stemme kvinde videomøder

Stemmen er kvinders største udfordring i videomøder

i Viden/Digitalt af
VIDEN // DIGITAL – Forskere har undersøgt, hvordan forskellige stemmer opfattes via onlineværktøjer som Zoom, Skype eller Teams. Ikke alle frekvenser transmitteres fuldt ud, hvilket især går ud over kvindestemmerne. De opfattes som mindre kompetente, udtryksfulde og karismatiske end mændenes stemmer.

Brugen af videomøder er eksploderet under coronakrisen. Skoleelever, undervisere og stort set alle virksomheder bruger enten Zoom, Teams eller Skype, og selv når krisen aftager, er der udsigt til, at videomøder fortsat vil være en stor del af hverdagen for mange.

Videomøder er nemt, effektivt og gnidningsfrit, men en undersøgelse viser, at videomøderne er en ulempe for kvinder, da deres stemmer opfattes som mindre udtryksfulde, kompetente og karismatiske end mændenes stemmer.

Det skyldes, at der – på trods af den enorme datamængde, der overføres i forbindelse med et videomøde – er tale om komprimeret lyd, som ikke formår at transmittere alle frekvenser og detaljer i det talte sprog. Og det rammer altså i højere grad kvinder end mænd, viser undersøgelsen.

Du skal have vedkommendes fulde opmærksomhed. Vores stemme er uhyre vigtig i den sammenhæng – specielt i en situation, hvor kropssprog er taget ud af ligningen

Undersøgelsen af hvordan den komprimerede lyd påvirker brugernes karisma, er den første af sin art i verden. Bag den står Oliver Niebuhr, lektor ved Center for Industriel Elektronik på Syddansk Universitet, og adjunkt Ingo Siegert fra Universität Magdeburg.

I over 15 år har Oliver Niebuhr forsket i de non-verbale signaler og lingvistiske karakteristika, der kendetegner nogle af verdens bedste talere som f.eks. Steve Jobs, Barack Obama, Nelson Mandela og Martin Luther King. Ved hjælp af optagelser og computerprogrammer har han kortlagt nogle af de akustiske strukturer, som karakteriserer dem, og populært sagt har han sat karisma på formel.

videomøder kvinde stemme
I videomøder transmitteres kvinders stemmer mindre godt, viser en ny undersøgelse. Foto: Rawpixel

Der forsvinder mere fra kvinders stemmer

Oliver Niebuhr anskueliggør fænomenet sådan her:

”Du kan sammenligne det med smørrebrød. Når du komprimerer lyd, fjerner du noget. Hvis vi tager en ’dyrlægens natmad’, så forsvinder der i mændenes tilfælde måske lidt sky, fordi deres stemmeleje ligger i et bestemt frekvensområde. Fordi kvinders stemmer ligger på en anden frekvens, forsvinder der mere; måske smør, saltkød, sky og løgringe, så der til sidst kun er en leverpostejsmad tilbage”, fortæller Oliver Niebuhr.

Og leverpostej kan opfattes som kedeligt, hvilket bestemt ikke er godt i et vigtigt møde eller en eventuel forhandlingssituation, hvor man skal overbevise en person om noget. Her er det essentielt, at man fremstår karismatisk.

”Du skal have vedkommendes fulde opmærksomhed. Vores stemme er uhyre vigtig i den sammenhæng – specielt i en situation, hvor kropssprog er taget ud af ligningen, som tilfældet er i et videomøde”, fortæller Oliver Niebuhr.

Jo dårligere net, jo værre

I en tid, hvor ikke blot undervisning, handler, forretningsaftaler, men også politiske dagsordener håndteres via digitale kommunikationsmedier, så er der brug for, at teknologien forbedres.

For det nytter ikke noget, at f.eks. Mette Frederiksen er bagud på point allerede, inden hun går ind til en forhandling.

I fremtiden bør der være mere fokus på de detaljer, som er essentielle i vores kommunikation – de små nuancer

”Nu er det sådan, at jo dårligere internetforbindelse du bruger, jo mere komprimeret bliver lyden. Jeg antager, at den danske statsminister sidder på en god internetforbindelse, så jeg vil ikke være bekymret for, at meget går tabt i denne sammenhæng.

”Med den viden, vi har fået med denne undersøgelse, bliver der mulighed for, at vi kan foretage justeringer”, siger Oliver Niebuhr. Han fortæller, at udviklerne af videomødeprogrammer har fokuseret på, i hvor høj grad brugerne har kunnet forstå ordene, som bliver sagt. Altså, hvor klart og tydeligt ordene transmitteres.

Det er justeringer af såkaldte codecs, der er tale om. Forenklet kan man sige, at en codec er enhed eller et computerprogram, der koder eller afkoder digitale data.

”Ikke alle codecs får kvinder til at fremstå mindre karismatiske, men i fremtiden bør der være mere fokus på de detaljer, som er essentielle i vores kommunikation – de små nuancer”.


Denne tekst er en redigeret version af originalen, der er syndikeret fra Syddansk Universitet – en af POV’s mediesamarbejdspartnere. Du kan se alle POV’s mediesamarbejdspartnere her.


LÆS MERE I POV OM ONLINEMØDER HER


Topillustration: Lydtransmissionen i videomøder reducerer kvinders stemmer, så de virker mindre karismatiske, viser ny forskning. Foto: Pixabay

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Sune Holst er journalist ved Det Tekniske Fakultet på SDU.

Seneste artikler om Viden