
MEDIEKRITIK – “Jeg stoppede ikke som fast klummeskribent på grund af tæv eller den ensomhed, det giver, når man kun kan bebrejde sig selv for at opildne til den hårdhændede behandling. Jeg stoppede, fordi jeg rigtig godt kan lide mennesker, og det vil jeg gerne blive ved med. Og så stoppede jeg, fordi jeg fik tæv til ingen verdens nytte. Ingen – og slet ikke mig selv – blev klogere, og verden blev ikke bedre.” Mette Kirstine Goddiksen fortæller om, hvorfor hun ikke længere er fast klummeskribent ved en avis. Det er der nogle rigtig gode grunde til. Og hvad hun advarer om, burde give stof til eftertanke på alle mediers redaktioner.
Hvis debat var Hamburg, så ville nogle avisers Facebookside være Herbertstrasse. Det var præcis i den gade, jeg metaforisk stod i vinduet med fristende lingeri på indtil for nylig.
Der i mit vindue følte jeg mig af og til mere som en prostitueret end som klummeskribent. Velvilligt lagde jeg krop til den ene langstrakte forargelsesorgasme efter den anden i kommentarfeltet – og jo længere tid, jeg var i erhvervet, jo mere ens lød kundernes grynt og brøl.
Tilbage på natbordet lå et krøllet håb om, at der trods alt måtte være nogle, der anerkendte, at jeg havde vist dem mine bløde, sårbare lår og tilbudt at massere hverdagens små holdningsknuder, snakke om det store i det lille over et glas vin. Som John Mogensen var den lille mands trubadur, ville jeg være de små tings debattør.
Det gav anstrengelserne mening i starten.
Jeg havde desuden selv taget de frække nylonstrømper på, hanket op i laktasken og stillet mig frem på avisens flise. Et mentalt knæ i ansigtet er en kendt arbejdsrisiko på det glatte latex-underlag. Men jeg havde alligevel ikke forventet så mange spontane og uretfærdige tæv i erhvervet af mennesker, som ikke havde læst andet end en rubrik og en Facebook-teaser, der gav det forargende element en ordentlig spand kul.
Tjek et kommentarspor, tag bare et tilfældigt, og se, hvordan brugere ikke læser tråden, men venter på en chance for at få hørt deres egen historie, som mange i øvrigt ophøjer til selve svaret på verdenspolitiske hårdknuder eller videnskabelige gåder
For eksempel fik jeg min ilddåb med en klikmæssig legendarisk klumme om hanen Hr. Gok (det hed den – og det var en jo gave for enhver satirisk sjæl, der gerne ville udråbe mig til curlingmor. Noget, der kun perifert er bedre at være i debatlandskabet end vaneforbryder eller psykopat). Selv P3 gjorde klummen til et tema.
I klummen stillede jeg spørgsmålstegn ved praksis med at have kælehøns i børnehaver, som den mest hardcore pædagog på et tidspunkt hakker hovedet af med en økse for til sidst at servere den for børnene. Jeg gjorde mig umage med at fortælle, at min kritik ikke gik på, at børn får at vide, hvor kød kommer fra. Det må de gerne.
Jeg problematiserede derimod, at kødet kom fra navngivne kæledyr. Lidt ligesom, at jeg ville finde det problematisk, hvis en jæger gav sin søn et hjortekid, som sønnen så aede og elskede et års tid – måske endda kaldte Hr. Hjort – hvorefter faren en dag tvang ham til at gå med om bag laden og se, at det blev skudt – som en lille surprise, en hyggestund mellem far og søn.
For mig er det noget andet, end hvis far blot havde skudt en anonym hjort ude i skoven og tog den med hjem og parterede den, hvorefter familien så kunne spise sammen. Det er helt i orden.
Er det ikke en anelse hyklerisk og romantisk at bilde ungerne ind, at de dyr, de får til aftensmad, har trisset lykkelige rundt på en stor, grøn legeplads, mens de fleste af os rækker ud efter den billigste fars i supermarkedets køledisk?
