OVERGREB PÅ NETTET // KRONIK – Nye former for seksuelle overgreb er opstået med udviklingen af digital teknologi, og et stigende antal børn og unge samt kvinder bliver ofre for, at seksuelt materiale bliver delt på internettet, inkl. deepfake porno. Vi må forberede os på en tid, hvor alle kan blive digitalt kidnappet og misbrugt, uden selv at opdage det, skriver Peter Schjødt.
Stjålne kroppe er ikke længere noget, som kun hører til i syrede science fiction-film. En række kvindelige politikere har netop fortalt, hvordan de har været udsat for seksuelle overgreb og krænkelser på internettet. Her giver teknologien mulighed for at kopiere mennesker fra den fysiske verden og uploade dem til en ny digital eksistens, hvilket resulterer i seksuelle overgreb på de digitaliserede kroppe.
Det handler om den såkaldte deepfake porno, hvor kunstig intelligens bruges til at fremstille seksuelt materiale. Ansigter fra kendte mennesker – oftest kvinder – indsættes i pornofilm, så det ser ud, som om de har medvirket i sexscener af enhver art.
Det er naturligvis ulovligt. Men i grænsefladen mellem mennesket og den digitale teknologi forstår vi ikke altid, hvad vi skal forstå – nemlig at der er opstået helt nye former for seksuelle overgreb med udviklingen af det digitale regime. Vi må forberede os på en tid, hvor alle kan blive digitalt kidnappet og misbrugt, uden selv at opdage det. I hvert fald ikke før senere, når deres kroppe begynder at optræde i et deepfake-liv og i en sammenhæng, som de ikke selv har valgt eller givet tilsagn til.
Hvor store er mulighederne for at beskytte mennesker mod seksuelt misbrug, når det digitale regimes teknologi betyder, at den menneskelige krop kan voldtages på afstand?
Det lyder som en horrorfilm, fx den gamle The Invasion of the Body Snatchers eller Stjålne kroppe, hvor fremmede kræfter bemægtiger sig menneskers kroppe, så de på den ene side stadig ligner sig selv, men på den anden side opfører sig helt anderledes end tidligere. Forskellen er naturligvis, at det i forbindelse med deepfake porno ikke er fremmede kræfter fra det ydre rum, som kidnapper og misbruger menneskers kroppe, men medmennesker fra det jordiske liv.
Spørgsmålet er derfor, om vi for alvor er klar over, hvad det digitale regime gør ved vores menneskelighed?
Når den analoge krop bliver til digitale signaler
Muligheden for at transformere den menneskelige krop til datastrømme betyder, at kroppen ikke længere har nogen fast form, bundet til tid og sted. Den kan, så at sige, stjæles fra os, udnyttes, misbruges og voldtages, mens vi ikke er fysisk til stede.
De mennesker, som får bortført deres krop til det digitale regime, oplever imidlertid stadig konsekvenserne i deres fysiske virkelighed. Det gælder det stigende antal børn og unge, som uden viden og tilladelse får delt seksuelt materiale på internettet, og det gælder de kvinder, som gennem teknologien får deres ansigter eksponeret i deepfake porno.
Fra det digitale regime vil ydmygelsen altid vende tilbage til det individuelle analoge menneske i form af krænkelsen over at være blevet frataget sin kropslige selvbestemmelse og på den mest sårbare måde have fået krop og seksualitet lagt ud til fri afbenyttelse på internettet.
Vi må forholde os til det moralske og juridiske problem, at mennesker i digitaliseret form kan blive udsat for seksuelle overgreb fra fake-personer, som de aldrig har været sammen med
Seksuelt misbrug bliver i udgangspunktet forstået som en direkte og fysisk kontakt mellem to eller flere mennesker; mellem offer og gerningsmand. Men hvor store er mulighederne for at beskytte mennesker mod seksuelt misbrug, når det digitale regimes teknologi betyder, at den menneskelige krop kan voldtages på afstand, som vi ser det med krænkelserne af børn og unge og senest med deepfake porno?
Digitale overgreb er ikke mindre overgrebsagtige
Oplevelsen af, at det er ens egen krop, som uden tilsagn pludselig optræder i en seksualiseret sammenhæng på nettet, er en krænkelse i samme format, som hvis man blev tvunget til at gå nøgen eller udføre tvungne seksuelle handlinger for øjnene af et ukendt antal fremmede mennesker, alene for at imødekomme deres seksuelle lyster.
Når det drejer sig om manipuleret seksuelt materiale som deepfake porno, er en levende og reelt eksisterende persons ansigt stjålet og ”kopieret” ind i en video. Ved hjælp af moderne teknologi ser det ud, som om hun deltager i seksuelle aktiviteter af egen tilskyndelse, eller hun bliver genstand for voldtægt.
Vi oplever en gensidig forstærkning af disse destruktive og krænkende normer mellem internettet og samfundet, fordi det digitale regime forstærker, hvad der findes i forvejen
At det er fake og ikke har fundet sted i ”virkeligheden”, gør det imidlertid ikke til blot en illusion, og derfor heller ikke til noget mere uskyldigt, end hvis personen mod sin vilje var blevet tvunget til at optræde i pornografiske situationer for åbent tæppe i den fysiske verden. Alvoren ved den slags manipuleret seksuelt materiale kan ikke afvises med argumentet om, at det jo blot er en ”kunstig person” skabt af kunstig intelligens, bare med et virkeligt menneskes personlige og identificerbare ansigt.
