POV SPORT // PREMIER LEAGUE: Ekspertkommentator og erklæret Manchester United-tilhænger Morten Bruun begræder ikke fyringen af Ole Gunnar Solskjær som manager. Tværtimod. Klubbens ledelse besluttede på et ekstraordinært møde lørdag aften at fyre Solskjær.
Man bliver velsagtens altid lidt stram i betrækket, når man bliver fyret i en af verdens største fodboldklubber. Selvom det også hedder sig, at man ikke er rigtig træner, før man har prøvet at blive fyret mindst én gang.
Det havde norske Ole Gunnar Solskjær så også helt tilbage i 2014 efter at være rykket ned fra Premier League og videre nedad i Championship med Cardiff. Han kom dertil fra Molde med to norske mesterskaber og en pokaltitel i bæltet og vendte hjem til Molde igen for at vinde ingenting i tre sæsoner, og pludselig stod han på sidelinjen på Old Trafford som interim-manager for Manchester United.
Alligevel noget af et skifte, da United i 2018 skilte sig af med Jose Mourinho, om end Solskjær igennem tre år også havde været træner for Uniteds reserver, inden han første gang vendte hjem til Molde. Og så var han i forvejen en aldeles elsket spiller i 11 sæsoner i Manchester United.
God for en scoring i næsten hver anden kamp i gennemsnitlig, statistisk forstand. Endda som såkaldt super sub, fordi han som oftest kom ind fra bænken, så han havde kortere tid til at score sine mål.
Stadig den vigtigste og vildeste afslutning i min bog. Manchester United havde vundet The Treble
Og der var slet ikke meget tid at gøre godt med tilbage i Champions League-finalen mod Bayern München i 1999, da klokken havde rundet de 90 minutter, og tyskernes midtbanegeneral Lothar Matthäus sejssikkert og med klappende hænder over hovedet havde ladet sig skifte ud ti minutter før tid. Et minut senere kom Ole Gunnar Solskjær på banen. Bayern var foran 1-0, havde sendt to bolde på træværket, og det kunne næsten ikke gå galt. Kun tillægstiden, det man på den tid hjemme i Premier League kaldte ”Ferguson-time”, var tilbage.
Et minut inde i dén udlignede Teddy Sheringham til 1-1 og to minutter senere slog Peter Schmeichel kraftspring nede i United-feltet, da Ole Gunnar Solskjær flugtede et forlænget hjørnespark op i nettaget bag Bayern-anfører Oliver Kahn. Stadig den vigtigste og vildeste afslutning i min bog. Manchester United havde vundet The Treble.
Og endnu en gang skulle Ole Gunnar Solskjær kun bruge 12 minutter på banen for at sætte sit matchvinderaftryk på en stor kamp. The Babyface Assassin ellerBabyface Snigmorderen, som den højtelskede superindskifter også gik under blandt tilhængerne. Han lignede en 14-årig knægt det meste af sin karriere.
Som træner en smule mere gråsprængt og stram lynlås i mundtøjet, om end han til at begynde med bragte smilebåndene så meget tilbage i klubben, at han landede en fast kontrakt. Hentede på bedste Liverpool-manér en stjernedyr midterforsvarer i skikkelse af Harry Maguire, sidenhen en gylden hånd med portugisiske Bruno Fernandez til midtbanen, og selv Paul Pogba begyndte at fungere i det samspil, så Manchester United i sidste sæson landede en andenplads i ligaen efter de suveræne mestre fra den anden ende af byen, Manchester City.
Gudsjammerlig ringe hjemmebanepræstationer og blamerende nederlag til de to værste rivaler, Liverpool og City, falder bare ikke i god jord på de kanter
Dog tegnede det ifølge TV-ekspertkommentator hos Discovery og erklæret United-tilhænger, Morten Bruun, aldrig til at blive rigtig flot og mesterskabskandidatflydende under Solskjær. Og måske mod forventning slet ikke i denne sæson, hvor også den aldrende men fortsat målfarlige verdensstjerne, Cristiano Ronaldo, var vendt tilbage til den klub, der kickstartede hans internationale karriere.
Gudsjammerlig ringe hjemmebanepræstationer og blamerende nederlag til de to værste rivaler, Liverpool og City, falder bare ikke i god jord på de kanter, og så kan fortidens popularitet og meritter ellers være nok så prangende.
