TRO & EKSISTENS // INTERVIEW & PODCAST – Præst og debattør Sørine Gotfredsen tog tidligere afstand fra åndelige oplevelser og “al følelsesporno omkring troen”, men noget har ændret sig. Gotfredsen taler med Charlotte Rørth om at blive ældre og indse, at man især har brug for dem, der er anderledes end en selv.
”I søndags, da jeg havde gudstjeneste, var det under en af salmerne, som det meget ofte er. Den der fornemmelse af at blive ramt fuldstændig uden filter og modsigelse og lige ind i sjælen. Det er noget, som jeg måske tidligere i mit liv ville have, ja, forbundet med noget lidt følelsesmæssigt hysteri,” indleder præst, debattør og forfatter Sørine Gotfredsen.
Jeg kender hendes standpunkt, for det er sådan, hun har anmeldt mine bøger: Jeg mødte Jesus i 2015 og Vi mødte Jesus to år senere og siden både Gud, du er jo lige her og Med rank ryg.
Selv var jeg rystet over de oplevelser, man kan kalde åndelige, religiøse eller spirituelle, som jeg intet anede om, dengang jeg fik dem som 46-årig. Jeg valgte at undersøge blandt andet to syn med Jesus som journalist ved at spørge præster og læger og mange andre om, hvad der dog skete.
Min egen indre konflikt mellem min naturvidenskabelige opdragelse og tankesæt og de omvæltende oplevelser spejler hendes ord ”følelsesmæssigt hysteri”. Jeg tror, jeg havde tænkt det samme, hvis jeg havde hørt om den slags oplevelser dengang.
Der er kræfter på spil. Der er så meget, der kommer til mig, hvor jeg ikke selv skal gøre noget. Det er kropsligt
Siden fandt jeg ud af, at halvdelen af os har sådanne oplevelser, men det er stadig ikke almen viden, og blandt teologer er oplevelser til bestandig diskussion: Kan man vitterlig mærke og møde Gud, og hvilken betydning skal det have for kirken? Er det ikke mest korrekt at holde sig til ordet, som alle kan få adgang til? Netop det, som den protestantiske kirke – inklusive folkekirken, hvor Sørine Gotfredsen er præst – bygger på?
Lyt til podcasten Berørth med Sørine Gotfredsen her:
Afviste følelsesporno
”Der er kræfter på spil. Der er så meget, der kommer til mig, hvor jeg ikke selv skal gøre noget. Det er kropsligt på den måde, at hele mit legeme bliver let og ubesværet. Hvis jeg om morgenen har ondt i ryggen – eller hvad man nu kan få, efterhånden som man bliver ældre – så kan jeg aldrig mærke det, når jeg står der,” fortsætter hun om sin tilstand foran altret.
”Det er i højeste grad en åndelig oplevelse. Og jo mere, jeg har været i kirkerummet, og jo ældre, jeg bliver, desto stærkere opleves det. I høj grad i kirkerummet, hvor andre mennesker er til stede, og hvor vi er fælles om at være have blikket rettet mod det, som vi antager, eller det, som vi tror på er vores udgangspunkt og omdrejningspunkt.”
– Det er en stor forandring hos dig?
”Meget. Det er det, fordi jeg er et meget rationelt menneske, og jeg har i mine unge år og også i mine første år som teolog og præst været voldsomt bange for al følelsesporno omkring troen.”
Sørine Gotfredsen havde en ”tidehvervsk aversion” mod fromhed og sentimentalitet. Tidehvervs-bevægelsen begyndte midt i 1920’erne som en reaktion mod de kristne vækkelser, der lagde stor vægt på religiøse udtryk som netop oplevelser.
”Jeg har været meget præget af Tidehverv og synes også, den rummer virkelig stor fornuft og forstand, men hvis man rendyrker det og bliver ved med at kredse om, at al det religiøse skal ses på med stor skepsis, så går man glip af nogle ting, og man bliver fordømmende i forhold til den sanselige del af at være et menneske, som står i forhold til Gud.”
