BØGER // ANMELDELSE – Middelmådighed er en dyd, less is more, og alt bliver bedre af at vende tilbage til basis, skriver Morten Münster i en alt andet end middelmådig og grundlæggende bog.
Jeg har en disclaimer. Jeg tænker på Morten Münster flere gange om ugen. Det er ikke upassende tanker, for jeg har aldrig mødt ham. Men han er årsagen til, at jeg kom i gang med mit højtelskede løb igen og kunne løbe glad ind på Amalienborg til Royal Run i juni.
I en podcast hørte jeg nemlig Morten Münster sige, at det er bedre at løbe en kilometer end nul. Men at vi ofte bliver hjemme, fordi vi overbeviser os selv om, at det er bedre at løbe tre kilometer i morgen end den ene, vi har ork til i dag. Sådan kom jeg i gang, og sådan blev jeg ved.
Dovne hjerner
Morten Münster kender menneskers dovne og forlystelsessyge hjerner bedre end de fleste og kan formidle adfærdsdesign, så de er til at omsætte til livshacks. Med især den geniale titel Jytte fra marketing er desværre gået for i dag (2017) fik han ubekvemme budskaber som at:
- Vi gør ikke, hvad vi siger, men hvad der er nemmest
- En intention er ligegyldig, hvis adfærden ikke følger med
- Mennesker er irrationelle og vanedrevne, så det nytter ikke at tale til fornuften
Reaktioner fra læsere til at glide ned, mens vi lo og lo ad os selv.
Nu har Morten Münster igen formuleret en titel, som er svær at modstå, nemlig Afdelingen for magisk tænkning. Forsiden af bogen er til gengæld alt andet end magisk. En let genkendelig blå dansk leverpostej er det bærende billede, og dermed er min hjerne splittet og pirret.
Præcis, som forfatteren vil det. Leverpostej er jo indbegrebet af middelmådighed, og det er Morten Münsters erklærede mission med bogen at gøre den udskældte kvalitet ved blot at gøre sit mulige bedste/næstbedste great again, fordi:
“middelmådighed er vejen til bedre mental trivsel, sundere vaner, øget produktivitet, flere penge, bedre nattesøvn, en mere bæredygtig karriere med en højere løn og et længere og lykkeligere liv.”
Morten Münster: Godt nok er bedst
Så går det ellers over stok og sten. I første del af bogen, Godt nok er bedst, starter Morten Münster med at fortælle, hvordan alle vi almindelige mennesker (leverpostejs-danskere, om man vil) overanstrenger os i forsøget på at blive fantastiske uden at opnå mere, end hvis vi blot gjorde det, vi skulle.
Morten Münster er velformuleret og originalt tænkende og virkelig langt fra det middelmådige ideal. Deri ligger både styrken og svagheden i Afdelingen for magisk tænkning
For eksempel er mange af os moderne forældre sygt optagede af at være perfekte, selvom vores indflydelse ifølge Münster er begrænset, og gode nok forældre faktisk er bedre. Medarbejdere, der arbejder solen sort (maximisers, som det hedder i bogen), er ligeledes dårlige for arbejdspladsen og sig selv, mens de, der gør det godt nok (satisficers), er bedre for produktiviteten og trivslen.
Dernæst går han over til, hvordan middelmådigheden på samfundsplan ville afhjælpe næsten alle problemer. Ikke mindst i sygehusvæsenet, hvor vi ifølge Münster bogstavelig talt overundersøger og -behandler patienterne til døde; ikke mindst på grund af de trigger-happy-læger, som bare må gøre noget, selv når det at gøre noget er mere skadeligt end gavnligt.
Dermed er vi nået til bogens anden del, Brilliant basics, der især handler om vores biologisk funderede, men helt forkerte, fokus på detaljer. Eller som der står i brødteksten:
“Første del af bogen handlede om at undgå at optimere for meget. Nu skal vi se på, hvorfor folk er så forgabte i at optimere, at de ikke har lagt mærke til, at de står og polerer en lort.”
Show it, don’t tell it
Hverken i denne eller tredje del af bogen, Den middelmådige middelvej, skorter det på eksempler fra allehånde videnskaber, der underbygger pointen om, at det er farligt, dyrt, usundt og direkte dumt at bruge tiden på detaljer. Jeg har svært ved at overskue, om alle disse interessante resultater kan bruges, som Münster gør. Kan tvillingestudier, kostråd og patienttilfredshed og supersygehusbyggerier uden videre bruges til at argumentere for Münsters sag? Jeg ved det ikke, for jeg er ikke forsker, og præmisserne fortoner sig.
Morten Münster skriver underholdende og sjovt, og jeg nyder at lære ord og udtryk som interventions-bias, overdiagnostik, Harvard Stupid og kompleksificering. Men efterhånden som læsningen skrider frem, får jeg lyst til at bidrage til ordfesten med et: Show it, don’t tell it. For bogen er så fuld af eksempler og detaljer, at den modsiger sin egen pointe.
Hvis det middelmådige virkelig var vejen, hvorfor skriver Münster så ikke en kort bog med tre nogenlunde gode eksempler og siger tak for i dag?
Robotstøvsuger uden tøj på
Jeg tror, vi har brug for nogen, der fortæller os, at vi ikke er enestående, ikke behøver at opfinde noget nyt hver dag og ville have godt af at holde os til det basale. Jeg elsker også passager som den om robotstøvsugeren, der skulle være så sofistikeret og er så åndssvag:
“Showet starter på samme måde hver gang. “Beep bob,” siger den og sender mig en notifikation, så vi alle kan se, hvor dygtig den er. “Rengøring startet.” Så kører den lidt rundt i ring og sender mig en notifikation mere: “Scanner lokale…” Så kører den ellers direkte over og humper det nærmeste bordben i to timer, inden den påbegynder en tsunami af notifikationer om dens kvaler: “Jeg sidder fast.” “Jeg kan ikke finde hjem til basen.” “Jeg har ikke mere strøm.” Den lyder som en teenager uden wifi.” Spot on.
Langt fra middelmådigheden
Morten Münster er velformuleret og originalt tænkende og virkelig langt fra det middelmådige ideal. Deri ligger både styrken og svagheden i Afdelingen for magisk tænkning. For de mange tilsyneladende gode argumenter gør langt hen ad vejen, at man tror på ham. Ja! Jeg vil også være middelmådig (især hvis det ser så godt ud)! Men med den originalitet, dygtighed og flid over 319 sider, han lægger for dagen, bliver bogen selv til det svageste argument. Hvilket er lidt det samme for anmelderens hjerne som kombinationen af omslag og titel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.