Thomas Manns forfatterskab – Mellem oplysning og romantik

Frederik Thomsen 21.04.2024

LITTERATUR // ESSAY – Den tyske forfatter Thomas Mann debuterede på tærsklen til det 20. århundrede, hvis ideologiske brydninger blev formative for hans litterære produktion og dennes komplekse refleksioner over datidens politiske spændinger. Refleksioner, som også er relevante i forståelsen af vores egen tid, skriver Frederik Thomsen i dette essay.

Overordnet kan Thomas Manns (1875-1955) forfatterskab udlægges som en tilbagevendende tematisering af spændingen mellem oplysningsprojektets rationelle sanering af mennesket og alt det fornuftsstridige, som ikke umiddelbart lader sig indpasse i den progressive tilværelsesudlægnings åndelige afretning af livet. På denne baggrund optegner forfatterskabet en dyb konflikt i mennesket, der begrebsligt kan sammenfattes i distinktionen mellem oplysning og romantik.

Åndens afmagt overfor for livet er således en gennemgående figur i Thomas Manns litterære univers, der på forskellig vis udpensler brydningerne mellem den fremskridtsvenlige, liberale ideologi, og det lidenskabelige drift- og følelsesliv, som slumrer under civilisationens overflade. For Mann var mennesket nemlig ikke blot et fornuftsvæsen, men derimod rundet af en irrationel drift- og følelseskerne, som i hans romaner ofte bryder igennem civilisationens fernis for at nedbryde den borgerlige orden til fordel for nye kulturelle og politiske manifestationer.

Generelt er Thomas Manns forfatterskab uløseligt knyttet til forestillingen om den tyske kulturs særlige åndfuldhed og dybde set i relation til den franske og engelske ”civilisation”

På denne baggrund bliver det borgerlige imperativ om den enkeltes moralske selvdannelse og nidkære omsorg for samfundet, civilisationstanken, i Thomas Manns bøger ofte undermineret af menneskets dunkle driftsmagter, en præmoderne verden af mytologi og lidenskabelig rus, der ikke nødvendigvis lader sig bemestre af den fornuft, som det liberale oplysningsparadigme gjorde til samfundets grundlæggende organisationsprincip.

Thomas Manns Døden i Venedig

Et eksempel herpå er novellen Døden i Venedig (1912), som konkret omhandler digteren Gustav von Aschenbachs lidenskabelige forelskelse i den smukke dreng Tadzio. En erotisk besættelse, der som en dæmonisk kræft binder det ellers disciplinerede pligtmenneske til Venedigs pesthærgede gyder, hvorfor Aschenbachs hengivelse til sin forbudte lidenskab også bliver hans undergang.

På et mere abstrakt plan kan denne personlige deroute imidlertid også udlægges som et billede på den europæiske sjæls moralske forfald, instinkternes sejr over det borgerlige samfunds etiske fordringer, og dermed et stormvarsel om det europæiske kontinents forestående fremtid. En fremtid, hvor de menneskelige urkræfters eksalterede dyrkelse af spænding og mytologi flere gange fortrængte den borgerlige vilje til orden og underminerede oplysningens moralsk opbyggelige program.

Hvor blusset under historiens kedler på ny er flammet op på bekostning af den liberale ideologis endegyldige sejrstogt, idet religiøse og tribalistiske tankefigurer atter ræsonnerer i brede befolkningslag, fremstår Manns blik for menneskets irrationelle skyggesider endnu særdeles aktuelt.

Generelt er Thomas Manns forfatterskab uløseligt knyttet til forestillingen om den tyske kulturs særlige åndfuldhed og dybde set i relation til den franske og engelske ”civilisation”, der som en negativ modpol blev betragtet som kunstig og overfladisk. I modsætning til Frankrigs fokus på fremskridt, liberalisme og demokrati hentede Manns ophøjede Tyskland sine værdier i organiske og ikke-institutionelle processer, hvorfor fællesskabet var baseret på en åndelig og kulturel orden snarere end en abstrakt fornuft. Thomas Mann skelnede i den forbindelse mellem begreberne ”kultur” og ”civilisation”, hvor førstnævnte refererede til en åndelig organisering af verden, imens civilisationskategorien blev forbundet med oplysningens universelle idealer.

Med tiden blødte Thomas Mann dog op for sit yngre jegs romantiske kulturkonservatisme, og efter et dybfølt forsvar for det tyske Kejserrige under 1. verdenskrig stillede han sig i starten af 1920’erne på demokratiets grund, hvorfra han senere blev en prominent kritiker af Hitler og nazismen. Men selvom han advarede mod det mytiske og irrationelles destruktive forførelseskraft bevarede Mann en forkærlighed for alt det, der ikke har rationalitet eller politik som sin forudsætning. Thomas Manns bekendelse til demokratiet og oplysningen indebar således ikke en undertrykkelse af den romantiske længsel, som dog skulle overvindes i sin politiske aftapning, men snarere ønsket om at kombinere disse forskelligartede størrelser.

Trolddomsbjerget

Denne bestræbelse kommer blandt andet til udtryk i romanen Trolddomsbjerget (1924). Her lader Mann sin unge hovedperson, Hans Carstorp, omgås to åndelige bejlere, der kæmpende om hans gunst hver især inkarnerer en af de to modstridende positioner, som i form af den romantiske og liberale idétradition har udgjort en historisk grundkonflikt i den europæiske sjæl.

