
REJSEESSAY – En regelløs verdensorden er for generationer af danskere noget, man møder i historietimen eller biografens trygge fiktion. Trumps totalitære og imperiale indsættelsestale krydsede min slægts sidste blodige spor på en henrettelsesplads dybt inde i det østlige Polen, skriver Thomas Klimek.
Jeg orker det faktisk ikke, men tænder alligevel for TV’et. Donald Trump er i gang med sin indsættelsestale. Han anstrenger sig for en værdig indledning, men snart rynker han brynene og gør sine øjne mugshotsmå. Det lyder mekanisk, når han skal tøjle sin impulsive natur og indordne sig andres lange ord og stringente sætningskonstruktioner.
Mens vi venter på, at Greenland skal dukke op på teleprompteren og ud af den lille, rynkede mund, flakker mit blik til statuen af Ulysses S. Grant bag Trump. I sin marmorblege evighed forstærker generalen kontrasten til nummer 47’s orangebrune skær. Kameravinklerne skifter konstant, og så bemærker jeg dét. Grant og malerierne.
På væggen til venstre for Trump overgiver general Burgoyne sig til general Horatio Gates ved New York i 1777, mens John Trumbulls pompøse maleri til højre viser den endelige britiske, og dermed imperiale, overgivelse ved Yorktown i Virginia, 1781. Overgivelse, overgivelse og i centrum Trump med unionens sejrherre i ryggen. Trump iscenesætter med udødelig epos det ene af sit livs to mantraer: sejr. Det andet er hævn.

Han skulle slet ikke have stået der i føderationens hellige gral, men isnende vintervejr i Washington tvang ceremonien indendøre til Capitol Hills imposante rotunde. Ind i det politiske hjerte, hvor voldelige Trump-tilhængere tumlede rundt for blot fire år siden. Om få timer vælter de ud af fængslerne, når deres præsident benåder dem. Det her bliver måske værre end frygtet? Ikke selve de politiske dekreter, for dem kan et nyt flertal måske ændre eller tilbagerulle, men hvad med det demokratiske og civile skred? Kan de bærende institutioner holde for? Der er noget absolut og irreversibelt over Trumps fremtoning og iscenesættelse.
Trump taler om de skyldige og forræderne med en hævntørst, som må få salig Joe McCarthy til at rotere af fryd i sin grav. Trump minder os om det mislykkede attentat og kuglen, der strejfede hans øre. Han blev frelst af Gud, så han kunne frelse Amerika. ”Intet vil stå i vejen for os,” messer han og varsler udvidelse af det amerikanske territorium, hvor man vil ”bære vores flag til nye og smukke horisonter”.
Der er tyve identiske åbninger ind til den bagvedliggende arkade, hvor tusindvis ventede på lyden af de støvletramp, der uundgåeligt standsede ud for deres celle
Uroen i maven er afløst af erkendelse. Han behøver slet ikke sige Greenland. Det her er værre end frygtet. Mere radikalt og vidtrækkende end Grønland. Intet vil tilsyneladende stå i vejen. Ingen love eller spilleregler vil standse ham. Manden er lykkedes med at stå over loven og undgå fængsel for 34 forbrydelser. Det var før, han fik den ultimative magt.
Stemningen i rotunden er nu elektrisk. Trump afbrydes konstant af stående bifald. Biden og Harris bliver siddende i en sidste demonstrativ trods fra noget, der var, men magtesløsheden står malet i ansigterne. De er det udtrykte nederlag, og nu udråbes den totale krig fra paladset.
Rotunden emmer pludselig af historisk klaustrofobi og ubekvem genkendelighed.
Det sender mine tanker på flugt til en polsk motorvej sidste forår. Jeg sad i en bus, der støt arbejdede sig ned gennem det flade, polske kerneland, hvor en stork nærmest klichéagtig spankulerede ude i det flade terræn. Der er ét stop mellem Lublin og Zamość i Krasnystaw, hvor bussen tog et kort hold i byen, der mest udmærker sig ved sin årlige ølfestival, Chmielaki. Tre kvarter senere trillede vi ind gennem forstæderne til Zamość, der udgør en ring af boligblokke, indkøbscentre og offentlige institutioner omkring den historiske bykerne.
