Spørg, før du rør’ – samtykkeprincippet i Danmark

i Liv & Mennesker/Kærlighed & sex/Politik & Samfund af

KOMMENTAR – Jeg har været i swingerklub. Ja, jeg har! Det var en kæmpeoplevelse! Jeg oplevede nemlig noget radikalt nyt. Noget banebrydende og bevidsthedsudvidende. Men også noget, som mange betragter som dybt kontroversielt og foruroligende, ja, ligefrem farligt.

Fik jeg din opmærksomhed dér? Godt. Så skal jeg fortælle, hvad det var. Det var swingerloven. Swingerklubber fungerer nemlig efter en genial regel, som – i konteksten – virker fuldstændig selvindlysende. En regel, som mange ønsker sig implementeret på et samfundsmæssigt plan, ja, som ligefrem FN hylder som en grundlæggende menneskerettighed, hvabehar! Ikke desto mindre en regel, et princip, som får sindene i kog, internetkrigerne til tasterne og folketingspolitikere til at rynke brynene i bekymring.

Den lyder i al sin enkelhed: Spørg, før du rør’.

Og det er enkelt. I en swingerklub har ingen lov at røre dig, medmindre de har spurgt, og du har sagt ja. Hvis ham fætteren eller hende dullen i baren så meget som aer dig på kinden uden at have bedt om lov, udløser det en advarsel. Hvis de gør det igen, ryger de ud på røv og albuer. Hvis de ikke har lært lektien, næste gang de dukker op, bliver de smidt ud for tid og evighed.

Hvis man ikke er blevet spurgt og har givet sit samtykke, er ens krop officielt off limits

Man behøver ikke sige nej. Man behøver ikke skrige eller slå fra sig. Og man behøver slet ikke retfærdiggøre, hvorfor man dog befinder sig et sted, hvor man har meget lidt tøj på, og hvor man derfor må forvente lidt af hvert. Hvis man ikke er blevet spurgt og har givet sit samtykke, er ens krop officielt off limits.

Swingerklubber er simpelthen det ultimative safe space!

Voldtægtsparagraffen

Og nu til voldtægtsparagraffen i dansk straffelov. (Men bare rolig – jeg vender tilbage til swingerklubben senere).

Jeg har nemlig også været til noget andet: en konference om samtykkeprincippet i forbindelse med seksuel vold. Det skete i fine rammer på Christiansborg. Konferencen handlede om den danske voldtægtsparagraf og en mulig ændring, således at princippet om samtykke indføres.

Sådan her ser voldtægtsparagraffen ud i dag:

”Efter straffelovens § 216, stk. 1, straffes den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen”

Fokus er altså på tvang, vold eller udnyttelse af en hjælpeløs person. Nogen tænder på vold og tvang! Men hvis den person, det gik ud over, ikke ville og sagde nej – eller var bevisligt ude af stand til at sige eller gøre noget – så er det voldtægt.

Lovteksten kritiseres kraftigt, blandt andet af Amnesty International, der arrangerede konferencen. De og mange andre mener, den er problematisk, især fordi den i efterforskning og retssag medfører et fokus på offerets reaktion i stedet for på overgrebsmandens ansvar: Sagde du fra? spørger man offeret. Skreg du? Råbte du om hjælp?

Der er andre problemer med lovteksten, der for eksempel ikke tager højde for det faktum, at mange voldtægtsofre reagerer med at stivne i angst og så at sige ”lader overgrebet ske”. Det kan betyde, at de ikke har nogen fysiske skader at fremvise som bevis på overgrebet.

Men det væsentligste problem ved lovgivningens ordlyd går dybere end som så. Det er principielt. For lovteksten afspejler, at man i voldtægtssager ikke som udgangspunkt anerkender individet som ukrænkeligt. Tager man paragraffen for pålydende, indebærer den en præmis om, at enhver krop er tilgængelig, indtil der bliver sagt nej. I modsætning til i swingerklubben, hvor enhver krop er utilgængelig, indtil der bliver sagt ja.

