SURREALISME – For tiden udkommer bøger af en gruppe franske, surrealistiske forfattere, som opfattede litteraturen som et spørgsmål om liv og død, som levede søgende og fattig og som døde unge. Og skrev visionært og stærkt. Jakob Brønnum skitserer surrealismens oprindelse som bevægelse og skriver om forfatterne Daumal og Gilbert-Lecomte i dens udkantsområder.
Hvad siger Antonin Artaud (1896-1948), Andre Breton (1896-1966) og Uday Shankar (1900-77) den moderne læser? Ikke nødvendigvis så forfærdeligt meget. Men det burde de, i hvert fald de to første. De er franske forfattere, som skrev i en tid, da litteratur var et spørgsmål om liv og død, og litterære fejder hørte til dagens orden.
Alle ved, hvad surrealistisk vil sige, sådan cirka, men bestemt ikke alle ved, hvor det kommer fra, og hvad der ligger i det. Artaud og Breton er forfattere indenfor en strømning eller to, som vil have set sig selv som meget forskellige, måske endda uforenelige litterært.
Artaud er dramatiker, det er meget nemt at opfatte ham som fuldstændigt altødelæggende nihilistisk, men hans centrale bestræbelse – foruden at holde styr på et sind og en krop, der spillede ham et puds hele tiden – er at bruge litteraturen til at finde veje til egentlig menneskelig frihed.
Han er yderst læseværdig og ofte oversat til dansk, ikke mindst fordi han har bidraget med en retning indenfor moderne dramatik kaldet “grusomhedens teater”.
Det surrealistiske er ikke blot det svært forståelige, det vilde, det utilgængelige. Det surrealistiske ligger under det realistiske
Senest er kommet digtbogen Den fuldstændige afskaffelse af Guds dom (Arena, 2014) og før det tre foredrag under titlen, Revolutionære budskaber: Surrealisme og revolution, Mennesket imod skæbnen, Teatret og guderne. (After Hand, 2013, tidligere udsendt 1976).
André Breton er redaktør, digter og essayist. Der udkom en lille bog af ham i Basilisk fine Babel-serie i 1996, Omvej over himlen, og i 80’erne oversatte den store lyriker Uffe Harder en lille selvbiografisk roman af Breton på Klitrose, Nadja, hvor det surrealistiske budskab også fremstilles. De surrealistiske manifester (1924) udkom i Gyldendals Uglebøger i 1972, men er ikke genudsendt, heller ikke som e-bog.
Det surrealistiske som erotik eller metafysik
Det surrealistiske er ikke blot det svært forståelige, det vilde, det utilgængelige. Det surrealistiske ligger under det realistiske. I Bretons manifester om automatskriften, det sprog, der flyder fra underbevidstheden, som et mere ægte sprog, er det det, der er i kontakt med menneskets libido på en særlig måde. Han synes besat af Freud.
Det libidinøse kan man genfinde hos surrealistiske malere, ikke hos den metafysiske de Chirico (1888-1978) (se topfoto), men hos Dali (1904-89) og i ganske særlig grad hos Vilhelm Freddie (1909-95), der ofte giver det hele en lidt vulgær karakter.
Det poetiske bureaus forlag øver en imponerende og beundringsværdig litterær arkæologi og har udgivet en lille håndfuld bind med værker af den karakter. Surrealistiske klassikere, der aldrig rigtig har fået lov at blive det
Men surrealismen behøver ikke sidde under bæltestedet. Under det syrede og surrealistiske landskab, eller gemt som ikke identificerede vækster i det, ligger forfattere, som knapt har været del af deres tids litteratur, men som vi i dag tydeligt kan se, er det. Forfattere som bevidst brød med den oprindelige surrealisme – eller aldrig rigtig blev lukket ind.
Det poetiske bureaus forlag øver en imponerende og beundringsværdig litterær arkæologi og har udgivet en lille håndfuld bind med værker af den karakter. Surrealistiske klassikere, der aldrig rigtig har fået lov at blive det. Dels af Leonora Carrington (1917-2011), Den ovale kvinde, en storslået samfunds- og magtkritisk novellesamling. Dernæst er der kommet bøger af Rene Daumal (1908-1944), romanen Mont Analogue og digtsamlingen Himmelstormer. Senest er kommet Roger Gilbert-Lecomte (1907-43): Sort spejl, som også findes oversat til engelsk. Daumal og Gilbert-Lecomte tilhører en mere metafysisk surrealisme.
