
FILM // ANMELDELSE – En del kan endnu huske, dengang vi stod sent om aftenen og kiggede op på nattehimlens stjerner. For mon der var en af dem, der bevægede sig hurtigt hen over himlen? Det, vi kiggede efter, var de Sputniks – satellitter – som Sovjetunionen opsendte. Et forspring i Den Kolde Krig, hvor Moskvas gadehunde var soldater: Space Dogs.
I november 1957 blev Sputnik 2 sendt ud i rummet. Denne gang med en passager, gadehunden Laika. Hun var verdensberømt fra det øjeblik, vi hørte hendes navn. Man bad for hende. Min zoologiprofessor Brøndsted forlod sit emne ved en forelæsning for at ønske hende en god hjemrejse.
Fra Sovjetunionens hidtil hemmeligholdte arkiver vises nu, hvordan udvalgte samarbejdsvillige hunde behandledes
Vi var så naive dengang. For Laika døde få timer efter Sputniks affyring, og hendes døde krop brændte op, da satellitten hvirvlede tilbage til Jorden. Ifølge datidens russiske legende forvandlede Laika sig, idet hun brændte op i det vægtløse mørke, til et genfærd.
Space Dogs i Den Kolde Krig
Den østrigske film Space Dogs fortæller i en meget anderledes dokumentar om livet i Moskvas gader set fra gadehundenes perspektiv og om russernes videnskabelige forsøg med hunde i 1950’erne.

Dengang under Den Kolde Krig gjaldt det om at konkurrere med amerikanerne. Rumkapløbet var på sit højeste, og russerne tog teten med Sputnik 2 og Laika. Amerikanerne sendte nogle år efter chimpansen Nr. 65 ud i rummet.
Ham hørte vi i øvrigt ikke meget til, for han nægtede at samarbejde og spolerede missionen ved at flå samtlige ledninger fra hinanden og tæske løs på kabinens vægge. Han blev senere, efter en lykkelig landing, udlejet til børnefødselsdage af Washingtons Zoo.
Lykkelige gadehunde
Instruktørerne Elsa Kremer og Levin Peters og den fremragende fotograf Yunus Roy Imer viser os i Space Dogs også nutiden i Moskvas forstæder, hvor de meget selvstændige gadehunde lever et tilsyneladende godt liv. http://topbankinfo.ru
To store stærke hunde leger, slås, sover i bilvrag, dræber en uheldig kat og forstyrrer parkerede biler helt uden menneskelig indblanding. Vi følger deres afslappede hverdag og kommer næsten til at holde af dem. Mange mennesker går forbi dem, men det interesserer dem ikke. De er bare forbipasserende fødder.
Men i tilbageblik priser skuespilleren Aleksey Serebryakovs stemme Moskvas gadehunde, som er særligt stærke og modige—og smukke nok til at kunne præsenteres som Sovjetunionens helte.
Nationens helte
De fanges og bringes til et “hemmeligt” sted, hvor hundredevis af hunde indespærret i primitive bure gør om kap. Fra Sovjetunionens hidtil hemmeligholdte arkiver vises nu, hvordan udvalgte samarbejdsvillige hunde behandles. Titlens Space Dogs.
Det er særdeles forståeligt, at disse frygteligt afslappede, umenneskelige optagelser hidtil har været hemmelighedsstemplede
Der tages blodprøver og indopereres madsonder i deres mavesække. De pakkes ind i ledninger og sendes ud i rummet. Vi ser hundenes tilværelse, og hører kommentatorens smukke stemme spekulere over, hvad de mon ser derude? Hvad drømmer de mon om?
Det får vi aldrig at vide, for det er vi ikke interesserede i. Kun få af disse “nationens helte” overlever. Vi ser et tilfælde, hvor kapslen bliver åbnet og en lille rolig hund blive pakket ud. Den ser taknemmelig ud og slikker glad damen i den hvide kittel, der opmuntrer den til at løbe frem og tilbage.

Den ser ud til at være i fin form, forskerne ved øjensynligt, hvad de gør. Alt dette i videnskabens og fremskridtets hellige navn. Men måske er mennesket ikke hundens bedste ven. Hundevenner vil have svært ved for fremtiden at støtte videnskabelige forsøg.
Umenneskelige optagelser
Det er særdeles forståeligt, at disse frygteligt afslappede, umenneskelige optagelser hidtil har været hemmelighedsstemplede. Vi ser kun småbidder i sort/hvid, men blot 10 minutter i Space Dogs kan pludselig synes meget lange.
Imens løber de store smukke hunde i nutiden rundt i forstædernes halvvilde natur. De får hvalpe. De nyder livet, mens nattergalen synger i træerne.
Men hold øje med slutningen. Den er chokerende . Jeg spekulerer fortsat over, hvorfor Space Dogs skal ende sådan.
LÆS FLERE INDLÆG AF KAREN HAMMER HER
Fotos: Cinemateket, DFI
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.