Stakkels Erik

Synnøve Søe 25.03.2017

Hvorfor er der så få mennesker, der går i teateret, spørger Synnøve Søe, der mindes sin egen ungdom, hvor det var helt normalt at droppe forbi et teater og nyde oplevelsen. Men måske svaret desværre ligger i kvaliteten. I denne uge var Synnøve selv inde på Svalegangen i Aarhus og se forestillingen Svaneblod, som hun giver karakteren ”ikke bestået”. Der var tale om en ”kedsommelig, intetsigende og indforstået forestilling”, der til med var skabagtigt spillet, melder hun.

ANMELDELSE – Hvorfor er der ikke mere nogen der kommer forbi et teater her i Danmark og tænker: ”Den her forestilling går jeg sgu ind og ser i aften, det lyder spændende.” Måske er der nogen der køber billet spontant, men mig, der elsker teater kender ikke nogen og har ikke hørt om nogen siden i 80erne, hvor det var helt normalt at smutte ind på bagerste eller forreste række, hvor der nu var billetter. Vi så masser af teater, det var en del af den sociale og kulturelle scene for mange, også unge, sådan er det ikke mere.

De sidste 7-8 gange, jeg har været i teatret her i Aarhus i løbet af det sidste år, har det været rædsomt, uvedkommende og ja, skabagtigt og det var det også i aften på Svalegangen der lagde scene til gæsteforestillingen, Svaneblod skrevet af forfatteren Tomas Lagerman Lundme – og hvor skriver han dog pragtfuldt og originalt og stramt, jeg var vild med ordene, men et skuespil? Nah, lad mig læse det i en bog, som et langdigt, en hyldest, lad mig læse det som et værk, et Lagerman Lundme værk, et skuespil skulle det aldrig have været og opført da slet ikke.

Jeg forstår til fulde de to publikummer, der efter tyve minutter løb – ja, de løb – ud af salen, hvad der ikke går ubemærket hen når man som de sidder på første række og stykket er en monolog iført en saxofonist.

Stakkels Erik.

Hvem er denne Erik? Ja, det skal man åbenbart have lavet en masse research for at vide, inden man går i teatret for at følge bare en smule med, og for da ikke at tale om at finde rundt i forestillingen.

Jeg forstår til fulde de to publikummer, der efter tyve minutter løb – ja, de løb – ud af salen, hvad der ikke går ubemærket hen når man som de sidder på første række og stykket er en monolog iført en saxofonist.

De fleste over 45-50 år ved, at der var en verdensstjerne, en formidabel dansk balletdanser, der hed Erik Bruhn, men altså hans nærmere historie og hvilke balletter han har medvirket i på hvilke teatre verden over, det er jeg i hvert fald ikke stiv i, og jeg vidste ikke mere, da publikum afmålt klappede af Olav Højgaard og saxofonisten, Mads Ole Rode Erhardsen.

Salen var til denne forpremiere knapt halvt fyldt, og det var et gravkammerhumør, der huserede. På et tidspunkt var der et kvart grin af ganske få publikummer, og det kvarte grin bredte sig ikke, det gjorde interessen heller ikke. Det er en død forestilling og den time, den varer, føles som 77 uger.

Stakkels Erik.

Jeg var voldsomt imponeret over, at monolog-indehaveren Olav Højgaard kunne huske alle ordene udenad, fagligt i orden, men det skal jeg jo ikke sidde og tænke på. Jeg vil gribes og kastes ned i Erik Bruhns dyb og dybder. Jeg vil mærke Bruhns fortvivlelse over hans livskæreste forhold til den russiske – også balletverdensstjerne – Rudolf Nureyev, og jeg vil rystes over Bruhns død i 1986 af lungebetændelse i Toronto – nogen mener at vide at hans død var AIDS-relateret og hvis det her stykke er en hyldest til Erik Bruhn, så skal døden vel beskrives lige såvel som dansen. Teateret Freezeproductions, der har produceret og sat i scene nævner konsekvent og befamlende kun verdensstjernen som ”Erik” i deres egen omtale af Svaneblod. Jeg græmmes.

Som Tomas Lagerman Lundme så sigende skriver og meget stift genfortalt af Olav Højgaard: Lidenskab – man lider ikke, man skaber sig bare, dem der skaber sig, skaber ikke noget – de skaber tomhed.

Stakkels Erik.

Svaneblod er instrueret af teaterdirektør og instruktør Hanne Trap Friis. Jeg ville så gerne skrive noget pænt om de folk, der er med på produktionen, for jeg ved, at de alle – ikke bare brænder for teater og det de laver – nej, de er brændende i deres dedikation og kasketten af for det og dem, men den her forestilling kan hverken få en hæl eller en tå af en balletsko af denne anmelder.

Det er en kedsommelig, intetsigende og indforstået forestilling, og så er den skabagtigt spillet – som Tomas Lagerman Lundme så sigende skriver og meget stift genfortalt af Olav Højgaard: ”Lidenskab – man lider ikke, man skaber sig bare, dem der skaber sig, skaber ikke noget – de skaber tomhed.”

Ikke bestået.

Stakkels Erik.

POV lønner ikke sine skribenter, men hvis du nyder Synnøve Søes tekster og gerne vil vise det, så kan du donere et beløb direkte til hende for hendes arbejde vua Mobile Pay: 2868 9830 – på forhånd tak, men da især tak fordi du læser med.

Svaleblod spiller 25. mar – 8. apr 2017 i Svalegangeens Store sal. Varighed: 75 min. Tid: 19.30. LØR: 16.00. Pris 95 – 195 KR.
Topillustration fra forestillingen.