Super16 #4: ‘Grønningen’ – at smile i livets svære og mørke stunder

i Film/Kultur af
FILM // SLACKCHAT – POV har fået lov til at interviewe alle dimittender fra filmfællesskabet Super16‘s nye årgang. Med udgangspunkt i de seks afgangsfilm har Frederik Bojer Bové interviewet de nyuddannede filmfolk. Hvordan er det helt præcist, de kan forbedre dansk film? Her er det instruktør Simon Mortensen, der har instrueret filmen Grønningen. Manusforfatter Henrik Binger og de to producere Theis Nørgaard og Emma Wendorff Skjøth kunne desværre ikke medvirke. Henrik Binger er introduceret i teksten om Vilde sind.

GRØNNINGEN

Den unge Sadolin (Simon Mortensen) flytter ind hos den ældre dame Varvara (Sonja Oppenhagen) i den mystiske ejendom Grønningen. Da Varvara pludselig forsvinder forsøger Sadolin at finde hende sammen med genboen Tom (Tore Dokkedahl). De to mænd er meget forskellige, og deres søgen leder dem gennem et meget mystisk univers.


Frederik Bojer Bové (FB): Hej Simon, og tillykke med Grønningen

Simon Mortensen (SM): Tak. Hyggeligt at tale med dig

FB: Ja i lige måde. Til at starte med, så kan jeg se, at du tilbage i 2011 arbejdede på en pilot, der hed Grønningen. Er afgangsfilmen en videreudvikling af det projekt?

SM: Ja. Det var det første kortfilmsprojekt, jeg prøvede kræfter med. Sammen med Tore Dokkedahl og Nilas Djervig – Chamby. Vi skrev og lavede filmen sammen. Det nye Grønningen er ikke den samme historie, men konceptet er det samme. Jeg har altid haft lyst til at udforske idéen på et tidspunkt, hvor jeg havde mere erfaring, så det virkede som et sjovt skoleprojekt at slutte af med.

FB: Og hvad var kernen i konceptet, som er blevet taget op igen?

Simon Mortensen har instrueret mockumentarien ‘Vi passer på tingene’ og satireserien ‘Stjernekonceptet’, der parodierer ‘Løvens Hule’. På Super16 har han instrueret ‘Dobbeltgænger’ og den Robert-nominerede ‘Pinkies Begravelse’.

SM: Konceptet med, at en ældre rig mand opdrager på en yngre fattig mand, synes vi var morsomt. At vores historie handler om to modsætninger, som gennem deres forskelligheder formår at opbygge et venskab, baseret på de behov, de hver især har. Man kan sige, med det nye projekt har jeg mere fundet min stemme og min form omkring, at jeg gerne vil fremstille et univers. Derfor er Grønningen 2020 et mere magisk, mørkt og visuelt formstærkt projekt.

Jeg kan huske, da vi havde lavet det gamle i 11/12, og så et par år efter kom Den Korte Radioavis, som arbejdede lidt med samme koncept og blev en stor succes, da tænkte jeg “ja det kan sgu et eller andet, det der”.

FB: He, ja, der er en vis lighed der. Hvordan var herefter arbejdet med at få det lavet til en ny film?

SM: Jeg kom jo med grund-idéen til Grønningen, også fra det gamle værk. Men afgangsfilmen her udviklede jeg på, i samarbejde med producerholdet, som var Theis Nørgaard og Emma Wendorff Skjøth (fra MOTOR) og Henrik Binger fra Super16. Henrik arbejdede på flere afgangsprojekter, men skrev med på de første drafts, og var sammen med Emma og Theis med til at udvikle universet og historien. Ud over det havde jeg et meget nært og positivt samarbejde med filmens fotograf, Phillip Jørgensen, som har lagt rigtig meget tid i udvikling og planlægningen omkring projektet. Især Phillip skal nævnes, da han jo bar en del af slæbet, når jeg skulle dele mit fokus mellem skuespiller og instruktør. Jeg tror, vi alle kan være enige om, at hele processen var lidt hulter til bulter, men der har været positiv energi hele vejen igennem, og det var jeg glad for.

