FILM // ANMELDELSE (LONGREAD) – Ridley Scott er blevet 85 år, men har bestemt ikke tænkt sig at fade ud foreløbig. Joaquin Phoenix er den store attraktion i Scotts ujævne film om Napoleons krige.
Der er næppe mange filmelskere, som har ventet med spænding på (endnu) et epos, der hylder Napoléon Bonaparte (1769-1821). Til og med er portrættet i helaftenslængde. Det er ikke lige mere krig, som verden længes efter for tiden, og er der noget som helst nyt at sige om en død erobrer af denne kaliber?
Den korsikanske hærfører, som på godt og (mest) ondt koncentrerede energien fra Den Franske Revolution, førte krig mod resten af Europa. Vist var Danmark allieret med manden, havde spanske tropper på Koldinghus og stod sammen med Frankrig i mistro til England. Men det er alt sammen så længe siden, og værdierne var nogle andre. Så skal vi ikke sige goodbye and good riddance?
Ikke hvis det står til 85-årige Ridley Scott, som utrætteligt arbejder videre. Scott er blandt de sidste alfahanner i dagens turbulente filmindustri. Han er med sikkerhed en af de sidste, som brænder for at skabe episke slagscener med en vis fysisk tyngde og realisme. Snart sagt alle andre, også publikum, har vænnet sig til at opleve krigen i kaskader af digital farvelade. Vi vil helst bare se den i Ringenes Herre og Game of Thrones.
Scott har andre interesser og mange kvaliteter, men skildringen af den fysiske krig er en af de ting, han virkelig kan. Ergo er han med jævne mellemrum vendt tilbage: til oldtiden i Gladiator (2000) og Exodus: Gods and Kings (2014); til middelalderen i Kingdom of Heaven (2005), Robin Hood (2010) og The Last Duel (2021), til nutiden i Black Hawk Down (1999).
Illusionen brister, da han rører ved det sprøde lig. Nu vil han bare have sat låg på igen hurtigst muligt. Sådan går det i grunden, hver gang Napoleon får mulighed for at røre ved sine visioner. Drømmene smuldrer, når han vil holde dem fast
Der mangler sådan set bare en western. Debutfilmen The Duellists (1977) var en skæbnefortælling om to duellanter, som mødtes flere gange i netop Napoleonstiden. En stram lille flig af en større historie. Nu skal vi omsider se den evige krig i fuld skala. Det er tid til at vise Napoleon frem.
Napoleon i Polyvision
Napoleon er skildret på film mange gange: i dybden, i farten, som stor strateg, som uduelig kriger, som kærlig elsker, som karikatur.
Allerede i 1913 var Ernest Batley på det stumme lærred som krigsherren i The Battle of Waterloo.
Der er en lang liste af forpligtende fremstillinger i fransk, russisk, britisk og amerikansk film: Claude Rains i Hearts Divided (F. Borzage, 1936); Charles Boyer i Conquest (C. Brown, 1938); Raymond Pellegrin i Napoléon (S. Guitry, 1955); Marlon Brando i Désirée (H. Koster, 1954); Herbert Lom i den amerikanske Krig og fred (K. Vidor, 1956); Dennis Hopper (!) i The Story of Mankind (I. Allen, 1957); Pierre Mondy i Austerlitz (A. Gance, 1960); Vladislav Strzhelchik i den russiske Krig og fred (S. Bondarchuk, 1968); Rod Steiger i Waterloo (S. Bondarchuk, 1970); Ian Holm i en hel stribe parodier; mest livagtig i nyere tid faktisk Armand Assante i den undervurderede miniserie Napoleon and Josephine: A Love Story (R. Heffron, 1987); senest Philippe Torreton i Monsieur N. (A. de Caunes, 2003) og Alain Chabat i Night at the Museum: Battle of the Smithsonian (S. Levy, 2009).
Der er dog to legendariske produktioner, som vælter alle andre projekter af brættet. Filmpioneren Abel Gance (1889-1981) castede Albert Dieudonné som ørnen fra Korsika i sin fem en halv time lange Napoleón (1927), der stadig er fantastisk seværdig.
Gance udviklede en lang række nyskabelser på det store stumfilmsprojekt, som er restaureret i flere omgange (1981, 2016). Berømt er især den forbløffende slutsekvens, som er filmet i farvelagt Polyvision, dvs. med tre kameraer, der skal vises simultant på tre lærreder, så resultatet mest af alt ligner en tidlig version af Cinerama.
