TEATER // OMTALE – Fix+Foxy og Toaster har kastet sig ud i et samfunds-teater-fletværk, hvor de næste fem måneder byder på op til 30 stedspecifikke oplevelser med rigtige mennesker, som er en del af og belyser den konstruktion, vi kender som Staten. Det er ambitiøst dokumentar-teater … eller med projektets egne ord: en megaloman iscenesættelse af en by.
Ordene ”Staten, det er mig”, tillægges Solkongen Ludvig XIV. Et udtryk for enevældens ideal om, at en mand i toppen bestemmer. Statens interesser er lig med denne ene mands interesser. Da han er indsat af Gud, vil disse interesser også tjene hans undersåtter. Der er i hvert fald ingen, der spørger dem.
Helt så enkelt har det aldrig været. Selv den enevældige konge var afhængig af dygtige embedsmænd, generaler, godsejere, toldere, arkitekter og i sidste ende de ydmyge bønder, borgere og arbejdere, der skabte samfundets værdier. Ludvig XIV er kun to numre fra ham, der mistede hovedet.
Nogle mennesker bestemmer bare mere end andre. Det er ”de andre”
I dag er staten heller ikke statsministeren eller regeringen eller Folketinget. Eller ”det offentlige”. Alle ved, at hvad der er godt for Novo Nordisk, er godt for Danmark (hvis jeg må tillade mig en omskrivning af citatet om General Motors og USA). Og er du og jeg ikke også små eller store tandhjul i det maskineri?
Os og dem
De fleste af os går rundt i vores egen lille verden. Vi passer vores arbejde, går til forældrearrangementer, ser tv, betaler vores skat, stemmer til valget, holder mere med det ene fodboldhold end det andet. Medmindre vi ikke gør det.
For nogle mennesker betaler ikke skat. Nogle laver nyheder frem for at se dem. Nogle ejer arbejdspladsen. Nogle har ikke stemmeret. Nogle mennesker er udenfor. Nogle mennesker bestemmer bare mere end andre. Det er ”de andre”.
Det er politisk ladet teater, men dramatisk er pointen, at amatører med den rigtige iscenesættelse kan gribe publikum lige så godt som professionelle skuespillere
Nogle gange synes vi ikke, at det er de rigtige mennesker, der bestemmer eller drager fordel af staten. Ligesom vi har meget forskellige holdninger til de forskellige mennesker, der står udenfor. Igen: de andre. Men vi hænger altså alle sammen sammen – i Staten.
Amatører og rigtige mennesker
Tue Biering og Fix+Foxy har i årevis konsekvent strakt grænserne for, hvad scenekunst kan på scenen. Mod alle odds satte (barne)ansigt på statistikken. Vredens bær trak fattige migrantarbejdere, der plukker de jordbær, vi køber i supermarkedet, ind på scenen. Vi de 1% præsenterede eliten og bunden i samme arena. Og The Deer Hunter kom helt ind under huden på PTSD-ramte veteraner.
Det er politisk ladet teater, men dramatisk er pointen, at amatører med den rigtige iscenesættelse kan gribe publikum lige så godt som professionelle skuespillere. Det gælder ikke mindst, når de – måske med lidt dramatisk bearbejdning – fortæller deres egen historie.
Den metode er der også andre teatergrupper, der anvender, men alligevel peger de nævnte forestillinger logisk frem mod det megalomane projekt, som Staten har udviklet sig til. Tue Biering fortæller selv, at ideen startede med ti historier/forestillinger. Ved lanceringen i onsdags var tallet steget til seksten. Som brikkerne nu ellers falder på plads, vil det tal vokse til 25-30 individuelle historier/forestillinger/performances over de kommende fem måneder.
Fletværk og netværk
Fra film kender vi til det, der nogle gange omtales som ”flettefilm”. Det er film, hvor forskellige ikke-relaterede historier fletter sig ud og ind mellem hinanden, men har en fælles pointe. Love Actually er et godt eksempel på formlen. På samme måde kan vi se Staten som ”flette-teater”.
Som Tue Biering påpeger, så kan den politimand, der optræder i en forestilling, have været med til at arrestere den bankrøver, der optræder i en anden. Denne bankrøver henleder opmærksomheden på, at kriminalitet koster staten 10 milliarder kroner om året, hvilket vi kan have i baghovedet, når vi som publikum i en tredje forestilling bliver inddraget i, hvordan skattekronerne skal prioriteres.
Skal der være ekstra pension til alle, mere offentlig transport eller dyr sygehusbehandling til en enkelt patientgruppe? Og ikke at forglemme: hvis man ikke bruger tilstrækkelige ressourcer på de urolige drenge fra de belastede kvarterer, så ender de i misbrug og muligvis kriminalitet, som så koster kassen. Den slags prioriteringer og diverse fadæser kan så blive afdækket af ”den fjerde statsmagt” – pressen – som også er repræsenteret.
I dette og flere andre tilfælde bliver det meget intime forestillinger, hvor publikum rejser med og interagerer med fortællerne næsten en-til-en
Det er nogle sammenhænge, som de fleste af os, egentlig godt er klar over. I Staten får vi dem bare smasket op i hovedet. For de historier, vi ser/læser om i medierne, bliver pludselig fortalt af mennesker, vi kan møde på gaden. Måske en nabo, måske en fra vores barndomskvarter. Netværksteorien siger, at vi kun er seks led fra at kende Kong Frederik, så …
Staten er lige her
De enkelte aktørers baggrund og/eller plads i Staten afgør, hvor historien udspiller sig. I et rabarberkvarter på Østerbro, på Den Hirschsprungske Samling, i et supermarked eller på et børnehus. At spille på lokationer med betydning for historien er ikke unikt. Når en taxichauffør kører rundt med sit publikum gennem Københavns ”socioøkonomiske bydele”, minder det om turen med NHZ Boat Tours. Bortset fra, at det altså er en rigtig taxichauffør, og at hans fortælling handler om ægte oplevede møder med passagerer.
I dette og flere andre tilfælde bliver det meget intime forestillinger, hvor publikum rejser med og interagerer med fortællerne næsten en-til-en. I nogle tilfælde kan der dog deltage op mod 100 gæster, så der er stor variation. Derudover er der forskel på, hvornår og hvor tit de enkelte delforestillinger spiller.
Der vil næppe være mange, der får set det hele. Det er så jævnfør de koblinger mellem de forskellige historier, som Tue Biering peger på, også lige meget. Tre-fire-fem dele vil alligevel give et indtryk af kompleksiteten i Staten.
Man skal være indstillet på at kaste sig ud i det uvisse
Det gælder ikke mindst, hvis publikum tør risikere at møde et menneske, der repræsenterer ”de andre”. Hvad det angår, udfordrer Statens hjemmeside sit publikum til at få tegnet egen socioøkonomiske profil. Derefter vil algoritmen – stik mod de sociale mediers politik – anbefale et kig på det modsatte verdensbillede
Så Staten er et kunstnerisk projekt, der stiller ret store krav til sit publikum. Man skal være indstillet på at kaste sig ud i det uvisse. Man skal investere en del tid i flere forestillinger for at få det fulde udbytte. Man skal holde vågent øje med hjemmesiden, hvis man vil sikre sig billetter til de mest intime forestillinger med 4-10 pladser. Og selv om historierne sikkert i sig selv er dramatiske, så skal man nok også interessere sig for … staten.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