Og det er endda langt bedre end at foræde sig i industriflæsk i overdrevne baner fra antibiotikapumpede grise, hvilket fører mig frem til min anden misforståede pointe fra klummen:
Er det ikke en anelse hyklerisk og romantisk at bilde ungerne ind, at de dyr, de får til aftensmad, har trisset lykkelige rundt på en stor, grøn legeplads, mens de fleste af os rækker ud efter den billigste fars i supermarkedets køledisk? Hvorfor ikke gå hele vejen så og lade dem se tremmekalve, svin uden hale og burhøns, der aflives på samlebånd? Se kalve blive taget fra kvien, så snart de er født? Eller tage dem med ud på en kedelig mark, mens der pløjes? Det er faktisk dér, maden kommer fra sådan i virkeligheden.
Kan du også mærke, at jeg stadig nærmest aggressivt insisterer på at blive forstået? Det er en arbejdsskade. Et behov, der gør, jeg aldrig bliver den lykkelige debattør, hvis noget sådan findes.
For de krævende nuancer er uinteressante for mange læsere, der mest af alt var ude efter et hurtig forargelsesfix og straks greb tyvene og stimlede sammen om mig, endda inde på min private Facebook-profil, for at gentage hinanden og sig selv i én uendelighed med den lysende overraskende pointe: ”Men børn skal jo vide, hvor maden kommer fra, ikke også, åndssvage curlingmor!!!”
Det var næsten underholdende. Nogle af tilsviningerne havde satirisk kvalitet – men hvor er det frustrerende at anstrenge sig for at skrive argumenter ned, som folk ignorerer, hvis det ødelægger den rislende fornemmelse af at stå sammen om at føle retfærdig harme. Lidt uhyggeligt er det også. Den side af den menneskelige psyke, der bevidstløst får os til at marchere i takt uden at stoppe op og lytte, tænke og føle empati har ikke pyntet på verdenshistorien.
Nå, men jeg fisker ikke efter ynk. Helt ærligt. Det gør jeg ikke. Jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til – og jeg har stor respekt for hele håndværket bag SoMe-journalistik.
Forargelse er et nyt journalistisk kriterium, virker det som om, og vi forbrugere får – på samme vis som med politikere – det medieindhold, vi fortjener. Jeg har med andre ord intet ondt at sige om medier, der bare giver os dét, vi vil have. Men jeg er ked af, at det er dét vi vil have
Det er – uden ironi – en kunstart fra redaktionens hånd, en særlig disciplin, der kræver menneskekendskab, at lave én af disse skarpe rubrikker til Facebook, et særligt stærkt koncentrat af forargelse, som sprøjtes direkte ind i familien Danmarks blodbaner, løfter den op i en eufori af klik og kommentarer, som de ikke behøver at stå til ansvar for, når de bagefter synker forløst sammen på sofaen med familien.
Det er også en nødvendig evne for medierne at have, så længe vi forbrugere ikke vil betale for hverken vores daglige forargelseskick eller nyheder. Forargelse er et nyt journalistisk kriterium, virker det som om, og vi forbrugere får det medieindhold, vi fortjener.
Jeg har med andre ord intet ondt at sige om medier, der bare giver os dét, vi vil have. Men jeg er ked af, at det er dét vi vil have.
Jeg er ked af, at forargelsen får os til at føle os som moralske, bedre mennesker og overdøver muligheden for nye erkendelser eller refleksioner. Hvornår blev vi så meget på vagt over for hinanden?
Det er selvsagt muligt, at tonen reelt ikke er blevet mere rå på grund af de sociale medier. Måske er det bare sådan, mennesker er – nådesløse over for folk, vi ikke kender. Måske har Facebook blot gjort det mere synligt. Facebook har skaffet os en torveplads, hvor vi i blodtørstig middelalderstil igen kan se de opmærksomhedshungrende, de umoralske, de selvglade, de dovne og de bedrevidende få kappet roen af, mens vi højlydt godter os over, at vi ikke selv er sådan. Så kan de kraftedeme lære at rette ind i flokken og ikke tro, vi gider høre på dem!