Der er sikkert investeret oprigtig lidenskab og interesse for emnet i Ridley Scotts Napoleon. Men man fornemmer samtidig et element af cineastisk pissing contest
Gance havde planlagt at vise hele Napoleons liv i fem film i samme målestok, men kun den første kom i mål. Det er stadig en vildt betagende film. Gance kunne som få klippe flashbacks og ansigter sammen i et visuelt crescendo.
Andre har fået en stor del af æren for hans nyskabelser. Napoléon er fortsat det store helteportræt, skønt figuren også problematiseres. I 1960, da Gance blev genopdaget og instruerede Pierre Mondy i Austerlitz, var der desværre kun lidt af ilden tilbage.
I skyggen af Kubrick
Det andet bestemmende projekt er eksemplet, som på én gang ansporer og skræmmer, og som sandsynligvis har givet Ridley Scott lidt mere blod på tanden. Efter 2001: A Space Odyssey(1968), som både var en kritisk succes og et kommercielt tilløbsstykke, ville Stanley Kubrick (1928-1999) realisere sin drøm om den store Napoleon-film.
Kubrick skrev manuskriptet, brugte bogstaveligt år på research og var langt med at forproducere, da MGM sagde fra. Det kolossale arkivmateriale er samlet i Taschen-bogudgivelserne The Stanley Kubrick Archives (2008) og Stanley Kubrick’s ’Napoleon’ (2010), begge omhyggeligt kurateret af Alison Castle.
Skønt filmen aldrig blev, er det næsten som at se den, mens man bladrer. Kubrick havde mange af de samme ideer som Scott. Også for ham trak de store slagscener. Det var aftalt, at den rumænske hær ville stille 20.000 mand til rådighed. Kun Sergei Bondarchuks russiske Krig og fred (med 30.000 statister fra Den Røde Hær) har gjort noget lignende.
Det var samme Bondarchuks Waterloo, der slet ikke solgte billetter, som fik MGM til at lukke projektet. Kubrick måtte opgive Napoleon og lave A Clockwork Orange (1971) i stedet. I 1975 fik mange af ideerne plads i Barry Lyndon. Man kan ikke vurdere en film på baggrund af manuskript, notater og storyboards. Men der er rimelig grund til at antage, at Barry Lyndon blev en bedre film, end Napoleon ville have været.
Det er muligvis kun Ridley Scott, der ser sig selv som en filmskaber på Stanley Kubricks niveau. Andre har ham snarere bogført som vor tids svar på Cecil B. de Mille, den umættelige monumentalist.
Men Scott gør det nu med en vis rette. Kubrick lavede Spartacus (1960); Scott lavede Gladiator. Kubrick var midt i krigen i Paths of Glory (1957); Scott gik hele vejen i Black Hawk Down. Kubrick så fremtiden i Rumrejsen 2001; Scott var derude i Alien (1979). A Clockwork Orange og Blade Runner (1982) kan med god vilje ses som beslægtede dystopier.
Der er sikkert investeret oprigtig lidenskab og interesse for emnet i Ridley Scotts Napoleon. Men man fornemmer samtidig et element af cineastisk pissing contest mellem to diktatoriske alfahanner, der kan se i hvert fald en skygge af sig selv i den historiske forløber.
Flere versioner
For fuldstændighedens skyld: Den tredje nulevende instruktør, som dyrker de episke genrer, er naturligvis Steven Spielberg, som med Saving Private Ryan (1998) var endnu mere midt i krigen, end Ridley Scott var i Black Hawk Down.
Spielberg lærte Kubrick at kende, da begge arbejdede med en holocaustfilm. Kubrick opgav arbejdet med Aryan Papers og brugte i stedet sine sidste år på at filmatisere Arthur Schnitzlers Traumnovelle i Eyes Wide Shut (1999).
Spielberg overtog og færdiggjorde den profetiske Pinocchio-historie A.I. – Artificial Intelligence(2001), da Kubrick var død. Snart løber sporene sammen igen. Da Spielberg besøgte Berlin Festivalen i forbindelse med premieren på The Fabelmans (2022), kunne han løfte sløret for sin plan om at producere – og måske instruere – en original miniserie efter Kubricks Napoleon-manuskript.
Filmen sætter sin tone af køligt iagttaget blodbad. Vi ser halsen, hovedet og det blålige blodsprøjt på træet bagefter
Noget af leddeløsheden i Scotts struktur kommer sikkert af samme årsag. Det er igen blevet nødvendigt at have tv-selskaberne med, når noget kostbart skal realiseres, ganske som det var, da Ingmar Bergman instruerede Fanny & Alexander (1982) i flere versioner, og Rainer Werner Fassbinder fik Berlin Alexanderplatz (1980) op at stå.
