The Who: Et trofæ fra jagten på en død genre

i Kultur/Musik af

MUSIK // ANMELDELSE – Pete Townshend og Roger Daltry er tilbage efter 13 års pause med ny musik for kendere og folk med hang til rockklicheer på et album, der ellers er svært at finde mange gode grunde til. 

Der findes sikkert mange sunde fortolkninger af, hvad kunstnerisk integritet for det meste består af. Det gælder inden for de fleste kunstarter og udtryksformer, at de største helte med tiden er dem, der ryster vores indre med deres pludselige nye og for os helt fremmede former, udtryk eller budskaber.

Vi har det sådan med vores helte, at deres bedste værker er de relikvier, vi andægtigt vender tilbage til, når vi forgæves forsøger at rekapitulere stemningen fra en svunden tid. Vi er i objektive øjeblikke generelt enige om, at kunsten skal skabe sig selv og ikke forceres og i hvert fald slet ikke leve på fortidens meritter, men vi er samtidig tilbøjelige til at være ganske overbærende, når bands som The Who udgiver nyt 50 år efter deres debut. Er det mon chancen for at komme tilbage til Woodstock eller den sommer i ‘73, før dåsebajeren og blyfri benzin, der holder os fast i længslen, eller er vi bare generelt sentimentale og letkøbte musikforbrugere uden kritisk sans? 

Musikalsk vindes der på ingen måde nyt land på Who, og sådan skal det måske heller ikke være.

The Who ved det nok. De har udgivet musik on og off i mere end 50 år, og de kender opskriften på 100 millioner solgte albums. De ved godt, at de fleste af deres fans er på min fars alder, og de ved godt, at tiden er løbet fra rock n’ roll som i gamle dage, hvor folk lyttede til teksterne og kastede sig i døden for mindre end en god power-akkord.

The Who kender derfor også markedet og kan på den måde retteligt lave en kølig kalkule, hvori fordele og ulemper ved ny musik kan afvejes. De målbare facts er, at der stadigvæk er et marked for retrorock, der måske nok lyder lidt bedaget, men ellers helt bevidst maler med store, brede penselstrøg af hensyn til publikum. 

Temaer i datid

Who, der udkom i Danmark i fredags, spiller The Who nye sange, der skal iscenesætte de to tilbageværende legender Pete Townshend og Roger Daltry i 14 sange, hvoraf hovedparten er skrevet af Townshend. Og i bitter selvironi skråler Daltry fra starten af albummet at: I don’t care / I know you’re gonna hate this song, og indledningen til et efterskrift, som bevæger sig faretruende væk fra den førnævnte kunstneriske integritet, er i gang. 

Who behandler temaer i datid centreret omkring en fortællers kollektive hukommelse for fans, der kan synge med på fortrydelsens omkvæd. For nye lyttere (som mig) er albummet en tydeligt retrospektiv og halvromantisk hyldest til de sidste 50 års liv som rockstjerne med millioner af fans. For kendere er Who nok lyden af The Who med alt, hvad det indebærer, men det er ikke spor farligt eller revolutionerende. 

Undertiden lyder The Who anno 2019 nemlig ikke meget bedre end et gennemsnitligt dansk festivalband. Der er countrysmag og rock n’ roll for fulde sejl, og hvis ikke den ordinære opskrift kan få folk op af stolene, så smider bandet lidt synth-akkorder og lidt stads på i baggrunden for at rykke lidt ved storladenheden – den der altid virker, når gamle mænd skal være sentimentale på fælles nostalgitrip. Energien fra fortiden er pakket væk til fordel for en moden og halvtør poesi, der ikke for alvor tager fat i livets genvordigheder for folk på den anden side af 70, og man fristes til at spørge sig selv om mageligheden i virkeligheden er det vigtigste budskab i 2019. 

Vi har hørt det hele før, og alting er lidt som mormors frikadeller eller ferien i Harzen – vi elsker det for det, vi husker det som

Musikalsk vindes der på ingen måde nyt land på Who, og sådan skal det måske heller ikke være. Skabelonen er forudsigelig på samtlige numre, der for de flestes vedkommende henter i hvert fald et ekstra minut på gentagelser til sidst. Ellers er de fleste sange skåret af samme stykke og er med få undtagelser ret ens. I Rockin’ In Rage smager det lidt af kreativ komposition og akkordskift, og faktisk bliver det hele en anelse mere friskt. Stilen er stadig ret midtersøgende, men lidt bid er der da heldigvis. 

Desværre blev det ikke i 2019 at The Who vendte tilbage til tidligere tiders storhed. Det blev heller ikke i 2019, at rock fik det eftertænksomme comeback, vi har ventet på siden grunge-bølgen. Der kunne sikkert skrives en masse om, hvorfor vi stadig venter på den næste store rockepoke, men måske har The Who givet os svaret allerede, når de meget rammende synger: All this sound that we share / Has already been played / And it hangs in the air. Vi har hørt det hele før, og alting er lidt som mormors frikadeller eller ferien i Harzen – vi elsker det for det, vi husker det som, men i virkeligheden rører det os ikke længere. Rockmusikere har for længst smidt håndklædet i ringen og overgivet sig til de genrer, der med større troværdighed kan synge om twerk og damer og liderlighed. Rock er bedst, når musikeren har noget at miste. Det gælder ikke kun i materiel forstand. Rock var bedst, dengang musikken beskrev og definerede en strømning blandt unge. Dengang de unge selv greb en guitar i protest mod det samfund, de ikke længere følte sig som en del af. Dengang de selv måtte definere en ny sandhed. 

The Who kan se tilbage på en tid, hvor de selv var en del af noget større og var med til at definere en hel genre. Med Who får man kun glimtvis noget at lade sig anspore af. Kan man leve med det, og kan man leve med, at musikken på samme tid er letfordøjelig guitarrock tilsat lidt klaver og synth, så er der sikkert rigeligt at hygge sig med en lørdag aften i godt selskab. Men The Who får ikke nye fans i 2019.


The Who – Who: Udkom 6. december på Polydor


Foto: Thewho.com

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Sprogunderviser, lærer, skribent, musikanmelder, tillidsrepræsentant og jyde. Født i Aarhus.

Lever for de bevægende øjeblikke i livet. Søger og lytter til musik der kan overraske. Foretrækker jazz, metal, world, elektro og gammel soul. Skriver også på Phonopolet.dk om alt det samme bare på vinyl.

Seneste artikler om Kultur

Fordomme

Fordomme på glatis

SYDSTATSLIV // KLUMME: NFL, NBA, NHL, MLB. Entusiasme har mange forkortelser i