Kridtstregen

Mit folks skæbnekamp

i Historie/Bøger af
DANMARKS BEFRIELSE 75 ÅR // POV TEMA – Det forkerte valg og det rigtige valg.  “Der skal ikke meget til, før et menneske befinder sig på den forkerte side af kridtstregen, så de valg, et menneske træffer i sit liv, kan være uigenkaldelige og medføre uoverskuelige og katastrofale konsekvenser”, som en beskrivelse af Erik Aalbæk Jensens roman, Kridtstregen, siger. POV bringer et uddrag af indledningen, der finder sted i krigens sidste fire måneder, hvor to hjemvendte “Frikorps Danmark” folk er på flugt fra både modstandsfolk og SS.

Unterscharführer i SS-vagtkorps Zephyr, Hardy Bunken, lå og læste førerens nytårsbudskab i en avis. „Tiden,“ havde føreren sagt, „har krævet andet end taler af mig. Begivenhederne i de tolv måneder, der ligger bag os, og især begivenheden den 20. juli, har tvunget mig til at rette hele min opmærksomhed og arbejdskraft mod de enkelte opgaver, som jeg har levet for i mange år: mit folks skæbnekamp.“

Han så i avisen igen. „Året 1944,“ havde føreren sagt, „var det tungeste år i denne vældige kamp, men det var også året, som én gang for alle skulle komme til at bevise, at den borgerlige samfundsordning ikke længere er i stand til at bemestre tiden nu og især ikke fremtiden

Hardy Bunken rakte en nøgen arm fra sengen over mod radioen, der var stillet ind på Deutschlandssenderen. Han tog glasset med Steinhäger og citronsodavand, som stod på radioen. Med den anden hånd løftede han nakken så meget, at han kunne lægge glasset på underlæben og tage en slurk, inden han sugede læberne ind under fortænderne og stillede glasset på radioen igen.

KridtstregenTyskland, læste han, mens Deutschlandssenderen spillede, ville aldrig kapitulere. En klynge salonpolitikere og salongeneraler havde i deres fuldkomne mangel på forståelse for deres egen åndelige, politiske og militære betydning prøvet at bilde verden ind, at de en dag ville komme til magten ved et statskup og tilbyde kapitulation som Italien, Finland, Ungarn og Bulgarien havde gjort.

„Men des ringere vore fjenders forståelse af og viden om den nationalsocialistiske stats væsen er, des hurtigere var de til at tro på disse karakterløse subjekters forsikringer.“

Kvinden ved siden af Unterscharführeren sov. Hun lå imellem ham og skråvæggen med ryggen mod ham. Militærmusikken fra radioen vækkede hende ikke.

„Fra såvel fortid som nutid kender vi vore fjenders mål. Hvad de britisk-amerikanske statsmænd, de bolschevikiske magthavere og til syvende og sidst de internationale jøder vil gøre ved det tyske folk, ved vi. Gennemføres disse forholdsregler, vil det medføre, at det tyske rige sønderrives fuldstændig, at femten eller tyve millioner tyskere borttransporteres til udlandet og resten af vort folk kastes ud i slaveri.“

Hardy Bunken rakte ud efter glasset igen. Der var kun en bundskjuler tilbage. Flasken var også snart tom. Han hældte det sidste over i glasset, men drak det ikke helt ud. Der var endnu en beslutning at tage. Når den var taget, ville han drikke det sidste.

De skråtstillede øjne over kindbenene fulgte bræddernes mønster og standsede ved den elektriske ledning, som den oljerede lampeskærm hang i. Ledningen var grå af fluesnavs.

Han tænkte på, hvor gammel kvinden ved siden af ham mon var. I den feltgrå uniform med jakke og nederdel havde hun lignet en kvinde sidst i tyverne, men uden klæder så hun temmelig barnlig ud. Hun var begyndt at flæbe over en lillebror, som var i Folkestormen, og han havde spurgte, om hun var blød.

