Terning

af i Essays

NOVELLE – Jeg vipper bakspejlet en smule og kigger efter. Han laver fagter til mig, en fyr på min alder, med kasket og terning dinglende i ruden. Ja, en terning.

Jeg skruer ned for bilradioen og kigger i spejlet igen. Jeg kører helt normalt. Det gør jeg altid. Hvad hidser han sig op over? Han slår ud med begge hænder. Hvad er problemet?

Vreden smitter. Jeg får lyst til at bremse op, men kører demonstrativt langsomt. Det har også en effekt. Han kører helt op i mig og råber tilsyneladende. Et øjeblik tænker jeg, at han banker op i mig. Lad ham bare. Der er biler omkring os. Alle ville kunne se at fejlen var hans. Ikke min.

Han kører Toyota. Rød. En fuldstændig ligegyldig bil. Plettet af rust. Vi nærmer os et kryds, vejen udvider sig til to spor og så sker det. Han overhaler og svinger provokerende tæt ind foran mig. Jeg tror sgu at han snitter mig. Varmen stiger op i mit ansigt.

Han fortsætter gennem krydset og jeg kører efter ham. Dét der skal han ikke have lov til. Der er noget galt med den fyr. Jeg ved det er dumt, men jeg fortsætter efter. Det sidste sted man skal hidse sig op er i trafikken, jeg ved det, men dét her?

Han kører næsten 70, man må køre 50. Jeg lægger mig helt tæt på ham. Idioten skal hverken have lov til at smadre min bil eller mit humør eller noget andet. Det ser sikkert dramatisk ud fra fortovet, men der må være grænser.

Jeg presser ham, vi kører på en strækning med industri, en tankstation, fodbold-arealer. Jeg koncentrerer mig om at presse mest muligt. Han sætter farten op og vi runder de 80.

Et nyt kryds nærmer sig. Ingen af os kan nå over. Eller vil han tage chancen og slippe fra mig ved at knalde over? Det dirrer i hele min krop.

Han stopper. Ok. Vi stopper. Jeg kan se hans øjne i bakspejlet. Er det frygt? Er det vrede? Venstre fod holder koblingen, min højre er hævet over speederen. Jeg skal have en snak med den her fyr. Det er helt sikkert.

Lyset skifter til grønt og vi kører videre. Stille og roligt, faktisk. Næsten som om intet var sket. Jeg læser hans nummerplade. Jeg overvejer at finde telefonen frem og tage et billede. Jeg dropper det og ordner sagen selv. Halvhjerne, råber jeg ud i bilen.

Han blinker af og vi svinger væk fra trafikken. Hjulene ruller i gruset under os. Oppe ad vejen viser et gammelt, rødbrunt pakhus sig. Et tarveligt sted at arbejde, hvis det hænger sådan sammen. Man ved aldrig. Flere af de bueformede ruder er revnede, og der står en høj stige op ad den ene gavl. En skorsten sig mod den grå himmel, og en række store fugle har slået kløerne om tagrenderne. Der er ingen andre bebyggelser i området. Kun græsarealer, nøgne træer, nogle vindmøller.

Han standser ved indgangen og står ud. Iført kasket og kanvastøj ligner han en håndværker. Han er bleg og ranglet af skikkelse. Jeg trykker vinduet ned og stikker hovedet ud. Det er begyndt at småregne. Han skal ikke have et ord indført. Han skal bare tales ned. Det plejer at virke.

– Hvordan fanden er det du kører? råber jeg. Han kigger på mig med smalle læber. Køn er han ikke.

– Jeg spørger dig hvordan fanden du kører, mand?

Han kommer hen til mig. Han virker egentlig ikke truende. Hans gang er stivbenet, måske haltende. Ikke truende, snarere underlig.

– Mester? Hvad har du gang i? Hvad er det for nogle tegn du laver til mig?

– Jeg vil overhovedet ikke nedværdige mig til at tale med dig, siger han så med enstonig stemme.

– Hvad? Det vil du ikke? Det er helt i orden, men jeg har kraftedme aldrig… Hvor skal du hen?

Han er drejet omkring og går op mod pakhuset. Regnen slår ned i gruset omkring bygningen.

– Hvor skal du hen? Er det her, du arbejder? Der er sgu da ikke nogen, der arbejder her. Tosse.

Han kigger sig tilbage med et stift udtryk, jeg ikke fatter et pluk af.

– Ja, du er sgu underlig.

Så forsvinder han med hurtige skridt ind i bygningen.

