Tidsmaskinen findes – i Laos

i Asien/Historie/Politik & Samfund/Rejse af

REJSEBREV – En rejse til Laos er en tur i tidsmaskinen. I Xieng Khouang står i tusindvis af kæmpekrukker fra før vores tidsregning. Inde i bakkerne ligger tonsvis af bomberester fra ”the American War,” som Vietnamkrigen hedder her. I Luang Prabang er man på besøg i Fransk Indokina. Laos er også en rejse tilbage til den kolde krig. Hammer og segl hænger overalt, og det er ikke for sjov.

BOOOOOOMMMMM, runger der få hundrede meter væk. Jeg farer sammen, mens mine laotiske kolleger forklarer: ”Det er minerydderne, der detonerer amerikanske bomber.”

Laos er svær at ryste af sig. På overfladen er det fortryllende liv i slowmotion. Mekong-floden er det eneste, der raser af sted i brune, vrede bølger i august, hvor regntiden øser landet over med helt uforståelige mængder vand.

Kratter man lidt i den idylliske overflade, forvandler Laos sig til en vild rejse i tiden

Det meste af Laos er grønt i grønt med chantende munke som lydtæppe. Kratter man lidt i den idylliske overflade, googler ”menneskerettigheder i Laos” og genkalder sig historien, forvandler Laos sig pludselig til en vild og til tider lettere paranoia-befængt rejse i tiden.

The American War

Under Vietnamkrigen, som også omfattede Laos, og som laoterne kalder “the American war,” gennemførte USA 580.000 bombetogter i Laos fra 1964 til 1973.

Det svarer til, at en flyladning bomber blev kastet over Laos hvert ottende minut, 24 timer i døgnet i ni år. I alt mere end to millioner tons bomber. Eller næsten et ton for hvert eneste barn, kvinde og mand i Laos på det tidspunkt.

Lastbilen i det fjerne tilhører minerydderne, som konstant er på arbejde med at finde og detonere bomber fra Vietnamkrigen. I højre hjørne ser du et af de mange store krukker, som er del af Plain of Jars. Foto: Lotte Ladegaard

I dag, mere end 40 år senere, kæmper Laos stadig med arven efter amerikanerne i form af cirka 80 millioner bomber, der af en eller anden grund ikke eksploderede i sin tid. Nu ligger de bare i eller på jorden og venter på, at et barn bruger dem som legetøj, eller at fattige laoter selv forsøger at afmontere dem for at bruge metallet til genbrug. Det koster hvert år menneskeliv.

Xieng Khouang i det nordlige Laos er særligt hårdt ramt. Mineryddere med støtte fra en række lande, også Danmark, assisterer Laos med at blive et lidt sikrere sted at leve ved at fjerne bomber og undervise i, hvordan man selv undgår at detonere dem.

Nøgne bakker på grund af agent orange

”Se de bakker der,” peger min laotiske kollega mod nogle nøgne bakketoppe. ”Da jeg var barn, legede vi der. Nu er der adgang forbudt, fordi myndighederne fandt ud af, at der ligger bomber.”

Jeg spørger min kollega, hvorfor der ikke vokser noget på bakkerne. ”Det er på grund af agent orange. Et kemikalie, som amerikanerne sprøjtede ud over Xieng Khouang for at afløve træer og buske, så de nemt kunne få øje på vietcongerne,” forklarer han. ”Der kan stadig ikke vokset noget de steder, der blev ramt.”

”Det er altså svært for mig at tale om den krig,” tilføjer han så.

Først meget senere finder jeg ud af, at begge min kollegas forældre har fået leverkræft, og jeg tænker i mit stille sind, om det mon skyldes agent orange. Jeg finder også ud af at han, ligesom den guide, jeg hyrer dagen efter, har mistet familiemedlemmer først til krigen og senere til ueksploderede bomber.

Finurlige kæmpekrukker på Plain of Jars

Den dag, jeg hørte det første brag, havde jeg lige taget hul på første del af Plain of Jars. I tusindvis af finurlige kæmpekrukker er spredt ud over dele af Xieng Khouang-provinsen. Den franske arkæolog Madeleine Colani kom i 1930’erne frem til, at krukkerne måtte have været brugt som urner til afdøde.

Senere udgravninger bekræfter den teori, da arkæologer fra Laos og Japan har fundet rester af menneskeknogler og 2.500 år gammel keramik.

Tre områder med krukker er udgravet og renset for miner, og besøgene til to af områderne kræver, at man forcerer rismarker og stejle bakkeskråninger.

Smukke oplevelser i selv, men også sælsomt at stå alene mellem græssende køer med ringende klokker om halsen og kigge ned i ældgamle kæmpekrukker fulde af haletudser.