Den sidste blamage
Da førnævnte Harry Maguire klumrede sig til sit andet gule kort og røg ud midt i anden halvleg, da United lørdag var ved at få en smule fat og havde reduceret til 2-1 i Watford, faldt det helt sammen til sidst. 4-1 vandt hjemme- og bundholdet. Britiske medier erfarede kort tid efter, at ledelsen lørdag aften ville træde sammen for at træffe afgørelsen om at fyre Ole Gunnar Solskjær.
Søndag formiddag blev fyringen officiel på klubbens hjemmeside:
”Ole vil altid være en legende i Manchester United, og det er med stor beklagelse, at vi er nået frem til denne svære beslutning. Selvom de seneste par uger har været skuffende, skal de ikke skygge for det store arbejde, han har lavet hen over de sidste tre år i forhold til at genskabe fundamentet for succes på den lange bane. Ole forlader os med vores dybfølte tak for hans utrættelige indsats som manager og med vores bedste ønsker for fremtiden. Hans plads i klubbens historie vil altid været sikret – ikke blot for hans tid som spiller, men også som en fantastisk mand og manager, som gav os mange store øjeblikke. Han vil for altid være velkommen tilbage på Old Trafford som en del af Manchester Uniteds familie.”
100 millioner om året
Ordene var blevet vendt og drejet i kommunikationsafdelingens spinmaskine, som man nu engang gør i den slags situationer. Økonomisk kommer den 48-årige nordmand ikke til at lide den store nød. Han tjente rundt regnet 100 millioner kroner om året i United.
På det niveau er det mere forfængeligheden, der tæller. I løbet af en pressemeddelelse at gå fra elsket babyface til forsmået stoneface.
Morten Bruun havde gerne set, at Ole Gunnar Solskjær var gået selv, men det nåede han så ikke:
”Jeg havde egentlig aldrig regnet med, at han skulle ende med at få jobbet på permanent basis, og derfor kan det da også godt være, at han aldrig skulle have haft det. Han fik jo ikke heller ikke en lang aftale til at begynde med, men så gik det helt eventyrligt, og jeg syntes da, som alle andre Manchester United-folk, at der var noget utroligt charmerende over, at en mand med det United-DNA, som Ole Gunnar Solskjær havde, var i stand til at hive klubben ud af det der ulidelige dødvande, som det var under Jose Mourinho. Til sidst havde man jo en fornemmelse af, at Mourinho ligefrem talte United ned.
Ole Gunnars resultater blev så toppet af den der sejr på 3-1 over PSG på udebane (efter 0-2 hjemme i ottendedelsfinalen, red.) i Champions League. Men resten af sæsonen blev alligevel sådan, at kunne det nu virkelig passe, at han skulle have en permanent aftale. De var blevet klædt af af Barcelona i CL-kvartfinalen, og endte som nummer seks i Premier League.
Han købte Harry Maguire, og alt det med, at han ikke rigtig havde midler til rådighed, er ganske enkelt noget sludder, for han har haft masser af penge at købe ind for. Hans legacy skal jo heller ikke kun være for noget dårligt, men det som han ikke lykkedes med, var at skabe en blivende udfordrer til den engelske titel. Altså, de bliver rent faktisk nummer tre i 19-20-sæsonen, men er milevidt efter Liverpool og Manchester City. Det samme sidste sæson, hvor de så bliver nummer to, men stadig med stor afstand op til City.
Jeg vil sige, at det til enhver tid er et krav til en Manchester United-manager, når han har haft jobbet i to et halvt år, har de midler til rådighed og er ansat i en klub af Manchester Uniteds storhed, så skal de simpelthen være bejlere til det engelske mesterskab. Det er de jo ikke, og det havde jeg egentlig også troet eller håbet på, at de ville være i denne sæson, men det er de slet ikke.” understreger Morten Bruun.
Inden den her sæson var jeg sikker på, at det ville stå mellem Chelsea, Manchester City, Liverpool og Manchester United, og jeg fik kun ret i de tre første
Han slår på, at United også nåede finalen i sidste sæson i Europa League, selvom de tabte til Villareal, og at han så tegn til, at det måske kunne blive godt.