En psykologisk fantasi
René Daumals Mont Analogue er et litterært mesterværk af den højeste karat. Undertitlen er En roman om non-euklidiske og symbolsk autentiske bjergbestigereventyr.
Bjerget findes ikke. Det er et symbolsk bjerg. Romanen er en stor symbolsk søgen efter det i livet, der fører en videre. Formidlet i billedform som naturoplevelse, eksistentiel søgen, socialt eksperiment. Det er en stor psykologisk fantasi om det søgende menneskes psykologi. Bogen er ufuldendt fra forfatteren, som døde af tuberkulose mod slutningen af dens tilblivelse. Det er bevægende. Og velskrevet. Og dybt. Og morsomt:
“Og så blev De voksen, De studerede og De begyndte at filosofere, ikke sandt? Sådan er vi alle. Det synes som om det unge menneskes indre liv, når det når til puberteten, pludselig svækkes og mister sit naturlige mod. Dets tanke vover ikke længere at konfrontere virkeligheden eller mysteriet direkte, ansigt til ansigt; den begynder i stedet at betragte disse ud fra ‘de voksnes’ meninger, ud fra bøgerne og professorernes kurser. Og dog er denne indre stemme ikke helt og aldeles død, den råber undertiden – hver gang den kan, hver gang en rystelse i livet løsner halsgrebet en smule. Den råber sit spørgsmål, men vi kvæler den øjeblikkeligt. Således forstår vi altså allerede hinanden en lille smule. Og jeg kan fortælle dem at jeg er bange for døden. Ikke for det man forestiller sig om døden, for denne frygt er i sig selv imaginær. Heller ikke for den død hvis dato vil blive indskrevet i statens registre. Men for den død jeg oplever hvert øjeblik, den stemmes død som, siden min tidligste barndom, også har spurgt mig: ‘Hvem er jeg?’” (s. 38-39)
Det er sådan det er.
Det poetiske bureaus forlag har også udsendt digtsamlingen Himmelstormer af Daumal. Senest som nævnt Gilbert-Lecomtes Sort spejl.
Daumal og Gilbert Lecomte var venner, sådan indtil de ikke var venner længere. De lavede – som alle forfattere med respekt for sig selv – tidsskrift, de rejste, forsøgte at leve, skrev
Bogen er en helt speciel lækkerbisken af et forfatterudvalg. Den har et fyldigt forord af Artaud, der er digte, skrevet sammen med Daumal, og en håndfuld breve. Kernen i bogen er samlingen Sort Spejl, men der er også fire andre små-samlinger af digte.
Daumal og Gilbert Lecomte var venner, sådan indtil de ikke var venner længere. De lavede – som alle forfattere med respekt for sig selv – tidsskrift, de rejste, forsøgte at leve, skrev. Gilbert-Lecomte var i USA med Uday Shankar, den indiske danser og bror til sitarmesteren Ravi, der døde for et par år siden. Det er forfattere, der trækker det eksperimentelle i retning af det esoteriske og metafysiske som her i digtet Det mystiske æg (s. 107):
Og da hans lidelsers cyklus kom til sin ende
som flygtning på Sydpolen, ventede han
i nattens kuldslåede nøgne skønheds land
åndsfraværende inde i sit lette astrale legeme.
Besynderligt flydende, næsten immateriel
følte han planetens vuggen gennem rum
som en vragstump i himlens dybe afgrund.
Og så skød han afsted som kometen selv.
Scenen minder mærkværdigt symbolsk om Mary Shelleys Frankenstein, men kan også blot være inspireret af datidens opdagelsesrejsende.
Tempo, tone og nuance
Sort spejl har en i sig selv litteraturhistorisk tekst om Gilbert-Lecomte, nemlig en lang anmeldelse af Artaud. Han skriver bl.a.: ”Gilbert-Lecomte markerer tempo, tone og nuance, han er i samklang med altets harmoni. Han når frem til den sande poesi der opstår af skabelse og kaos, – når den ikke er en smule anarkistisk, når den ikke indeholder det mål af hvidglødende ild og magnetisk turbulens som omgærder verdener der bliver født, er det ikke poesi – for poesien opstår altid i krydsfeltet mellem Skabelse og Kaos.”
