The Band: Dokumentar om bandet, der satte strøm til Dylan

Henning Høeg 18.05.2021

THE BAND-DOKUMENTAR // ANMELDELSE – Daniel Rohers dokumentarfilm om The Band ‘Once Were Brothers’ er en stimulerende tur tilbage til 60’erne og 70’erne – dengang musikken blev spillet på seks strenge og vokalen blev klaret uden autotune og den helt store maskinpark. Filmmaterialet er eksklusivt og ofte rørende. Gæster og fans som Eric Clapton og Bruce Springsteen spreder stjernestøv. Men filmen svarer stadig ikke klart på spørgsmålet: “Var det The Band, der hjalp Bob Dylan … eller omvendt?”.

For de fleste er det canadisk/amerikanske The Band stadig bedst kendt som Bob Dylans backingband – først på folkesangerens første elektriske turné i 1966 (den med ‘Judas’-tilråbene) og siden på station-triumftoget i 1976. Men gruppens rødder går helt tilbage til de sene 1950’ere, hvor Robbie Robertson og Levon Helm først slog gnister i lokale rockabillybands.

Tydeligt inspireret af lærermester Martin Scorsese (filmens ‘executive producer’) og dennes håndholdte stil, tager instruktør Daniel Roher os helt tilbage til Ontario, Canada, hvor det meste af The Band fik deres start som medlemmer af ‘The Hawks’ – ført an af den excentriske lokallegende Ronnie Hawkins. Samme Hawkins skinner i øvrigt flot som filmens måske mest levende og fortælleglade gæst.

Det er The Bands primære sangskriver, guitarist og kapelmester Robbie Robertson (i dag 75), der fungerer som filmens fortæller. Af samme årsag har filmen fået undertitlen Robbie Robertson and The Band. Og derfor skal hardcore The Band-fans også være forberedt på en lidt mere Robbie-domineret og rosenrød tilgang til bandets historie.

Takket være veltilrettelagte gæsteinterviews og eksklusive 16mm filmoptagelser føler man sig som tilskuer hensat til det smukke om end barske landskab i byen Woodstock (1967-1970), hvor The Band sammen med deres gode ven Bob Dylan søgte musikalsk tilflugt og fandt kreativ nirvana

Således taler ingen om det stiftende medlem Richard Manuel, der hængte sig selv som 42-årig – blot timer efter et comebackshow med The Band. Og den årelange copyrightkonflikt imellem Robbie Robertson og trommeslager og sanger Levon Helm reduceres også til noget, der minder om en bagatel. Heldigvis giver denne tilgang – uden alt for meget sladder og personlig konflikt – masser af plads til musikken. Og som musikfan er det en velsignelse. I deres glansperiode fra 1968-1976 handlede The Band nemlig ikke om andet.

Det er fascinerende at høre Robbie Robertson tale om tilblivelsen af debutalbummet Music From the Big Pink (1968) og senere ét af bandet relativt få store singlehit The Weight.

Takket være veltilrettelagte gæsteinterviews og eksklusive 16mm filmoptagelser føler man sig som tilskuer hensat til det smukke om end barske landskab i byen Woodstock (1967-1970), hvor The Band sammen med deres gode ven Bob Dylan søgte musikalsk tilflugt og fandt kreativ nirvana. Via nogle eksklusive lyd- og filmoptagelser fra gruppens øvelokale og studie i det nye hus The Big Pink illustreres bandets unikke og rene lyd samt deres tilgang til den musikalske tradition så tydeligt, at ord bliver overflødige.

En fortjent plads i historien

Alligevel får Bruce Springsteen sagt, “Det var lyden af noget nyt og samtidig noget, der altid havde været der”.

Og for en tilskuer, der som undertegnede ikke nødvendigvis er den helt store fan, får The Band pludselig den plads i musikhistorien, de fortjener. På sin vis er The Band for folk-rocken, hvad Velvet Underground var for avantgarde- og punkrocken. Således er de skrigende kvindelige fans og de tårnhøje hitlisteplaceringer et sjældent syn i The Bands verden.