Som om der skete noget, da han hentede Bruno Fernandez?
”Helt sikkert. Der er også et krav til Manchester United om at spille spektakulær fodbold. Der er i det hele taget store krav til Manchester United. De er engelsk fodbolds Real Madrid. Der bliver ikke nødvendigvis stillet de samme formkrav i nogle af de andre klubber. Paul Pogba og resten af Manchester United spillede jo godt i sidste sæson. Inden den her sæson var jeg sikker på, at det ville stå mellem Chelsea, Manchester City, Liverpool og Manchester United, og jeg fik kun ret i de tre første.
Det allermest forfærdelige er de her to hjemmekampe i år, som de taber til Liverpool og Manchester City, 5-0 og 2-0. Hvis ikke Liverpool var stoppet med at spille, kunne de have tabt med 8-0. Og 2-0 til Manchester City sved også, for City var langt, langt bedre. Det er i virkeligheden langt værre end det nederlag i går (lørdag, red.), for det var sådan lidt mere freak. Men jeg fik følelsen af, at Manchester United i denne sæson var lige så langt fra eller endda endnu længere fra, end de nogensinde havde været under Solskjær.
Når man stiller Ole Gunnar Solskjær op ved siden af Jürgen Klopp, Pep Guardiola og Thomas Tuchel, så vil jeg gerne se det menneske, der kan fortælle mig, at Manchester United har den dygtigste manager. Jeg vil nærmere sige, at jeg godt ville se det menneske, der ikke ville sige, at Manchester United ud af de fire havde den fjerdebedste manager, og det er et problem, når man ser på, hvordan de har spillet, og hvordan pengene er blevet forvaltet,” mener Morten Bruun.
Pengene har ofte været et stort diskussionsemne i Manchester United de seneste år. At de amerikanske ejere, Glazer-brødrene, ikke har brugt nok og heller ikke eksempelvis har reageret hurtigt nok på nye spiller-indkøb eller var for længe om at skyde Ole Gunnar Solskjær af igen.
Legenden over dem alle
Tålmodigheden med managere er bare langt kortere, end den var med legendariske Sir Alex Ferguson, der stod i spidsen for Manchester United i 26 sæsoner. Man glemmer nogle gange, at der gik syv år fra han blev ansat i 1986, inden han vandt det engelske mesterskab første gang. Den slags kontinuitet ser man ikke i dagens fodboldverden. Han og Manchester United vandt det så 12 gange efterfølgende, inden han stoppede med et mesterskab i 2013. To gange vandt han Champions League, 38 trofæer i alt, og den mest vindende manager i fodboldens historie.
Klubben skal nu på jagt efter sin sjette permanente manager siden dengang, hvis man ser bort fra den nuværende first team coach og tidligere mangeårig spiller og anfører i United, Michael Carrick, der midlertidigt tager over for Ole Gunnar Solskjær. David Moyes, Ryan Giggs, Louis van Gaal og Jose Mourinho lyder navnerækken før Solskjær.
”Altså, Ole Gunnar Solskjær havde en respekt for Manchester United, som Jose Mourinho ikke havde, men det er jo ikke gjort med det. Det er ikke nok at tale pænt om Manchester United. De skal være potentielle engelske mestre hvert år. De er ganske enkelt ikke kompetitive nok. Jeg er lettet på Manchester United og Ole Gunnar Solkjærs vegne.
Og en del af hans legacy bliver da også, at han var endnu én i rækken, der heller ikke formåede at løfte arven efter Ferguson. Det havde været stilfuldt af ham at gå selv, men jeg kender også spillets regler, og man vil altid gerne gøre sin kontrakt færdig. Han vil mere blive husket som spiller end manager i United,” vurderer Morten Bruun.
Hvem skal så afløse ham permanent?
”Det er jo det gode spørgsmål. Hvis man lige kigger ud over landskabet, og man behøver ikke nødvendigvis i Manchester United at stoppe sin søgen ved de managers, der er ledige – det er så stor en klub, at det sagtens kan friste folk, der er i job. Jeg har ikke støvet det hele igennem, men jeg ved da, at Zinedine Zidane er ledig. Jeg tror i hvert fald, han vil tage telefonen, hvis Manchester United ringer…”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