Plain of Jars med flere tusinde krukker fra før vores tidsregning. Foto: Lotte Ladegaard

Som alle steder i Xieng Khouang er bakkerne gennemhullet af bombekratere og huler hugget ind i bjergsiderne. ”Viet Cong gemte sig for amerikanerne i de huler,” forklarer min meget vidende guide.

”Ved du, hvad koklokkerne er lavet af?” spørger han med et lusket smil. ”De er lavet af metallet fra bomber. Vil du med til bombeske-landsbyen?”

Det vil jeg selvfølgelig gerne, uden helt at vide, hvad det er.

På besøg i bombeske-landsbyen

Vi glider af sted ad mudrede hjulspor, som har samme substans som ufortyndet brun sæbe her i regntiden. Undervejs må vi hjælpe med at skubbe en anden bil, der er kørt helt fast, ind til siden.

I bombeske-landsbyen producerer alle beboerne skeer og turisttingeltangel, inklusive nøgleringe med fredstegn, af ufarlige bomberester. Det er regeringen, der har bestemt, at lige præcis den her landsby skal stå for skeproduktionen til hele landet.

På besøg i bombeske-landsbyen. Her er en af beboerne ved at vaske de færdige skeer, efter de er blevet smeltet i en form i ovnen bagved. Foto: Lotte Ladegaard

”En anden landsby producerer bombeknive,” forklarer min guide. ”Andre landsbyer producerer andre ting.”

Vi besøgte for eksempel også nudel-landsbyen, hvor beboerne efter sigende producerer de bedste nudler i hele landet. Den sidste dag i Xieng Khouang inviterede min guide mig på lokal nudelrestaurant for at sige farvel med maner.

”Jeg kan se, at du kan lide stærk mad, så nu skal du smage den ægte vare,” forklarede han. Det var stærkt. Og godt. Laos er nemlig også et madparadis.

På besøg i nudel-landsbyen, som producerer de efter sigende bedste risnudler i Laos. Foto: Lotte Ladegaard

Laoter er glade for mad, men hvad de vil spise er måske også næsten det eneste, de selv kan bestemme. Hvis man er udpeget til at lave nudler, er det det, man gør. Hvis man har fået besked på at lave koklokker, gør man ikke andet. Man kan heller ikke selv bestemme, hvor man vil bo.

Landsbyer bliver rask væk nedlagt af myndighederne, hvis de mener, at området skal bruges til for eksempel dæmningsanlæg. Andre bliver flyttet, hvis myndighederne mener, ”at det er til deres eget bedste at bo i byerne.”

Landet styres med jernhånd af det altdominerende kommunistiske Lao People’s Revolutionary Party. Småoprør bliver slået ned, inden de når at blive så store, at verden hører om dem, og systemkritikere ”forsvinder”

Det gælder typisk etniske minoritetsgrupper, som i nogle områder af og til forsøger sig med lidt oprør mod regimet. Det er uden tvivl nemmere at kontrollere folk, der bor i byerne, frem for i en skov på en fjern bjergtop.

Landet styres med jernhånd af det altdominerende kommunistiske Lao People’s Revolutionary Party. Småoprør bliver slået ned, inden de når at blive så store, at verden hører om dem, og systemkritikere ”forsvinder.”

Man skal være medlem af partiet, hvis man vil gøre sig forhåbninger om en karriere, og laoterne taler kun politik, når de er sikre på, at ingen andre lytter med. Som en sagde til mig: ”Alle er utilfredse, og selvfølgelig taler vi om det, men kun når vi er sammen med venner, som vi stoler 100 procent på.”

Hvis man for eksempel skriver noget, som kan tolkes negativt, på Facebook, kan man være heldig at nøjes med først at få en advarsel. Næste stop er, at man får frataget sit job. Derefter risikerer man at ”forsvinde,” forklarede en laot, jeg mødte.

Ingen advarsler om fejlfyldt dæmning

Lige før jeg kom til Laos, brast en af landets mange nye dæmninger. Omverdenen kritiserede Laos’ regering for ikke have advaret befolkningen om, at der var fejl ved dæmningen, selvom regeringen tilsyneladende har været vidende om risikoen.

De fleste hviskede med tårer i øjnene, at det var deres regerings skyld, at mennesker døde i deres land

I stedet væltede fem milliarder kubikmeter vand væltede ud over den uvidende befolkning i Attapeu i syd. Godt 6.000 mennesker er berørt af katastrofen og i hundredevis er forsvundet i vandmasserne. De er formentlig døde.

Naturligt nok spurgte jeg de laoter, jeg mødte på min vej, om situationen. De fleste hviskede med tårer i øjnene, at det var deres regerings skyld, at mennesker døde i deres land. Regeringen har gang i konstruktionen af flere dæmninger, som folk nu er bange for også skal bryde sammen.