Sjovt nok – for dette princip om individets autonomi, selvbestemmelsesret, ikke mindst som seksuelt væsen, er ellers en almindelig tolkning af Menneskerettighedernes §3 – retten til personlig frihed. I forbindelse med seksuel vold kommer princippet tydeligt til udtryk i Europarådets såkaldte Istanbul-konvention, som Danmark tiltrådte i 2014. Her står det klokkeklart, at samtykke er forudsætningen for frivillig sex.

Det princip er vi åbenbart rørende enige i her til lands, ellers havde vi vel ikke ratificeret konventionen. Det er bare det, at … vi ikke har implementeret det i lovgivningen. I modsætning til ikke bare Sverige (nej, det er en myte. Samtykke er ikke opfundet af politisk korrekte svenskere!), men hele 10 andre lande i Europa. Storbritannien har haft samtykkelovgivning i en eller anden form i over 60 år. Samtykkelovgivning er ikke noget nyt, og det er langt mindre kontroversielt, end mange tror.

Straffrit at voldtage i Danmark

Fire ofre for seksuelle overgreb fortalte deres historier i konferencens løb. Det var – som det altid er – ekstremt oprørende at lytte til. Alle fire havde oplevet, at deres overgrebsmand blev frikendt (den ene ganske vist i udlandet).

Det er der ikke noget overraskende i; i sidste ende er det et uhyre lavt antal af anmeldte voldtægter, der fører til dom, omkring 10 procent, og hvis man regner mørketallene med, er det helt grotesk, så er vi nede på 1-2 procent. Ser man positivt på det – det er vanskeligt, men here goes – så kan man roligt sige, at vi er meget, meget gode til at undgå justitsmord i forbindelse med voldtægtsanklager. Ser man negativt på det, kan man sige, at det stort set er straffrit at voldtage i Danmark.

Samtykkelovgivning bliver derfor af mange betragtet som rabiat og yderligtgående, ligefrem et feministisk komplot! Debatten er giftig og præget af hån

Der er næppe kun én årsag til, at det forholder sig sådan, men det er velkendt, at det i voldtægtssager er meget svært at bevise, at den anklagede havde til hensigt at voldtage. Hun ville jo gerne, siger de, og når den krænkede ikke kan fremlægge konkret bevis for, at hun ikke ville, falder sagen.

Der er næppe heller nogen, der tror, at samtykkelovgivning vil være en mirakelkur. Hvad skulle forskellen være på at bevise, at der er sagt nej, eller at der er sagt ja?

Desuden er folk bange for, at samtykkelovgivning vil medføre omvendt bevisbyrde, at det vil blive op til den anklagede selv at bevise sin uskyld ved at fremvise dokumentation for, at der forelå samtykke. Altså et farligt brud på et grundlæggende retsprincip og dermed på retssikkerheden. Samtykkelovgivning bliver derfor af mange betragtet som rabiat og yderligtgående, ligefrem et feministisk komplot! Debatten er giftig og præget af hån.

Politisk har samtykkeprincippet hidtil også haft trange kår. Da Enhedslisten for få år siden fremsatte forslaget om en lovændring, blev det skudt ned. Men det er tilsyneladende ved at ændre sig – flere retsordførere har været fremme og sige, at de er klar til at se på loven, også fra de tidligere så kritiske partier, og det har både ligestillingsministeren og justitsministeren også. De var begge til stede ved konferencen og var fulde af forståelse.

Eva Kjer Hansen undgik imidlertid i sit indlæg omhyggeligt ordet ”samtykke”, mens Søren Pape Poulsen i sit korte indlæg – ind og ud igen, hvis I tilgiver – undgik at forpligte sig til en ændring, men i stedet talte om det ekspertpanel, han har nedsat til at vurdere sagen. Der skal blandt andet indhentes erfaringer fra andre lande, og panelet skal fremlægge sin konklusion til januar.

