TEATER // ANMELDELSE – De rige taler ikke om penge, men bruger dem lystigt. For dem, som ingen har, optager de til gengæld al deres bevidste tid. For penge er adgangen til status, til at ”være noget” og ”blive set”. Budskabet er seriøst – leveringen er veltimet komisk, så Spilleren sprænger banken som farce til tiden.
Det med ”til tiden” får et ekstra tryk, når der i castingen leges med kønsnormerne. Rollen som den forførende golddigger Blanche, der stiller sig til rådighed for de mænd, der har pengene, spilles af Simon Bennebjerg, mens den bryske markis de Grillet spilles af Stine Schrøder Jensen.
På den anden side betyder det også, at historiens næstbedste kvindelige rolle går til en mand.
Den bedste kvindelige rolle udfyldes dog stadig med 2 x-kromosomer, nemlig med bravur af Tammi Øst. Hun spiller arvetanten, hvis ufattelige rigdom gør det muligt for hendes arving, generalen, at leve på kredit, mens alle venter på, at gamle Babusjka skal dø. Det har hun aldeles ikke tænkt sig at gøre.
Nobody puts Babusjka in a corner
Ind på scenen ruller Tammi Øst, gangbesværet, men ellers uden hæmninger. Vel vidende at hendes penge sikrer hende total opmærksomhed og total lydighed, herser hun med ansatte, familie og stort set alle andre. Nobody puts Babusjka in a corner.
Og så ruller rouletten.
Blandt jetsettet
Dostojevskis roman om spilledjævlens hærgen blandt ”the idle class” lader sig let omsætte til nutidige omgivelser. Spahotellet med kasino handler kun om en ting: at hive penge ud af gæsterne. Om det er med dyre drinks, kure med tvivlsomt videnskabeligt indhold, meditativ-gestalt-yoga-bindevævs-terapi eller naturligvis rouletten, hvor banken altid vinder.
For de internationale gæster – kapitalismen kender som bekendt ingen grænser – gælder det om at blive set og om at blive set gøre de rigtige ting. Dostojevskijs grever, gentlemen og generaler kan let skiftes ud med tidens penge-jetset og instagram-stjerner.
Nødvendigvis omgås de kun med hinanden og gifter sig med hinanden, som forholdene og formueplejen nu kræver det. Generalens datter Polina skal giftes med hans kreditor de Grillet, som til gengæld tror, at hun elsker ham af rent hjerte. For generalen repræsenterer hun en kapital, som han skal beskytte. Eller rettere: Han prøver at beskytte hendes figur, så hun ikke mister sin tiltrækning, og blander sig i hendes spisevaner.
Herskab og tjenestefolk på hovedet
Men Polina er – spiseforstyrrelse eller ej – også sin fars datter. Hun er klar over sin rolle, og selv om hun ikke elsker de Grillet, synes også hun, at hans slot i Sydfrankrig er attraktivt. Det siger hun i hvert fald.
Hun er naturligvis godt klar over, at tjeneren Aleksej er forgabt i hende. Så længe hun og hendes far kan se frem til tantens arv, har hun imidlertid ikke tænkt sig at bryde reglerne, lige meget hvor ridderligt han end tilbyder at opfylde et hvilket som helst ønske, hun måtte fremkomme med.
Men hvad nu hvis rollerne blev byttet? Hvad nu hvis tæppet blev trukket væk under de rige, og den fattige pludselig kunne vælte sig i penge?
Nå ja, penge er magt, og magt korrumperer. Kærligheden har ikke mange chancer i det spil. Og pointen i Spilleren er nok, at ja, banken vinder altid til sidst.
Tammi Øst, Budde og Bennebjerg
Skuespillerne i Spilleren har åbenlyst en fest med Line Knutzons og Elisa Kragerups særdeles frie fortolkning af Dostojevskijs figurer. Farcen fungerer.
Tammi Øst, som har 40-års skuespillerjubilæum i år, giver den gas som den hæmningsløse og grænseoverskridende gamle Babusjka. Anders Budde demonstrerer endnu engang sin overlegne komiske timing som Aleksej, der bare ikke forstår, hvorfor penge ikke kan købe ham lykken.
Sammen med Simon Bennebjerg gennemspiller han en hedonistisk fest i Paris med al den luksus og alle de fornøjelser, som Blanche kan købe for Aleksejs penge. Han er den lille mand, der ikke forstår spillet og ved, at han ikke forstår det.
Det er imponerende, at så morsom en forestilling kan have så trøstesløs en konklusion.
I Spilleren vinder banken altid
Simon Bennebjerg er som Blanche ærlig i sin kynisme. Måske er hun den eneste, der har gennemskuet spillet og forstår reglerne – og har det sjovt, så længe det varer. I glimt er Kitt Maiken Mortensen (Polina) fornuftens stemme, men hun tør alligevel ikke formulere en udvej.
Hverken Niels Ellegaard som Generalen, Zaki Nobel Mehabil som Mr. Astley (hvis familie vist har tjent deres penge på slavehandel) eller Stine Schrøder Jensen som markis de Grillet er de skarpeste knive i skuffen. De kan ikke bryde mønsteret, og de lader sig velvilligt tage ved næsen.
Der er en vidunderlig dobbelthed i Maria Winther Nørgaard og Adam Schmidt som tjenere/spapersonale/guruer/croupiers på Roulettenborg. De tager grundigt røven på de velhavende gæster, men det er egentlig ikke dem, der scorer kassen. Igen: Banken vinder altid.
At blive set som menneske
Men det er egentlig det smukke ved Spilleren på Betty Nansen Teatret. Der er bid i farcen, hvis vi holder øje med detaljerne. Mellem grinene. For hvordan forholder vi os selv til penge? Til at være noget og nogen, når vi har dem? Og når vi først har dem, puger vi dem så sammen, eller forbruger vi dem så spektakulært som muligt for at blive set?
Det er et grundlæggende menneskeligt behov at blive set. Aleksej bliver lykkelig over ”at blive set som menneske”. Men der er forskel på dette behov og behovet for blive set som vinder. Altså en som er bedre end andre, mere attråværdig end andre, rigere end andre, mere kendt end andre … måske bare kendt for at være kendt.
Spilleren er fremragende teater, hvor vi både bliver underholdt og udfordret.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
