STORE BEDEDAG // KOMMENTAR – “En accelererende hypersekularisering er resultatet af ønsket om afskaffelsen af store bededag – en sekularisering, som ikke er en bevidst politisk vilje til at svække båndet mellem stat og folkekirke, men primært en økonomisk effektiviseringslogik, som bestemmer, hvordan samfundet skal indrette sine helligdage”. Lektor i religionssociologi, Brian Arly Jacobsen, giver et religionssociologisk perspektiv på, hvad der driver regeringen til at foreslå og eventuelt gennemføreet forslag om at reducere antallet af helligdage i Danmark – med de implikationer, det måtte have i relationen til kirken.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringens ønske om at afskaffe store bededag er blevet omtalt som både et anslag mod den danske overenskomstmodel og kristendommens betydning i Danmark. Regeringens argument er, at forsvarets behov for fremrykning af investeringer i en krigs-/krisetid kræver ekstraordinære ofre af befolkningen i form af en fridag mindre og dermed et større arbejdsudbud.
Regeringen er af kritikere i og omkring folkekirken blevet beskyldt for at blande sig i folkekirkens indre liv.
Der er en tradition for at skelne mellem det ”indre” og ”ydre” liv i kirken. Folketing og Kirkeministeriet sørger for kirkens ydre rammer, men blander sig ikke i kirkens ”indre” liv. Præsterne har forkyndelsesfrihed.
En sekularisering, som ikke er en bevidst politisk vilje til at svække båndet mellem stat og folkekirke, men primært en økonomisk effektiviseringslogik
Det er dog ikke så sort/hvidt. Hvad der præcis dækker henholdsvis det indre og det ydre liv, er der ikke enighed om. Kirkeministre og Folketing har da også defineret det indre liv gennem tiderne med vedtagelse af muligheden for kvindelige præster i 1948, indblanding i salmebogen, ansættelser, i forbindelse med administrationen af Fællesfonden, indførelse af vielse af samme køn m.m.
Det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt regeringens forslag skal forstås som et indgreb i den danske overenskomstmodel. Der har tidligere været regeringsindgreb på trepartsområdet, ligesom skiftende regeringer har grebet ind, hvis arbejdsmarkedets parter ikke kunne blive enige om en ny overenskomst og har derefter fastsat overenskomstvilkår ved lov. Den danske overenskomstmodel består fortsat uagtet disse indgreb.
Denne artikel vil dog ikke undersøge spørgsmålet om den danske overenskomstmodel nærmere, men vil snarere give et religionssociologisk perspektiv på, hvad der driver regeringen til at foreslå, og eventuelt gennemføre et forslag om at reducere antallet af helligdage i Danmark med de implikationer, det måtte have i relationen til kirken, der traditionelt har været med til at fastsætte antallet af helligdage.
Bededagens historie
Der er intet i regeringens forslag eller argumenter for dette, som tyder på, at forslaget er et angreb på folkekirkens (sær)status eller traditionen med et samarbejde mellem stat og kirke om at bestemme antallet af helligdage.
Danske helligdage er i helligdagsloven officielt defineret som folkekirkens helligdage. Helligdagsreformen af 1770 er den seneste reform af helligdagene, som blandt andet bestemte at samle en række helligdage til store bededag – fjerde fredag efter påskesøndag. Det var ’Statsbalance-Kommissionen’ nedsat af Christian 6, der både havde gejstlige og statsembedsmænd i kommissionen.
Rationalet for effektiviseringsparadigmet, som gennemstrømmer både offentlige og private organisationer, er en neoliberal diskurs, som har været en globalt dominerende ideologisk tendens de sidste par årtier
Trods uenighed fremsatte nogle af kommissionens medlemmer et forslag, som Christian 7. skrev endeligt under på. Det er denne liste af helligdage, som Folketingets helligdagslov refererer til, når den i § 1 skriver: ”Der må ikke på folkekirkens helligdage foretages noget, hvorved gudstjenesten forstyrres.”
Igennem årtier er helligdagsloven blevet liberaliseret fra at være en lov, der dikterede en række restriktioner om, hvad der fx måtte være åbent af butikker og beværtninger i samfundet på helligdage. Generelt gælder det, at der ikke må foretages noget på folkekirkens helligdage, hvorved gudstjenesten forstyrres.
Lukkeloven er et resultat af traditionen for helligdage og den lovgivning, der er gennemført på området. Lukkeloven fastsætter regler for åbningstiderne i butikkerne. Loven er senest ændret med virkning fra den 1. oktober 2012, hvilket indebærer, at butikker som hovedregel kan holde åbent hele døgnet alle årets dage. Undtaget er helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag og efter kl. 15 på nytårsaftensdag, hvor butikkerne skal holde lukket.
Hypersekulariseringen af samfundet
Liberaliseringen af helligdagsloven gennem årtier – og i videre forstand lukkeloven – kan opfattes som en art sekularisering, men det har givet ikke været en bevidst sekulariseringspolitik (sekularisme) af samfundet fra lovgivernes side. En sekularisering der har ført til, at religion – her folkekirken – i mindre grad dikterer, hvordan samfundet skal indrette sig.
Denne form for sekularisering karakteriserer jeg her som hypersekularisering – en sekularisering, som overskrider eller overdeterminerer den politiske vilje.
Hypersekularisering betegner her en form for sekularisering, som er et resultat af det senmoderne samfunds ekspressive individualisme, hvor effektivisering, globalisering og rationalisering nedbryder traditionelle nationale religiøse strukturer.
En eventuel afskaffelse af store bededag skal ses i et bredere perspektiv end blot spørgsmålet om arbejdsudbuddets størrelse
Rationalet for effektiviseringsparadigmet, som gennemstrømmer både offentlige og private organisationer, er en neoliberal diskurs, som har været en globalt dominerende ideologisk tendens de sidste par årtier. Det nødvendiggør studier i religion i kontekst af den økonomiske ordens forandringer og dens associerede ideologier.
Ved at kigge på forandrende relationer mellem effektiviseringsparadigmer og religion er det muligt at finde en ny måde at tænke om forandringen af religionens placering i samfundet i dag samt hos det enkelte individ.
Det kan betegnes som en hypersekularisering, fordi et særligt ideologisk-økonomisk rationale får primær status i forhold til visioner for forvaltningen af relationen mellem traditionel religiøs praksis og offentlige institutioner.
En accelererende hypersekularisering i snæver forstand er resultatet af ønsket om afskaffelsen af store bededag – en sekularisering, som ikke er en bevidst politisk vilje til at svække båndet mellem stat og folkekirke, men primært en økonomisk effektiviseringslogik (her den samlede mængde af arbejdsudbud), som bestemmer, hvordan samfundet skal indrette sine helligdage.
Tilbagekomsten af religion i den danske offentlighed
Tilbagekomsten af religion i den danske offentlighed skal forstås i sammenhæng med regeringers politik i forhold til partnerskabet mellem religion(er) og staten, samt modstand over for disse politikker.
Et partnerskab, som de seneste årtier er sat under pres af både sekulære principper og et globalt neoliberalt politisk rationale, hvis konsekvens her betegnes som hypersekularisering og som kan vise sig at have større konsekvenser for forvaltningen af dette partnerskab end den traditionelle nationalt baserede sekularisme.
Effektiviseringsparadigmer, hvis rationale er en neoliberal logik, transformerer religion i højere grad, end vi har været klar over hidtil, og det betyder, at en eventuel afskaffelse af store bededag skal ses i et bredere perspektiv end blot spørgsmålet om arbejdsudbuddets størrelse.
Læs mere om store bededag i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
