TEATER // ANMELDELSE – En stjerne er født. Thorbjørn Hedegaard er karismatisk og overbevisende i titelrollen i musicalen Dear Evan Hansen, skriver teateranmelder Ole Blegvad.
Navnet Thorbjørn Hedegaard har spredt sig som løbeild det seneste års tid. De mest ihærdige teatergængere havde set den 27-årige skuespiller i de roste forestillinger Derude og GenZ ENDGAME på Aarhus Teater. To karakterfortolkninger, der i den grad udtrykte talent og alsidighed.
Og et større tv-publikum havde muligheden for at kigge med, da Thorbjørn Hedegaard gav en forsmag på Dear Evan Hansen, hvor han sang nummeret Waving Through a Window til Prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag på Det Kongelige Teater i april sidste år.
Jo, jo, hvis man ville, så kunne man være forberedt.
Men showbiz er som bekendt en rå og barsk verden, så en ting er ”de små anneksscener” og en enkelt sang på tv, noget andet er de store scener med store forventninger, stort publikum og mange opførelser.
Dear Evan Hansen er eksemplet på en smal, minimalistisk musical. Der er ingen dans, og scenografien er enkel og overskuelig
Lad os lige sætte rammen: Her i Danmark er de to største scener Det Kongelige Teater, Skuespilhusets Store Scene og tilsvarende på Aarhus Teater. I dette halvår er de to teatre gået sammen om danmarkspremieren på musicalen Dear Evan Hansen. Op mod 70 forestillinger i alt.
Historien er skrevet af Steven Levenson med musik og tekst af makkerparret Benj Pasek og Justin Paul. Der var premiere på Broadway i 2016, hvor den høvlede Tony- og Olivierpriser hjem. (Året før havde den haft urpremiere på et lille teater i Washington, D.C.). Efter succesen i New York væltede Dear Evan Hansen West End i London, da forestillingen blev sat op der.
Lørdag aften var turen så kommet til Danmark. I Skuespilhuset blev en stjerne født, da skuespilleren Thorbjørn Hedegaard bragede igennem i den altdominerende titelrolle, som den 17-årige, ensomme og socialt akavede Evan Hansen.
Ensomhed, selvmord og forelskelse tilsat sang
Dear Evan Hansen er i koncentreret bouillonform historien om en ungdom, der lider af ensomhed og angst. De søger efter deres plads i livet, efter identitet, fællesskaber og kærlighed. I en verden, hvor de sociale medier fylder alt, føler de fleste sig isolerede, usynlige og udenfor. Det bliver en virkelighed, hvor mistrivsel, løgne og selvbedrag vinder over nærvær, respekt og accept.
Så Evan Hansen synger:
“Står herude
kigger altid ind
Bliver verden der
mon nogensinde min?
For jeg står
Står og banker på
Jeg vinker
Bagved ruden.”
Den 17-årige gymnasieelev Hansen bor med sin fraværende mor. Han lider af social angst, spiser piller mod sine lidelser og går til psykolog. Samtidig har han i sommerferien været så uheldig at brække armen. Moren synes han skal få eleverne på skolen til at skrive på gipsen, mens terapeuten opfordrer Evan til at skrive breve til sig selv. På skolen betragtes Evan som en outsider uden venner.
“Kære Evan Hansen. I dag bliver en fantastisk dag, fordi det eneste du skal i dag er at være dig selv.” Sådan lyder begyndelsen på et af brevene. Et andet brev lander uheldigvis hos klassekammeraten Connor, der selv lider af smerte og vrede.
Da Connor Murphy kort tid efter begår selvmord, tager historien fart. Da Connors forældre finder brevet, tror de, at det oprigtigt var skrevet af deres søn til Evan Hansen. Evan skaber et opdigtet venskab med den døde Connor. Han bliver forelsket i søsteren, Zoe, og bliver kærligt omfavnet af Murphy-familien.
På skolen mytologiseres Connor, og Evan bliver gennem det opdigtede venskab en helt. Alle vil være ven med ham, der kendte Connor, som begik selvmord. (Allerede i Goethes Den unge Werthers lidelser fra 1774 blev ungt selvmord dyrket, i nyere tid er Nirvanas sanger, Kurt Cobain).