Splittet imellem disse prøver Castorp undervejs at samtænke oplysningstænkningen med erkendelsen af menneskets fornuftsstridige drifts- og følelsesliv, hvilket kan læses som Manns forsøg på at udvikle en form for romantisk oplyst humanisme, der kan overvinde civilisationsprojektets etisk-antropologiske problem. En forsonende helhedstænkning, der afbalancerer de stridende perspektiver, og som udfoldes i romanens lidenskabelige disputter mellem hovedpersonens åndelige mentorer.

Dr. Faustus

Trolddomsbjergets forsøg at opløse den europæiske kulturs indre spændinger markerer derved en mellemstation forud for Thomas Manns endegyldige opgør med den tyske ånd og dens politisk betændte inkarnationer i mesterværket Dr. Faustus (1947). Et værk, der som en åndshistorisk analogi over Tysklands barbariske sammenbrud i første halvdel af det 20. århundrede skildrer den dæmoniske flugt fra oplysningstanken ind i den overdrevne romantiks fornuftsstridige forestillingsverden.

Ved at betone, at mennesket ikke kun er en rationel størrelse, rummer forfatterskabet desuden en række psykologiske indsigter om mennesket, som kan medvirke til at begribe det europæiske kontinents udvikling

Mere konkret handler Dr. Faustus om komponisten Adrian Leverkühn, der sælger sin sjæl til djævlen med henblik på at forløse sit geni igennem 24 års overmenneskelig skaberkraft. Via musikken vil Leverkühn skabe en ny kulturel grundfortælling, som hinsides civilisationsprojektets lænker kan forløse den tyske nations mytiske forhold til verden, hvorfor hans musikalske formsprog udtrykker den komplicerede relation mellem politik og kultur, som i 30’ernes Tyskland udmøntede sig i Det Tredje Riges barbariske dementering af civilisationsprojektet.

Mann viser os således faren ved at lade menneskets irrationelle driftsmagter, jagten efter mening, mystik og et liv i de stærke lidenskabers tegn, blive styrende for den politiske udvikling. Dette er relevant i en tid, hvor før-politiske og fællesskabsetablerende grundfortællinger atter er blevet en politisk faktor, og civilisationstanken igen fremstår udmattet samt blottet for vitalitet.

Mann er relevant i dag

På denne baggrund fremstår Manns romaner endnu ganske aktuelle. For nok er tidens politiske trends komplekse reaktioner på mange ting, men ved at tematisere kampen mellem oplysning og romantik, herunder spændingen mellem følelse og forstand samt kultur og civilisation, behandler Manns romaner flere af de åndelige skillelinjer, der historisk såvel som nu strukturerer det europæiske kontinents kulturkampe.

Kampe, som aktuelt kan oversættes til konflikten imellem den globale liberalismes fusion af åbne grænser såvel som markeder og tidens nationalromantiske bevægelser, der med blik for helheden og det organiske kollektiv vil restaurere fortidens harmoni i fremtiden med henblik på at geninstallere et sentimentalt refugium for konfrontationen med det moderne vilkårs gradvise underminering af folkekulturens partikulære substans og historiske rodfæstethed.

Manns forfatterskab kan med andre ord tjene som oplysningens selvoplysning, da indsigten i det mørke, som skal integreres og beherskes for at inddæmme politisk ekstremisme, kan føre til en højere form for sundhed

Ved at betone, at mennesket ikke kun er en rationel størrelse, rummer forfatterskabet desuden en række psykologiske indsigter om mennesket, som kan medvirke til at begribe det europæiske kontinents udvikling. Kaster man lys over alt det, som fornuftens herredømme har efterladt i skyggen, kan Manns forfatterskab nemlig stimulere en frugtbar dialog med den liberale ordens blinde pletter. Manns forfatterskab kan med andre ord tjene som oplysningens selvoplysning, da indsigten i det mørke, som skal integreres og beherskes for at inddæmme politisk ekstremisme, kan føre til en højere form for sundhed.

Manns romantisk oplyste humanisme kan således være en påmindelse om, at menneskets irrationelle følelseskerne ikke kan udgrænses til fordel et endimensionelt fokus på begreberne for forstanden.

Frem for en ensidig appel til menneskets forstandsside forudsætter etableringen af en levedygtig liberal orden derimod en psykologisk realisme, der indoptager dybderne af den menneskelige natur i den politiske formning af vores globale grundvilkår. En sådan realisme kan potentielt forebygge, at menneskets ikke-materielle længsler antager fordækte former og fx deponeres i højreradikalismens fremadstormende opgør med den liberale modernitets værdier.

Det mytiske og irrationelle livskompleks, som gennemsyrer Manns romaner, hører nemlig ikke blot fortiden til, men mennesket til.

Kan du lide, hvad du læser? Så klik dig videre til Frederik Thomsens essay om litteratur i Weimarrepublikken.

Frederik Thomsen

Frederik Thomsen, f. 1988, er fuldmægtig i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet samt forfatter til flere artikler om idéhistorie, litteratur og modernistisk kunst. Han er bosat i København efter flere år i New York City.