USA // ANALYSE – Det amerikanske midtvejsvalg er først til november, men primærvalgene, hvor partierne vælger deres kandidater, foregår lige nu. Et af de største dramaer i begge partier udspiller sig tirsdag i Texas – normalt en sikker republikansk stat. Men Demokraterne har blod på tanden og håber på et valg af en ganske radikal MAGA-støtte for Det Republikanske Parti, som de kan slå til november. Måske.
NEW YORK – Tirsdag går Texas til primærvalg under stor opmærksomhed fra hele det amerikanske mediecirkus. Begge partier har meget på spil, men især har Republikanerne, hvor den erfarne og siddende senator John Cornyn har Ken Paxton, en ægte MAGA primary challenger, med mange lig i lasten, men med en bølge af begejstring fra Trumps kernevælgere i ryggen.
Men hvad er et primærvalg egentlig?
Kort sagt er det ”valget før det rigtige valg”, hvor begge partier beslutter sig for, hvem deres kandidat til ”det rigtige valg”, i dette tilfælde november måneds midtvejsvalg, skal være. I Texas ender nomineringen sandsynligvis i en såkaldt runoff, hvis ingen kandidat får over 50 procent i første runde (anden runde falder 26. maj, hvis den bliver nødvendig).
Primærvalget kan ses som en generalprøve på, hvad slags partier Demokraterne og Republikanerne vil optræde som ved valget i november
Derefter kommer selve valget i november, hvor hvert partis nominerede skal kæmpe mod hinanden om vælgernes gunst.
Der er adskillige grunde til, at valget i The Lone Star State er interessant. For det første repræsenterer senatsvalget en mulighed for demokraterne for at fravriste republikanerne et senatssæde – som partiet har desperat brug for, hvis de skal genvinde magten over Senatet i Washington. For det andet har begge partier i og for sig en fornuftig argumentation, men for to helt forskellige strategier. Og kandidaterne personificerer disse strategier så tydeligt, at primærvalget kan ses som en generalprøve på, hvad slags partier Demokraterne og Republikanerne vil optræde som ved valget i november.
Demokraternes dilemma: midtsøgende eller opflammende?
For Demokraterne er bagtæppet ret brutalt: Partiet har ikke vundet et senatssæde i Texas siden 1988, og de lokale sejre er det også småt med. Texas er simpelthen traditionelt Republican Heartland, og den historik har skabt en permanent intern diskussion mellem to fløje:
- Den midtsøgende, hvor kandidaten er veltalende, inspireret og engageret. Man tilfredsstiller basen, men man forsøger især at appellere til de moderate vælgere, og især de konservativt uafhængige vælgere, der ikke elsker præsident Trump, men som normalt alligevel stemmer på Republikanerne. Man skruer helt ned for identitetspolitikken, men taler til gengæld non stop om de såkaldte kitchen table issues, om texanernes hverdagsøkonomi.
- Den opildnende: Man spilder ikke tid på at omvende Republikanere, men udvider vælgerkorpset ved at supplere en loyal og begejstret base med sofavælgere og ved at få de troløse, såkaldt sporadiske vælgere til at møde op. Især dem, der føler, at politik aldrig gør noget for dem. Det var en sådan strategi, som Donald Trump førte op til begge sine præsidentvalg.
Talaricos støtter argumenterer for, at ”valgbarhed” i Texas handler om at skabe mindre støj og færre identitetspolitiske triggers, eller sagt på en anden måde, at få tøvende vælgere til at stemme på en demokrat uden at føle, at de nødvendigvis selv skifter identitet
Demokraternes to kandidater i Texas, James Talarico, udfordreren, og Jasmine Crockett, som allerede sidder i Repræsentanternes Hus for staten, er blevet symboler på den kamp.
Talaricos budskab er den midtsøgende overtalelsesstrategi.
Den særdeles veltalende, progressivt kristne og hvide kandidat taler ofte om sin tro (det er populært i Texas), og han taler om dagligdags emner i et sprog, som kan virke troværdigt over for uafhængige vælgere, der ikke normalt bryder sig om det nationale demokratiske ”brand”.
Talaricos støtter argumenterer for, at ”valgbarhed” i Texas handler om at skabe mindre støj og færre identitetspolitiske triggers, eller sagt på en anden måde, at få tøvende vælgere til at stemme på en demokrat uden at føle, at de nødvendigvis selv skifter identitet.