Men det taler folk ikke offentligt om, for dæmningerne er regeringens prestigeprojekt. Dæmningerne skal producere strøm, som skal sælges og dermed bibringe Laos, der er et af Asiens fattigste lande, meget tiltrængt udenlandsk valuta.

Stadig til dels lukket land for turister

Det er heller ikke velset, at laoter hænger ud med udlændinge. Indtil 1988 var Laos et lukket land for turister. Man skal stadig have myndighedernes tilladelse til at bevæge sig uden for turistområderne, og udlændinge må ikke opholde sig hos eller bo hos laoter.

Hammer og segl vejer overalt i byerne, også i turistmagneten Luang Prabang nord for Xieng Khouang. I Luang Prabang undrede jeg mig over, at man slet ikke så nogen halvgamle hvide mænd med unge laotiske kvinder, som man gør det overalt i turistområderne i nabolandene Thailand og Cambodja.

Hammer og segl hænger alle steder, og det er ikke for sjov. Her i smukke Luang Prabang. Foto: Lotte Ladegaard

Jeg googlede mig frem til, at laoter ikke har lov at have sex med udlændinge, med mindre de er gift. Man må ikke engang have en laot på besøg på sit værelse.

Te af silkeormelort

Det var nu ikke fordi, jeg savnede sexturismen i Luang Prabang, der er på UNESCO’s liste over verdensarv og et levende stykke arkitekturhistorie med sin blanding af traditionel laotisk byggestil og franske kolonihuse, fra da Laos var under fransk kolonistyre i 1887-1945.

Byen er omringet af skovklædte bjerge og spækket med templer. Og med hoteller, cafeer, restauranter, franske bagerier og franske turister. Stort set alt er møntet på turister, men byen er magisk smukt beliggende på en halvø mellem floderne Mekong og Nam Khan.

En aften gik jeg med en dansk kollega tilfældigvis forbi det mosaikbesatte tempel Wat Xieng Thong, hvor munke i alle aldre monotont chantede deres bønner til Buddha.

En anden dag hyrede jeg en overdækket langbåd og sejlede i silende regn op ad Mekong for at se i tusindvis af små og større buddha-statuer i Pak Ou-grotterne.

Grotte-katten i Pak Ou. Her er i tusindvis af buddha-statuer i alle størrelser. Foto: Lotte Ladegaard

Jeg spiste også blå klistrede ris, såkaldte ”sticky rice,” som laoterne indtager med glæde mindst tre gange om dagen, og drak te brygget på silkeormelort med udsigt til Mekong.

Det smagte godt. Risene var farvet med butterfly pea flowers, som folkene bag restauranten The Silk Road også farver deres fantastiske silkeprodukter med.

Blandt berømte silkeormelortete-drikkere er Sherlock Holmes, Mary Poppins, Harry Potter, d’Artagnan og Scarlett O’Hara

Jeg købte naturligvis silke med hjem. Og te. På posen står der: ”Te af silkeormelort har en unik jordagtig smag. Blandt berømte silkeormelortete-drikkere er Sherlock Holmes, Mary Poppins, Harry Potter, d’Artagnan og Scarlett O’Hara.”

Afrejse med hjertet i halsen

Da jeg rejste hjem efter tre uger i Laos, var det dog ikke med et grin, men med hjertet i halsen. Min danske kollega, der var rejst et par dage før, var i lufthavnen blevet udspurgt om, hvad vi havde lavet hos en NGO, som vi havde støttet med et kursus i børnerettigheder.

Vi havde ikke selv informeret myndighederne om kurset, for vi havde formentlig ikke fået lov at undervise i rettigheder. Så enten har nogen fortalt om vores besøg til myndighederne, eller også har myndighederne holdt godt øje med os, uden at vi har opdaget det.

Selv fik jeg ikke andet end smil, da jeg rejste, og jeg smilede høfligt og lettet igen.

Jeg modtager intet honorar for at skrive og fotografere til POV. Derfor er jeg taknemmelig for hver en krone, du har lyst til at honorere mig med via Mobilepay 27 30 17 89.

Salg af bombekoklokker på det lokale marked. Foto: Lotte Ladegaard

Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget firma. Især fokus på rettigheder, børn og unge samt Asien og Afrika.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1993 og selvstændig konsulent og freelancejournalist siden 1999. Ind i mellem dog med længerevarende kontrakter og enkelte fastansættelser:

- Teknisk rådgiver på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009)
- Teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004)
- Freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005)
- Journalist hos Red Barnet (1995-1999)
- Journalist på Ritzau (1993-1995)

Kontakt mig via www.lotteladegaard.dk og honorer min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.

Foto: Kim Dang Trong.

Seneste artikler om Asien