KONCERT // ANMELDELSE – 82-årige Tom Jones optrådte i aftes på Plænen i Tivoli for tusinder af overvejende modne fans. En af dem var Dan Rachlin, der konstaterer, at nok er Sir Tom ikke så sikker på benene mere, men stemmen… den er aldeles magisk intakt.
Foto: Eddie Michel/eddiemichel.com
Det må være lysten, som driver værket. Efter snart 60 års succes som pop-, schlager-, rock- og soulsanger kan man ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at 82-årige Tom Jones tvinges på landevejen for at optræde.
Herreste gud, her står den velsyngende legende for anden gang på fire år og synger for publikum i Tivoli, hvor de fleste er kommet for at høre klassikerne (mens enkelte synes, at Plænen lige foran scenen er der, hvor trivialiteter skal drøftes, snakkes igennem: Hvor er folk dog uopdragne!).
Han leverer sine obligatoriske klassikere, for det kræver publikum, og han er ikke den type, som krukker med den slags
Ind imellem sine Tivoli-jobs har den charmerende sanger såmænd også lige været forbi Nibe Festivalen.
Turen ind på scenen foregår i adstadigt tempo. Bentøjet er efter alle årene med sving i hofterne ikke helt som før. Det er smilet, charmen, spillet i øjnene og vigtigst af alt stemmen til gengæld i den grad. Sir Tom Jones benytter livets efterår til særdeles aktiv turnévirksomhed, men såmænd også noget så gammeldags som at udgive et album i ny og næ.
Senest i 2021 det passende ‘Surrounded By Time’, for sådan er det nemlig med Tom. Han leverer sine obligatoriske klassikere, for det kræver publikum, og han er ikke den type, som krukker med den slags. Til gengæld insisterer han også på at være en sanger, en kunstner i bevægelse til det sidste.
Håb!
Den magiske sommeraften indledes således med den livskloge, tilbageskuende ‘I’m Growing Old’. Teksten fortæller ufortyndet om det, vi kan vente i alderdommen: ”I’m growing dimmer in the eyes / I’m growing fainter in my talk / I’m growing deeper in my sighs / I’m growing slower in my walk”. Leveret med så meget myndighed og overskud, at vi glemmer, at charmøren ikke er immun over for tidens tand.
Men sådan en sang, bør jo lukke munden på dem, som egentlig ikke kommer til en koncert, men mere skal bekræftes i, at Tom Jones også er blevet ældre. Big surprise!
Direkte videre til en ud af denne aftens to Bob Dylan-kompositioner, ‘Not Dark Yet’ – så der er altså håb! Understreget bliver det også, at Tom synes, Bob er pissegod! Hvilket hans karriere, repertoire og image taget i betragtning er en understregning af, at man bliver klogere og mere indsigtsfuld med alderen, hvis man altså gider. Før den 1000 procent professionelle performer leverer en lækker, faktisk ret moderne udgave af signaturhittet ‘It’s Not Unusual’.
Selv har jeg oplevet Tom Jones mindst en håndfuld gange, og er faktisk ret begejstret for ikke bare at være til en omgang triviel liren ‘greatest hits’-sange af.
One Hell of a Life
Tom er sikker i spyttet på ‘nye’ sange, også hans helt egen version af ‘Windmills Of Your Mind’, som jeg selv sjovt nok først opdagede i forbindelse med tv-serien ‘Vinyl’. Sunget så man får åndenød af Dusty Springfield, men her absolut ikke uden at blive bidt i tårekanalen, når Tom Jones giver den et forsøg. Der bliver småsludret fra legenden, hans humor, hans selvironi og så øjnene, der spiller, som ingen kan tage fra ham. Han kan da heller ikke lade være med at grine overbærende, efter at have fortalt publikum, at med det seneste album er han den ældste kunstner, der har toppet album-hitlisten i England.
Tak, Tom … The Voice! Håber ikke, at det var sidste gang, vi samledes omkring scenen for at blive underholdt, klogere og en anelse kurtiserede
Hvor blev dog tiden af? Den tid, de oplevelser – vi taler altså om en sanger, som var nær fortrolig ven med Elvis Presley og har sunget duet med eksempelvis Janis Joplin og Aretha Franklin – som er strøget forbi. Men taknemmelighed det har han! Derfor føles ‘One Hell Of A Life’ også helt rigtig: ”I’ve had one hell of a life”. Græd ikke, jeg har oplevet det hele!
‘”When I’m dead please don’t philosophize or regret”.
‘Delilah’ leveres i en spøjs opdateret salsaversion. Prince-kompositionen ‘Kiss’ er præcis så sjov og underspillet, som den skal være. Og sørme om Tom ikke også lige skal prøve sig selv af med Bob Dylans eneste reelle ‘konkurrent’ i lyrik gennem det seneste halve århundrede, Leonard Cohen, og dennes mægtige ‘Tower Of Song’, som lyder anderledes og mere fyldig i hans mund, ikke mindst linjen: ”I was born like this, I had no choice / I was born with the gift of a golden voice”.
Som så rigeligt indkapsler sangerens lange liv og karriere – og det bemærkes da også med et storsmilende: ”Den må være skrevet til mig”.
Tak, Tom … The Voice! Håber ikke, at det var sidste gang, vi samledes omkring scenen for at blive underholdt, klogere og en anelse kurtiserede.
P.s.: Tivoli gør sikkert, hvad de kan, men det er langt fra godt nok. Skal man have en forfriskning sådan en lun juliaften, og det skal man, koster det anstrengelser og mindst en halv time væk fra koncerten for at finde et sted, der serverer – og det er bare ikke godt nok.
Ligesom det er mig ubegribeligt, at en del af publikum helt tydeligt IKKE er kommet for musikken. Jamen for helvede, så find dog et andet sted at drøfte dagens omsætning, og hvor ferien går hen i næste uge!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
