BØGER // ANMELDELSE – Det pibler frem med ord og fraser, der stammer fra datiden, og det synes ikke tvungent og påkrævet, men derimod naturligt, som om at dette gamle sprog er nutidigt for Wung Sung, når han skriver. Og det er måske det mest påfaldende og det mest magiske ved hans nye roman, Kvinde set fra ryggen.
Hvis en forfatter skulle vove at skrive om, hvad der foregår i og bag de berømte malerier af Vilhelm Hammershøi, måtte det være Jesper Wung Sung. Alle andre nulevende forfattere ville kuldsejle med sådan et projekt, er jeg overbevist om. Det er jo nærmest helligbrøde sådan at forstyrre den andægtige ro og orden, der stråler ud af malerierne. At levendegøre familien Hammershøi og deres samtidige, lægge ord i munden på dem og iklæde dem kød og blod, synes både tendentiøst, tarveligt og krænkende, fordi malerierne er så gådefulde.
Men Jesper Wung Sung må godt. Fordi han kan. Og de fleste andre medier har allerede bragt fine anmeldelser af den nye roman, Kvinde set fra ryggen, og rost den til skyerne. Det er der også god grund til, for den er intet mindre end en betagende og forførende roman om kærligheden.
I grove træk handler romanen om Ida Ilsted, der bliver gift med maleren Vilhelm Hammershøi, og som må stå model til hans mange portrætter af hende og vie sit liv til malerierne, ligesom Vilhelm selv gør det. Og Vilhelm og Ida løsriver sig samtidig fra deres respektive og besidderiske mødre, men aldrig fra det staffeli, der på en og samme tid er det, der skaber afstand og kontakt mellem dem.
Jesper Wung Sung kan noget, som ingen anden nutidig forfatter evner i samme grad: Han kan skildre København historisk…. Lige der, hvor hans oldeforældre gik rundt og forelskede sig, og hvor Ida og Vilhelm Hammershøi levede og åndede, lugtede, lyttede og så
Malerier af Ida, set fra ryggen, samt mange af deres stuer er blevet beundret af utallige mennesker verden over, og selvom Vilhelm Hammershøi ikke dengang havde nemt ved at slå igennem og blive alment anerkendt, så betragtes han i dag som en af danmarkshistoriens største og mest betydelige kunstmalere.
Det er ikke kun Hammershøis malerier, der fremstår tavse og derfor er svære at tviste et budskab ud af. Han var også selv knap med ord og særdeles forsigtig med at udtale sig, både privat og offentligt. Derfor ved vi heller ikke meget om, hvad han ville sige med sin kunst, hvis han overhovedet havde interesse i at sige noget.
Alligevel er malerierne intime, og hans portrætter af stuerne, møblerne og lyset, der strømmer ud over det hele, inklusiv portrætterne af Ida, synes at vidne om et nærvær, der samtidig synes fjernt og fraværende.
Hvordan kan man så skrive om deres liv, Idas og Vilhelms? Jo, der er jo brevene, og der er vidnesbyrd fra venner og bekendte. Der er biografiske data, og så er der malerierne. Alt sammen fragmenter i et puslespil, der aldrig vil kunne gå op. Det er som små spor, konturer til en tegning af et eller andet.
Og alt dette har Jesper Wung Sung studeret og opsamlet under forberedelserne til romanen. Denne viden og overlevering har han i stor stil inkorporeret i sin fortælling, og for den, der kender til disse historier, er det spændende at se det hele flettet naturligt ind, uden at det overskygger den fiktion, som romanen også består af: Det, som Jesper Wung Sung digter om dem og deres samliv.
København iscenesat
Men der skal bare mere til, for at en roman af denne karakter skal kunne lykkes. Der mangler en scene, der kan give fortællingen kolorit og karakter. Og her kan Jesper Wung Sung noget, som ingen anden nutidig forfatter evner i samme grad: Han kan skildre København historisk. Eller nærmere bestemt, han synes at have adgang til en tidsmaskine, der kan katapultere ham tilbage i tiden, og lande ned lige der, hvor hans oldeforældre gik rundt og forelskede sig, og hvor Ida og Vilhelm Hammershøi levede og åndede, lugtede, lyttede og så.
For det er ikke første gang, Jesper Wung Sung har skrevet om København i slutningen af det nittende århundrede. Det gjorde han også i slægtsromanen, En anden gren, fra 2017, der handler om hans egne oldeforældre, San og Ingeborg.