Tosse. Simpelthen. Utroligt. Vreden snurrer i mit hoved. Satme et stort, grimt hus. Hvorfor er det lort ikke revet ned forlængst? Jeg kører vinduet op igen og starter bilen. Så kan han lære det.

Jeg bakker for at komme ud på vejen, og så ser jeg ham.

Bag bilen, med en stor sten hævet over hovedet. Min bagrude flækker med et splintrende knald, og glasset flyver ind i bilen. Hvad sker der? Jeg sætter i gear, men motoren får ikke fat. Jeg river løs i stangen, og han løfter stenen igen. Omsider hamrer gruset op på bagsmækken, og jeg rykker afsted. Han hopper væk fra bilen, og jeg drejer skarpt ud på vejen. Jeg vil råbe noget, men mangler luft. Jeg stønner efter vejret, jeg ryster sgu på hænderne.

Med klaprende bagrude nærmer jeg mig hovedvejen vi drejede af fra. Han har smadret min bil. Han er splitterravende. Der løber glasskår ned af nakken på mig. Jeg knuger hænderne om rattet. Regnen falder ind i bilen. Nogle symboler jeg ikke har set før blinker i instrumentbrættet. Jeg presser øjnene sammen.

Jeg stopper. Jeg burde ikke stoppe, men det gør jeg. Det dunker i hovedet, i panden, lige over øjnene. Jeg kan ikke rumme det. Jeg har ikke lyst til at rumme det. For helvede.

Jeg kører tilbage. Han er gået indenfor. Jeg parkerer og går op til indgangen. Hvad er det her for et sted? Nogle brede buske svajer langs muren. Solen er på vej ned bag den grå himmel, og der er søer af fugleklatter foran bygningen. Et par trin fører op til en smal portåbning. Jeg går ind.

Mørket omslutter mig og lyden af regnen forsvinder. Der er hverken vægge eller døre, men ét stort, aflangt rum. Der lugter af jord, og i midten af rummet fører en trappe med et sært, snoet metalgelænder ned. Jeg bliver forskrækket af en baskende lyd fra oven. Fuglene, på taget, tænker jeg.

En smule lys falder gennem ruderne. Loftet har brede tværbjælker, og der kravler muligvis et lille dyr deroppe. Jeg kan høre fuglene baske væk. Der bliver stille. Gulvet ligner gamle kakler. Jeg standser op. Små, knagende lyde træder frem. Regnen trommer svagt mod taget. Jeg går ned ad trappen.

Jeg ender i et rum ligeså stort og ryddet som ovenpå. En glødepære på størrelse med et hoved hænger i en lang ledning. Rummets ender fortaber sig i mørke. Jeg kan høre strømmen summe.

Min mobiltelefon ringer. En rundgang af digitale toner flår stilheden fra hinanden. Jeg famler efter den lille djævel, i jakken, i bukserne. Den ligger i min skjortelomme og er nær ved at flyve ud af hånden. Jeg trykker febrilsk, men ringetonerne fortsætter. Omsider får jeg den taget.

– Hej skat, det er mig, jeg ville bare lige sige, at du skal huske at købe noget af det der hapsdog-brød.

– Hvad?

– Hapsdog-brød. Er du der?

– Hvad? Ja.

– Er du ok, skat?

– Ja, ja.

– Godt. Men husk det lige, ik’?

– Jo. Selvfølgelig.

– Tak, skat. Er du sikker på du er ok?

– Jeg skal nok huske det.

– Ok. Hej.

Jeg lægger telefonen tilbage i lommen. Forsigtigt. Jeg står helt stille. Jeg kigger mig omkring. Først over den ene skulder, så over den anden. Så går jeg op ad trappen igen. Ovenpå fortsætter jeg mod udgangen. Mine skridt knaser mod det hårde gulv. Jeg går ud på trappeafsatsen og ser mig ikke tilbage. Regnen er holdt op. Jeg går ned mod bilen. Jeg åbner den og drejer nøglen og kører forsigtigt ud på vejen. Motoren vibrerer i sædet og jeg har begge hænder på rattet. Et stykke af bagruden knækker ned på bagsædet. Jeg holder foden stift på speederen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af den anden fod. Der er fugleklatter på forruden. Jeg sætter farten op. Hapsdog-brød.


Topfoto: Flickr.

Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling samt bachelor i filosofi. Han er foredragsholder og underviser på Øregård Gymnasium og Kildegård Privatskole.

Seneste artikler om Essays