Men jeg stoppede ikke som fast klummeskribent på grund af tæv eller den ensomhed, det giver, når man kun kan bebrejde sig selv for at opildne til den hårdhændede behandling. Jeg stoppede, fordi jeg rigtig godt kan lide mennesker, og det vil jeg gerne blive ved med.
Og så stoppede jeg, fordi jeg fik tæv til ingen verdens nytte. Ingen – heller ikke mig selv – blev klogere, og verden blev ikke bedre. Tværtimod begyndte jeg at tvivle på, om debat overhovedet er gavnligt, når deltagerne mest af alt vil have bekræftet eget verdensbillede og farer i flint, hvis nogen truer trygheden ved at ryste det lidt.
Når jeg er i mit mørkeste lune, afliver jeg håbet om et fremtidigt demokrati eller bare fællesskab, fordi vi lytter så lidt til hinanden, trækker alt op i poler, stiller os i et hjørne med hænderne for ørerne – LALALA, jeg kan ikke høre dig.
Tjek et kommentarspor, tag bare et tilfældigt, og se, hvordan brugere ikke læser tråden, men blot venter på en chance for at få hørt deres egen historie, som mange i øvrigt ophøjer til selve svaret på verdenspolitiske hårdknuder eller videnskabelige gåder: Altså hjemme hos mig… /Dengang jeg… /Sådan var det faktisk ikke for mig, så de dér 20 års intensiv forskning på området kan I læseheste og dukse godt lige genoverveje. Bum, og den er ikke længere, blev der faktisk sagt.
Det er vigtigt, du ikke nuancerer dit udsagn. Det ødelægger den gode stemning og vælter kandelaberen … Faktisk tror jeg, mange ser det som et nederlag at blive klogere. Som om det er ensbetydende med, at man var dum før
Selvtilstrækkeligheden, raseriet, frygten for anderledestænkende er for skræmmende mange stærkere end nysgerrigheden på andre standpunkter end ens eget og lysten til at blive klogere. Faktisk tror jeg, mange ser det som et nederlag at blive klogere. Som om det er ensbetydende med, at man var dum før.
Mine klummer bidrog til at gøre Facebook mere hysterisk. Og da Facebook i forvejen og uden min hjælp er en samspilsramt møgunge, som gang på gang ligger og skriger nede på supermarkedets klinkegulv, fandt jeg min rolle udspillet. I hvert fald for en stund.
Men inden jeg går ud i baglokalet og sunder mig, vil jeg gerne give menukortet over ydelser videre.
Hvis du gerne vil elske nænsomt med læserne, mens komplimenterne regner ned over dig, så skriv noget kritisk om DR eller forkælede curlingbørn, der bare skal råbes på plads og ikke tro, de er noget særligt. Du kan også skrive, at du gerne vil udfordre skønhedsidealerne, at eliten/veluddannede bør tage et job i Netto og ikke tro, de er fine på den, og at vi i øvrigt skal stå på retten til at sige neger og spise meget kød hver dag.
Det er vigtigt, du ikke nuancerer dit udsagn. Det ødelægger den gode stemning og vælter kandelaberen.
Vil du til gengæld gerne opnå et strunkt forargelseslem og er klar på en gang hardcore græsk, skal du vinkle på det modsatte. Og måske endda spice det hele op med at pointere, at en båd fuld af flygtninge er en væsentligere problematik, end at kamphunden Fido risikerer aflivning, fordi han har snappet faretruende af et barn.
Vil du give dine kunder et skud Viagra, der får dem helt op at flyve på ufortyndet forargelse, så skal du blot mene noget om hvide versus brune eller kvinderne mod mændene.
Nej, vent…
Der ender den jo hver gang alligevel – helt uden hjælp.
Topillustration: Herbertstrasse, Reperbahn, Wikipedia.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her