På skolen etableres ”The Connor Project”, der med falsk indhold bliver en viral succes på de sociale medier.
Men kun ganske få kan leve på en løgn, så sandheden indhenter selvfølgelig Evan, som kun kan undslippe, når han genkender og accepterer sig selv, som den han er.
Dokumentar-musicals
The Phantom of the Opera, The Sound of Music, Les Misérables, Løvernes Konge og My Fair Lady er alle nogle af de meste spillede og elskede musicals gennem tiden. Men de seneste 15-20 år har genren i flere tilfælde ændret karakter.
Storslåede dansenumre med sang kendetegnede musicalgenren tidligere. Dear Evan Hansen er eksemplet på en smal, minimalistisk musical. Der er ingen dans, og scenografien er enkel og overskuelig. Historien er i centrum, og indholdet har nærmest karakter af realisme og dokumentarisme. Som i Dear Evan Hansen, der sætter fokus på den fremmedgjorte teenager.
Broadway i New York og West End i London er ofte stederne, hvor de store verdensmusicals tager fart. Her tales der om en ny bølge af musicals, hvor nære menneskelige forhold udforskes: kropsproblemer, mobning og queer-identitet. Det kan også være musicals om livet i et højhus eller om folk med fysiske eller psykiske handicaps.
Især i London tales der om, at de nye musicals står i skærende kontrast til de store, balladeagtige shows af Andrew Lloyd Webber og Cameron Mackintosh.
De nye musicals spiller ikke kun på sidegadeteatrene, men finder også vej til de store scener. Der tales om, at de lidt tabubelagte emner er med til at få nye generationer ind at se musicals.
Mere smukt end banalt
De nye fortællinger kræver i den grad, at skuespillerne leverer nærvær og troværdighed. På den måde lander vi igen hos Thorbjørn Hedegaard.
Nu er det jo en musical, så det gør ikke noget, at Hedegaard synger virkelig godt. Flere af sangene har indlagt en smerte uden at være i mol, her rammer Hedegaard tonen, så kuldegysningerne får frit spil, og man engang imellem får associationer til sangeren August Høyen.
Men mest af alt trækker Thorbjørn Hedegaard os gennem alle de følelser teenagere har: den sure og vrede (på moren), den forelskede, den usikre, den sårbare, den akavede, den der vil spille smart, den medløbende, den pludseligt selvsikre, den, der føler sig alene og den nervøse.
Thorbjørn Hedegaards spil er så ærligt, intenst og skrøbeligt udstillende. Og så ikke at forglemme; i perioder er han hylende morsom. En bevægelse med hånden eller et ”jaaa” rammer nerven i teenagerlivet.
Det er en enestående præstation. Og uden en så sikkert spillende Evan, så ville historien falde totalt fra hinanden. Vores sympati for hans karakter er total, og som publikum kunne man se godheden i ham, selv når alle andre ikke var i stand til at bortforklare de handlinger, han havde foretaget.
Det gør den heldigvis ikke. Det skyldes selvfølgelig også det øvrige cast. Jeg var især helt færdig over de unge. Sara Viktoria Bjerregaard er overlegen i rollen som søsteren Zoe. Hold da op, hun synger godt. Viktor Pascore Medom spiller Connor med så meget badboy-attitude og energi, at han bliver et solidt modspil til Evan.
Så er rollerne som eleverne Jared og Alana skrevet ind, som de sjove, lidt-for-meget-typer. Det er svære roller, fordi de ikke rigtigt har et andet lag. Kevan Nirwan Soliman og Malaika Berenth Mosendane giver rollerne så meget gas, som indholdet giver plads til.
Kernebudskabet i Dear Evan Hansen er: Du er ikke alene, og der er altid en vej ud af livets mørke tanker, også selvom de andre opfatter dig som en outsider. Alle har ret til at blive set og hørt.
Det lyder trivielt, men et troværdigt cast, en stilsikker instruktion af Sara Cronberg og et ekstremt velspillende liveorkester gør, at det smukke vinder over det banale.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og