Men Robbie Robertson og kompagni var det, de kalder “musikeres musikere” (musician’s musicians). The Bands syv oprindelige studiealbum inspirerede tusindvis af kommende musikere fra Eric Clapton til Van Morrison. Og med gruppens rene tilgang til kunsten var de fem venner med til at videreføre 100 års musikalske traditioner og føre vejen videre.

Og slutteligt tilbage til Dylan og The Band. For det første er det virkelig interessant at høre Robbie Robertsons version af ‘Judas-turnéen’ i 1966. Det var Bob Dylans første elektriske turne med et rigtigt rockband. Og fans, der havde set lyset med folk-klassikere som Blowing in the Wind var mildest talt ikke begejstrede.

The Band var således uden tvivl både stilskabere og viderebringere af den fineste amerikanske sangskrivertradition. Men alt for ofte tog de tilsyneladende til takke med rollen som vandbærere

“Vi stillede grejet op. Vi spillede. Publikum buh’ede. Vi pakkede grejet ned igen og forsøgte at undgå de vrede Dylan-fans. Så tog vi videre til næste by. Vi stillede grejet op. Vi spillede og publikum buh’ede. Og sådan fortsatte vi. That was one hell of a way to make a buck,” fortæller Robertson med et skævt smil.

Igennem hele deres oprindelige karriere fra 1966 til afskedskoncerten “The Last Waltz” (1976) lurede Bob Dylan i kulissen. Nogle gange var The Band Dylans backingband. Andre gange (som i The Last Waltz’) var Dylan bandets gæst. Takket være Dylan fik The Band del i spotlyset allerede i 1966. Og his Bobness bragte dem igen tilbage i offentlighedens søgelys med turnéen i 1976, der er foreviget på albummet Before the Flood. Med når man én gang har stået på scenen sammen med én af verdenshistoriens bedste sangskrivere, så kan det være svært at holde niveauet, når man selv skal komponere og indspille.

The Band var således uden tvivl både stilskabere og viderebringere af den fineste amerikanske sangskrivertradition. Men alt for ofte tog de tilsyneladende til takke med rollen som vandbærere. Og det er denne konflikt, der altid vil gøre gruppen til en god historie.

Mere om Once Were Brothers i danske biografer her:

Mere om 80 års fødselaren Bob Dylan her:

Once Were Brothers, dokumentarfilm, instruktør: Daniel Roher

LÆS MERE AF HENNING HØEG HER

PR-foto

Henning Høeg

Henning Høeg er først og fremmest musikelsker. Og siden den første Birgit Lystager single 'Smilende Susie' engang i 70'erne startede pladesamlingen, har musikken styret Høeg'ens fugleflugt. I kølvandet på Smilende Susie' fulgte The Sweet, Deep Purple, Thin Lizzy og Leonard Cohen. I 1995 afsluttede Henning sin journalistuddannelse ved Dansk Journalisthøjskole i Aarhus. Og passion og job gik op i en højere enhed, da Henning godt 28 år arbejdede som journalist og musik- og filmanmelder på bagbladet B.T. Via journalist-jobbet har Henning også nydt solointerview med sine egne musikhelte Lou Reed, David Bowie, Leonard Cohen, Prince, Suzanne Vega, Al Stewart og Bryan Ferry. I dag bor Henning med sin familie i Rochester i den amerikanske stat Michigan. Her nyder han stadig musikken, både som udøvende, anmelder og lytter. Det var Hennings forhenværende B.T.-chef Jan Eriksen, der tilbød tjansen som 'POV-anmelder', som Henning tog imod med kyshånd. 'Det er en ren fornøjelse, at kunne boltre sig i POV's nærmest grænseløse koncept. Jeg elsker at møde nye lyde og nye sange. Og jeg elsker at dele glæden med andre,' siger Henning Høeg.