San Wung Sung var fra Kina, og han kom sammen med andre kinesere til København med skib for at blive udstillet i “den kinesiske landsby”, der blev oprettet i Tivoli. Det var en del af datidens “menneskekaravaner”, hvor man iscenesatte små samfund med fremmede kulturer: Mennesker, der var iklædt deres traditionelle beklædninger, og som arbejdede med traditionelle håndværk fra deres hjemlande, som den hvide europæer så kunne betragte.
De var ikke i bur, ligesom dyrene i Zoologisk Have, men alligevel betragtede man dem som noget andet, et dem, der ikke var som os europæeren. Det var et lidet sympatisk etnografisk stykke historie, der altså involverede Jesper Wung Sungs oldefar, der blev forelsket i Ingeborg, og hun i ham. De blev i København, flyttede en periode til Berlin, men vendte tilbage til København igen.
Det pibler frem med ord og fraser, der stammer fra datiden, og det synes ikke tvungent og påkrævet, men derimod naturligt, som om at dette gamle sprog er nutidigt for Wung Sung, når han skriver. Og det er måske det mest påfaldende og det mest magiske ved både slægtsromanen og den nye roman
Også med denne roman har Jesper Wung Sung forsket i de fragmenter, der nu måtte foreligge om denne sælsomme skæbnefortælling. Og jeg gætter på, at hans undersøgelser af datidens København og den specifikke tidsperiode har mange flere år på bagen.
Vi har omtrent samme alder, Wung Sung og jeg. Vi har begge læst både litteratur og dansk på universitetet. Men jeg har aldrig truffet ham. Jeg forestiller mig, at han ligesom jeg selv begyndte at læse stor dansk litteratur som en del af pensum på studiet, Henrik Pontoppidans og Herman Bangs mange samtidsromaner, for eksempel. Store værker, der foregår i København.
Han har læst om det moderne gennembrud, og han har – ligesom jeg selv – lært, at man i dag skal fortolke litteratur, som var det ord, der refererer til ord, og hvor forfatter og alt det materielle, der beskrives i teksterne, ikke er egentlig relevant. Det var sikkert en reaktion imod tidligere tiders dyrkelse af materialistiske læsninger med marxistisk tilsnit, der nærmest ikke fokuserede på det æstetiske.
Jesper Wung Sung har sikkert gået rundt i København, som den tilflytter han er, indåndet den og opdaget, at der findes et utal af fragmenter, der vidner om dengang, hvor disse udødelige forfattere skrev om den og de massive forandringer, der udvidede byen og gjorde den til en storstad. For mit eget vedkommende blev jeg interesseret i at undersøge byen, samtidig med at jeg læste de store romaner gennem mit arbejde i Kaabers Antikvariat, der lå i Skindergade. Jeg kunne der læse alle mulige bøger, der handlede om tiden, uden at det handlede om litteratur. Og pludselig bemærkede jeg, hvad der endnu står der fra dengang, alt det der endnu eksisterer.
Og Jesper Wung Sung har på et tidspunkt fået øjnene op for malerierne, også fra denne tidsperiode, og han har kigget på skilte, læst breve, studeret arkitektur og tøjmode. Han har læst forskellige forfattere med hver deres særegne stil. Men en dag er det gået op for ham, tror jeg, at selvom datidens kunstnere malede og skrev med hver deres stil, så er deres toneleje præget af datiden. Og så har han knyttet disse mange stemmer, billeder, fotografier, breve, bygninger og pladser sammen, er faldet ud af sin egen tid og dukket op som en ny Wung Sung, der kunne lugte, høre og se datidens pulserende by.
Om det er foregået sådan, ved jeg ikke. Men sådan virker det, når man læser hans to historiske romaner. Det pibler frem med ord og fraser, der stammer fra datiden, og det synes ikke tvungent og påkrævet, men derimod naturligt, som om at dette gamle sprog er nutidigt for Wung Sung, når han skriver. Og det er måske det mest påfaldende og det mest magiske ved både slægtsromanen og den nye roman: Det er intet mindre end mageløst, hvor enkelt og ukunstlet han benytter dette sprog, der er fremmed for nutiden, men heller ikke 100 procent lig datidens.
Tendenslitteratur
Dengang, hvor Jesper Wung Sungs oldeforældre og familien Hammershøi gik rundt i byen, var der røre i kunstnerkredsene.