Jeg skal være ærlig og sige, at det i mine øren stank af udsættelse – ikke mindst fordi der allerede er gået fire år, siden vi tiltrådte konventionen.

Politisk tøven

Justitsministerens tøven spejledes hos retsordførerne for De Konservative, Naser Khader, og for regeringens støtteparti, Dansk Folkepartis Peter Kofoed, som var til stede. Venstre var repræsenteret af politisk ordfører Britt Bager (deres retsordfører, Preben Bang Henriksen, sad blandt tilhørerne). Alle tre sagde de, at de vil ”se på det” og i øvrigt afvente ekspertpanelets anbefaling.

Naser Khader var klar i spyttet og indrømmede, at han indtil for et års tid siden havde troet, at det der med samtykke var noget med kontrakter og afkrydsningsbokse og svenske tilstande. Men nu havde han undersøgt sagen og skiftet mening og forholdt sig langt mere åben. (Det var jo rart at høre en indflydelsesrig politiker fortælle, hvordan man kan blive klogere af lidt research, som et af ofrene siden tørt konstaterede. Nej, det passer ikke, det er min formulering. Hendes ordvalg var mindre stuerent).

Heroverfor stod ikke overraskende Enhedslistens Pernille Skipper og SF’s Karsten Hønge, der begge virkede helt klar til en lovændring. Og dog – Hønge ekkoede også de blå partiers skepsis, den, der handler om bevisbyrden og bekymringen for retssikkerheden.

En anden politikerbekymring var tvivlen om, hvad der overhovedet menes med samtykke, jf. Nasers og utallige andres festlige ide om en underskrevet kontrakt. Hvad er samtykke overhovedet, spurgte skeptikerne, ikke mindst Britt Bager. Hvis det ikke er en kontrakt, hvordan definerer man det så?

For tyveri straffes den, som uden besidderens samtykke borttager en fremmed rørlig ting for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved dens tilegnelse

Man kunne være fræk og svare, at hun jo kunne kaste et blik på en anden paragraf i dansk lovgivning, nemlig den ydmyge tyveriparagraf. Den lyder sådan her:

”For tyveri straffes den, som uden besidderens samtykke borttager en fremmed rørlig ting for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved dens tilegnelse.”

Hovsa? Vi har faktisk et eksempel på samtykkelovgivning i dansk lov. Et andet sted, en anden forbrydelse, ganske vist, men man kunne måske kigge i forarbejderne til loven og se, om justitsministeriets embedsmænd havde gjort sig tanker om, hvad der mentes med samtykke?

Og i øvrigt undres jeg over, hvorfor det ikke i samme grad har affødt bekymrede miner og protester, at man ifølge dansk lov først skal spørge pænt, før man tager noget, der ikke tilhører en selv. (Jeg har endnu ikke hørt nogen udtrykke bekymring for omvendt bevisførelse i den forbindelse, altså at tyven skal bevise sin egen uskyld ved at fremlægge for eksempel en skriftlig tilladelse.)

Det er ret enkelt

Man kunne også nøjes med at citere den britiske advokat Kirsty Brimelowe, der også var inviteret. Det er ret enkelt, sagde hun. Det handler om at søge at fastslå, om den anklagede havde ”reasonable belief” – rimelig grund til at tro på sin sexpartners villighed. Efter common sense-princippet. Sund fornuft.

Kirsty Brimelow viste sig i det hele taget som konferencens stærkeste stemme. Hun har i 20 år beskæftiget sig med sager om seksuel vold, først som anklager og de sidste mange år som forsvarer. Hun har altså set sagen fra begge sider.

For hende havde Danmark altid stået som en progressiv, fremsynet nation, og dette var outdated. Den danske lovtekst, forklarede hun, afspejler en forældet opfattelse af entitlement

Storbritannien indførte for alvor et enkelt og umisforståeligt samtykkeprincip i lovgivningen for 15 år siden, og som hun sagde, var hun i begyndelsen skeptisk, men hendes tvivl blev gjort til skamme af praksis. Hun understregede igen og igen, at det ikke har medført omvendt bevisbyrde.

