Stine Pilgaard

Ny roman af Stine Pilgaard: Nyt fra samtalernes krigssti

i Kultur/Bøger af
BØGER // ANMELDELSE – Stine Pilgaard er aktuel med sin tredje roman, Meter i sekundet, om en kvinde, der på alle måder er ny i trafikken, da hun flytter til de korte sætningers land, Vestjylland, med mand, spædbarn og et kørekort, der kræver flere timer end som så. Hun er sjov og livsklog som altid, meeeen måske for meget af det gode denne gang, mener POV’s anmelder, Malou Wedel Bruun.

Stine Pilgaard (f. 1984) er født med funny bones i en grad, så hun ikke bare naturligt indgår i den klub, der herhjemme allerede inkluderer navne som Hella Joof, Majse Njor, Line Knutzon og Anders Matthesen, nej, Hella Joof hylder hende også på de sociale medier, og kongen over dem alle, den norske forfatter Erlend Loe, oversætter personligt hendes bøger til norsk.

Det, hun kan, er, som ”klubbens” øvrige medlemmer, dels på uforfængelig vis at sætte sig selv på spil, dels spejle sin samtid og sine medmennesker, så vi alle lærer at se på egne og andres fejl og mangler med lidt mildere øjne og en stor dosis humor.

Ligesom sin norske fan, Erlend Loe, skriver Stine Pilgaard altid ud fra det sted i livet, hun selv befinder sig. I den seneste roman, Meter i sekundet, er jegfortælleren således flyttet med kæreste og spædbarn til Velling tæt på Ringkøbing i Vestjylland.

Her skal han undervise på højskolen, mens hun snart installeres som lokalt ”orakel” i form af brevkasseredaktør, samtidig med at hun både skal lære at være mor, køre bil og tale med de lokale. De to sidste ting, bilkørsel og samtaler, er noget, der falder storbykvinden i starten af 30’erne svært, for den ene tanke griber hele tiden den næste, presser sig på og insisterer på at blive fortalt og afprøvet, uanset om der er tale om en boreprøve fra det allerinderste og mest intime, som kørelæreren/købmanden/dagplejemoren/højskoleforstanderen måske ikke liiige har behov for at høre om.

Meter i sekundet omhandler jeg’et og jeg’ets eget liv i en grad, så man føler sig tæppebombet af oplevelser og erfaringer

Eller ikke har sprog til at svare på. For sproget er nok den største hæmning, konkluderer jeg’et hurtigt; hun skal simpelthen lære at tale udenom for at indkredse det egentlige, i stedet for at gå direkte til kernen. Til det opsøger hun på herligt ublufærdig – læs: tenderende stalker-agtig – vis det lokale samtaleorakel, tv-journalisten Anders Agger, både i supermarkedet, på pizzeriaet og hjemme hos ham selv. Og gennem Agger begynder hun langsomt at forstå værdien af at lirke, frem for at bruge forhammer i samværet med andre.

Om ikke andet teoretisk, for emner som fest, druk, sex og selv de mindste detaljer omkring barnets udvikling bliver ved med at trænge igennem …

De sjoves klub

Man fniser og krummer tæer over Meter i sekundet, præcis som man forventer, hvis man har læst Stine Pilgaard før. Og jeg-figuren – den uhæmmede, intense, humoristiske, frivole, ligefremme, sprogbevidste og meget, meget menneskelige kvinde fra Århus – kunne være den samme karakter, som læseren mødte i forrige bog, Lejlighedssange, eller i debuten, Min mor siger. Der er ændret lidt på omstændighederne, bl.a. på hendes søskenderelationer, men ellers deler de samme åbensindede karaktertræk, inklusive en lesbisk fortid, der betyder, at hun har svært ved helt at begrænse begejstringen for f.eks. en initiativrig mødregruppeveninde eller en gudesmuk kørelærer.

