Sylle-Gylle: Når danskerne gør en “brutta figura” i det italienske ferieland

i Featured af

KLUMMEOPSANG – Man flytter ikke om på møblerne på italienske restauranter. Kan vi blive enige om det? Eller er du én af dem, der mener indretningen af restauranten er din opgave, når nu italienerne er for snotdumme til at forstå, at du og din familie insisterer på at sidde i solen i 35 graders varme? Charlotte Sylvestersen græmmer sig fra sin bopæl i Norditalien under sit alter-ego, Sylle-Gylle. Læs med og lad dig inspirere til, hvordan man ikke skal opføre sig som turist.

MILANO – Kunne den tanke strejfe dig at i et land, hvor det bliver sommer hver sommer, ønsker borgerne at indtage maden i skygge, og tjenerne ligeledes at arbejde i skyggen?

Du svarer vel ja, for på skrift er vi alle gode mennesker.

I praksis indtager en voksende del af de nordeuropæiske herrefolk serveringssteder, hoteller og campingpladser imidlertid Italien med samme mangel på takt og tone som østgoterne indtog landet med efter Romerrigets fald.

Arbejdsmiljø er noget, vi kun bruger i Danmark

Enhver tanke om et godt og værdigt arbejdsmiljø i den italienske turistbranche bliver ofte solidt parkeret i sikkerhedskontrollen i Kastrup eller deponeret hos Hjemmeværnets udstationerede i Kruså.

Danskernes ellers emsige, ja nærmest på forhånd krænkede, forhold til arbejdsmiljø, eksisterer nemlig stort set ikke udenfor landets grænser.

Det kan kun gå for langsomt…

Man pifter og vinker uhæmmet efter tjeneren, når serveringen ikke sker med skandinavisk effektivitet og upersonlighed.

Italienerne selv ved jo, at når man sætter sig ned, signalerer man samtidig, at man har tid til at drikke sin kaffe eller nyde sit måltid.

Taler tjeneren i mobil med sin kæreste, eller med Mamma, ja, så ér det vigtigere i livet end dig.
Man griber også dagen og livet, når man er på job i Italien.
De fleste kan simpelthen ikke lade være med det.

Eller også går det for hurtigt…

Eller måske overbeviser du dig selv og de andre om, at betjeningen vil have dig ud af vagten hurtigst muligt, fordi de fjerner din tallerken, så snart du har spist op.

Det strejfer dig slet ikke, at man her i landet opfatter en beskidt tallerken som et uæstetisk element.
Du sidder også længe og surmuler over at kaffen – den der caffé americano, som bare er en espresso tilsat lunken mælk, for italiensk kaffe er jo noget lort – ikke kommer så længe du ikke er færdig med desserten, og desserttallerkenen fjernet.

For man spiser først i Italien og drikker kaffe bagefter.

Hun stoppede altid triumferende ved mit bord, når hun selv – igen – havde hentet saltet.
”De må da for Fanden lære det en dag”, hvæsede hun

Du slår dog næppe damen, der i foråret hver eneste aften i en uge hidsede sig op over, at der ikke var salt på bordet.
Eller gør du?

For hver aften blev hendes attitude mere og mere aggressiv, og hun lærte aldrig at sige per favore.
Hun stoppede altid triumferende ved mit bord, når hun selv – igen – havde hentet saltet.
”De må da for Fanden lære det en dag”, hvæsede hun.

Selv at lære, at italienere serverer maden lige nøjagtigt sådan som kokken tilbereder den, og derfor ikke a priori opfordrer gæsterne til at destruere smagen med salt, magtede hun ikke.

Fordøjelsen er hellig, selv om vores er anderledes

Det er heller ikke fordi betjeningen er uforskammet, når de får et vildt udtryk i ansigtet, fordi du efter et lukullisk måltid vil slutte af med en cappuccino.
Det er fordi cappuccino er morgenmad.
På linje med yoghurt og corn flakes.
Derudover ved italienere, at fordøjelsen stopper totalt, når der lægges et låg af varm mælk ovenpå det hele nede i maveregionerne.

Drik du nu bare din cappuccino efter kl 11.00. Det er en af de mindre dødssynder i denne sag.
Du kan for eksempel slå dig på maven, lave muskler med overarmen, og sige sono vinchingo eller vichinga for kvinderne – jeg er viking – så må de vel forstå, at dét bombardement klarer din mave.

Der ér – heldigvis – forskelle. Vi skandinaver kan også bade inden der er gået tre timer efter et måltid.
Sådan ér det jo bare.

Hvorfor kopiere den laveste fællesnævner som gæst?

Bare du altså bader uden en ølflaske i hånden, og ikke som min landsmand gjorde det på stranden i Jesolo, hvor han i sin brandert brægede, at Italien ville Fandeme være et dejligt land, hvis ikke det var for alle de italienere.

Man drikker på bar i Italien. Det er virkelig dårlig stil – brutta figura – at snuppe en håndbajer på gaden, eller i vandkanten, hvis du ikke kan lade være.

Jovist. Du finder også italienere, der drikker på gaden, og i det hele taget gør una brutta figura – en dårlig figur. Men hvorfor kopiere den laveste fællesnævner som gæst?