CV
Sørine Gotfredsen, født Ellen Vibeke Gotfredsen, 7. juli 1967 i Hadsten
Journalistuddannet, 1993
Sportsjournalist, Aktuelt, senere Ekstra Bladet
Cand.theol., Københavns Universitet, 2004
Master i medievidenskab, dramaturgi og fortælleteknik
Skribent i Kristeligt Dagblad fra 2002
Sognepræst, Jesuskirken, Valby, fra 2009
Forfatter til:
Den åndløse dansker, 2011
At leve med Kierkegaard, 2014
Løft blikket, 2015
En pagt for livet, 2017
Tolv tiltaler, 2018
Som Sørine læser Bibelen, 2020
Udgiver snart bog om livskraft og om N. F. S. Grundtvig
Gift og bosat i præsteboligen
Jo ældre, jo mere åndelig
Forandringen er kommet med alderen, konstaterer hun, der ”med årene har fået mere og mere blik for, at der er noget sanseligt på spil i vores gudsforhold”.
”Man kommer tættere på sit eget sjæleliv. Forhåbentlig. Og det at være præst og være meget i kirkerummet, at befinde sig meget tæt på ordene og evangelierne og salmerne og musikken, alt det, som er den religiøse meddelelse i samlet forstand, sætter sig dybere og dybere,” erfarer hun og fastslår, at ”det altså er meget svært at blive ved med at stå på sidelinjen og være den hypernøgterne teolog, som kun vil forholde sig til det intellektuelle ord og til troen, som beslutning.”
”Hvis man kun gør det,” siger hun så.
“Så vil man gradvist størkne.”
Det er en hård melding, men den er ikke sagt som en tilfældig indskydelse. Den har tråd ind i det arbejde, hun sidder med lige nu, hvor hun skriver sin bog om livskraft færdig. Den vil også handle om kraften i det at kende andre.
Når evigheden strejfer Valby
”Andre mennesker har en sanselighed i gudsforholdet, som man måske ikke selv har haft samme adgang til, men som man bestemt ikke skal afvise,” siger hun og taler videre om, at hun ”saftsuseme” har brug for beretninger som den om mit møde med Jesus, fordi hun ”er så pakket ind i rationelle tanker og en evig, pragmatisk analyse.”
At det er sanserne, der påvirkes, når Sørine Gotfredsen nu står foran altret, betyder ikke, at hendes forstand og filosofiske og teologiske vidensbank slukkes. Slet ikke.
Det var evigheden og Søren Kierkegaard, der kom hende i hu, da hun satte sig for at få mere samling på sine oplevelser i kirken.
”Jeg kommer mere og mere til at tro på, at vi her på jorden berøres af evigheden. Søren Kierkegaard skriver det som, at evigheden slår ned i tiden. Jeg er mere og mere sikker på, at det er det, man mærker, når man føler sig omkranset af Gud eller salighed eller hvad, vi end kalder det. Så er man et lille øjeblik revet ud af tiden.”
Tiden, som hun kalder ”noget af det mest gådefulde”, kommer vi aldrig til at ”begribe dimensionerne ved”. Det er netop den erkendelse, vi indimellem rammes af, mener hun. Også kropsligt.
”Gud er ikke tid. Gud er. Vi er bundet af tid. Vi er faldet ned i den tidsstyrede verden. Og da berøres vi noget, som løfter os ud af tiden. Det er vidunderligt, når det sker.”
Åndelig længsel eller rationalitet
Sørine Gotfredsens liv er i tiden, i nutiden. Hun forholder sig til livet omkring sig og har altid gjort det.
Som gymnasieelev var hun ikke troende, men et ”skråsikkert ungt menneske, som var helt overbevist om, at min forstand havde gennemskuet stort set alt på den her jord, og da kunne det religiøse jo ikke være rigtigt.”
Efter uddannelsen som journalist var hun ansat på sportsredaktioner og læste samtidig teologi. Hun havde en teologisk interesse, var nysgerrig, men ”efterhånden så kom troen til mig”.
