KONCERT // ANMELDELSE – Britiske Tindersticks gav publikum en helstøbt koncertoplevelse i Musikhuset med udgangspunkt i deres seneste album, men også med smagsprøver fra deres snart 35-årige katalog af musik i grænselandet mellem romantisk melankoli og de knuste hjerters soulmusik.
Hvordan skriver man en nogenlunde objektiv anmeldelse af en koncert med et band, som udgjorde en stor del af soundtracket til ens ungdom?
Man kunne jo starte med en introduktion, hvor man fortæller de ikke indviede lidt om, hvad Tindersticks er for et band, og hvor de er placeret i det musikalske landskab.
Tilbage i 1991 fandt Stuart Staples, som er Tindersticks vokale midtpunkt, efter sigende en æske med tyske tændstikker på en strand i Grækenland, og dermed var et markant bandnavn i 1990’ernes alternative musikmiljø født.
Bandet havde rødder i Nottingham og en fortid med bandnavnet Asphalt Ribbons. Men da Stuart Staples, David Boulter, Neil Fraser og Dickon Hinchliffe – grundkernen i bandet – i starten af 90’erne var flyttet til London, så blev det altså under det nye navn, at de i de efterfølgende år blev kendte.
De slog deres navn fast med række albums, som stadig i dag står for mig som nogle af 90’ernes bedste albums. Hvilket i sig selv siger ikke så lidt, for der kom en sand bølge af god musik i det årti. For mig står især albummet Curtains fra 1997 som en af de bedste albums fra det årti. Og da det første track fra det album – Another Night In – dukkede op midtvejs i aftenens koncert kunne det høres, at jeg ikke er den eneste som har det album som referencepunkt.
Albummet er også en god indgang til en markant del af Tindersticks lydunivers, som har fokus på et romantisk udtryk. Her spiller de orkestrerede arrangementer med masser af strygerlyd og en fyldig blæsersektion en væsentlig rolle, og derfor var det også en fornøjelse, at rammerne i Musikhusets Store Sal gav plads til et lidt større orkester, end det der var muligt, da Tindersticks sidste gang besøgte Aarhus i 2016 i de mere intime rammer i Voxhall.
Tindersticks er stedse et band i udvikling
Siden 90’erne har bandet dog ufortrødent spillet og indspillet videre. 14 studiealbum er det blevet til, og derudover masser af lejlighedsmusik og filmmusik. Bandet har igennem årene været mere eller mindre faste leverandører af musik til franske Claire Denis’ film. Og netop det filmiske er en anden kvalitet i Tindersticks musik, som med sin flair for det dramatiske og melankolske og med sin gennemorkestrerede lyd, netop fremkalder billeder for lytteren.
Tindersticks har på den måde også udviklet sig og trækker i dag på mange forskellige musikalske inspirationer, som man også kunne høre i aftenens koncert. Ud over den romantiske stil, som bl.a. trækker på andre store romantikere som Leonard Cohen og Nick Cave, men især også prærieromantikeren og countrysangeren Lee Hazzlewood, så er også soulmusik og jazz en stor inspiration for bandet.
Men der er også en fascination af skæve instrumenter, rytmebokse og et mere punket udtryk på spil i flere af bandets sange, og i aftenens koncert lyttede jeg mig også til en vis fascination af reggae-inspireret rytmik.
nyere kræfter som Dan McKinna, der både spiller bas, keys og arrangerer, og den amerikanske trommeslager og percussionist Earl Harvin har dog hver især på fornem vis bidraget til at fastholde og udvikle Tindersticks særlige lyd
Bandets seneste album, Soft Tissue, som også har lagt navn til den turné, bandet lige nu er på fyldte naturligt meget på aftenens program. Det er et album, som bandets markante vokalist Stuart Staples selv i forbindelse med lanceringen har kaldt mere syntetiserende i forhold til de foregående albums.
I 2019 kom det meget ligefremme, smukke og langt hen af vejen akustiske album No Treasure But Hope, som i 2021 blev efterfulgt af det meget eksperimenterende og mere elektroniske album Distractions. Og i forhold til disse to yderpoler så virker Soft Tissue altså klart mere som et album, der mere følger en middelvej.
Med tiden har Tindersticks også skiftet ud på flere poster i bandet og er i dag endt på det fem personers set up, der spillede i Musikhuset. Mest markant, så forlod Dickon Hinchliffe bandet i 2007. Ud over at være et af de stiftende medlemmer, så havde Hinchliffe som arrangør en stor andel i bandets gennemorkestrerede lydunivers.
