DØ DØD, LEV LIV // BOGUDDRAG – “Det er sidste gang han er vågen. Sidste gang han ser verden. I et anfald af akut dødsangst. Fra da af kommer han ikke til bevidsthed. Men det ved vi selvfølgelig ikke. Min søster og jeg er blot glade for at aflivningen er afblæst.”
Følgende tekst er et uddrag fra Claus Ankersens nye bog, Dø død, lev liv. Bogen er udkommet på Det Poetiske Bureaus Forlag d. 27. maj 2025.
Jeg går rundt på afdelingen og gør mig umage med at forstyrre så lidt som muligt. Tilstanden af følelsesmæssig afmagt og konstant katastrofe-overlevelses-mode gør bizart nok at jeg folder mine antropologiske antenner ud som aldrig før. Der er ikke mange detaljer som går min konstant noterende pen forbi. Jeg anvender enhver teknik til at skabe og styrke rapportdannelse med personalet.
Jeg ved nøjagtig hvem jeg spørger om hvad og hvornår. De gennemgår tydeligvis en ret grundig supervision i deres personalegruppe, og de lader alle sammen til at være detaljeret opdateret omkring mine observationer af far. Der er sådan lidt bikube-mentalitet over det.
Der er åbenlyst to fænotyper på enhver intensivafdeling – og jeg vil tro det er et globalt/universelt vilkår. Eller rettere tre. Den ene type er den barmhjertige samaritaner som går op i at gøre en forskel for mennesker i nød. Så er der en gruppe af mennesker som egentlig kun er der for at tjene til livets ophold og deres almene underhold.
Den tredje gruppe er der ikke så mange af, men jeg ved at de er på ethvert hospital. Der er vel et par stykker på hver afdeling. På 0633 er der i hvert fald tre. Måske flere.
Mennesker som er afhængige af at kunne udøve magt i en asymmetrisk relation hvor en hjælpeløs patient er i hænderne på en almægtig behandler. Sundheds-sociopaterne. Frikirke-sygeplejersken er den ene. Så meget er givet. Martin Hansen er den anden og Susanne lægen er den tredje.
Måske er der ligefrem flere. En ting, som provokerer mig, er at de sundhedsfaglige åbenlyst lever i en delulu-arbejdskultur hvor man tror at man op når en særlig form for viden på det sundhedsfaglige fakultet.
En viden som er højt hævet over andre former for viden. Som om alle andre end dem er inferiøre. Deres kollektive arrogance er så meget desto mere ækel fordi der ikke er noget at gøre ved den. De har befæstet sig i disse udryddelsesanstalter. Disse dødsfabrikker, hvor de under dække af at udføre deres lægeløfte dybest set udfører produktionssamfundets ønske om at decimere antallet af lange liv. They should all burn!
Nogle gange, når far er vågen og han sidder lidt op i sengen, breder han armene ud og trækker på skuldrene og ser på mig med stor undren, nærmest leende og helt uskyldigt. Han ligner et barn som ikke ved hvor det er henne. “Hvad er det der sker?” spørger han med krop og ansigt. “Hvor er jeg?”
Jeg holder vejret hele tiden. Måske er det et forsøg på at sætte den i stå eller måske er det en kropslig reaktion på at den faktisk allerede står stille, tiden. Det er tidlig morgen. Lidt over halv syv. Jeg laver kaffe i pårørenderummet. Det er om få timer de vil aflive far. Jeg tager kaffen og går ud af rummet, til venstre ad gangen, hen forbi vagtstue-glasburet og til højre ind på fars stue. Jeg tager en stol og sætter mig ved siden af sengen.
Fars hånd er fyldt med drop og slanger. Men den er brun og stærk. Større end min. Den har også lavet mere. Meget mere. Jeg elsker fars hænder. Jeg sidder stille og ser på ham mens jeg nipper til kaffen og skæver til uret. Lidt efter vågner far og ser på mig. Med det samme kan jeg se at han ikke har nogen anelse om hvad der skete i går. Han kan overhovedet ikke huske det. Sådan ser han ud.
