Stranger than kindness: Claus Ankersen møder Nick Cave

i Kultur/Kunst af
STRANGER THAN KINDNESS // REPORTAGE – Nåede du at få set Det Kongelige Biblioteks store Nick Cave-udstilling inden landet lukkede? Forhåbentlig kan det nås efter genåbningen, for udstillingen om Nick Cave er bestemt værd at se – også selv om man kun kender til den australske verdensstjerne fra en Nick Cave sofapude med fuckfingertryk. POV’s Claus Ankersen har mødt Nick Cave og set udstillingen ’Stranger Than Kindness’, hvis magi rækker langt ud over selve oplevelsen og sætter et varigt indtryk i sindets våde ler. Claus tøver ikke med kalde den australske verdensstjerne både ven og troldmand.

Jeg vidste intet om Nick Cave, da jeg ankom til Den Sorte Diamant en blæsende mandag formiddag i starten af november sidste år. Eller rettere, næsten intet. Jeg vidste han lavede musik, og jeg vidste han skrev. Og så kendte jeg hans ansigt indgående. Og hans fuckfinger.

Fra en pude med tryk i sofaen i min kærestes stue er det umuligt ikke at se ham og hans finger, når man er i rummet. Han stirrer trodsigt og uforsonligt på verden og forbipasserende med superstjernestrakt langemand. “Zombie Lars” som hendes yngste søn kalder ham. Nick Cave havde med andre ord givet mig fingeren så mange gange, at jeg ikke følte noget specielt forventningspres, da jeg ankom for at se udstillingen Stranger Than Kindness og møde manden bag.

Nick Cave er troldmand! Så meget er hævet over enhver tvivl. Selve udstillingen er et stort magisk segl

Til gengæld kom jeg hurtigt til at føle mig forbundet med den australske kunstner. Udstillingen er en slags walk-through gennem Caves liv og karriere, fra barndommen down-under, over coming-of-age kunst i London og Berlin til sønnens tragiske død og Caves refleksioner over liv, død og meningen med det hele som moden livskunstner.

Hvert lokale er indrettet som et nedslag i Caves liv og fyldt med genstande fra hans hjem og arkiv. Billeder, scrapbøger, tegninger, noter, bøger, skrivemaskiner, gamle fotos, dedikationer, tekster, digte…

Alt sammen vedkommende og dybt rørende, og fordi pressen var inviteret udenfor normal åbningstid, fik jeg på det nærmeste oplevelsen for mig selv og gik alene gennem udstillingens rum. Der var kun manden fra min kærestes pude, hans aftryk i rumtiden og mig.

Jeg skrev en besked til ham på skrivemaskinen i hans kontor. Jeg bladrede gennem notesbøgerne, som lå i stabler på bordene, tog bøger ud af bogreolen og slog op på bogmærker, hvor jeg læste hans noter. Et New York telefonnummer til en pige. En note om eksistensfilosofi. Desto mere jeg rodede og borede mig ind under udstillingens hud, jo større familielighed følte jeg, mens jeg fascineret skrev løs på min telefon og dokumenterede min oplevelse med det ene foto efter det andet. Indsigten kom naturligt og bragte stor glæde.

At trænge til bunds i mysterierne

Nick Cave er troldmand! Så meget er hævet over enhver tvivl. Selve udstillingen er et stort magisk segl. Et vidnesbyrd om en livslang passion for det, alkymikere og okkultister kender som ’Det store arbejde’. At trænge til bunds i mysterierne, at kende sig selv – at kende sin skæbne og forfølge den kompromisløst.

Det er en besværgelse, som cementerer den bydende nødvendighed i kompromisløs skabelse, men som også fortæller om selvtransformationens blændværk og ender med at dele en erkendelse af, hvordan den største magi ligger i forbindelsen mellem mennesker. I mødet. Lige nu.

Cool med cool på i sit sorte signaturjakkesæt med hvid skjorte. Med sit sorte hår og tykke øjenbryn og skælmske australske accent. Han var afslappet og imødekommende. Det er jeres show, venner

Her var en virkelig åndsfælle. Jeg kom til at tænke på Alan Moore og Neil Gayman, to andre samtidsmagikere som bruger kunsten som redskab til at forme verden gennem vilje, forestillingsevne og fantasi.

Men altså. Først udstilling, så pressemøde. Alt sammen meget højtideligt. Og lidt sjovt, når man er vant til at være på kunstnersiden. Fordi jeg mest kendte Nick Cave og hans fuckfinger som Zombie Lars fra min kærestes sofapude, vidste jeg naturligvis heller ikke noget om, at det pressemøde jeg var på vej ind til, også var kunstnerens første møde med pressen i de fem år, der var gået siden han sidst mødte pressen i forbindelse med sønnens tragiske død.

