun er ansat på faget Filosofi og Videnskabsteori.

Jelstrup er cand.mag. i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet, hvor hun tillige har været ansat på faget Filosofi dels som ph.d.-stipendiat og dels som ekstern lektor.

Jelstrup har på Københavns Universitet undervist i teoretisk filosofi samt filosofisk æstetik. På Roskilde Universitet har hun undervist og vejledt primært i filosofisk æstetik, men også i anvendt etik.

Som billedkunstner har Dorte Jelstrup en omfattende udstillingsvirksomhed i ind - og udland. Hun har bl.a. vist værker på Västerås Konstmuseum, Västerås, Sverige, Sørlandets Kunstmuseum, Kristiansand, Norge, Kunsthallen Brandts, Odense, Danmark, og Loop Video Art Festival, Barcelona, Spanien.

Jelstrups værker er blevet præmieret af Statens Kunstfond, ligesom hun har modtaget hæderslegat fra Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens Fond.

Dorte Jelstrup er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, København, og Museum Sønderjylland - Kunstmuseet i Tønder.

Derudover har Jelstrup tildelt statslig kunststøtte som medlem af Kunstrådets Billedkunstudvalg i perioden 2003-2007, ligesom hun har været medlem af Kunstrådets Jury for International Festival for Samtidskunst, 2005-2006. Hun har endvidere været gæsteunderviser og censor ved Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København.

På POV International skriver Dorte Jelstrup om filosofi og kunst. Hun bor i København K og besøger Berlin så ofte, hun kan.

Seneste artikler om Civilsamfund

Død over hemmelighederne

KOMMENTAR – Dansk Frimurerorden holder på hemmelighederne og har derfor mediernes næsten