Men nyere kræfter som Dan McKinna, der både spiller bas, keys og arrangerer, og den amerikanske trommeslager og percussionist Earl Harvin har dog hver især på fornem vis bidraget til at fastholde og udvikle Tindersticks særlige lyd. Til fredagens koncert var Staples, Boulter, Fraser, McKinna og Harvin suppleret med Gina Foster som kvindelig vokalist og en yderst kompetent strygergruppe på otte mand og to eminente blæsere, der varetog saxofoner i flere størrelser og trompet.
Tindersticks lod musikken tale
For de mange, der havde indløst billet til aftenens koncert, ventede der en stor musikalsk oplevelse. Tindersticks har alle dage været et supergodt liveband og snart 35 års samspil kan selvfølgelig også høres og mærkes. Ved siden af de nævnte 14 studiealbums findes der vel næsten lige så mange livealbums fra bandets side, der også understreger, at vi har at gøre med et band, der nyder at spille deres sange foran et publikum.
Med sin bløde og lurvede hat mindede Staples’ silhuet på scenen mig om en mellemting mellem en melankolsk Storm P-vagabond og et fugleskræmsel. Ikke ulig Tom Waits i artworket til endnu et navnkundigt 90’er album, Mule Variations
Er man til de meget udadvendte og kommunikerende musikere er Stuart Staples og Tindersticks ikke de rette at komme til. Kun mod slutningen af koncerten kom der et par høflige hilsner til det veloplagte publikum. Både han og resten af bandet lod helt klart musikken tale, og her må man til gengæld sige, at det er sjældent at finde en forsanger med så stor og sjælfuld indlevelse i musikken som Staples.
Staples unikke vokal, som både har dybde, melankoli og en helt særligt søvnig feeling over sig, skaber naturligt et midtpunkt for koncertoplevelsen, hvilket meget fint blev understreget med en simpel og følsom sceneoplysning. Og så var scenen og salen fra starten indhyllet i en svag tåge af scenerøg, som gav den helt rigtige stemning af natklub og chansons. Med sin bløde og lurvede hat mindede Staples’ silhuet på scenen mig om en mellemting mellem en melankolsk Storm P-vagabond og et fugleskræmsel. Ikke ulig Tom Waits i artworket til endnu et navnkundigt 90’er album – Mule Variations.
På trods af et naturligt fokus på Soft Tissue-albummet, så kom vi vidt omkring i Tindersticks musikalske univers i løbet af aftenen. Der var få af de klassiske sange fra 90’erne, men når de dukkede op, så havde de til gengæld en mærkbar effekt. Det var eksempelvis ”Another Night In” og ”Travelling Light”, der sneg sig ind som det andet af tre ekstranumre.
Indgangen til koncerten blev den smukke ”How He Entered” fra 2016-albummet The Waiting Room, som på virkelig fin vis er bygget op omkring Earl Harvins percussion- og trommespil, men som også introducerer det velkendte sammenspil mellem keys, blæsere og strygere, som virkelig er et Tindersticks-varemærke. Fra starten var jeg lidt bekymret for balancen mellem vokal og orkester i Store Sals rammer, hvor jeg anede en tendens til at vokalen momentvis kunne drukne i orkesterlyden, men som aftenen skred frem udviklede balancen mellem vokalist og orkester sig rigtig positivt.
Det er altid svært at udvælge højdepunkter i det, som jeg egentlig vil betragte som en meget helstøbt koncert. Personligt fungerede ”Lady with the Braid” fra Distractions, ”Willow” fra filmen High Life, “Always a stranger”, “The Secret of Breathing”, og “Don’t Walk, Run” fra Soft Tissue rigtig godt for mig.
Da aftenen skred mod sin afslutning med den vuggeviseagtige sang ”Falling, the light” fra Soft Tissue udløstes der et hyldestagtigt bifald, som vanen tro kaldte på en afdeling af ekstranumre. Man kunne høre på salen, at klassikeren ”Tiny Tears” fra 1995 ville have været et populært valg. Men i stedet blev det altså ”Travelling Light”-duetten fra samme album, der blev det mere velkendte element i aftenens afslutning. Det sidste punktum blev sat med sangen “For the Beauty” fra No Treasure But Hope, og det var i mine øjne en helt rigtig måde at slutte aftenens koncert på.
Det blev på alle måder en aften, hvor det blev musikken i form af Stuart Staples’ unikke og indfølte vokal og de øvrige bandmedlemmer og musikeres høje standard, der fik lov til at tale. Sidste gang vi havde mulighed for at høre Tindersticks var som sagt i 2016. Jeg håber, der kommer til at gå kortere tid, før vi næste gang får fornøjelsen af at høre de uforbederlige romantikere fra England i det østjyske.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