Scotts film er produceret i samarbejde med Apple Studios, og en miniserie bliver streamet på Apple TV+ i foråret 2024. Scott har ofte lavet director’s cut-udgaver af sine værker, og få film findes i flere versioner end hoved- og mesterværket Blade Runner.
Denne gang er den lange version klar fra start. Måske giver den bedre mening til de af filmens afsnit, der i biografen føles mere som flyvsk, historisk konfetti.
Et køligt iagttaget blodbad
Det begynder i 1793 med henrettelsen af Marie Antoinette på Place de la Révolution i Paris. Vi ser hende knejse og holde hovedet højt, mens publikum vrænger og hujer. Filmen sætter sin tone af køligt iagttaget blodbad. Vi ser halsen, hovedet og det blålige blodsprøjt på træet bagefter.
Napoleon er blandt tilskuerne, skønt han ikke stod der i virkeligheden. For ham er Revolutionen og Republikken primært en måde at stige i graderne på.
Da Paul Barras (Tahar Rahim) fortæller ham om den engelske blokade ved Toulon, er han klar med en plan. De franske tropper sænker den britiske flåde, som Napoleon altid er misundelig på.
Hans hest får hovedet skudt af under angrebet. Blodet sprøjter præcis som Marie Antoinettes. Disse lemlæstelser er klippet som brusebadsscenen i Psycho. Vi ser isolerede dele. Det gælder hele vejen til Waterloo, hvor dronerne svæver over slagmarken, og tinsoldaternes formationer er genskabt med militærhistorisk akkuratesse.
Nu får filmen faktisk et kærlighedsliv. Jeg tvivler alligevel på, at den taler til yngre mennesker. Det skulle da være i kraft af eksemplet, der skræmmer
Livsrejsen ligner en mosaik af fragmenter. Det er et portræt af en uforbederlig stræber, som aldrig tvivler på egen formåen. Han synes, historien skylder ham noget. En undermåler med storhedsvanvid, altså – men også et impulsivt menneske, der handler med overbevisning.
Der er megen snak om det demokratiske projekt, som følger efter terrorregimet, men for Napoleon er det floskler og omskrivninger. Modsat Abel Gances Napoleon – der forklarer sig for Folkeforsamlingens genfærd og forpligter sig på at eksportere revolutionens værdier – er Scotts iltre kupmager aldrig i tvivl. Det handler for Bonaparte om ét: at blive verdens herre.
Heldigvis har skæbnen andre planer. Det handler derfor også om mødet med Joséphine de Beauharnais (Vanessa Kirby), som Napoleon aldrig kommer sig over. Ellers var det godt nok blevet en studs, steril og sammenbidt oplevelse. Nu får filmen faktisk et kærlighedsliv. Jeg tvivler alligevel på, at den taler til yngre mennesker. Det skulle da være i kraft af eksemplet, der skræmmer.
En fuldkommen anakronisme
Napoleon er både en fuldkommen anakronisme og en moderne film på sin måde. Den minder om murstensromaner, der efterligner det store format, men i praksis er stykket sammen af mange små brikker, stik og vignetter, fordi forfatteren ikke ønsker eller ikke formår at skabe det episke sug og den narrative sammenhæng, som er forbundet med genren.
En imiteret storform, altså, og det kan bestemt være en kvalitet. Vist føles filmen af og til som en stor klump af krig og giftig maskulinitet, en opvisning i hysterisk adfærd, der bliver ved simpelthen for at blive ved.
Men der er samtidig strøet en sprød række scener ud, hvor filmen i glimt bliver alt muligt andet. Napoleon får lejlighed til at undre sig og fabulere, og Scott lader sprækker af sårbarhed åbne sig midt i den drakoniske legering.
For eksempel er der scenen, hvor den store hær er nået til Egypten, og kejseren sætter sig i respekt ved at skyde toppen af de store pyramider.
Fra sit telt har han udsigt til Sfinksen, og da sarkofagen med faraoens mumie bliver lirket åben, gør Scott tre små fine ting på en gang.
For det første er der lagt praktisk research og gedigent håndværk i måden, det tunge låg løftes af på. For det andet er der både humor og varme i Napoleons reaktion. Han træder op på en skammel, betragter det balsamerede ansigt og lægger sit øre ind til mumiens mund, som for at lytte på tværs af historien.