Overgrebet sker ganske vist ikke i den såkaldte ”virkelige” verden og mod kvinden i direkte fysisk forstand, men i det digitale regime. Men da den virkelige og den digitale verden glider mere og mere sammen, betyder det, at vi må forholde os til det moralske og juridiske problem, at mennesker i digitaliseret form kan blive udsat for seksuelle overgreb fra fake-personer, som de aldrig har været sammen med.
Retten til en egen-krop gælder også, når den digitaliseres
Vi møder altid verden med kroppen forrest. Selv om vi ofte siger, at ”jeg har en krop”, så implicerer dette ordvalg, at der opleves en afstand mellem mig og min krop. En afstand, som vi faktisk ikke oplever i vores liv. Udtrykket ”Jeg er en krop” ligger derfor tættere på den reelle oplevelse, fordi det jo er svært at undslippe sin egen kropslighed.
Teenageren, som skal passere de på en gang tiltrækkende og afskrækkende piger på fortovet, ved, at han ikke kan kontrollere sin rødmen, sin kejtethed, sin lyst eller i det hele taget sin kropslighed – altså den måde, han ser ud på, fremtræder og vil blive bedømt efter.
Den franske filosof Maurice Merleau-Ponty talte om kroppen som det perspektiv, hvorfra vi ser og engagerer os i verden, og hvorfra oplevelsen af mening og selvforståelse udgår. Vi oplever næsten aldrig vores krop som ”bare” en organisk, objektiv ting, som vi umiddelbart kan distancere os fra.
Vores krop er en levet egen-krop; altså kroppen, som jeg er, kroppen, som er kernen i hele min eksistens og udgangspunktet for min oplevelse af mig selv og af verden omkring mig. Når et menneskes krop gennem digitalisering pludselig løsrives fra personens vilje og begynder at blive fremvist og delt på internettet, er det eksistentielt og moralsk stadig dette menneskes egen-krop.
Kroppen løsrives ikke fra personens oplevelse af, at det er den krop, som er ”mig”. Når mennesker derfor, uden medviden og accept, bliver misbrugt gennem spredning af intime billeder eller fake porno, vil de psykiske sår være lige så alvorlige, som hvis krænkelsen var foregået i virkelighedens fysiske verden. Det er i realiteten en stjålet krop, som frit vises frem, og derfor også et voldgjort menneske, forsvarsløst udleveret til andres blik. Og i andre menneskers blik er der noget, som vi ikke har kontrol over, og derfor får dette blik en næsten overvældende og magtfuld betydning for os.
Vi er med andre ord udleveret til verden gennem vores kroppe, som er det eneste synlige ved os, også når der er tale om en digitaliseret udgave af vores virkelige krop.
Kan det digitale regime beskytte menneskekroppen?
Menneskets krop har altid været genstand for voldsomme og konfliktfyldte sammenstød med omgivelserne, hvor kroppen er blevet tillagt forskellige værdier og betydninger, ikke mindst på baggrund af køn. Med internettet og den nyeste teknologi har kroppen fået et yderligere konfliktpotentiale: Gælder et menneskes egen-krop, i digitaliseret udgave, som et menneske, der skal ydes beskyttelse og retslig sikkerhed helt i samme omfang, som den fysiske menneskekrop i virkelighedens verden?
I dag ved vi, at løfter om beskyttelse af den digitaliserede krop fra de store it-virksomheder ikke alene klinger hult, men stort set også er indholdstomme. Organisationen Digitalt Ansvar vurderer, at fx Google og Microsoft er langt fra at leve op til kravene om beskyttelse af mennesker, som udsættes for at blive ”redigeret” ind i seksualiserede rammer på internettet. Politiken kunne i sidste uge dokumentere, hvor let det er at finde den slags materiale, selv om det ikke må deles uden samtykke fra de involverede, og selv om it-virksomhederne juridisk er tvunget til at fjerne det fra deres platforme.
Hvordan institutionaliseres selvbeherskelse, omsorg og ansvar i et digitalt regime?
Fake porno o.l. sker i det digitale regime, men også i en bestemt horisont, som afspejler væsentlige normer i den ”virkelige” verden: misogyni, kvindehad, diskrimination og sexisme. Vi oplever en gensidig forstærkning af disse destruktive og krænkende normer mellem internettet og samfundet, fordi det digitale regime forstærker, hvad der findes i forvejen, og spreder det i en selvforstærkende, cirkulær proces. Internettet er på den måde et forstørrelsesapparat.
I det digitale regime er friheden til at kunne gøre alt blevet sit eget mål, som ikke ønsker andet end sig selv og derfor ender med at ødelægge alt, som kunne udgøre en begrænsning: jura, regulering, moralske normer, selvbegrænsning. Det store spørgsmål i fremtiden bliver: Hvordan begrænser man noget, som er ubegrænset (hvad et netværk jo principielt er)?
Hvordan institutionaliseres selvbeherskelse, omsorg og ansvar i et digitalt regime, som er et ikke-sted? Måske skal vi begynde med at bekæmpe misogyni o.l. i den fysiske verden – så øges mulighederne for at stikke en kæp i hjulet på den digitale ligegyldighed over for menneskets egen-krop. Kilden til næsten alt, som bliver forstærket gennem det digitale regime, ligger for vores fødder, nemlig i den menneskelige verden.
Læs også Karina Muriel Mimouns kronikker:
- “Ikke for at male fanden på Instagram – men fortidens hverdagsbilleder kan blive fremtidens børnepornografi”
- “Familiefotos af danske børn deles og misbruges på anonyme sites – det kan gøres nærmest ustraffet”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