Et par årtier tidligere havde den fremmeligste værdikriger, Georg Brandes, kaldt til kulturkamp, og han mente, at tidens forfattere skulle skrive naturalistisk og sætte problemer under debat. De skulle tage tidens hotteste emner op, og de skulle bekæmpe tidens moralske morads, der tryllebandt folk og gjorde deres liv golde og anakronistiske. Brandes opfordrede forfatterne til at skrive om samtiden, om det pulserende liv i storbyerne, hvor fremskridtet skabte så meget nyt og som indeholdt så meget potentiale til frigørelse af individet.
Men ikke alle var enige. J.P Jacobsen var en af datidens bedste forfattere og ven med brødrene Brandes. Alligevel skrev han historiske romaner. Det brød brødrene Edvard og Georg Brandes sig ikke om. Hvorfor denne tilbageskuen? Og selvom J.P Jacobsen ganske vist skrev om en mand, der tabte sin tro på Gud, så gjorde det ham ikke godt. Ikke på den måde, som Georg Brandes ville have det. For selvom Jacobsens romanhelt mistede troen, blev han ikke befriet fra tvivlen. I dag betragtes Jacobsens roman, Niels Lyhne, som en af datidens bedste romaner. Den berører nogle af datidens tendenser, men den er bare ikke tendentiøs. Den er ikke et programskrift.
Det var ikke alle, der mente, at det var forkert at skrive om andet end de tendenser, der var mest omtalt i samtiden. Herman Bang mente for eksempel ikke, at det var fornuftigt at skrive om “tendenser”. Han mente, at sådanne tematiske romaner led af den skavank, at alting blev alt for ekspliciteret, ordret udtalt og omtalt, og at man som læser ikke havde mulighed for selv at tage stilling til noget som helst. Som at få proppet problemstillinger og løsninger direkte ned i halsen, uden at kunne fordøje dem.
Hovedpersoner er ikke sådan nogen, der ligesom filosoffer, politikere og meningsdannere altid har noget på hjerte, der skal udbasuneres. De har tanker og følelser, og de agerer ud fra et personligt perspektiv. Skildres det, så kommer det hele af sig selv, mente Herman Bang
Herman Bang agiterede i stedet for en realistisk litteratur, hvor de skildredes handlinger og ordvekslinger af sig selv viste læseren, hvad der er vigtigt. Hovedpersoner er ikke sådan nogle, der ligesom filosoffer, politikere og meningsdannere altid har noget på hjerte, der skal udbasuneres. De har tanker og følelser, og de agerer ud fra et personligt perspektiv. Skildres det, så kommer det hele af sig selv, mente Herman Bang. Det hele kommer frem mere utvungent, og læseren kan selv danne sig et indtryk af det hele og selv tage stilling.
At stå model
Jesper Wung Sung ville på en måde have skuffet Georg Brandes, hvis han levede i dag. Han skriver jo historiske romaner! Men han sætter også problemer under debat. I romanen En anden gren og i Kvinde set fra ryggen er der masser af samtidigt stof, der er under debat. Det er racismen, og der er kvindens underliggende rolle gennem historien. Det er fornemmelsen af at være flygtning og fremmedgjort, at være stigmatiseret og at være udsat. Og alligevel er hans romaner ikke tendentiøse. De kan noget andet og mere, for de viser mere uligheden og sammensætningen af tidens relationer, end de entydigt fordømmer datidens og dermed også nutidens fordomme.
Og det er overordentlig vigtigt for romanens virkning og stilistiske træk. Det er samtidig ufatteligt godt lavet. Det gør, at man som læser mere kan mærke spændingerne, få dem ind under huden, og ligesom identificere sig med de skildredes skæbner og udsatte positioner.
Alligevel titter den frem, kærligheden, hele tiden. Den er omdrejningspunktet gennem hele romanen. Ikke Vilhelms malerier, der nogle gange får overtaget og tager tiden fra parret og suger passionen ud af dem
Ida Hammershøi må som beskrevet stå model til Hammershøis malerier, ligesom en skildvagt foran Amalienborg må gøre det for dronningen. De skal stå stille, indtil deres kroppe værker, og de skal kunne udholde det. Det er en anstrengelse og en opofrelse, og det kan nemt fremstå, som om at Ida ofrer sit eget liv til fordel for Vilhelms kunstnerambitioner. Men det er en ringe læsning. Der er så meget mere på spil. Mens hun står der, med ondt i knæ og skuldre, går tiden, og de bliver gamle sammen. Deres liv er et bindingsværkshus, der er ligeså solidt som de gamle huse, de mestendels boede i.