Den liberale tidsalder er slut. At tro, at man kan møde denne folkerejsning med parlamentariske, demokratiske halvheder, er barnligt og lige så naivt, som Metternichs metoder over for det nittende århundredes fremstormende nationale enhedsbestræbelser var naive

„Blød? Nej, men fjortenårige!“

Han så i avisen igen. „Året 1944,“ havde føreren sagt, „var det tungeste år i denne vældige kamp, men det var også året, som én gang for alle skulle komme til at bevise, at den borgerlige samfundsordning ikke længere er i stand til at bemestre tiden nu og især ikke fremtiden.

Stat efter stat, som ikke finder frem til en sand social nyordning, vil komme ud i et kaos. Den liberale tidsalder er slut. At tro, at man kan møde denne folkerejsning med parlamentariske, demokratiske halvheder, er barnligt og lige så naivt, som Metternichs metoder over for det nittende århundredes fremstormende nationale enhedsbestræbelser var naive.

Manglen på et sandt, nyt, socialt livsmål fører til manglende åndelig modstandsvilje, ikke blot hos folkene, men også hos deres ledere. I alle lande ser vi, at forsøgene på at genoplive demokratiet har vist sig aldeles frugtesløse.“

Han slukkede for radioen. I stilheden kunne han høre glødetråden inden i den oljerede lampeskærm svinge med en høj diskanttone som et indespærret insekt. Fra gaden en etage nede kom der ingen lyde. Folk holdt nytårsaften inde. Det var spærretid, buldermørke udenfor, men i stuerne brændte femten lys pærerne over resterne af nytårsmiddagen, forestillede han sig, kogt torsk med smørsovs til eller kraftig sennepssovs, brændevin hos dem, der var så heldige at have det i huset.

Måske lå de forspiste i klubstolene for at vente på rådhusklokkerne i radioen og studentersangerne. Han havde engang forestillet sig, at studentersangerne stod i kjole og hvidt på rådhusbalkonen og sang ud over pladsen, men var selvfølgelig blevet klogere.

Det var besværligt at komme til med knæet i den snævre nederdel, hun havde på, og hun så tåget på ham og rystede først langsomt på hovedet, men gav efter og svarede omsider igen med kroppen. Da de var på gulvet sidste gang, sagde hun: ‘Ja måske, om lidt, ikke lige nu’

Han blev liggende på ryggen og så op i loftet med sine skråtstillede blege øjne og tænkte på de mange små huler med dæmpet lys rundt om i mørket.

Han tænkte også på de underjordiske og forestillede sig dem i en af de små huler eller i et kælderrum. Måske lod de høre fra sig i anledning af nytåret. Om lidt, tænkte han, ville han rejse sig, tage tøj på, drikke det sidste af glasset og gå. Den sovende kvinde ved siden af ham var hans alibi. Han var gået ned på Hjørnet tidligt på aftenen sammen med en anden Unterscharführer og en stormmand fra Vagtkorpset.

Der var allerede ved at være fuldt, og de to Funkhelfere, som var kommet ind gennem forhænget af træperler et kvarters tid senere, havde lige netop ventet så længe oppe ved forhænget, mens de så sig om efter et ledigt bord, at han nåede at komme et par civile i forkøbet og invitere pigerne om til bordet bag pillen, hvor den anden Unterscharführer og stormmanden sad med øl og brændevin.