Lettelsen bobler i mig. Jeg VIDSTE at han ikke var sig selv i går, da han rev slangerne ud og hans stemme lød som om den kom fra gravens dyb. Jeg siger godmorgen og far mimer godmorgen. Det er nu jeg starter på en frisk. Ikke noget med ledende spørgsmål eller tåbelige gentagelser af diagnostik. Kun ren kærlighed, mod og håb. “Ved du hvor du er henne?” spørger jeg. Far nikker. Munden former “Frederikssund”. Så langt så godt. For far er jo ikke i Frederikssund. Far fører hånden op til panden og mimer ‘Av av av’.
“Er du ved at blive tosset?” hører jeg min mund sige. Far nikker voldsomt. Bekræftende. Endelig kan jeg forstå hvad han forsøger at fortælle mig. Min stemme er helt rolig. Der er kun far og jeg i hele ver den, og vi er forbundne som vi altid har været. “Det er jeg rigtig glad for du fortæller mig, far,” siger jeg. “For nu ved jeg hvad der er i vejen og så kan du få noget hjælp til det.” Så kommer min søster. Hun siger godmorgen til far og får sin kaffe. Lidt efter er der stuegang.
Det er Jonna Adarica og ambulancelægen som kommer ind i stuen. Himmelhøje. Tronende ved fars sengekant. Det er lige før man kunne komme til at tro de nyder det lidt. Der er under alle omstændigheder noget Mengele over den måde lyset reflekteres i Adarica damens brilleglas. Måske er det nakkens knejsen.
De er der for at forkynde herrefolkets dom, og de spilder ikke tiden. Jonna Adarica fører ordet: Er far stadig indstillet på ikke at modtage mere behandling? Hun begynder at genskabe gårsdagens mareridtsscenarie med den ledende spørgeteknik de anbefaler på plancherne. Jeg afbryder hende, og jeg kan høre at min stemme er skarp og hård og ikke til diskussion. “Jeg har fundet ud af hvad det her betyder,” siger jeg og laver fars grimasse mens jeg sætter min ene hånds fingre til panden. “Far siger at han er ved at blive tosset. Det er det samme han har villet fortælle hele ugen, siden han vågnede første gang, faktisk.”
Min søster er gal på mig fordi jeg har afbrudt lægen og været uforskammet. “Har du tankemylder?” spørger dødsenglen far, i en tone og med en diktion som om han var imbecil. I sengen nikker far ivrigt. Det har han. “Vil du gerne have hjælp til det?” spørger hun så. Far nikker igen. Det vil han bestemt gerne. Med den udveksling er aflivningen aflyst. Det kan mærkes rent fysisk.
Dødsenglene slapper af i vingerne som glider tilbage ind under kitlerne. Ambulancelægen har gjort sit og gør sig usynlig. Jonna Adarica ordinerer noget psykofarmaka som en af sygeplejerne administrerer med det samme via fars halsdrop.
Min søster og jeg er glade og lettede. Lidt efter begynder far at hyperventilere. Jeg kan se han er bange. Jeg holder fast i hans hånd. Det er helt forkert. Han er så bange. Panisk. Jeg kan se at han gisper efter vejret, selv i jernlungens greb. “Jeg tror I skal give ham noget mere antipsykotisk!” råber jeg. Tiden står stille igen.
Jeg forsøger at tale far til ro. Det går ikke. Endelig kommer der en og tømmer en sprøjte i halsdroppet. Så forsvinder far. Jeg kan se ham blive suget ind i sig selv. Det er et mareridt.
“Bliv hos mig, far,” gentager jeg igen og igen. Hans pupiller bliver bittesmå mens han bliver trukket længere og længere væk. Jeg har aldrig set noget så uhyggeligt. Og så er han væk. Der er ingen kontakt. Nu skal far sove, mener lægerne, og giver ham et ordentligt spark bedøvelsesmiddel oven i.
Det er sidste gang han er vågen. Sidste gang han ser verden. I et anfald af akut dødsangst. Fra da af kommer han ikke til bevidsthed. Men det ved vi selvfølgelig ikke. Min søster og jeg er blot glade for at aflivningen er afblæst.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og