TEATER // ANMELDELSE – Det er blevet sagt om musicals – og det kan godt være Fred Astaire – at ”det sværeste er at få det til at se let ud”. Præcis det samme kan siges om I et forhold med kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, som ser kaotisk og improviseret ud, men som er knivskarpt timet, gennemmusikalsk, morsomt, fortryllende og i sidste ende en hyldest til kærligheden. Med lidt hjælp fra en håndfuld kvindelige digtere og forfattere.
At skabe en forestilling ud af Anne Linnets musikalske univers i Hvid magi lå lige til højrebenet. Derfra var der vel ikke langt til Tove Ditlevsen, som blev taget kærligt under behandling i Tove, Tove, Tove. Det var begge sammenhængende lyriske universer, hvor der kunne plukkes og flettes.
At sammensætte et poetisk univers med kvindelige forfattere og det seneste århundrede som eneste begrænsninger kunne være kommet til at stritte i alle retninger, men med forholdet som den røde tråd fra forelskelse over ægteskab og gennem utallige kriser til skilsmissen og – måske – ny kærlighed er Sort Samvittighed atter kommet i mål.
Hvor meget vi kan fylde i en forelsket kvindes hjerte, er alligevel overvældende
Manden som objekt
Set med en mands øjne – og mændene er objekter i dette univers – er det overvældende at opleve al denne passion i så koncentreret form. Jo, vi ved godt, at kvinder kan blive vrede. Men hvor meget vi kan fylde i en forelsket kvindes hjerte, er alligevel overvældende.
Det trænger bedre igennem, når det bliver spillet, end når det bare bliver læst. Selv når stemmen-mennesket-kvinden er skjult bag outreret makeup.
De bakker hende op og motiverer til endnu et forsøg, hvis det mislykkes, eller de laver øjne og er ved at brække sig
For – hånden på hjertet – hvem læser disse kvindelige digtere? Netop: kvinder. I al sin spraglede, højtråbende, festlige kvindelighed gør Sort Samvittighed denne verden tilgængelig på en helt anden måde – ikke mindst for de mænd, der ikke har åbnet en digtsamling siden skolen.
Det underfundige kvindesind
Midlet er humor. Uanset om teksterne i sig selv er morsomme eller triste, sårbare, vrede, opgivende, naive eller liderlige, så ender de I et forhold med at være en del af et underfundigt indblik i et kvindesind.
Teksterne vendes og drejes, efterprøves, gentages. Mens én foredrager teksten i tale eller sang, iagttager de andre hende. De bakker hende op og motiverer til endnu et forsøg, hvis det mislykkes, eller de laver øjne og er ved at brække sig … måske især hvis en af dem naivt overgiver sig til troen på alt godt i en mand.
Venindegruppen er vel ikke altid et venligt sted at være. Der kan også være magtkampe, nid, ydmygelse. Men er det ikke sådan, vi mænd altid ser kvinder – som en gruppe eller i det mindste to sammen, når de går i byen. Som et kollektiv.
Indtil en af dem bliver forelsket, bliver kærestekedelig og opslugt af tosomheden.
Indtil de atter har brug for at vende tilbage til basen, til kollektivet.
I et forhold med råb, skrig og trækharmonika
Kollektivet Sort Samvittighed – på scenen Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Kitt Maiken Mortensen, Lila Nobel og Signe Egholm Olsen – giver den gas. Som nævnt med spraglede kostumer og outreret makeup. Med råben og skrigen og store fagter. Med trommesæt, klaver, harmonika, et større udvalg af guitarer og en hel messingblæsersektion.
Der bliver rodet i hele skuespillets værktøjskasse både sprogligt og fysisk. Det samme digt bliver gentaget med forskellig betoning, så man følger udviklingen fra mild bebrejdelse, til stormfuldt skænderi, til enetalen før bruddet. Og kysset varieres fra det passionerede, hvor parterne ikke kan slippe hinanden, til det flygtige, til det, der kun sker, fordi parterne støder ind i hinanden i døren.
Midt i Sort Samvittigheds højtråbende show er der pludselig en afgrundsdyb inderlighed
Det er scener fra et parforhold. Forfærdeligt genkendelige. Både tekstens indhold og i den spillede form. Og vi ved det jo egentlig godt. Spørgsmålet er, hvorfor vi så begiver os ud i det igen og igen og tilsyneladende begår de samme fejl igen og igen.
Kærligheden findes
Set fra Sort Samvittigheds side og ved hjælp af deres udvalg af tekster kan det godt undre, at de gider. At kvinderne gider de tonedøve mænd, frustrationer, svigt og hjertesorg. At de gider de behårede, brovtende trolde.
Men så er det lige, at vi får det glimt, som måske er sværest at forstå, at Manden i et glimt kan være aldeles pragtfuld og alt besværet værd. At Han kan fylde en hel verden med et ord eller en berøring. Midt i Sort Samvittigheds højtråbende show er der pludselig en afgrundsdyb inderlighed. Den ultimative sårbarhed. Skrøbelig og fin.
For de tager Inger Christensens Kærligheden findes til sig som et desperat, men også stolt kampråb.
Det er sådan lidt et bagholdsangreb, når man(d) nu lige har siddet og grinet ad klovnerierne og rocket med på sangene. Men som det udtrykkes i Stakit, stativ, kasket af Stine Pilgaard, så er der aldrig noget rigtigt tidspunkt til at sige den slags.
Så hvorfor ikke gøre det midt i Sort Samvittigheds fyrværkeri af veltimet komik og overraskende fængende sangversioner af de udvalgte digte?
Velproduceret univers af sang og musik
Sidstnævnte fortjener deres egen omtale. Her er der ikke tale om sangtekster som med Anne Linnet eller smukt rimede digte som Tove Ditlevsens (selv om hun er repræsenteret). Arrangementerne af teksterne til fængende melodier er mesterlig. Stilistisk spænder Sort Samvittighed bredt – fra baggårdssang til punk – og de udsætter deres stemmer for lidt af hvert. Men man sidder ofte og stamper takten i gulvet. Det er både festligt, folkeligt og forførende.
Først og fremmest er det velproduceret. Det er gennemtænkt. Det er koreograferet. Det er timet.
Måske hemmeligheden ligger i Sort Samvittigheds kollektive indfaldsvinkel, hvor alt bliver diskuteret, afprøvet og skåret til. Uden sammenligning i øvrigt så blev Monty Python også noget særligt fordi dette ”mandekollektiv” satte barren for hinanden højt. Slutproduktet er i hvert fald en fornøjelse.
Med deres foregående succeser i ryggen kan det ikke undre, at Sort Samvittighed sælger billetter. Allerede inden premieren annoncerer Betty Nansen Teatret, at spilleperioden er forlænget med to uger. Det gør det svært at se en krise i dansk teater. I et forhold er et glimrende eksempel på, at det er muligt at skabe udfordrende, fornyende og populært teater på en og samme gang.
Det er måske overflødigt at tilføje at denne (mandlige) anmelder føler sig fuldstændig forført og kvitterer med seks stjerner.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF STEEN BLENDSTRUP HER
I et forhold spiller på Betty Nansen Teatret til (foreløbig) 18. april
Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed består af: Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Sara Åkerlund Clemmensen, Ida Marie Ellekilde, Signe Fabricius, Tilde Maje Frederiksen, Elisa Kragerup, Kitt Maiken Mortensen, Signe Egholm Olsen og Leila Vestgaard.
Fotos: Catrine Zorn
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
