Styrket EU er spændt ud mellem Vestager og Salvini

af i EU/Politik & Samfund

EP-VALG 2019 // ANALYSE – Vel fik de nationale højrepartier med Marine Le Pen i Frankrig og Matteo Salvini fra Italien et stort valg, mens de midtersøgende europæiske konservative og socialdemokrater mistede millioner af vælgere. Alligevel er EU-projektet styrket med sejrene hos alliancen af liberale og De Grønne, der varsler, at Europa-Parlamentet kommer til at arbejde tættere sammen om en mere forandringsvillig politik. Europa-Parlamentet går styrket ind i de kommende fem års politiske slagsmål, vurderer Lasse Soll Sunde. 

”Det er mit job at nedbryde monopoler”, lød det friskt fra Margrethe Vestager på valgaftenen, og alle vidste at kommentaren ikke kun tog afsæt i hendes hidtidige job som konkurrencekommissær, men også om ambitionerne om at blive den næste EU-Kommissionsformand.

For med de liberales gode valgresultatet i baghovedet, står det klart, at det magtmonopol som de konservative og socialdemokraterne har haft henover de seneste fire årtier, nu er fortid.

Og at den liberale gruppe kan sikre sig langt større indflydelse fremover netop på bekostning af de europæiske konservative og socialdemokrater, der mistede hhv. 37 og 41 mandater og lander på hhv. 180 og 146. Ikke nok til at svinge taktstokken i deres retning.

Hvordan undgår man at enkelte lande kører deres helt eget løb omkring flygtningepolitikken og hvordan forhindrer man, at nogle lande indfører permanente grænsekontroller efter eget forgodtbefindende?

Den liberale partifamilie, ALDE, kan derfor for alvor strække armene i vejret med 109 parlamentarikere, 41 mere end i den seneste valgperiode. Om den tredjestørste gruppe fremover kan stille med Europa-Kommissionsformanden er dog langt mere tvivlsom.

Vestager er end ikke den danske kandidat som kommissær, så der er lang vej igen. Hun kan dog mere sandsynligt blive en af de ledende viceformænd og kan derfor komme helt tæt på EU-Kommissionens magtcentrum.

Med det stærke valgresultat for de EU-positive kræfter hos de liberale og de grønne er grundangsten for, at de europæiske populister ville få så stor medvind, at de ville kunne blokere for lovarbejdet i Bruxelles og Strasbourg dog ikke umiddelbart forsvundet som dug for solen. Det hænger sammen med, at Europa-Parlamentet også skal tage tæt bestik af den politiske situation i de enkelte lande.

Valgets store temaer: flygtninge og klima

Selv om både Marine Le Pen i Frankrig og Matteo Salvini blev deres landes største vindere under valget, vandt det yderste højre samlet set kun 20 ekstra mandater. Slet ikke nok til at rykke dagsordenen til deres fordel. Og så alligevel.

For Matteo Salvini kom med sin fremgang et skridt nærmere rollen som den næste italienske regeringsleder. Fra sin nuværende position som italiensk indenrigsminister vil han for alvor piske sin anti-EU-dagsorden igennem.

Da euro-krisen ramte, var der ikke tid til at lave overstatslige aftaler i EU-regi, men kun mellemstatslige. Derfor venter der et ret kompliceret arbejde med at få gjort euroen mere kriseresistent

For de højrenationale er det især flygtningetemaet og de sociale temaer som arbejdsløshed, der nærer vælgerbegejstringen. Ved EP-valget var dét dog ikke nok. For alliancen af liberale og De Grønne var til gengæld gode til at iscenesætte valget som afgørende for klimaudfordringerne. Mere konkret: Kan der sættes mere fart på en bæredygtig energiomstilling og kan der indføres bindende mål?

Den kamp bliver spændende at følge, især med større styrke til De Grønne.

EU’s udfordringer

Et andet uløst politikfelt er grænse- og flygtningepolitikken. Mere konkret: Hvordan undgår man, at enkelte lande kører deres helt eget løb omkring flygtningepolitikken og hvordan forhindrer man, at nogle lande (Danmark er med på denne liste) indfører permanente grænsekontroller efter eget forgodtbefindende?

Også euro-politikken mangler reformer. Mere konkret: Hvordan man undgår at Italiens gæld kaster lange skygger over den fælles valuta, at man ender i et Grækenland gange syv-scenarium?

Denne tidsindstillede bombe kan Europa-Parlamentet ikke selv demontere, det er i højere grad op til Ministerrådet og EU-Kommissionen at føre pennen hen imod et dybere euro-samarbejde. For da euro-krisen ramte, var der ikke tid til at lave overstatslige aftaler i EU-regi, men kun mellemstatslige. Derfor venter der et ret kompliceret arbejde med at få gjort euroen mere kriseresistent.

Med lige knap 51 pct. valgdeltagelse får Europa-parlamentarikerne styrket selvtilliden og troen på, at de love de stemmer igennem, også har folkelig opbakning fra lige over halvdelen af Europas 403 millioner vælgere

Også udfordringen med at holde sammen på EU ud fra om man overholder retsstatsprincipperne, står over for den helt store lakmusprøve. Mere konkret: Kan man finde en metode til økonomisk at straffe lande som Ungarn, Rumænien og Polen, der manipulerer med deres retsstatsprincipper og dermed tvinge landene til vende tilbage til en tilstand, hvor domstolene kan agere uafhængigt af regeringen?

Og hvis ikke, hvordan kan der så skæres i de mange milliarder EU-midler, der pumpes ind i de centraleuropæiske landes økonomier?

Valget har givet ny legimitet

Det bliver på kortere sigt den helt store udfordring, når EU skal udstyres med det kommende syvårige budget, der skal virke fra 2021. Det bliver samtidig blandt de helt store udfordringer, som det kommende Europa-Parlament står overfor – for uden en godkendelse fra parlamentet, intet budget.

Det glædelige for europaparlamentarikerne er, at dette valg har givet ny legitimitet.

Parlamentet har kun eksisteret siden 1979, og siden da har dilemmaet været, at valgdeltagelsen har været støt faldende til lige under 43 pct. i 2014, mens indflydelsen derimod har været støt stigende. For stort set hver ny EU-traktat har givet Europa-Parlamentet mere indflydelse. Den onde forbandelse har været, at vælgerne har været mere og mere ligeglade.

Denne forbandelse ser med dette valg nu ud til at være brudt. Med lige knap 51 pct. valgdeltagelse får europaparlamentarikerne styrket selvtilliden og troen på, at de love de stemmer igennem, også har folkelig opbakning fra lige over halvdelen af Europas 403 millioner vælgere.

Det er stadig ikke prangende, når man sammenligner med nationale valg, men det er en kæmpe forbedring fra sidste valg. Denne varme bølge af legitimitet kommer til at række denne valgperiode ud, uanset de mange politiske slagsmål der venter, der med styrkede EU-tilhængere og EU-modstandere og måske også skiftende flertal i Europa-Parlamentet, også bliver lidt mere uforudsigelige end hidtil.

Mandatfordeling i valgperioden 2019-2024. Kilde: www.europarl.europa.eu.

Foto: Wikimedia Commons.

Lasse Soll Sunde er freelancekorrespondent med base i København og Berlin.

Han skriver primært og holder foredrag om Tyskland og europæisk politik. Se mere på www.lassesollsunde.dk

Hør mere om Europa-politikken i podcastserierne www.tagpaulsenpaaeuropa.dk og www.diteuropa.dk

Seneste artikler om EU