Stille børn, morfar skal larme: Neil Young overdøver alt

af i Musik

MUSIK // ANMELDELSE – For Gud ved hvilken gang spillede Neil Young lørdag aften i Danmark. Denne gang på Tinderbox Festival i Odense. Sammen med bandet Promise of the Real viste han, at han og hans 67 år gamle guitar støjer så poetisk som nogensinde.

Tidligt lørdag eftermiddag på Tinderbox’ Blå Scene spillede Sheryl Crow i selskab med sit stilsikre countryrockband et overflødighedshorn af 90’er-hits. Herunder, selvfølgelig, sangen med det evigt gyldige bonmot, ”If it makes you happy, then why are you so sad?”.

Godt og vel syv timer senere entrerede en 73-årig mand scenen iført en tynd grøn jakke, kasket, slidte jeans og et par sko, der så ud til at kunne klare selv den hårdeste frost i den canadiske vinter – og ikke mindst sin (og her giver ordet mening) ikoniske ’Old Black’, en Gibson-guitar fra 1952, som han har spillet på siden 1968. (Der er nogle, der hævder, at det er en kopi, men det er flere gange blevet benægtet af Youngs guitardoktor.)

Med andre ord: Allerede i de første sekunder, inden Young åbnede for de næste to en halvtimes flodsejlads i den hvide støjbåd, emmede det af patina og autencitet på scenen. Og sådan fortsatte det, indtil lørdag var blevet til søndag.

Under en solo i ‘Powderfinger’ tænkte jeg – ifølge noterne – at det er svært at forestille sig en smukkere måde at tilbringe en sommeraften på end at lytte til Onkel Neils guitarspil

Overfladisk set kan Neil Young godt virke lidt sad at se på og for den sags skyld også at lytte til. Visse af de mere melankolske sange i hans bagkatalog rummer varierende grader af smerte.

Men Young og hans band Promise of the Real skulle ikke langt ind i en længere end ti minutter lang version af ’Love and Only Love’, før det stod klart, at det fortsat gør Young happy at føle tonerne ud af sin Gibson – og senere et par andre guitarer.

En udforskende dialog med sig selv

Sidste gang, Young spillede i Danmark, var på Roskilde Festival 2016, også dengang med Promise of the Real. Dengang havde han netop udgivet det klimatossede album Earth, hvilket koncerten dengang især i begyndelsen bar præg af med en lille håndfuld akustiske versioner.

Men lørdag aften var der inviteret indenfor i Neils distortion-ekperimentarium fra begyndelsen. Det er slående, at der efterhånden er opstået en noget nær komplet symbiose i samspillet mellem de unge medlemmer af Promise of the Real, der blandt andre tæller Willie Nelsons sønner, Micah og Lukas på guitarer, Neil og hans sange.

Siden Roskilde 2016 er Lukas i øvrigt blevet verdenskendt som musikalsk supervisor på Bradley Coopers genfilmatisering af A Star is Born.

En kunstner som Young, hvis poetiske guitarspil konstant er i en udforskende dialog med sig selv, kræver mere end bare intuitivt medspil. Som han jo i øvrigt også fik med Crazy Horse – og Booker T. and the M.G.’s i min indtil Tinderbox største Neil Young-oplevelse på Roskilde Festival 1993.

Hele vejen igennem koncerten havde bassist Corey McCormicks swagger og groovy spil en stor del af æren for, at det stort set ikke blev kedeligt for os andre, mens Neil søgte ind og ud af sine improvisationer.

Under en solo i ‘Powderfinger’ tænkte jeg – ifølge noterne – at det er svært at forestille sig en smukkere måde at tilbringe en sommeraften på end at lytte til Onkel Neils guitarspil.

Det ene øjeblik som en tumlende spurt som i en fugleunges første blafrende vingetag, det næste massivt og heavy som et Hercules fly henover startbanen ved Flyvergrillen, senere melodisk forfinet som i en af Youngs få popsange, ‘Winterlong’. Længselsfuldt som hvilken som helst bjergudsigt hvor som helst på den desert highway, som han sang om i ’Unknown Legend’ om hende den smukke, der altid er på vej videre på sin Harley.

Young og band spillede, så jeg troede på sangens proklamation om rock’n’rolls udødelighed som andet og mere end en skåltale

Young har skrevet en sang om det, der har skabt ham, ’From Hank to Hendrix’. Den blev også spillet og kom iklædt det fantastiske Promise of the Reals swamprock til at stå som en rammefortælling om aftenens audiens hos Kong Neil.

Som for eksempel i ’Alabama’, der med sine referencer til slavetiden i sydstaterne, fik Lynyard Skynyrd til at skrive deres signatursang og senere sydstatsnationalsang ‘Sweet Home Alabama’ – med linjen  “I hope Neil Young will remember, a Southern man don’t need him around anyhow.”

Midt i koncerten leverede Young og band sin 40 år gamle signaturhymne ’Hey Hey, My My (Into the Black)’, hvor Young og band spillede, så jeg troede på sangens proklamation om rock’n’rolls udødelighed som andet og mere end en skåltale. Det spiller så også ind her, at Young modsat mange (de fleste) andre i sin generation har bevaret sin integritet og trang til at være på tværs og kritisere forurenere, magthavere og kollegers knæfald for ussel mammon. Neil har været tro overfor rock’n’roll som et sindsbillede.

‘Rock’n’roll will never die,’ synger manden i sin grønne jakke, så han lyder som sit efternavn. Ingen af denne verdens plastikkirurger eller crossfitinstruktører vil dog kunne dølge det faktum, at vi alle sammen på et eller andet tidspunkt ruster. Også Neil, om forhåbentlig mange år.

Men som en påmindelse om det den spirit, Neils gamle idol Elvis bragte ind i Sun Studios, gøres det ikke meget ypperligere end, som han og hans håndgangne mænd overdøvede al fuldemands- og kvindeknævrer i Tusindårsskoven i Odense.

Stille børn, morfar skal larme.


Neil Young + Promise of the Real
Tinderbox Festival, Blå Scene
lørdag 2. juli 2019

Sætliste:

  1. Love and Only Love
  2. Mr. Soul
  3. Powderfinger
  4. Words (Between the Lines of Age)
  5. Winterlong
  6. Alabama
  7. Unknown Legend
  8. From Hank to Hendrix
  9. She Showed Me Love
  10. Hey Hey, My My (Into the Black)
  11. Cowgirl in the Sand
  12. Everybody Knows this Is Nowhere
  13. Fuckin’ Up
  14. Down by the River
  15. Throw Your Hatred Down
  16. Mansion on the Hill
  17. Rockin’ in the Free World

Foto: PR

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Musik