Crocketts budskab er et andet; man kunne kalde det for mobiliseringsstrategien:
Texas bliver ikke blåt af at spørge Republikanerne pænt om, hvorvidt vælgerne mon vil genoverveje deres verdenssyn. Texas bliver blåt ved, at kandidaten finder de vælgere, der normalt ikke stemmer, og forsyner dem med en grund til at møde op.
Hvis Demokraterne bliver ved med at forsøge at vinde ved at lyde som Republikanerne, taber de som demokrater for evigt, mener Crockett
Hendes argument er lige så meget følelsesmæssigt som det er taktisk: Hvis Demokraterne bliver ved med at forsøge at vinde ved at lyde som Republikanerne, taber de som demokrater for evigt. Derudover argumenterer Crockett også for, at de demografiske ændringer i Texas – groft sagt, flere brune og relativt færre hvide vælgere – vil give Demokraterne medvind.
Der er ifølge medier tegn på, at Republikanerne aktivt forsøger at påvirke Demokraternes udfald til støtte for Crockett. Washington Post fortalte for to dage siden, at konservative aktører ”booster” Crockett, fordi de helst vil møde hende i november. Det handler blandt andet om budskaber, der fremhæver hendes hårde linje over for ICE, og om at republikanske kandidater bruger Crockett som skurk i deres egne reklamer for at få deres vælgere væk fra sofaen.
Mediet Politico bemærker, at der ikke er de store forskelle politisk på de to kandidater, men at deres infight er både bitter og har klare racemæssige overtoner:
”The race has been fought much more over candidate style than any ideological or policy differences. Crockett, a political firebrand who spars regularly with Republicans, is focused more on turning out progressive, Black and Hispanic voters in record numbers.”
På den republikanske side er konflikten meget direkte: Kan en politisk veteran og ”Establishment Republican” overleve i et parti, hvor dét at være en ”institution” i stigende grad bliver set som et både politisk og et moralsk problem?
”Talarico, a seminarian fond of quoting Jesus and the lyrics of John Prine, is pursuing a more big-tent approach that welcomes moderate Republicans and independents exhausted by abrasive GOP tactics. Those stylistic differences have led to questions from some Talarico allies about whether a candidate like Crockett can win a general election — and charges from Crockett’s supporters that those questions themselves may be racist.”
Republikanernes dilemma: establishment eller MAGA?
På den republikanske side er konflikten meget direkte: Kan en politisk veteran og ”Establishment Republican” overleve i et parti, hvor dét at være en ”institution” i stigende grad bliver set som både et politisk og et moralsk problem? Den nuværende senator John Cornyn har siddet i USA’s Senat i 23 år, og før det var han valgt i sin hjemstat som hhv. Texas Supreme Court Justice (1991-1997) og Texas Attorney General (1999–2002). Cornyn fremstiller sig selv som den normale og erfarne kandidat, der kan vinde til november.
Over det hele svæver et bemærkelsesværdigt faktum: Trump har ikke anbefalet nogen kandidat, og det er usædvanligt, for hans velsignelse fungerer ofte som den hurtige genvej til nomineringen
Vælgerne ved, hvor de har ham, lyder det. I modsætning til hans udfordrer, Texas’ nuværende Attorney General Ken Paxton, der stiller op som den ”ægte” konservative MAGA-favorit, og som udstiller Cornyn som gårsdagens republikaner. Der er også en tredje kandidat (uden vinderchance), Wesley Hunt, der gør det sværere for nogen at nå 50 procent, hvilket øger sandsynligheden for en anden runde i maj.
Indsatserne er enorme, og det kan ses på pengestrømmen. Texas Tribune taler om ”et opgør med over 95 millioner dollars i reklameforbrug allerede” plus et massivt pres fra Washington-republikanerne for at holde Cornyn i Senatet. New York Times skrev i denne uge, at primærvalget om senatssædet i Texas var det dyreste i hele USA med 125 millioner dollars brugt på reklamer i alt.
Partiledelsens (og Cornyns) argument er, at Paxton er en svindler, har alt for mange lig i lasten og kan ende ikke blot som en giftig kandidat i november, men simpelthen med at tabe partiets senatssæde.
Se en udsendelse fra sidste uge, hvor journalisten fra Fox News går til makronerne og konfronterer Paxton med anklagerne mod ham:
Se også lidt af en valgvideo her, hvor Paxton fremstilles som både en svindler og bedrager over for sin eks-hustru:
John Cornyn har sagt det ligeud: En Paxton-nominering kan blive en ”valgdagsmassakre” og et kiss of death for partiet.