Theis og Emma var i øvrigt også med fra Pinkies Begravelse, så vi kendte hinanden i forvejen.

Det mørke og aparte univers

FB: Hvordan var arbejdet med filmens univers og visuelle form? Man lægger virkelig mærke til personernes lejligheder, tøj, etc.

Theis Nørgaard er tilknyttet produktionsselskabet MOTOR. Han har produceret den Robert-nominerede ‘Pinkies Begravelse’, og tv-serierne ‘Noia’ samt femte sæson af ‘Rita’

SM: På Super16, med mine to første film Dobbeltgænger og Pinkies Begravelse, har jeg udviklet på en fortællerstil, der søger mod det mørke og det aparte, under dette også det humoristiske. Jeg tror meget på, at et kraftfuldt værktøj til at få mennesker igennem de svære øjeblikke i livet, er evnen til at kunne grine af det. Med Grønningen forsøgte vi så at tone det mørke lidt ned, og gøre det lidt mere folkeligt. Jeg ser Grønningen som et mikrokosmos, med sine egne naturlove, hvor der gemmer sig en hemmelighed bag hver dør.

Det er selvfølgelig svært at skabe sådan en verden, med den begrænsede tid og midler man har på Super16, så det er mere et eksempel på et miljø og en stemning, end det er et fuldendt univers.

FB: Hvordan udarbejder man regler og naturlove for sådan et mikro-kosmos? Jeg spørger, fordi der også i en film som Pinkies Begravelse foregår en nærmest kosmisk kamp mellem to bikarakterer. Er det nye regler for hver film, eller begynder der efterhånden at være ting, der går igen?

SM: Ja, det er godt spørgsmål.. Det kræver jo, at man kan kommunikere sin idé klart ud til hele holdet omkring produktionen, så de mennesker der indgår i den fælles indsats, det er at lave en film, forstår, hvor man som kreativ leder vil hen, og hvordan vi sammen forsøger at nå det mål. Men der er ikke sat benspænd op som sådan. Jeg går efter en autencitet i sproget, pakket ind i et legende og varmt favntag. Og så skal det være sjovt, det er vigtigt, men på samme måde som ting i det virkelige liv er sjovt.  Det vil sige; ikke hele tiden og ikke stand -up kavalkade af jokes – sjovt, men mere subtilt og underlæggende, hvor det er mere en fornemmelse, man sidder med. Alle de bedste film jeg selv elsker, har humoristiske elementer i sig, uden nødvendigvis at være komedier.

Emma Wendorff Skjøth er ligesom Theis Nørgaard tilknyttet produktionsselskabet MOTOR. Hun har bl.a. arbejdet på tv-serierne ‘Noia’, ‘Rita’, ‘Fred til lands’ og ‘Doggystyle’.

Mht til kampen mellem det gode og onde i Pinkies Begravelse, var det jo del af en større idé, omkring hvordan man ikke kan kontrollere sit liv og sin skæbne og bliver indhentet af fortiden mv. Men det mystiske og mærkværdige optager mig meget, især fordi jeg selv føler, at virkeligheden kan vrides på så mange forskellige måder, at det nærmest er min pligt at søge efter det. Det er oftest den slags ting jeg selv eftersøger, når jeg skal se film, eller serier. Noget der kan overraske mig, noget der kan være en oplevelse først og fremmest, inden jeg begynder at fortolke på det, eller bedømme det.

Om der er nye “regler” for hvert projekt er svært at svare på, det kommer nok an på projektet. Jeg kan sagtens se mig selv lave et mere omfattende person drama, hvor det magiske nødvendigvis ikke passer ind, så længe jeg kan mærke historien og karaktererne.

Det krævende skuespil

FB: Grønningen viderefører også samarbejdet med Tore Dokkedahl, som har spillet med i alle de film jeg har fået set du har lavet, helt tilbage til Vi Passer På Tingene. Kan du sige lidt om jeres sammenspil?