Umotiveret livsglæde kan være skræmmende

”De er nok fulde?” kommenterede en dansker i Amalfi med rynket pande, da personalet på Ristorante Terminal begyndte at danse og synge med på de napoletanske sange på karaoke-skærmen inde i baren.
Tanken om, at man kan være alkoholfri arbejdslystig, selv om man kun har fast arbejde i sommersæsonen, og går til mindstelønnen plus amerikanske turisters – ikke danskernes! – normale drikkepenge, strejfede ham ikke.

Jeg forstod pludselig en turists klage over mig som rejseleder den dag. Gæsten, der klagede, forstod jo simpelthen ikke, at jeg som dansker kunne være glad, grine og danse en eftermiddag uden at have indtaget alkohol først.

I det hele taget bliver nordeuropæeren ofte mistænksom overfor livs- og arbejdsglæde. Som overfor tjeneren, der for eksempel stolt bruger de få danske gloser som godaften, værsgó, mange tak, og hvad han nu har lært i sit forsøg på at tilfredsstille danske gæster.

”Han er nok ude på noget”.

Få gloser gør ellers lige netop den store forskel overalt i Italien.
Tænk, hvis nu danske turister kunne lære at sige buongiorno eller buonasera når de trådte ind i en butik, en bar eller en restaurant?
Så er fundamentet til broen mellem den nordeuropæiske og den italienske kultur nemlig allerede konstrueret.

Udvides antallet af gloser med et per favore efter hver bestilling, og et – også et lillebitte ét – grazie, når det bestilte serveres, så kan der ligefrem skabes venskaber. Under alle omstændigheder har du i hvert tilfælde skabt det rette klima med mulighed for endnu mere høflig betjening.

Lader man også badetøjet blive på stranden, hvor det hører til, tager et par normale sko på i stedet for flipflapperne, og en ren og pæn t-shirt på maven, så er man faktisk i fuld gang med at skabe mindeværdige positive ferieoplevelser.
Lad bare sokkerne blive i sandalerne, du danske mand.
Er du en normalklædt dansk mand er du i 100 procent sikkerhed for overgreb fra italienske kvinders side

Med hensyn til børn er det nyttigt på forhånd at vide, at de regnes for tilhørende menneskeracen i Italien.
De spiser derfor hvad der serveres, uden at få ketchup på andet end pommes frites

Med hensyn til børn er det nyttigt på forhånd at vide, at de regnes for tilhørende menneskeracen i Italien.
De spiser derfor hvad der serveres, uden at få ketchup på andet end pommes frites.

Det næstsidste ord får den nordsjællandske ammehjerne, som for et par årtier siden prustende og svedende slæbte afsted på klapvognen med øglen i ankelhøjt sand i vandkanten i Jesolo. Hun troede at manden med La Gazzetta dello Sport og jeg med Corriere della Sera, begge var italienere.

”Det er Fandeme også for dårligt, at folk uden børn tillader sig at optage pladser i vandkanten”, mente hun lige.
Sådan er du da ikke? Vel?

Det allersidste ord går dog til de miljøbevidste, der klager over for mange rene håndklæder på hotellerne.
Du er som dansker så meget rigere, og producerer så meget mere affald end italienerne, at du bare skal tie helt stille.
Og det endog uden at tage det ekstreme forbrug af fyrfadslys og åben ild i husene i det hele taget med i dit miljøregnskab.
Vil du være miljøbevidst, så bliv hjemme og hold ferie fastende i lænestolen med strømmen afbrudt. Helt ærligt.

Topillustration: Forfatteren.

Charlotte Sylvestersen mødte en mand i Milano i 1989. 35 lange togrejser senere flyttede hun i 1993 til Italien med eksamensbeviset fra Danmarks Journalisthøjskole i hånden. Er i dag også foredragsholder, rejseleder og fundamentalistisk livsnyder med det erklærede og uopnåelige mål at spise og drikke sig igennem alt, hvad Italien byder på. Har været korrespondent for Fyens Stiftstidende og elskede at være en del af holdet bag DR2 Udland. Dukker med ujævne mellemrum op i danske medier som Radio24syv, DR og TV2, men hjertebørnene er og bliver webmagasinerne www.italiamo.dk & www.italy.dk, hvor hun siden 2000 har fyldt +3.000 sider med det bedste og det værste fra Italien, fra pizza til politik, og derimellem. Blev vaccineret med den politiske bacille i et diskussionlystigt hjem med fire avisabonnementer på den jyske hede, og har en udtalt svaghed for fakta, når det handler om af afkræfte eller bekræfte de gængse fordomme om et land, som alle har en mening om. PS: Manden holdt hende ud indtil sin død i 2014, og trods den lave scorefaktor man også i Italien tilskriver overvægtige midaldrende enker med to små hunde, er hun frisk på endnu en italiener ...eller to. Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med.Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Min MobilePay er 27 90 59 86. (Navnet er Linda Lorenzen) Du kan ikke ringe til dette nummer, men du er velkommen til at skrive til mig på charlottemilano@gmail.com eller på Facebook.