I Paxtons verden handler valgbarhed om energi og intensitet og om at få græsrods- og lavfrekvente MAGA-vælgere til at møde op
Paxtons logik er lige omvendt: Den største fare for Republikanerne er at nominere en støvet kandidat, der ikke kan få Trump-vælgerne til at føle noget. I Paxtons verden handler valgbarhed om energi og intensitet og om at få græsrods- og lavfrekvente MAGA-vælgere til at møde op.
Over det hele svæver et bemærkelsesværdigt faktum: Trump har ikke anbefalet nogen kandidat, og det er usædvanligt, for hans velsignelse fungerer ofte som den hurtige genvej til nomineringen. Men som præsidenten sagde til ABC i sidste uge, da han optrådte ved vælgermøder med alle tre kandidater: ”I just haven’t made a decision on that race yet… I like all three of them.”
Passiviteten er imidlertid et særdeles aktivt valg for Trump, som giver ham megen magt. For når han ikke vælger, forbliver alle fløje afhængige, alle kandidater føler hele tiden, at de er ”på prøve”, og partiet hænger i en tilstand af kontrolleret usikkerhed.
Primærvalgets spejlbillede
Når man lægger de to primærvalg oven i hinanden, får man et spejlbillede af de to partiers problemer, også på nationalt plan. Demokraterne overvejer, om vejen til sejr går gennem at lyde mindre som ”kernedemokrater” eller omvendt, ved at være mere tydeligt demokratiske og udvide og aktivere vælgerkorpset.
Republikanerne diskuterer, om sejr kræver en kandidat, der kan berolige forstæderne, de moderate og donorerne, eller om de skal vælge en kandidat, der elektrificerer MAGA-basen, og leve med, at skandaler bliver til ubetydelig baggrundsstøj.
Endelig er der som altid Washington-vinklen: En Paxton-sejr skræmmer mange nationale republikanere, fordi det kan forvandle et normalt ”sikkert” republikansk sæde til en unødvendig katastroferisiko og samtidig måske trække en sejr for flere demokrater ved en såkaldt down ballot effect, hvor én populær stemmesluger kan hive flere sejre ombord, fordi krydset ”smitter af” på valget så at sige længere nede på stemmesedlen.
Når tirsdag aften er overstået, har begge partier lært noget om, hvad de skal være mest bange for: frygten for at miste basen, eller for at miste midten?
James Talarico var i øvrigt indtil sidste år et helt ubeskrevet blad på den nationale scene (han er lokalt valgt i Texas). Men det er han ikke mere. Sidste år fik han en populærkulturel turbo udi en vigtig politisk disciplin i USA, nemlig name recognition. Efter at have været på The Joe Rogan Experience sagde USA’s mest populære podcast-vært til ham: ”You need to run for president. We need someone who is actually a good person.”
Og samtidig med dén anbefaling, som kom for 8 måneder siden i juli til især et ungt og mandligt publikum, blev Talarico yderligere kendt i et mere modent publikum, da talkshow-vært for The Late Show Stephen Colbert inviterede Talarico ind som ugens gæst for 14 dage siden.
Men sådan blev det ikke, for Colbert fik besked fra sine arbejdsgivere, TV-netværket CBS, om, at han ikke kunne have Talarico med i programmet. CBS’s advokater havde fået en advarsel fra konservative Brendan Carr, FCC’s formand (Federal Communications Commission), som mente, at interviewet var skævt og partipolitisk.
Colbert offentliggjorde i stedet interviewet på YouTube, hvor det øjeblikkeligt gik viralt og i skrivende stund er set af 60 millioner seere. Et klip om religion og politik gik især viralt, fordi Talarico udfordrede kristen nationalisme og Trumps politiske retorik med bibelcitater, hvilket blev hyldet af liberale og kritiseret af konservative kommentatorer.
Men uanset hvad man mener om Colbert eller Rogan som politiske aktører, ligner Talarico lige nu lidt af en demokratisk drøm i Texas: at kunne nå ud til krydspressede vælgere, der er lede og kede af politik, og som ikke elsker nogen af de to store partier, men som kan lokkes af en budbringer, der virker ægte.
Uanset udfaldet vil The Lone Star State stadig være Texas onsdag morgen. Men når tirsdag aften er overstået, har begge partier lært noget om, hvad de skal være mest bange for: frygten for at miste basen eller for at miste midten?
Er du interesseret i amerikansk politik? Følg vores USA-korrespondent, Annegrethe Rasmussen, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og