For det tredje brister illusionen, da han rører ved det sprøde lig. Nu vil han bare have sat låg på igen hurtigst muligt. Sådan går det i grunden, hver gang Napoleon får mulighed for at røre ved sine visioner. Drømmene smuldrer, når han vil holde dem fast. Krigen er det eneste, som han forstår sig på for alvor.
Joaquin Phoenix Superstar
Joaquin Phoenix er eminent i de scener, hvor Napoleon føler sig lille og udsat og hader at have det sådan. Det er en af skuespillerens mest overbevisende karakterer, helt oppe i klasse med Johnny Cash i Walk the Line (J. Mangold, 2005), Freddie Quell i The Master (P.T. Anderson, 2012) og Arthur Fleck i Joker (T. Phillips, 2019).
Phoenix er krediteret som producer sammen med Scott og Kevin J. Walsh. Det kan på ingen måde undre, at han så noget mere og særligt i filmen – mere end bare endnu en mandefigur til galleriet.
Det bliver da i forholdet til sine hustruer og børn, i Napoleons egenskab som elsker, at filmen kunne finde forsonende træk. Det gør den for så vidt
Stanley Kubrick ville have castet Jack Nicholson i titelrollen. Eller sådan bliver det altid fremstillet, når man fortæller historien om ”the greatest movie never made”. Faktisk var Kubrick i en længere forhandling med Oskar Werner, som spillede Jules i François Truffauts Jules og Jim (1962) og var Montag i samme instruktørs Fahrenheit 451 (1966). Kubrick skrev også til Audrey Hepburn, som havde spillet Joséphine i Krig og fred.
Det er ikke mindst løse scener som mødet med mumien, man samler op og tager med sig fra filmen, når den historiske kamptummel bliver monoton. Og det er frem for alt hér, at castingen af Joaquin Phoenix kommer fuldt til sin ret.
Måske har Scott trods alt lært af sine fejlvurderinger. Napoleon har adskilligt til fælles med en af de svageste titler på listen. I 1492: Conquest of Paradise, et bestillingsarbejde til 500-året for ”opdagelsen” af Amerika, med Gérard Depardieu i rollen som Christopher Columbus. Her var der slet ikke tid til den slags. Det var gylden sturm und drang fra start til slut.
Livet som råstof
I sin tredje spilletime når filmen til de udførlige slagscener, der har været Scotts personlige gevinst: triumfen ved Austerlitz 1805; det katastrofale russiske felttog i vinteren 1812; det definitive nederlag på de mudrede marker ved Waterloo den 18. juni 1815. I romantisk musik kunne man rejse fra Beethoven via Tjajkovskij til ABBA. Det er svært at tænke på Napoleon uden musik. Eller på bicorne-hatten og kager. Han sidder lige så dybt i kulturen.
Filmen vil vel finde ind til individet. Det er på ingen måde et helteportræt, som forfatteren David Scarpa (der i 2019 skrev den kynisk helstøbte All the Money in the World til Scott) maner frem.
Derimod er slagscenerne strakt lidt for langt. Vist er der droner og ægte kroppe i spil. Alligevel bliver det hurtigt som at se hære af orker, der hakkes til plukfisk
Generelt er kejseren skildret som en tonedøv mand, der ikke forstår verdens musik særlig godt, men kommer til live i krigen. Han arbejder utrætteligt for magt, terræn og privilegier. De traktatbaserede konflikter mellem kolonimagterne er en skitse til verdenskrigene i det 20. århundrede. Napoleon er næsten et forstudie til Adolf Hitler, som Scott og Scarpa fremstiller ham.
Skulle man være i tvivl, er der til slut sat et skilt, som opregner summen af døde: Flere end tre millioner liv gik til i Napoleons krige – heraf tæt på en halv million i det russiske felttog.
Der er aldrig bare tilløb til at skildre Napoleon som en mand, der sætter pris på de enkelte liv. For generalen er de et råstof. Han fjerner modstanden fra gadens parlament simpelthen ved at meje demonstranterne ned. Han ofrer mange menneskeliv uden at blinke. Der er ingen grund til at tro, at han fortrød eller angrede noget som helst.
Strøsukkerscener
Det bliver da i forholdet til sine hustruer og børn, i Napoleons egenskab som elsker, at filmen kunne finde forsonende træk. Det gør den for så vidt. Han er forelsket i Joséphine, den seks år ældre krigsenke, som overvejer sin situation og indgår ægteskabet som en fornuftig konstruktion.
