NYHED // OVERBLIK – I Sydafrika frygter tusinder af migranter for deres liv. Anti-immigrantgrupper har givet udlændinge, der ikke har papirer og opholdstilladelser i orden et ultimatum om at forlade landet inden den 30. juni. I Durban har et sted mellem 7.000 og 8.000 migranter søgt sammen i en lejr. De håber på beskyttelse, men ifølge BBC også på at blive sendt hjem, før de bliver ofre for nye tilfælde af fremmedhad og vold.
De mange mennesker kommer hovedsagligt fra Malawi, og ifølge mediet Mail & Guardian er området ved Sherwood Community Hall centrum for en voksende humanitær krise med mangel på vand, utilstrækkelige sanitære forhold og et stigende pres på lokale myndigheder.
Mange af dem fortæller om trusler og chikane. En 36-årig malawisk kvinde siger til BBC, at en gruppe bevæbnede mænd opsøgte hendes hjem i Durban og krævede, at familien forlod landet. ”De slog min mand og skar ham i hovedet og på halsen. Han overlevede, men er indlagt på hospitalet.”
Præsident Cyril Ramaphosa har forsøgt at balancere mellem krav om strammere kontrol med migration og advarsler mod fremmedhad. I en tale til nationen tidligere på måneden understregede han, at ingen borgere har ret til at kræve identifikation eller nationalitetsbevis af andre mennesker på gaden.
”Der er ingen plads til fremmedhad, racisme eller andre former for intolerance i Sydafrika”, sagde Ramaphosa ifølge BBC.
På trods af præsidenten forsikringer er den 36-årige kvindes historie dog kun ét eksempel af mange. Også familier med lovligt ophold fortæller medierne, at de bliver udsat for trusler og chikane.
Anti-immigrantgrupper som March and March og det sydafrikanske parti ActionSA har i måneder opildnet til had mod migranter ved omfattende gadeprotester. Demonstranterne mener, at ulovlig indvandring belaster arbejdsmarkedet og de offentlige tjenester. Under protesterne har deltagere gentaget slagordet ”Mabahambe”, – hvilket er zulu og betyder ”De må gå”.
I Sydafrika er den officielle arbejdsløshed på 32,7 procent, og især unge er hårdt ramt. Samtidig er landet fortsat et vigtigt mål for arbejdsmigranter fra nabolandene på grund af den relativt stærke sydafrikanske økonomi. Ifølge BBC er knapt fem procent af befolkningen på over 60 millioner i dag udenlandske statsborgere. Det svarer til cirka tre millioner mennesker.
Malawi meddelte for et par uger siden, at landet ville begynde at trække borgere, som ønsker at forlade Sydafrika, hjem. Reuters skrev 3. juni, at også Ghana, Mozambique, Nigeria og Zimbabwe har organiseret repatrieringer af egne statsborgere efter meldinger om voksende anti-immigrantstemning.
Mozambique oplyste, at fem af landets borgere var blevet dræbt under voldelige episoder i Mossel Bay. De sydafrikanske myndigheder har dog anfægtet hændelsesforløbet og har derfor indledt undersøgelser af dødsfaldene.
Den sydafrikanske regering har lanceret en fempunktsplan, der blandt andet skal styrke kontrollen med illegal migration, bekæmpe korruption i immigrationssystemet og straffe arbejdsgivere, der ansætter udokumenterede migranter på ulovlige vilkår.
Men den kurs møder kritik. I en analyse i Daily Maverick argumenterer organisationen Kopanang Africa Against Xenophobia for, at myndighederne risikerer at fremstille migration som en national krise. Det sker, uden at de samtidig dokumenterer, at migranter er årsag til arbejdsløshed, kriminalitet eller pres på offentlige tjenester.
Kritikerne peger på, at korruption, økonomisk stagnation og svag offentlig forvaltning er de grundlæggende årsager til Sydafrikas problemer.
Tilbage i Durban venter tusinder af mennesker nu på busser, der kan bringe dem ud af landet. Da de første evakueringsbusser ankom i weekenden, brød mange ud i jubel. Ifølge BBC råbte de “Siyahamba” eller “vi rejser”.
Læs nyhedsartikler fra BBC og Daily Maverick
Læs Mail & Guardian (11. juni) og Reuters (3. juni)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.