Ikke ret længe efter dansede han og den mørkhårede, kønne Funkhelfer i klumpen på det halvrunde gulv foran orkestret. Det var besværligt at komme til med knæet i den snævre nederdel, hun havde på, og hun så tåget på ham og rystede først langsomt på hovedet, men gav efter og svarede omsider igen med kroppen. Da de var på gulvet sidste gang, sagde hun: „Ja måske, om lidt, ikke lige nu.“

De var indkvarterede hos private og cyklede frem og tilbage, havde hun fortalt, og han brød sig ikke om at tage hende med op på kasernen, ikke en nytårsnat, så ville han hellere følge hende hjem på kvarteret. Det var hans alibi

I pausen slog han overtjeneren for en halv flaske Steinhäger, som han betalte med tyve Gold Dollars. De havde fået en ration til jul og nu igen i anledning af nytåret. Han stak flasken i lommen og vendte tilbage til bordet, hvor pigen og stormmanden sad alene og drak øl. Den anden Funkhelfer og Unterscharführeren var allerede forsvundet. Pigen så på ham og sagde, at hun måtte gå et øjeblik.

Mens hun var ude, sagde han til stormmanden, som ikke var fra hans gruppe, men fra den anden Unterscharführers, at både hun og den kornfedede og afblegede Blitzmädel, som hun havde været sammen med, arbejdede på lytteposten ude ved Endersø.

De var indkvarterede hos private og cyklede frem og tilbage, havde hun fortalt, og han brød sig ikke om at tage hende med op på kasernen, ikke en nytårsnat, så ville han hellere følge hende hjem på kvarteret. Det var hans alibi, hvis de fandt på at lede efter ham ovre hos befalingsmændene. Bunken, ville stormmanden sige, han er ikke her i nat, han har reddet sig noget privat.

Det eneste, han havde været en smule nervøs for, var, om den kornfedede og Unterschaführeren havde fået den samme idé, men inde i en port på vej ud til kvarteret havde pigen rystet på hovedet og sagt, at kammeraten havde frivagt og var taget et andet sted hen, hun vidste ikke hvor, vistnok til en fest sammen med den nye ven.

Da de kom ud på fortovet igen, tog hun skråhuen af og gik med den i den anden hånd og hovedet lænet mod hans skulder ned gennem den buldermørke gade til endnu en port, som hun låste op med en nøgle, hun havde i uniformsjakkens brystlomme.

Hun låste og skød en slå for og famlede efter ham i mørket. Hånden var temmelig kold. Mens de gik op ad trappen til førstesalen, blev hun ved at klemme om hans fingre, men hun sagde ikke noget, og han hjalp hende ikke, det fandt han ikke nødvendigt.

Nogen blev ved at bruge et bilhorn ikke ret langt borte. Mens det stod på, lå Hardy og lyttede efter andre lyde, men der kom ikke nogen, og en halv time efter midnat døde det ud. Endnu havde han ikke drukket det sidste i glasset. Der var en kæde af beslutninger og bevægelser tilbage, inden han ville gøre det

Hun lukkede dem ind ad en dobbeltdør med matteret glas i ruderne og førte ham tværs over korridoren i lejligheden med klubværelserne, og ind på værelset med sengen under skråvæggen, radioen i anløbet nøddetræ og pæren oppe i den oljebehandlede rødlige skærm, og bad ham lavmælt og uden at se på ham være forsigtig.

„Du ved,“ hviskede hun.

Hun vågnede ikke, da nytårslarmen brød løs. Kanonslag gik af. Skrubtudser knatrede. Nogen blev ved at bruge et bilhorn ikke ret langt borte. Mens det stod på, lå Hardy og lyttede efter andre lyde, men der kom ikke nogen, og en halv time efter midnat døde det ud.

Endnu havde han ikke drukket det sidste i glasset. Der var en kæde af beslutninger og bevægelser tilbage, inden han ville gøre det.

LÆS MERE I POV OM ANDEN VERDENSKRIG OG BEFRIELSEN HER


Uddrag af Erik Aalbæk-Jensens besættelsesroman Kridtstregen (Gyldendal, 1976)
Bringes med tilladelse fra forlaget og familien

Topfoto: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt kvalitetsmedie, der publicerer journalistik i form af nyhedsanalyser, anmeldelser, klummer, essays, debatindlæg samt kurateret borgerjournalistik indenfor især samfunds-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Historie