I slipstrøm af det totalitære
Fra stoppestedet er der få hundrede meter over til en af Europas bedst bevarede hemmeligheder. Få danskere kender denne oversete renæssanceperle, men den mageløse arkitektur til trods var det ikke ærindet for min rejse. Jeg rejste i den historiske slipstrøm af det totalitære, som indhentede min slægt på disse kanter. Derfor var jeg denne majdag langt ude på landet i det østlige Polen.
De kunne have passet deres utaknemmelige jordlodder og ventet på, at noget eller nogen ville frelse Polen for Gud ved hvilken gang i historien, men de valgte modstanden
Men jo, synet der møder en, når man drejer ind fra stræderne til selve pladsen, er alt andet end totalitært mørke. Det er enestående. Rynek, rådhus- og markedspladsen, er én hektar stor og til alle fire sider omgivet af otte smukke, velbevarede huse i tre etager med arkader.
Særligt iøjnefaldende er pladsens nordøstlige hjørne med de armenske købmandshuse, der støder op til det overdådige rådhus. Zamość blev strategisk placeret tæt på handelsruterne Lublin – Lviv og Krakow – Kyiv, altså centralt mellem det vestlige Europa og Sortehavet.
Byen blev en magtdemonstration med egen hær og forsvarsværk, men også med plads til forskellige folkeslag som polakker, jøder, grækere, tyskere, italienere, skotter, armeniere tilsat religionsfrihed, frisind og politisk tolerance. I dag er byen ikke centrum, men periferi af det frie Vesten og dermed frontlinje til krigen i Ukraine godt halvtreds kilometer herfra.
Gennem Vandporten forlader man den historiske kerne og finder snart en anden rotunde end den, der lige nu er på min TV-skærm. Her blev det cylindriske fort fra 1820’erne brugt af nazisterne som fængsel og til henrettelser.

Hvide kors omkranser fortet. Den grønne oase udgør et fredeligt og på samme tid grotesk hvilested for ofrene, der hviler få meter fra, hvor de blev myrdet. Der er tyve identiske åbninger ind til den bagvedliggende arkade, hvor tusindvis ventede på lyden af de støvletramp, der uundgåeligt standsede ud for deres celle.

Inde i arkaden er belysningen sparsom og rummene indrettet med få effekter og sort-hvide fotocollager. BEKANNTMACHUNG står der med klinisk, germansk tryk. Plakaten forkynder med morbid pædagogik, at der trods adskillige advarsler er gennemført angreb på de tyske interesser i Generalguvernementet. Som følge heraf har det hemmelige politi identificeret og arresteret forbryderne. Tredive navne følger herefter. Alle skudt ved standret den 1. april 1944.
Klimek, Czeslaw, aus Pniówek, Kreis Zamość
Han blev 19 år og var kun otte år, da Hitler kom til magten langt herfra i et andet land. En lille dreng, der endte som en myrdet ung mand i et liv, der aldrig rigtig blev. Skudt sammen med sin far, Józef Klimek, 45 år. De var landmænd i flækken Pniówek en håndfuld kilometer herfra og en del af CKM-gruppen. Józef som delingsfører under synonymet Ludowjec. De kunne have passet deres utaknemmelige jordlodder og ventet på, at noget eller nogen ville frelse Polen for Gud ved hvilken gang i historien, men de valgte modstanden – og døden – mod en overlegen og nådesløs dræbermaskine.

En modstander der systematisk fjernede alle politiske spilleregler og kun fulgte jungleloven for at skabe sit årtusinderige. Det skete ikke med ét, men ad åre og med systematisk forgiftning af sprog, politik og folkesjæl.
