Mellem himmel og jord: stillidsen i kunsten

Marieke Burgers & Peter Ludvigsen 30.03.2025

KUNST // ESSAY – Stillidsen har gennem århundreder været mere end bare en farverig fugl – den har været et symbol på både uskyld og lidelse og et vigtigt motiv i kunsten.

Siden den Pulitzer-prisvindende roman Stillidsen af Donna Tartt blev udgivet i 2013, efterfulgt af filmen af samme navn, har mange mennesker lært 1600-tallets malerier af denne farverige lille fugl at kende, men det faktum, at stillidsen også har en lang historie inden for kunst, er sikkert ukendt for mange.

Men alligevel har den europæiske stillids (Carduelis carduelis) været et elsket og underholdende børnekæledyr, fordi den kan lære små tricks. Og samtidig har stillidsen på grund af dens røde maske og sorte, hvide og gyldne fjer været et kært emne for malere og blev ofte inkluderet i portrætter af børn.

Fugle har generelt været et ældgammelt symbol på sjælen, fugleformen antydede det åndelige som modsætning til det materielle

Fugle har generelt været et ældgammelt symbol på sjælen, fugleformen antydede det åndelige som modsætning til det materielle. Stillidsen lever gerne af frø fra tidsler og burre. Det har gennem årene i vestlig kunst forlenet den med symbolsk hentydning til Kristi tornekrone og dermed refererede den til den mere eksistentielle og religiøse symbolik i kunsten.

En række malerier med fuglen viser variationer i kunstnernes brug af denne fugls symbolværdi.

En falsk fugl eller en falsk luge?

‘Het puttertje’, Carel Fabritius, 1654, olie på træpanel, Mauritshuis, Haag.

Hvis vi starter med maleriet, der pryder forsiden af den nu velkendte roman, ser maleriet af Carel Fabritius ganske ligetil ud, et realistisk billede af den lille fugl. Men er det alt, hvad der fortælles?
Carel Fabritius (1622-1654), malede portrætter, stilleben og bymotiver, ofte i lyse farver med dygtig brug af lyset, og han menes at være en af Rembrandts mest talentfulde elever.

Vi ser en stillids lidt nedenfra, foran en hvidkalket væg, sidde på sin foderkasse med lænke om foden. Den kigger på os med små, klare øjne og ser både resigneret og værdig ud, som om den er klar over sin skæbne.

Da stillidsen kan lære tricks som at åbne sin foderkasse med næbbet eller tage vand fra en skål ved hjælp af en spand på størrelse med et fingerbøl, har den hollandske titel på maleriet altid været ‘Het Puttertje’. På hollandsk betyder ‘putten’ at trække vand.

Fuglene havde dengang ofte foderkasser som den her afbildede, fastgjort til væggen, og tit med en anden kasse ovenover, nogle gange i form af et lille hus. I bunden af støtten var der fastgjort en træplatform med et hul, hvorigennem den lille spand kunne sænkes.

Synsbedrag

Fabritius evnede at få sine malerier til at se ekstremt naturtro ud, en måde at male på kaldet ‘trompe l’oeil’ eller synsbedrag. Billedet er malet på et lille, tykt panel savet ud af et langt større, hvilket giver anledning til spekulationer om maleriets oprindelige funktion.

Det kan have været en del i et rigtigt bur og altså med denne malede fugl, i stedet for en rigtig én. I så fald tjente det som et trompe l’oeil, med kombinationen af todimensionelle og tredimensionelle elementer til at forstærke illusionen.

En anden mulighed er, at panelet fungerede som en luge til en niche. Denne teori bygger på, at maleriets baggrund skaber indtrykket af en pudset væg; desuden indikerer perspektivet, at billedet skal ses nedefra.

Der må være tale om et af Fabritius’ allersidste malerier: mandag den 12. oktober 1654 om morgenen – samme år som han malede Stillidsen – ramte en frygtelig katastrofe byen Delft. Omkring 90.000 pund krudt opbevaret i et lager eksploderede, efterlod et enormt krater, og dræbte mere end 500 mennesker inklusive Carel Fabritius. Næsten en tredjedel af byen blev ødelagt.

Uskyldens kæledyr

‘Don Manuel Osorio Manrique de Zúñiga’ , Francisco de Goya, 1788, olie på lærred Metropolitan Museum, New York.