Stranger than Kindness, foto: Nick Cave
Stranger than Kindness, foto: Eddie Michel

Inde i Dronningesalen, var der styr på sagerne. Udsendingene fra de største medier sad tættest på scenen. POV sad nogenlunde i midten – uden for synsfeltet, skulle det vise sig, for når Nick Cave forsøgte at se flere journalister end dem på de to forreste rækker, måtte han skærme øjnene med hånden og misse ud i mørket, mens han fortalte os, at han ikke kunne se andet end det mørke slør, lyssætningen skabte.

Men allerførst skulle han lige ankomme. Og det gjorde han, mens alle knipsede, knipsede og klappede og tog billeder og stimlede sammen om manden som en pupil, der pludselig udsættes for lys.

Og så sad han ellers der, the man formerly known as Zombie Lars. Nick Cave. Magikeren. Cool med cool på i sit sorte signaturjakkesæt med hvid skjorte. Med sit sorte hår og tykke øjenbryn og skælmske australske accent. Han var afslappet og imødekommende. Det er jeres show, venner. Lad os se om vi kan få noget fornuftigt ud af det.

Og så gik snakken i to en halv time, som sagtens kunne have været fem timer. Eller ti. Han fortalte, at intet i udstillingen var tilfældigt. At selv den mindste lille detalje var betydningsbærende og op til beskueren at udforske. Hver en bog i udstillingens store bogreol i entreen på vej ind til Caves genskabte kontor er taget med af en ganske bestemt årsag. Hver et fotografi, hver en tegning – det er i hvertfald, hvad kunstneren vil have os til at tro. Og jeg tror på det, jeg som netop har gået og rodet og snaget og ihærdigt forsøgt at bore mig ned under overfladen og afkode det usynlige. Og mødet mellem Caves vision og udstillingens besøgende, bogens læsere, eller koncertens publikum er det, eneste som betyder noget.

Mødet gjorde stort indtryk, og jeg gik oplyst og inspireret fra Dronningesalen. At se udstillingen og møde Nick Cave var som at møde en lidelsesfælle i det store arbejde. Ikke blot en anden digter og kunstnerisk soulmate. Men en troldmand

Det var, da han havde dealet med de fine journalister på de forreste rækker og forsøgte at se, om der var flere i salen, at jeg spurgte ham, hvilken indflydelse skiftet fra skrivemaskine til PC havde gjort for hans skrift.

Det ledte til en refleksion om kreative processer og arbejdsmetoder, og Cave beskrev, hvordan han arbejder og skaber ud fra oplyst improvisation (informed improvisation). Først skriver han i hånden, så skriver han det ind i et tekstbehandlingsprogram, så printer han det, læser det og skriver det igennem. Og når han så går på scenen, så river han teksten itu og genskaber materialet i en ny version, in situ. På stedet, i nuet, i mødet med publikum og verden. Informed impro. Oplyst impro. I sig selv inspirerende for enhver kunstnerisk skabende – og for enhver af verdens hekse.

Det kunne være Lolita

Mødet gjorde stort indtryk, og jeg gik oplyst og inspireret fra Dronningesalen. At se udstillingen og møde Nick Cave var som at møde en lidelsesfælle i det store arbejde. Ikke blot en anden digter og kunstnerisk soulmate. Men en troldmand. Og fordi intet er tilfældigt, heller ikke udenfor udstillingen Stranger Than Kindness, ville skæbnen, at denne besynderlige reportage skulle ende med at spejle Nick Caves form: Oplyst impro.

Alle mine fotos fra udstillingen, mine møjsommelige notater, førstehåndsindtryk og små interessante detaljer, som fx navnet på pigen, hvis telefonnummer Cave skrev i en bog, placerede et æseløre ved og satte i reolen, blev slugt, da min Xiaomi-telefon gik i boot loop efter en systemopdatering.

Nu fandtes oplevelsen pludselig kun i min erindring. Fotos, notater, alt var væk – undtagen aftrykket i mit indres fugtige ler og Caves latter, mens han hvisker mig i øret, at navnet i bogen godt kunne have været Lolita. Det er det i hvert fald nu.

Udstillingen har – måske – igen åbent efter lockdown – og kan ses på Det Kongelige Bibliotek i København. 


LÆS FLERE ARTIKLER AF CLAUS ANKERSEN HER


Topfoto: Anders Sune Berg, fra udstillingen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Seneste artikler om Kultur