Anklagemyndigheden skal stadig bevise den anklagedes skyld. Forskellen består i det, hun kaldte evidential framework (det danske begreb kender jeg ikke). Retten er forpligtet til at undersøge, om den anklagede havde søgt at sikre sig samtykke, altså interesseret sig tilstrækkeligt for sin sexpartners villighed. Rettens afgørelse afhænger altså ikke udelukkende af, om kvinden kan godtgøre, med vidner eller skader, at hun sagde kraftigt nok fra. Der lægges vægt på en afdækning af mandens forvaltning af sit ansvar.

Og så sagde hun noget, der gjorde indtryk. Hun var ikke alene overrasket over den danske lovtekst, hun var chokeret. For hende havde Danmark altid stået som en progressiv, fremsynet nation, og dette var outdated. Den danske lovtekst, forklarede hun, afspejler en forældet opfattelse af entitlement. Det er den entitlement, jeg nævnte tidligere: at enhver krop i princippet er tilgængelig, indtil der siges nej. Med lovteksten er Danmark efter hendes mening i strid med international lov og menneskerettigheder, der fastslår enhvers principielle, forudgående ret til kropslig og seksuel autonomi. Du har ikke lov at røre først og bede om lov bagefter. Det er omvendt.

Og det er forskellen på at bevise, om der er sagt nej, eller om der er sagt ja.

Skam og skyld

Det er umuligt at sige, om samtykkelovgivning havde gjort, at de fire ofres sager havde fået et andet udfald, eller for den sags skyld om den vil have nævneværdig effekt på domsafsigelserne. (Ikke desto mindre ligger den britiske domfældelsesprocent på omtrent 57 procent, og i Sverige, som netop har indført samtykkelovgivning, er antallet af anmeldelser stigende, hvilket forhåbentlig er et tegn på, at mørketallet falder).

Men som en af de fire sagde, så ville det i det mindste have hjulpet en del på hendes skam og skyld, hvis retten under retshandlingen havde lagt mere vægt på hendes overgrebsmands ansvar for at sikre sig, at hun glad og gerne indvilligede i, hvad der foregik. Men det havde retten ikke gjort, for det lægger loven ikke op til. Loven koncentrerer sig om vold, tvang og ofrets ansvar for at sige fra. Princippet om kropslig og seksuel autonomi spiller ikke ind, for det er ikke lovens bærende princip.

Tilsyneladende er princippet om lige præcis seksuel konsensus en særlig vanskelig kamel at sluge – det er jo sådan et feminist-issue

Jeg gik fra konferencen med stærkt blandede følelser. Den var opløftende, og den var nedslående. Det er uomtvisteligt en god ting, at emnet tilsyneladende endelig har tiltrukket sig politikernes opmærksomhed, mens det var nedslående at høre deres tøven, og det er – jf. tyveriparagraffen – umuligt ikke at mistænke, at denne tøven ikke er rationelt funderet, men i hvert fald til dels skyldes overleverede kønsopfattelser i det seksuelle spil. Tilsyneladende er princippet om lige præcis seksuel konsensus en særlig vanskelig kamel at sluge – det er jo sådan et feminist-issue.

Og det var måske i virkeligheden det allermest nedslående ved konferencen: At implementeringen af Istanbul-konventionens almene princip synes at strande på den dødssyge kønskamp. Træls var det at konstatere, at tilhørernes kønsfordeling var så forbandet forudsigelig – der var måske 12 mænd og mere end 10 gange så mange kvinder. Træls er også den ubehagelige mistanke om, at nogen modsætter sig samtykkeprincippet, fordi det føles som en magtafgivelse til kvinder – en følelse, der ofte trænger sig på, når jeg debatterer emnet på de sociale medier, hvor man nemt beskyldes for at være sådan en femi-nazi, der ikke kan se det sjove.