En lille dreng i en fornem skarlagenrød dragt står med en skade, et bur fyldt med stillidser og et par stirrende katte ved sine fødder. Dette er et portræt i fuld figur af sønnen af greven og grevinden af Altamira, grundlæggeren af Banco de San Carlos, forløberen til den nuværende Banco de España. Det berømte portræt, som har været på Metropolitan Museum siden 1949, er også kendt som ‘Red Boy’.

Greven af Altamira hyrede Goya til at male flere familieportrætter. Det her fra 1788, forestiller Altamiras yngste søn, Manuel, der blev født i april 1784. Goya malede også et portræt af en anden af Altamiras fire sønner samt et af grevinden med sin spæde datter.

Francisco José de Goya y Lucientes (1746-1828) var en af de vigtigste spanske kunstnere i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede. Hans malerier, tegninger og raderinger afspejlede ofte samtidens historiske begivenheder, bl.a. den fransk-spanske krig i 1808-1814.

I en lang periode var han hofmaler for den spanske kong Karl III og designede gobeliner til El Escorial og Palacio Real del Pardo (ikke at forveksle med Prado), de spanske monarkers boliger i Madrid. Goya er kendt for sine mange portrætter, ikke mindst de to malerier af den nøgne Maja, som i 1813 blev anset for obskøne af inkvisitionen og konfiskeret. Men Goya skildrede også korruption, forfald, vold og krigens afskyvækkende følger i sin serie af mareridtsagtige raderinger, senere kendt som ‘Krigens rædsler ‘, skabt mellem 1810-1820.

Ondskabens kræfter og ungdommens uskyld

Drengen er omkring fire år gammel, med blondekrave, rød satindragt og hvidt skærf. Han har fine hvide sko med sløjfer på. I højre hånd holder han en skade i snor. Fuglen, som er kendt for at stjæle genstande, har taget Goyas visitkort. Katte med store øjne observerer nøje den sort-hvide fugl, det samme gør den tredje, sorte kat som ses med gule øjne bagved. Fuglene og kattene hentyder til de skrøbelige grænser, som adskiller barnets verden fra de onde kræfter eller også er det Goyas kommentar til uskyldens og ungdommens flygtige natur.

Goya kan måske have haft en særlig kærlighed for at male børn; af hans egne syv børn nåede kun sønnen Javier at blive voksen.

Og selvom den lille dreng med det lange navn døde tragisk i en alder af otte i 1792, blev det i 2014 afkræftet, at dette maleri er et mindeportræt; Goya malede drengen, da han stadig var i live.

Efter et turbulent liv med både nervøse sammenbrud og fysisk sygdom, døde Francisco de Goya den 16. april 1828.

Et himmelsk kæledyr med alvorstunge associationer

‘Madonna of the Goldfinch’, Giovanni Battista Tiepolo , ca. 1767/1770, olie på lærred, Samuel H. Kress Collection, National Gallery of Art, Washington.

I de bløde rokokofarver – blå, pink og æggeskalhvidt – er Madonna afbildet som en ung kvinde, der holder en nøgen baby i sine arme. Hun kigger ned og hendes hår er dækket med et bølget råhvidt slør. Over hendes rosafarvede kjole er en azurblå kappe draperet, og hun vugger det buttede barn i sine korslagte arme. Både mor og barn har lyserøde læber. Babyen har et kort, kobberrødt hår, der indrammer det runde, blussende ansigt med de nøddebrune øjne, der ser alvorligt på os. Og så holder han en stillids i venstre hånd.

Giovanni Battista Tiepolo (1696-1770) var en fremtrædende og produktiv maler og grafiker fra Republikken Venedig. Han arbejdede ikke kun i Italien, men også i tyske lande og i Spanien. Og han var bestemt ikke den første, der malede Kristusbarnet med en stillids.

Der er en lang tradition for at male Madonna og barnet med attributter eller symboler på Kristi lidelse, såsom korset, et siv eller tornekronen.

I den kristne kunsts tidlige dage blev fugle ofte brugt som symbol på den ‘vingede sjæl’, og fuglens mulige flugt blev brugt til at antyde det åndelige i modsætning til det materielle. Sjælen – symboliseret ved en fugl – går tilbage til kunsten i det gamle Egypten. Det er den symbolik, vi ser brugt i billederne af Kristusbarnet, der holder en fugl i hånden. På grund af sin forkærlighed for tidselfrø bliver stillidsen netop forbundet med Kristi tornekrone og lidelse.

Statens Museum for Kunst har ‘Madonna med Barnet, der leger med en stillids‘ fra 1379 af Cecco di Pietro, et andet – mere berømt – eksempel er fra omkring 1505 af den italienske renæssancekunstner Rafael, udstillet i Uffizi-galleriet i Firenze.

