BØGER // ANMELDELSE – Patric Gagnes selvbiografi Sociopat er en fascinerende og udfordrende fortælling om at vokse op med begrænset adgang til komplekse følelser, som de fleste andre mennesker har; skyld, skam, dårlig samvittighed. Gagne fortæller fermt og klaustrofobisk om at være sociopat, skriver litteraturanmelder Ulla Hinge Thomsen.
På coveret af Patric Gagnes bog Sociopat stirrer en lille pige foruroligende direkte ud på betragteren. Selv på et still-billede som dette synes jeg at kunne aflæse, at hun sjældent blinker, heller ikke når hun borer en blyant i en anden piges hals eller er lige ved at kvæle livet ud af en kat. Forfatteren til bogen, Patric Gagne, er den lille pige på forsiden, og på portrættet af den nu voksne kvinde er udstrålingen den samme. Smuk, blond og helt kold betragter hun os. Uden frygt og følelse.
Eller lægger jeg for meget i det? Er det min fordomsfulde fortolkning af pigen og kvinden, som er selverklæret sociopat og hovedperson i bogen af samme navn?
Netop forholdet mellem vores forestillinger om sociopater, og hvordan de virkelig er, handler selvbiografien om.
Beregnende eller impulsiv?
For vi har jo fordomme om sociopater. Ofte bygget på morderiske psykopater fra fiktionens verden som Hannibal Lecter (The Silence of The Lambs) eller Patrick Bateman (American Psycho). Begge diagnoser kalder psykiaterne “antisocial personlighedsstruktur”; men hvor psykopaterne er uden empati og ofte beregnende og kontrollerede, har sociopaterne en begrænset evne til empati og kan være meget impulsive.
Det sidste kæmper Patric Gagne med, fra hun er en lille pige. Hun vokser op med en fornemmelse af at være anderledes end de andre børn, og ofte kan hun mærke, at hendes måde at være på forvirrer og irriterer andre. Til den første pyjamasfest, hun bliver inviteret til, går hun selv hjem midt om natten, til både sin egen mors og de andre mødres bestyrtelse, og snart kommer der ikke flere af den slags invitationer. I skolen stjæler hun fra de andre børn, og en dag, da forældrene har venner på besøg, jager hun en blyant i en irriterende piges hals.
I musikbranchen er det måske ikke helt dumt at kunne manipulere, bedrage og lyve uden at have dårlig samvittighed
Alt sammen for at undgå den følelse af ‘tryk’, som hun oplever: “Det begyndte altid med en impuls til at få ingentingheden til at stoppe, et konstant tryk, der udvidede sig inden i mig. Jo længere jeg forsøgte at ignorere det, jo værre blev det. Strammere. Strammere. Det var klaustrofobisk, som at være fanget inden i min hjerne. Fanget i et tomrum.”
At forvolde andre smerte kan fylde tomrummet for en tid, men hun ønsker faktisk ikke at skade nogen. I stedet bliver hun ved med at lette trykket ved at stjæle og bryde ind i andre menneskers huse, bevidst om, at hun mangler både stopklods, samvittighed og skyldfølelse og dermed er afhængig af at kunne få afløb for sine impulser med mindst mulig konsekvens.
Ingen skam
Som 11-årig støder Patric på ordet ‘sociopat’, da hun sammen med sin søster og mor er på besøg i et fængsel med farlige fanger.
Fængselsbetjenten omtaler dem sorgløst som sociopater, og den lille Patric spørger ivrigt ind til begrebet:
”Åh,” sagde jeg igen. ”Hvad er en sociopat?”
”Det er en, der ikke har det skidt med det, de gør,” sagde Bobby. ”Ingen skam. Bliver ikke så let bange. Føler aldrig skyld. En, der ikke er bange for at blive taget, og som gør de samme dumme ting igen og igen.”
Det er første gang, Patric oplever, at der findes et ord for hendes personlighed, og netop det ord skal komme til at definere hendes liv i mange år fremover. Hun bliver grebet af psykologi som ung voksen og forsøger som studerende at researche sig frem til viden om, og hjælp for, sociopater. For Patric ønsker at leve et godt liv. Hun er ikke ligeglad, hverken med sig selv eller sine nærmeste, og hun kan føle kærlighed, ikke mindst til drengen David, som hun møder på en sommerlejr, da de begge er børn. David bliver også hendes voksne partner og store kærlighed.
Hun kan nemlig godt føle de følelser, vi andre kender, bare ikke på præcis samme måde. For Patric betyder det, at hun gang på gang støder panden mod en mur privat, men også at hun er dygtig på sit arbejde som musikmanager i sin fars firma. I musikbranchen er det måske ikke helt dumt at kunne manipulere, bedrage og lyve uden at have dårlig samvittighed.
Effen, men klaustrofobisk
Selv om Sociopat er en selvbiografi, er den komponeret som en roman, og som en sådan er den ikke ueffen. Det er langt hen ad vejen spændende at følge, hvordan forfatteren/fortælleren relaterer til andre mennesker, og hvilke samtaler hun har med dem om at være menneske. Budskabet om, at alle mennesker skal kunne leve et liv, også dem, hvis måde at være på giver andre et ubehag, er sympatisk.
Cadeau til forfatteren og psykologen for at klargøre, at “de psykologiske kendetegn for sociopati er ikke rigtige eller forkerte,” fortsatte jeg. ”Altså, der er ikke noget ’forkert’ i apatien. Du kan bruge det træk til at træffe dårlige eller gode beslutninger.”
Samtidig er det en underligt klaustrofobisk læseoplevelse at være inde i Patric Gagnes sind med kun begrænset adgang til komplekse følelser. Desværre er det også svært at holde af hende. Vi hører andre fortælle, hvor højt de elsker hende, og hvor meget de tror på hende, men der er ikke meget at hænge en sympati op på. Vi oplever hende hverken tale om, eller gøre særligt meget for, andre. Hun er i bogstavelig forstand selvoptaget; hele bogen handler om hende og hendes (mangel på) følelser, og de store landvindinger, hun gør på viden om sociopater, efterlader mig underligt, ja, følelsesløs. Og det er måske bogens store pointe – og bedrift – i sig selv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og