No means yes! Yes means anal!” som amerikanske collegedrenge er berygtede for at chante. Og nej, jeg kan ikke se det sjove.

Ét stort seksuelt safe space

Det er inderligt frustrerende. Hvornår lærer vi, at princippet om kropslig og seksuel autonomi ikke er et spørgsmål om pigerne mod drengene? Hvor er solidariteten? Ja, seksuel vold er uden tvivl især et ligestillingsspørgsmål, de fleste ofre er kvinder. Men loven er kønsløs, princippet er kønsløst, vi har alle sammen en interesse i det. Kønnene har ingen problemer med at stå sammen i protest, når det gælder beskyttelse af andre grupper – for eksempel børn. Hvorfor kan vi så ikke stå sammen om dette?

Derfor lød et af dagens mest relevante spørgsmål også: ”Hvordan får vi mændene om bord?”

Men også dette er måske ved at ændre sig. Det gjorde stort indtryk, at et af de fire ofre havde taget sin store søn med. Han stod som en klippe bag sin mor, da hun fortalte sin historie til salen, som et levende billede på, at mænd – naturligvis! – ikke længere gider castes som ansvarsløse sexfribyttere. For den ide er nemlig nøjagtig lige så ringeagtende som ideen om kvinden som lovligt bytte. Denne modige unge mand var lige så krænket som sin mor.

Forestil dig, at hele verden fungerede som den swingerklub. Ét stort seksuelt safe space. En tryg legeplads for voksne, mænd som kvinder. Bliver du provokeret? Er det en vild tanke? Eller er det i virkeligheden et efterstræbelsesværdigt ideal?

Denne modige unge mand. Det samme ord, modig, bruger vi om ofre, der står frem. Hvorfor er det modigt? Fordi man risikerer noget. Hvorfor risikerer man noget? Fordi skammen – stadig – ligger på den krænkede og ikke på krænkeren. Endnu et grotesk element ved debatten. Ingen ville vel kalde mig modig, hvis jeg ”stod frem” og fortalte, at min cykel var blevet stjålet, eller at jeg havde været udsat for et voldeligt overfald?

Er jeg i øvrigt ”modig”, når jeg fortæller om at have været i swingerklub ligesom tusindvis af andre danskere?

Debatten om samtykke er betændt, fordi seksualkulturen, kønsrollerne og ligestillingsdebatten er betændte. Men vi er alle sammen seksuelle væsner, og vi vil alle sammen gerne have gode seksuelle oplevelser. Det er en tanke, vi hylder i det højtbesungne danske frisind.

Men tænk alligevel, at man skal i swingerklub på en dødssyg mandag i et dødssygt industrikvarter i Ishøj for at finde et sted, hvor det bærende princip for ligeværdig menneskelig omgang – i modsætning til i lovgivningen – betragtes og implementeres som den største selvfølgelighed.

Og apropos dansk frisind, så prøv lige denne her tanke. Forestil dig, at hele verden fungerede som den swingerklub. Ét stort seksuelt safe space. En tryg legeplads for voksne, mænd som kvinder. Bliver du provokeret? Er det en vild tanke? Eller er det i virkeligheden et efterstræbelsesværdigt ideal?

Og ikke mindst … ses vi i Ishøj?

Hovedillustration: Jean-Honoré Fragonard, L’Escarpolette, The Wallace Collection, London.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Nanna Katrine Lund (1969) er cand.mag. Hun har arbejdet i bogbranchen siden 1994 og var redaktør på Gyldendal Skønlitteratur fra 2002 til 2013. Siden 2013 har hun arbejdet som selvstændig redaktør og oversætter. Hun er indehaver af Nanna Lund Books. Nanna Katrine Lund bor i Brønshøj.

Seneste artikler om Liv & Mennesker