Det er supersjovt og slapstick og godt set og levende skrevet, det er bare næsten for meget af det gode…

Stine Pilgaard er således absolut stadig fuldgyldigt medlem af de sjoves klub, men der bliver længere og længere mellem fnisene i Meter i sekundet. For hvor Lejlighedssange også fungerede på et poetisk/filosofisk plan, i og med alle karakterer i den andelsforening, jeg’et og hendes kæreste flyttede ind i, spejlede jeg’et selv og dermed kunne definere ”hende” på nuanceret vis, så mangler Meter i sekundet den samme afstandseffekt. Meter i sekundet omhandler jeg’et og jeg’ets eget liv i en grad, så man føler sig tæppebombet af oplevelser og erfaringer.

Til sidst bliver oplevelserne ”bare” en perlerække af absurde og akavede situationer, omend jeg’ets poesi og sødme stadig vises i de uforbeholdne kærlighedserklæringer til kæresten. Han gøres til hendes diametrale modsætning, og det, er hun fuldt bevidst om, er opskriften på et vellykket parforhold. To af hendes slags havde været en katastrofe – og omvendt. På den måde bliver romanen på sin vis et langt brevkassesvar. Godt tænkt, men måske altså lidt for langtrukkent. Mindre kunne have gjort det.

Det er ikke, fordi jeg ikke var underholdt fra start til slut, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det måske havde været rigeligt for den kommunikationsnørdede Stine Pilgaard at fokusere på relationen til f.eks. dagplejemoren Maj-Britt, der både tager imod jeg’ets mange betroelser med stoisk ro og i det stille gør oprør mod kommunens mange tiltag på børneområdet; på købmanden, hvis blik bliver tomt, når jeg’et giver et alt for langt og alt for intimt svar, i stedet for blot at nikke ”ja, vi er faldet godt til, tak,”; og på Anders Agger, den lokale helt, der kan tale med alle, inklusive en ustyrlig hoppebold som jeg’et.

Så kunne hele småbørns/parforhold/nostalgilesbisk-delen måske have udgjort sin egen bog? For det er supersjovt og slapstick og godt set og levende skrevet, det er bare næsten for meget af det gode…

Derfor fungerer det også godt, at fortællingen – på vanlig Pilgaard-vis – afbrydes jævnligt, denne gang af jeg’ets mildt sagt alternative brevkassespørgsmål og -svar. Her får man netop den afstandtagen, der kræves, for at man kan trække vejret. Ja, her bliver forholdet mellem den talende, og den, der bliver talt på (!) nærmest helt vestjysk underspillet, og klogt og morsomt, når jeg’et tager stilling til alt fra lærer-elev-forhold til en anonym alkoholiker, der ser en soulmate i sin behandler og overvejer at gå fra konen.

Endvidere afbrydes fortællingen af nyskrevne højskolesange, som spagt bliver begrundet i begyndelsen af bogen som jeg’ets og et andet påhængs modsvar til hele højskolekulten. Her fremstår jeg’et både eftertænksom, koncentreret og med sproglig elegance på en måde, der skurrer mod påstanden om kronisk søvnløshed, for hold op, hvor er de sange fine.

En af dem, kærlighedssangen Fortabt er jeg stadig, som Stine Pilgaard skrev til sin kæreste, Daniel Dalgaard, der er leder af forfatterlinjen på Vestjyllands Højskole i Velling, kommer i øvrigt med i den rigtige højskolesangbog i november 2020.

Så hvor hører fiktionen op, og hvor tager virkeligheden over? Jeg ved det ikke, og det betyder heller ikke noget, så længe bogen er “større” end sin forfatter. Jeg ville bare ønske, at Stine Pilgaard, søvnmangel, køretimer, samtaleudfordringer og drømme om druk og uhæmmet sex til trods, havde taget endnu bedre ved lære af Anders Agger og taget turen lidt højere op i helikopteren over Vestjylland.


Stine Pilgaard: Meter i sekundet
268 sider, 249,95 kr.
Gutkind
Udkom 15. maj 2020


Foto: Astrid Dalum, PR

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Kultur