Hun skriver om forpligtelsen til ”at holde noget evigt levende i sig selv”. Man må, som hun også selv siger det, ikke størkne
”Min livsbane har været styret af min enorme nysgerrighed efter at granske de store spørgsmål. En videnskabelig stræben. Jeg var ikke indstillet på at hengive mig, jeg var indstillet på at få overblik. Men man kan sagtens hævde, sådan med tilbagevirkende kraft eller med et tilbageskuende blik, at det i virkeligheden var en religiøs længsel. Den vil jeg godt købe, men jeg var ikke bevidst om det.”
Hendes radioprogram ”Sørine og kærligheden” bæres af samme skisma. Kan man granske sig til viden om kærlighed eller blot hengive sig?
Selv har hun som voksen helt konkret måtte give slip foran alteret. På sine sanser og sin frihed. Hun er blevet gift.
Tro giver mod
”Før kunne jeg bedre styre min lykke og min velbehagelighed. Den stod og faldt med, hvad jeg gjorde hele tiden. Nu står den og falder også med, hvad et andet menneske gør, og hvad et andet menneske kan komme ud for, men det kan faktisk godt anbefales at blive forelsket i en sen alder,” tilråder hun.
Hendes begrundelse ligner den, jeg bruger som forklaring på, at jeg har brug for teologisk funderede bøger som hendes for at kunne få samling på de forandrende sanselige oplevelser. Hendes rækkefølge er dog omvendt af min. Hun havde en masse viden – om tro, men også om forelskelse og ægteskab, før hun fik de konkrete erfaringer. Jeg fik oplevelserne og skulle tilegne mig kundskaberne om tro bagefter.
At hun også havde haft mange år at være troende i, var også en fordel, mener hun. Det at tro giver mod til kærlighed. Eller kan gøre det.
”Ikke-troende har da også en meget stor længsel efter og elske at være forelsket, måske er de mere desperate? Som troende vover jeg på en anden måde, fordi der altid – i min verden i hvert fald – er en absolut ramme omkring mig, som er noget andet end lille mig. Livet kan være foranderligt, men den absolutte virkelighed er omkring mig i kraft af Gud og hans vilje og hans kærlighed,” forklarer hun og understreger, at hun ikke er ”spor bedre til at tackle modgang end andre mennesker.”
”Men jeg har en tillid til, at alting består, selvom jeg skulle falde, og det betyder, at jeg vover på en måde, hvor jeg på sin vis vover alt. Og alligevel ikke alt. Den dobbelthed gør, at det troende menneske ofte vil gå en lille bitte smule mere bekymringsløst gennem tilværelsen.”
Holde sig levende i sig selv
Hun vender i flere af sine bøger tilbage til et udsagn, som hun især uddyber i bogen Tolv tiltaler, hvor hun skriver om forpligtelsen til ”at holde noget evigt levende i sig selv”. Man må, som hun også selv siger det, ikke størkne.
Netop den forpligtelse ser hun som en konsekvens af sin tro. Hun skal tabe kontrollen og erkende, at alt er i bevægelse.
”I kraft med, at jeg blev ældre og mere troende, har jeg absolut fået større mistro til min egen forestilling om, når noget synes at være faldet på plads inden. Den følelse er smuldret for mig. Det betyder ikke, at jeg ikke tør have holdninger og ikke tør sige, hvad jeg mener, og stå fast på noget. Men jo flere gange, man hører sig selv sige det samme, jo mere kan man simpelthen næsten fysisk mærke, at man størkner, og at perspektiver lukker sig i bevidstheden.”
Hvis ikke, man ”insisterer på at blive ved med at lære nyt og være levende indeni”, fortsætter hun, så tror hun, ”man bliver et ret usympatisk menneske at være sammen med.”
Derfor har Sørine Gotfredsen da også dialog kørende med sig selv og ”også Gud” om, hvad hun skal gøre for at ”være et ordentligt menneske.”
”Man kan ikke blive den anden, men når man som jeg ikke har det sanselige i sig, som du har, må man hele tiden holde muligheden åben. Der er sprækker. Jeg kan godt mærke det.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