Filmen har endnu en af sine strøsukkerscener, da hun løfter kjolen og viser ham sit køn: ”If you look down, you’ll see a surprise. And once you see it, you will always want it.”
Senere, efter flere tilgivne sidespring, siger hun: “You’re just a tiny little brute that is nothing without me. Say it.” Der er en masse uafklaret stof, som vender og vrider sig i Napoleon, men han forstår fra første færd, at hun har ret.
Joséphine kan læse sin mand, ligesom Letizia Bonaparte (Sinéad Cusack) senere kan læse sin søn, da ægteskabet opløses efter ti år. Det er en overraskelse, især for ham selv, at han endelig fatter sympati for den østrigske hertuginde Marie-Louise (Anna Mawn).
Ridley Scott erkender, at han har læst Stanley Kubricks manuskript til den aldrig realiserede film. Han siger, at det ikke sagde ham meget, fordi det begynder og slutter med kejserens barndom og prøver at nå rundt om hele biografien.
Han har også set Abel Gances maratonstumfilm, som stadig forbløffer. Eller Scott siger, at han forsøgte: ”Jeg kunne ikke komme igennem den, for nu at være ærlig,” er han citeret for i The New Yorker.
Ikke desto mindre er flere scener overført 1:1. Napoleon og Joséphine lærer hinanden at kende, da hendes søn opsøger Napoleon på kasernen og beder om at få sin døde fars konfiskerede sabel, da ”det er det eneste, vi har at huske ham med.”
Først siger Napoleon nej. Så går han ned og finder en sabel i arsenalet. Scenen findes helt magen til i Gances Napoleon.
Nærmest en passant rekonstruerer Scott den kejserlige kroning, som ses på det klassiske maleri af Jacques-Louis David. Kunstneren bliver spillet af Sam Crane og indgår selv i myldrebilledet. Det er, når Scott smutter hurtigt ind og ud af historiske optrin, der må have krævet tid og ressourcer at sætte i scene, at filmen demonstrerer sit format.
Derimod er slagscenerne strakt lidt for langt. Vist er der droner og ægte kroppe i spil. Alligevel bliver det hurtigt som at se hære af orker, der hakkes til plukfisk i en Tolkien-filmatisering af Peter Jackson.
Verden og kejseren
Bagefter har man oplevelsen af at have set et hæsblæsende illusionsnummer, jonglørkunst i et prangende cirkus af den mindst poetiske slags. Det er ikke, fordi det ikke er flot, men der er en flaksende, ujævn natur i forsøget, måske endda en vis præstationsangst.
Jeg havde ærlig talt håbet på mere. Ridley Scott kan noget særligt med krig og forholdet mellem kvinder og mænd. Han er mesterlig, når han vil, og det lykkes. Få har set verden så klart, som Scott gjorde i All the Money in the World. Få har været blidere, end Scott var i den nu næsten glemte Someone to Watch over Me (1987).
I The Last Duel fra forrige år var han nået til at se patriarkatet med næsten nyfeministiske øjne. Der var ægte vision i de mejslede billeder af en emmende ridderturnering ved daggry.
Han måtte hellere gå tilbage og gøre tingene mindre totalt. Det begyndte med The Duellists. Må det ende i virkeligheden et sted, hvor hjerte og sanselighed balancerer
I Napoleon er der bare gentagelser af liv, der går til. Fordi både verden og kejseren vil.
Det er en stor lettelse, når filmen giver sig tid til at vise Napoleon, uendeligt træt og med lukkede øjne, da han står i sin teltdør og venter på tørvejr ved Waterloo.
Ude i landskabet sidder Hertugen af Wellington (Rupert Everett), som foragter personen, men respekterer soldaten Napoleon. Han betragter fjendens lejr sammen med sin ordonnans. En skarpskytte oplyser, at han har Napoleon i sigtet og spørger, om han skal dræbe ham. ”Most certainly not. Det kunne være kønt, hvis hærførere gik og tog livet af hinanden.”
Historisk flakker filmen et sted mellem Tolstoj og Victor Hugo. Der er mest at komme efter for fans af Joaquin Phoenix og moderne method acting. Napoleon er Ridley Scotts spillefilm nummer 28. Men Gladiator 2 er på vej. Han måtte hellere gå tilbage og gøre tingene mindre totalt. Det begyndte med The Duellists. Må det ende i virkeligheden et sted, hvor hjerte og sanselighed balancerer.
Læs Kulturlisten hver fredag i POV. Find den seneste udgave her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
