
DIGITAL CHIKANE // DEBAT – On det er Drags eller Onkel Reje. Konspiratoriske charlataner søger altid en ny konspiration og en ny skurk. Det er sådan, de holder sig relevante og tjener deres penge. Det stopper aldrig. Det, der skal gøres, er at sætte en stopper, skriver Maia Kahlke Lorentzen. Vær kritisk og sig fra, når hadefulde konspirationer platformes og maskeres som reel debat.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Nu er konspirationsteoretikerne rykket videre fra at angribe Drag Queens og koncentrere sig om Onkel Reje fra DR, som derfor er sygemeldt med stress og aflyser sine shows. Mange griner af “tosserne”, men deres hetz har alvorlige konsekvenser for deres ofre.
Her har vi fx “krammeterapeuten” Peer Brændgaard, der er gået all in på QAnon-lignende konspirationsteorier og anklager både børneprogrammerne John Dillermand og Onkel Reje for satanisme og pædofili.
Når man kalder til kamp ved at beskrive personer og ting, man ikke bryder sig om, som satanister og pædofile – altså ondskaben selv og folk, der vil voldtage børn – så ligger der en implicit voldsopfordring i det: Det retfærdiggøres som moralsk rigtigt at handle, da formålet er at beskytte børn.
Folk, der oplever dette, trækker sig, og folk, der bevidner det, tier. Det er her, vi har et problem med ytringsfrihed og selvcensur i Danmark …
Jeg har rådgivet mange ofre for disse reaktionære, konspiratoriske hetzkampagner og kan sige: I kan ikke forestille jer, hvor angstprovokerende det er at opleve, at der er mennesker, der helliger deres liv til at ødelægge én, smæde én, kalde én pædofil, chikanere éns familie, arbejde og venner.
Det har en isnende effekt på alle dele af den offentlige debat. På kunst, kultur, forskning, undervisning, journalistik, aktivisme. Folk, der oplever dette, trækker sig, og folk, der bevidner det, tier. Det er her, vi har et problem med ytringsfrihed og selvcensur i Danmark.
Problemet forstærkes af, at mange medier, debattører og politikere rider med på bølgen, fordi det styrker deres agenda at skabe klik og forargelse. De stikker folk, der kalder alle LGBT+-minoriteter pædofile, en mikrofon under foregivende af, at det er et spørgsmål, der bør debatteres.

Tør Frederiksberg Bibliotek booke en Drag Queen igen?
Det, der også ofte sker, er, at arbejdspladser eller samarbejdspartnere (fx spillesteder i Onkel Rejes tilfælde) ringes op og chikaneres. Det resulterer i, at personen, der rammes, bliver “radioaktiv”. Alle er i princippet imod chikanen, men er man klar til omkostningerne ved at booke en person, som det samlede danske konspirationsland og højreekstreme miljøer dukker op for at protestere imod?
Er Frederiksberg Bibliotek fx klar til at invitere drag queens igen? Det er lettere bare at booke en, der er “ukontroversiel”
Er Frederiksberg Bibliotek fx klar til at invitere drag queens igen, nu hvor de er bekendte med det medieshow og den chikanerisiko, de udsætter deres medarbejdere for? Det er lettere bare at booke en, der er “ukontroversiel”.
Men som shitshowet omkring Onkel Reje viser, så kan alle gøres kontroversielle af denne her reaktionære dagsorden.
DR’s fjollede sørøvervært kan portrætteres som en skurk, der er farlig for børn. Der er faktisk ikke nogen grænse for, hvem der kan fremstilles som en pædofil satanist.
For det er også en vigtig ting at vide om konspiratoriske charlataner som Peer Brændgaard, Flemming Blicher og de andre fra Frihedslisten: De leder altid efter en ny konspiration og en ny skurk. Det er sådan, de holder sig relevante og tjener deres penge. Det stopper aldrig.
Så det, der skal gøres, er at sætte en stopper for smædekampagnerne.
Det er godt, DR politianmelder truslerne. Pas på folk, der hetzes. Udvis solidaritet, slå ring, lad være med at lade jer afskrække. Anmeld chikane og trusler.
Vær kritisk og sig fra, når hadefulde konspirationer platformes og maskeres som reel debat.
Læs mere om konspirationsteorier i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her