SM: Ja, Tore og jeg er gamle venner og har altid fået hinanden til at grine meget. Da vi begyndte at lave projekter sammen, blev det hurtigt klart, at jeg var opslugt at hele processen omkring tilblivelsen af en film, hvor hans fokus lå mere på spillet. Men han er kræsen og har ikke lyst til at lave hvad som helst. Han fungerer som en slags muse for mig, når jeg skriver på en historie, er han ofte i mine tanker. Han læser næsten altid med og kommer med råd og gode ideer. Jeg synes, han er et kæmpe talent og jeg er heldig at have ham med i mine film. Omvendt former jeg også ham, hans spil og jeg forsøger at udfordre ham, med de roller jeg skriver til ham. Jeg forestiller mig, at vi vil arbejde sammen i fremtiden også, måske ikke på alle projekter, men han er aldrig langt væk.

Jeg har altid følt at når man går på en uddannelse, skal man udfordre sig selv og eksperimentere meget

FB: Du spiller også selv med i mange af dine film. Hvordan er det at skulle instruere og spille skuespil på samme tid?

SM: Ja, det var egentlig noget, jeg var gået væk fra (har en lille rolle i Pinkies Begravelse, men ikke noget krævende). Men da vi besluttede at tage Grønningen op igen, diskuterede vi også, om det skulle være mig eller en anden. Fordi naturligvis er det udfordrende for en instruktør, med en hovedrolle på en kortfilm som man laver på en uge. Men jeg tænkte, at det nok var sidste gang i et stykke tid, at jeg kunne lege helt frit på den måde, som Super16 tillader en. Jeg synes, det er sjovt at spille, ligesom jeg også synes, det er fedt at klippe og tage billeder, og som instruktør er det nyttigt at prøve kræfter med/have kendskab til de forskellige processer på en produktion, for at blive bedre og fortsætte med at udvikle sig.

Men jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det ikke var hårdt her på Grønningen, en produktion midt i en corona-tid, med alle de udfordringer det bar med sig. Jeg var helt klart presset på flere områder

Det kosmisk-komiske

FB: Når du siger, at det nok er sidste gang, du kan lege på den her måde, hvilke slags film-opgaver tænker du så du vil arbejde på fremover? Bliver det med de samme komisk-kosmiske universer, eller bliver det andre slags film?

SM: Med det mener jeg, at man på Super16 selv bestemmer rammerne, sammen med sin producer og sit team, for hvordan man vil arbejde. Jeg har altid følt at når man går på en uddannelse, skal man udfordre sig selv og eksperimentere meget. Fordi der åbenlyst er mindre plads til den slags ude i branchen, hvor man skal levere på en anden måde. Men det har også gjort, at jeg har fundet et fokus og en stemme og ved, hvordan jeg gerne vil arbejde. Ift fremtidige projekter, forsøger jeg at finde nogle samarbejdspartnere, som forstår og påskønner, hvad jeg har at tilbyde. Men jeg er også stadig ung og kan sagtens se mig selv samle erfaring ved at arbejde på projekter, jeg ikke selv har skrevet, eller skrive til andre instruktører. Der er så mange dygtige mennesker, jeg gerne vil arbejde sammen med. Personligt har jeg et par værker i støbeskeen lige nu, som jeg håber at kunne udvikle videre på. Men om det bliver en serie eller en film, ved jeg ikke endnu.

Jeg tror meget på, at tre filmiske værktøjer som indgår en stærk symbiose, er dramaet, humoren og tragedien. Hvis jeg f.eks beskriver et miljø, som i teorien ligger langt fra det “normale liv”. Kan jeg stadig gøre det på en relaterbar måde, gennem den næstekærlige empati der opstår, når man får lov til at smile i livets svære og mørke stunder.


LÆS ALLE FREDERIK BOJER BOVÉS TEKSTER HER


Young kan ses hos Ekko. Læs resten af serien om Super16 her.


Topfoto: PR.
Portræt: Miklos Szabo

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film