Der er også en dyb historisk og metaforisk bevidsthed i Gilbert-Lecomtes surrealisme, som adskiller den fra Bretons, der synes mere optaget af at bruge og forbruge billederne end at forlene dem med nye opladninger af litterær energi:
Djævlen, haleløs gnu og temmelig snu
kommer haltende op ad trappen nu
sender mig et sardonisk blik
med slangeøjne der griner spotsk.
Så strækker han sin krumme hals
og farer pludselig frem mod mig
i sin udsøgte sorte tyremaske,
hieratisk totem af papmaché.
Digtet Den sorte tyr (107), som citatet er hentet fra, foretager en fantastisk flot sammenstilling af den europæiske tyr – nemlig faderen til Europa i den græske mytologi og den kristne djæveltanke. Begge er forførere. Digtets jeg modstår det ikke, men går også i stykker.
Det er så længe siden som 1960’erne, at en livsfilosofisk retning var inde og vende i borgerskabets stuer, nemlig den franske eksistentialisme med nobelpristagerne Camus (1913-60) og Sartre (1905-80), og med Simone de Beauvoir (1908-86). Siden da har vi ikke rigtig interesseret os for litterære retninger, og der synes heller ikke at opstå så mange.
Det fortæller noget om, hvor vi befinder os på ”det litterære marked”, at Artauds to nyere bøger er anmeldt i henholdsvis en avis og et tidsskrift, Bretons seneste for 20 år siden i et tidsskrift og et dagblad. Ingen af de øvrige surrealistiske bøger, der er nævnt her i artiklen, er anmeldt bortset fra undertegnedes anmeldelser i det digitale tidsskrift Den smalle bog.
De eksperimenterende kunstnere i Frankrig i de første seks årtier af det 20. århundrede skrev ikke blot i en bestemt retning, fordi de synes det var sjov eller fordi det gav dem noget, men fordi de mente, at tilværelsen, verden og livet selv skulle tolkes på den og den måde. og at det havde konsekvenser for verden, moralsk og politisk.
Se, er det ikke smukt, at Artaud genkender et åndsfællesskab mellem sufi-digtningen og den kristne mystik fra middelalderen
Gilbert-Lecomte og Daumal endte i skyggen af surrealisterne. De var metafysiske, de andre var fysiske. Antonin Artaud karakteriserer det sådan i bogens forords afsluttende bemærkninger: ”Orientalerne har aldrig begået den fejl at dyrke den personlige poesi; alt, der har nogen værdi, i den orientalske poesi handler om det universelle. Og de personlige digtere bliver, om de overhovedet eksisterer, automatisk udstødt og udelukket fra traditionen. I Roger Gilbert-Lecomtes poesi er der noget der kunne minde om en længsel efter en tabt tradition, et fjernt ekko af de store mystikeres udbrud, noget af den samme torden der ruller igennem Jacob Böhmes eller Novalis’ skrifter.” (s. 20)
Det er ikke moderne at tale pænt om ”orientalerne”, og gør man det, bliver man straks kategoriseret som samfundsfjende, en renegat tilhørende den yderste venstrefløj. Det gør surrealisterne formentlig også i dag. Men måske er dette et øjeblik, hvor man kan trække vejret og sige: Se, er det ikke smukt, at Artaud genkender et åndsfællesskab mellem sufi-digtningen og den kristne mystik fra middelalderen – og ser den i Gilbert-Lecomtes arbejder!
Og de rummer oftest stærke surrealistiske billeddannelser, ikke verdensfjern kontemplation, selvom det på overfladen kan synes let og sågar bevidst nonsens-digtning som i den engelske tradition, hvor Lewis Carroll (1832-98) er den mest kendte eksponent:
Det er umådeligt trist
at fremskridtet
har bortskaffet brugen
af fyrtøjet
denne ildmaskine
baseret på treenigheden
Fra fyrsvampens fantom
til flintestenens sjæl
og til stålets ånd
et magisk instrument
af uberegnelig poetisk
og uvurderlig værdi (s. 110)
Roger Gilbert-Lecomte
Sort spejl
Det poetiske bureaus lommebibliotek 2017
(214 sider, 150 kr.)
René Daumal
Mont Analogue
Det poetiske bureaus lommebibliotek 2014
(173 sider, 150 kr.)
Begge bøger er oversat af Georg Johansen Göransson og støttet af Statens Kunstfond
Anmeldelsen er en udvidet version af en anmeldelse, der har været bragt i nettidsskriftet Den smalle bog
Topfoto: De Chirico: Det røde tårn (1913) (MOMA) Wikimedia commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