Józef blev 45. To år yngre end mig. Min ældste datter har samme alder som Czeslaw. Da Józef var på nøjagtig samme alder som sin søn, så han Polen genopstå som Fugl Fønix af Første Verdenskrigs aske for blot at brænde ned igen en septemberdag i 1939. Den aprildag i 1944, da de to Klimek’er blev stillet op ad muren, gik den 23-årige smed Piotr Adam Klimek rundt på det fredelige Fyn. Min farfar. Hans far, Joannes Klimek, var migreret til Danmark før Den Store Krig, og slægten havde nu slået besværlige, men dog faste rødder i det nye land mod nord.
Langt senere indviede Piotr mig sporadisk i livet under besættelsen, når jeg besøgte ham i det rødstenede arbejderhus i Odenses skibhuskvarter. Han fortalte uden større vemod om det. Som de fleste i samtidens Danmark havde han ikke for alvor følt sit liv truet.
For enden af de hårde ord og befalinger står almindelige mennesker. Som de, der stod i en polsk rotunde og stirrede ind i mundingen på en tysk riffel en aprildag i 40’erne
Sådan voksede jeg selv op. Det totalitære var historie. Helvede var de andre. Vi iagttog tyskernes nærmest maniske selvopgør med nazismen. På gader og stræder i det tyske snubler man nu til dags over Denkmals og kronisk, historisk bodsgang, selvom nærmest ingen nulevende tyskere bør bære fortidens åg.
Siden Europa sank i grus i 1940’erne, har verden udbygget kendskabet til hverandre. Det kaldes globalisering på godt og ondt. Med læren fra anden verdenskrig fulgte de store transnationale institutioner og samarbejder. En regelbaseret verdensorden som bolværk mod demokratiske skred, der i værste fald gøder det totalitære og klapjagt på tilfældige syndebukke, folkeslag eller aggressivt landnam af forsvarsløse stater.
Det ville være løgn at påstå, at det er fuldendt. Jo, hvis man anlægger en isoleret vesteuropæisk optik, men da gør den enøjede sig til konge i de privilegieblindes rige.
Verden af i går
En aften i 2025 er den majdag i en polsk rotunde en evighed siden. De forkerte brikker er på uhyggelig kort tid faldet på plads. For et år siden forfaldt man til, at en tiltagende grundbekymring jo stadig tog sit afsæt i en masse hvis nu? Trods alt havde Rusland ikke et endeligt gennembrud ved fronten. Trump stod foran retssager og var jo ikke på nogen måde i hus endnu, og var Nato ikke også styrket med Sverige og Finland?
På ingen tid er i værste fald blevet nuet. En ondskabens akse af Rusland, Kina, Nordkorea og Iran har materialiseret sig. Autokratisk sindede Putin-Verstehere vinder politisk terræn i det europæiske hjerte – og politiske kamre – men mest ildevarslende er, at vores egen orden og værn mod en regelløs og totalitær verden ser ud til at bryde sammen indefra. Selveste USA varsler et opgør med den orden, som vi kender. Det lyder, som om at Trump læser op af en global dosmerseddel fra helvede. Eller Kreml eller Beijing.
Noget tyder på, at meget af det, som vi tror på og lever efter, tilhører en verden af i går
Jeg slukker for livebillederne fra trumpismens rotunde og koncentratet af ufiltreret og rå magt. Nej, Trump er ingen Hitler eller massemorder, men han er heller ikke demokrat.
For enden af de hårde ord og befalinger står almindelige mennesker. Som de, der stod i en polsk rotunde og stirrede ind i mundingen på en tysk riffel en aprildag i 40’erne, hvor totalitære kræfter bogstaveligt talt indkredsede dem, der befandt sig på den forkerte jord på det forkerte tidspunkt i historien.
En anden af deres samtidige, forfatteren Stefan Zweig, skrev få år før den skæbnesvangre aprildag i 44, at det øjensynligt er en historisk lov, at netop de samtidige ikke kan se det, når en af de store afgørende bevægelser sættes i gang.
Om Zweig havde ret, vil tiden vise, men noget tyder på, at meget af det, som vi tror på og lever efter, tilhører en verden af i går.
Læs også Peter Schjødts kronik “Skaber Trump historie, eller har historien skabt Trump? Om politik, kaos-teori og sommerfugleffekt”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.