Jesper Wung Sung er først og fremmest en forfatter, der mestrer at skildre kærligheden, fordi han synes at vide, at den aldrig er enkel og aldrig kan defineres og beskrives direkte. At denne følelse optræder i kulisserne, som noget uhåndterligt, der ikke kan gribes om eller konkretiseres. Og alligevel titter den frem, kærligheden, hele tiden. Den er omdrejningspunktet gennem hele romanen. Ikke Vilhelms malerier, der nogle gange får overtaget og tager tiden fra parret og suger passionen ud af dem. Staffeliet mellem Vilhelm og Ida er ganske vist en markant mur mellem dem, men det er også det, der knytter dem sammen.
Jesper Wung Sung bruger insekter til at skabe liv i familien Hammershøis boliger og hverdage. Det er både Ida og Vilhelm, der bemærker dem og de fylder i de stillestående malerier og stuer, der synes så tomme. De summer og de stikker.
Selvfølgelig møder vi også andre store personligheder i Kvinde set fra ryggen. Den indeholder træffende portrætter af blandt andet J.F. Willumsen og Johannes Jørgensen. Det er ikke gennem store ord og rosende beskrivelser af deres kunstværker, men gennem Idas møde med dem, og hendes skarpe blik på andre forhold og sider af dem, der alligevel også tegner et portræt af dem som kunstnere, fordi de også er mennesker, hun kan spejle sig i.
En roman i penselstrøg
Som sagt så evner Jesper Wung Sung at beskrive det nittende århundredes København meget præcist og billedligt, og det fungerer så godt og originalt, fordi han gennem andre stemmer og blikke end gennem datidens store kulturpersonligheder fokuserer på alle mulige fragmenter, der nok er glemt, men som endnu i dag kan skimtes i bybilledet: Bagerens skilt med en kringle, for eksempel.
Og så kan man lugte og høre det gamle København, og man kan fornemme Idas personlighed gennem hendes mange erindringer, som jeg er overbevist om, er Jesper Wung Sungs egne: Hans studier er mandehænder, af fluer, der summer i stuen og forstyrrer, hans tvivl om den elskedes nærvær, og hans tvivl om egen tilstrækkelighed. Tonen og det sproglige, derimod, har han fanget i hendes breve. Det er, som om at han har fattet de tanker, der udtrykkes i disse breve. De lever i hans egne beskrivelser af hendes tanker, i hendes opfattelse af livet.
Det er derfor romanen bliver så levende, og romanfiguren Ida Hammershøi fremstår så levende og kødeliggjort.
Hun er en syntese, bestående af alle disse historiske fragmenter, kombineret med Jesper Wung Sungs endeløse begær efter at komme ind i de stille stuer og vende hende om, så hun kan ånde og leve, gennem hans kunstneriske pen, midt i et historisk København, der endnu antydes i forfatterens hverdag, der handler om alt mulig andet mellem himmel og jord. Jesper Wung Sung har med garanti selv stået skildvagt foran Vilhelm Hammershøis malerier, indtil hans krop har værket, og han var ved at blive vanvittig, så han har måttet få Ida til at smide med porcelænet.
Jesper Wung Sung skriver om følelser, ligesom en juveler skaber mønstre i filigran med sølv og guldtråde, med små indsatte perler, der spejler sjælens kringelkroge. Og han gør det som ingen anden. Kvinde set fra ryggen er en mesterligt skrevet roman, og selvom den består af så mange lag, er de ikke svære at læse sig igennem, ligesom Hammershøis penselstrøg ikke er dækkende, men strøget på lærredet, fine og næsten transparente.
Jesper Wung Sung har vundet mange priser for sine utallige litterære værker, og Kvinde set fra ryggen vil også vinde priser. Det har den også fortjent. Den vil helt sikkert finde mange læsere, og langt flertallet af dem vil være begejstret. Og det med rette.
LÆS ALLE FREDDY HAGENS TEKSTER PÅ POV HER.
Jesper Wung Sung: Kvinde set fra ryggen.
JP/Politikens Hus, 2021
Illustration: Wilhelm Hammershøi, Interiør, ung kvinde set fra ryggen. Randers Kunstmuseum.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