Tiepolo malede og lavede fresker med religiøse og mytologiske scener i paladser og villaer i og omkring Milano, Bergamo og især i Venedig. I 1750 var Tiepolos ry solidt etableret i hele Europa, og han fik til opgave at male fresker i Kaisersaal i Residenz Palads i Würzburg for fyrstebiskoppen. I 1761 bestilte kong Karl III af Spanien Tiepolo til at dekorere tronsalen i det kongelige palads i Madrid med en loftfresko.

Tiepolos fejende, dramatiske scener blev i slutningen af hans liv i 1770 umoderne, og den strenge nyklassicisme tog over.

Den bevingede sjæl og livets korthed

‘Still Life with Lemons in a Wicker Basket’, Juan de Zurbarán, olie på lærred, 1643-9, National Gallery, London.

Vi ser en simpel flettet kurv med friske citroner stadig med blade, som om de lige er plukket, citronblomster, røde nelliker, blå ridderspore, hvide roser, dagliljer og en enkelt tulipan. Og på venstre side balancerer en stillids på kanten af en delikat porcelænsskål på en sølvbakke, skålen er fyldt med vand og en enkelt flydende lilje.

En kurv med livets flygtige årstider

Dette billede er kun ét af et dusin billeder af Juan de Zurbarán (1620–1649), søn af den berømte spanske maler Francisco de Zurbarán, som er tilbage. Ingen af de religiøse malerier, Juan har skabt, har overlevet, og han er i dag udelukkende kendt som stillebenmaler.

De enkelte dele i dette stilleben er mere end blot udtryk for den naturlige verden; I denne kombination er de skabt for at være symbolske.

Først og fremmest er de afbildede blomster fra forskellige årstider og blomstrer aldeles ikke på samme tidspunkt. Blomsternes mangfoldighed er således en påmindelse om årstidernes gang, om livets flygtighed.

Tulipanen er samtidig et symbol på luksussens forfængelighed, ’vanitas’. I midten af 1600-tallet var tulipanen en meget dyr blomst: Tulipanmanien rasede, og et løg kunne koste store summer på markedet.

efter 1850’erne mister fuglen sin symbolik, og stillidser dukker herefter kun op på malerier med børn som et kært, sjovt og farverigt kæledyr

Så med dens værdi målt i forhold til dens relativt kortvarige blomstring, er tulipanen metafor for flygtig luksus og understreger ‘vanitas’- budskabet: livet er kort, døden er uundgåelig, og den endelige dom venter os alle, rig som fattig.

Dernæst er frugterne, blomsterne og vandet alle symboler på renhed, troskab og kærlighed; den røde nellike er et velkendt symbol på ren kærlighed, liljen og den hvide rose refererer til jomfru Marias renhed. Hun kaldes en rose uden torne, da rosen i paradis voksede uden torne, ligesom Maria er fri for arvesynden.

Citronen, der blomstrer og bærer frugt hele året, er symbol på renhed og troskab i kærlighed og derfor også forbundet med Maria.

Og så er der den lille stillids. Ifølge legenden fløj stillidsen hen til Kristus, da han var på vej op mod Golgata til sin korsfæstelse, og da den plukkede en torn fra hans pande blev dens fjer farvet af en dråbe af Jesu blod. Den lille, rødmaskede fugl er altså i denne sammenhæng forbundet med Kristi lidelseshistorie.

Altså har Zurbarán malet et naturalistisk stilleben med en kompleks, dybt religiøs og eksistentiel betydning.

Dette værk stammer sandsynligvis fra de sidste år af Juans liv, som sluttede brat, da han døde, kun 29 år gammel. Efter en karriere, der kun strakte sig over et årti, døde han den 8. juni 1649 af byldepest; en epidemi der i løbet af få måneder udslettede næsten halvdelen af befolkningen i Sevilla.

Lige så mange betydninger som farver

Hvad enten der er tale om underholdende synsbedrag, et tegn på barndommens uskyld, symbolikken i Kristi lidelse eller et element af memento mori, så har stillidsen i århundreder lige så mange betydninger i kunsten som farverne i sin fjerdragt.

Men efter 1850’erne mister fuglen sin symbolik, og stillidser dukker herefter kun op på malerier med børn som et kært, sjovt og farverigt kæledyr, som det f.eks. ses på:‘The Pet Goldfinch’, Henriette Browne (1829–1901), 1870, Victoria & Albert Museum, London.