Adskillelse er et grundprincip i vestlig tankegang. Jeg er mig, du er dig, og min sten er en sten, og vi hænger ikke sammen. Men kvantemekanikken fortæller os, at det måske ikke er sådan. Det er også en grundtanke i filmkunsten, at klip er adskilt og sat sammen via ‘montage’. Hvordan skildrer man filmisk, at det måske ikke er tilfældet? Frederik Bojer Bové skriver fra CPH:DOX om Ginan Seidls essayfilm Spin.
Kunst kan være nyskabende på flere måder. Mange modernister havde holdningen l’art pour l’art, at kunsten var til for sin egen skyld, hvilket ofte betød eksperimenter i sig selv. For essay-filmen gælder det ikke sjældent, at man starter ved et specifikt emne og finder en æstetisk form, som passer til dette emne. Det kan give film, man aldrig har set magen til, men også film som kan være meget svære at forstå, hvis man ikke på forhånd er kendt med emnet. Hvis man tilfældigvis er det, kan filmen måske slå en som forudsigelig.
Jeg anede ikke, at Ginan Seidls Spin i høj grad ville bygge på filosoffen Karen Barad og hendes bog om de filosofiske konsekvenser af kvantemekanikken, Meeting the Universe Halfway. Det er en bog, jeg for et par år siden læste minutiøst i en læsegruppe, og som jeg har tænkt over lige siden. Jeg vil sige, det er til filmens fordel, at den fik mig til at gentænke hele emnet igen; få mig til at se det på en anden måde. Det er måske netop det, som gør den til Kunst.
‘Spin’ er en egenskab, der karakteriserer elektroner. De drejer rundt om sig selv. Min viden om emnet er måske en lille smule rusten, men som jeg husker det, hænger problemet sammen med det, man kalder entanglement; hvor to elektroner forbindes med hinanden. Det har nemlig vist sig, at i det man efter en sådan forbindelse påvirker ‘spin’ på den ene elektron, så ændres det også på den anden. Øjeblikkeligt. Hurtigere end lysets hastighed. De to elektroner hænger så at sige sammen og er adskilt på samme tid, på tværs af tid og rum.
Hvordan skildre filmisk, at det måske ikke er sådan? I de øjeblikke, hvor man fornemmer Seidl forsøge dette, er hendes film stærkest.
Adskillelse er et grundprincip i vestlig tankegang. Jeg er mig, du er dig, og min sten er en sten, og vi hænger ikke sammen. Men kvantemekanikken fortæller os, at det måske ikke er sådan. Det er også en grundtanke i filmkunsten, at klip er adskilt og sat sammen via ‘montage’. Hvordan skildre filmisk, at det måske ikke er sådan? I de øjeblikke, hvor man fornemmer Seidl forsøge dette, er hendes film stærkest.
Resultatet er fordybende
Grundlæggende har vi at gøre med en slow cinema-film. Klip af ørken, af videnskabelige eksperimenter og kunstneriske billeder af adskilte mennesker, holdt meget meget længe, med voiceover og tekst på skærmen. Som montage er den kompleks; i sammensætningen af billede, tale, tekst. Der er for eksempel forskydninger, så billedsiden bevæger sig et andet sted hen, mens lydsiden fortsætter i sit eget spor. Resultatet er fordybende.
I nogle tilfælde introduceres skift i både billede og lyd med, hvad man nærmest kan kalde ‘glitch’-teknik: En hvid streg tværs over billedet. Jeg troede først, det var en teknisk fejl, men så begyndte hele billedet at krænge sig sammen og opløses rundt om denne streg. Lydsiden begyndte at kratte, og igen tænkte jeg noget var galt, men det var fordi, den næste voiceover var optaget i et støjende rum. Således blev forskellene markeret nærmest som fejl, som huller i filmens sammenhæng.
Men mest fascineret var jeg af betydningsskabelsen, det man kunne kalde en Baradsk semiotik. Vi får hurtigt introduceret spin og ser videnskabelige forsøg, hvor elementer spinner rundt. Men pludselig er vi i Tyrkiet og ser på såkaldte spinning dervishes, religiøse figurer der drejer rundt om sig selv i et forsøg på at opnå religiøs indsigt. Jeg var først lidt skuffet over denne kobling: Den forekom mig overgjort metaforisk, og var desuden først og fremmest baseret på den banale sammenhæng, at både elektroner og dervishes ‘spinner’ rundt om sig selv.”
Efter endt visning fremstod filmen som et åbent eksperiment, der først ville falde på plads, når jeg selv satte mig ned og gjorde arbejdet færdigt – ligesom filmen påpeger er en nødvendig del af den videnskabelige proces, hvor forskerens regnearbejde normalt ikke henregnes et eksperiment. I øvrigt også en pointe der er med i Karen Barads bog.
Men så slog det mig, om det i virkeligheden ikke også var meningen at skabe en montage af del-elementer, som på en og samme tid hang sammen og alligevel ikke rigtigt gjorde det alligevel? Efter endt visning fremstod filmen som et åbent eksperiment, der først ville falde på plads, når jeg selv satte mig ned og gjorde arbejdet færdigt – ligesom filmen påpeger er en nødvendig del af den videnskabelige proces, hvor forskerens regnearbejde normalt ikke henregnes et eksperiment. I øvrigt også en pointe der er med i Karen Barads bog.
Da filmen sluttede med et langt citat oplæst af Karen Barad selv, var jeg sikker på, jeg havde set noget, jeg har ledt efter i meget lang tid. Barads teori om ‘agential realism’ er, ifølge hende selv, på samme tid både en ontologi, en epistemologi og en etik, og jeg har længe tænkt, det i så fald var nødt til også at være en æstetisk teori, og overvejet hvordan man kunne formulere en sådan.
Ginan Seidl giver sit eget bud, ikke som teori men som praksis, og resultatet er ganske unikt. Ret krævende – det sidste citat indeholder bl.a. ordet ‘relata’, som man vist skal kende Barad for at forstå – men også umanerligt givende.
International Premiere
Instruktør: Ginan Seidl
Originaltitel: Spin
Land: Tyskland
År: 2017
Varighed: 81 minutter
Dialog: Engelsk, tysk, tyrkisk.
Hovedfoto: CPH:DOX
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
