BØGER // ANMELDELSE – Og det er faktisk ikke så nemt, skriver Ulla Hinge Thomsen om den franske forfatters bog Om onsdagen danser vi.
“Jamen, er det ikke bare sådan noget … pladderromantik?” sagde min redaktør, da jeg foreslog at anmelde franske Virginie Grimaldis nye roman med den inciterende titel Om onsdagen danser vi.
“Jo,” sagde jeg, “af den fineste slags.”
Pladderromantik, knaldroman, romance, chicklit, feelgood. Kær genre har mange øgenavne, men jeg vil til enhver tid forsvare de gode fortællinger med dybe temaer og fjerlette pennestrøg. Fordi de med deres hjemme-ude-hjem-struktur, happy endings og lette retouchering af virkeligheden både lader os tude igen og efterlader os håbefulde igen.
Således også hos Grimaldi, hvor temaer som aldring, demens, død, forspildte chancer og – naturligvis – kærlighed foldes ud med munter hånd. Hvorfor er det godt og ikke “pladder”? Tillad mig at give mit bud.
En mors fornemmelse for bøger
Min smag for genrelitteratur kom ind med modermælken. På min mors mere end fyldige bogreol stod Agatha Christies hyggelige mordgåder side om side med Albert Camus’ eksistentialistiske undersøgelser, og Rosamunde Pilchers hjertevarme familiekrøniker lænede sig frejdigt op ad selvmorderiske Sylvia Plath.
Jeg ved det, for jeg var mange gange på hugst i hendes bogreol gennem mit liv, både når jeg skulle bruge alt det fine og smalle til mit danskstudie på universitetet, og når jeg havde brug for at blive aet med hårene, fx under mine mange kærestesorger.
Lyder det banalt? Forudsigeligt? Skabelon-skrevet? Jamen, det er sådan set alt sammen komplimenter
Det var også mig, der pakkede hele baduljen sammen, da hun lukkede sine læsende øjne for sidste gang (i øvrigt med en Agatha Christie-roman på natbordet). Min mor var voldsomt optaget af kunst, litteratur og filosofi, også af den svært tilgængelige slags. Hun læste filosofi på universitetet frem til sin død. Men det helt store kompliment om en bog var, at “den giver ikke onde drømme.” Som ung hånede jeg hende for det, men som tiden skrider frem, sætter jeg pris på udsagnet på en ny måde. Der er meget, som kan give onde drømme i verden i dag, og vi har brug for en modvægt.
Virginie Grimaldi griber læseren om hjertet
Hvis min mor stadig kunne drømme, ville hun være i et trygt selskab med Om onsdagen danser vi. Selv om der både er dødsfald, hjertesorg og sygdom, er tonen let og humoristisk. Vi bliver grebet om hjertet uden at få taget håbet fra os. Hovedpersonen Julia er psykolog og ansat på en klinik for plastikkirurgi (!) i Paris, da hendes elskede far dør, og hendes forlovede Marc viser sig at være et skvat af en mand, som ikke er der for hende i sorgen.
Det folder sig således ud: “Den aften min far døde, blev Marc hos mig indtil midnat, hvorefter han erklærede, at nu havde jeg grædt nok, og at det var på tide at komme i seng. “Jeg skal tidligt op i morgen. Jeg har det der møde med italienerne, ved du nok?”
Nedtrykt og nu ikke længere forlovet, tager Julia tilbage til badebyen Biarritz, hvor hun kommer fra. Her får hun et vikariat på et plejehjem for – må vi gå ud fra – velbeslåede ældre mennesker. Hun fortæller ikke sin mor eller søster, at hun er lige i nærheden af sit barndomshjem, af grunde, vi først senere finder ud af. De gamle er ikke så lidt nysgerrige over for den nye pige:
“Aldrig så snart har jeg fået sat mig ned, før spørgsmålene hagler ned over mig. De er som fængselsfanger, der ikke har haft besøg udefra i årevis. “Jeg kommer fra Paris, men jeg er født og opvokset her. Nej, jeg har ingen børn. Heller ingen kæledyr. På en klinik for kosmetisk kirurgi. Udelukkende kønsskifteoperationer. Ja, det var en vits. Nej, jeg er heller ikke gift. Paris. Jeg er ikke så meget til sport. Fordi jobbet lød godt. Nej, det er ikke noget, jeg bare siger, fordi Anne-Marie sidder her. Toogtredive år …”
Selvfølgelig er der også en sur gammel mand, som inderst inde er god nok, et smukt gammelt par og nogle slagkraftige gamle damer. Jamen, det skal der da være!
Cadeau for godt håndværk
Trods en bumlet start bliver Julia naturligvis glad for de gamle, som er mennesker på randen af livet med hvad deraf følger af både bitterhed, livsindsigt og lyst til lykke. Selvfølgelig får hun også gode venner i de andre ansatte, og ja, du har gættet rigtigt; kærligheden dukker også op igen.
Lyder det banalt? Forudsigeligt? Skabelon-skrevet? Jamen, det er sådan set alt sammen komplimenter. Genrelitteratur skal følge genrekonventionerne, alt andet vil være kontraktbrud med læserne, så cadeau til Grimaldi for at kunne sit håndværk. Og et endnu større cadeau for med yndig fransk hånd at føre læseren smukt igennem historien.
Uanset hvor sørgeligt det hele er, kommer Julia videre i teksten med en lethed, der får mig til at tænke på Grimaldis berømte landsmand Françoise Sagan (1935-2004) hvis bøger også stod på min mors reol. Sagan, der debuterede med Bonjour Tristesse som 18-årig, skrev også med lethed, også hun kunne underholde, og også hun spandt historier med både forviklinger, kærlighed og relationer.
Hjertet bliver varmere
God genrelitteratur behandler store menneskelige temaer i en form, som alle kan læse, og som gør, at vi kommer forløste og håbefulde ud af historien igen. Denne opgave klarer Grimaldi til UG med kryds og slange, for nu at blive lidt i nostalgien.
Undervejs i læsningen af bogen kom jeg ikke bare til at tænke på min mor, men også min mormor og vores særlige bånd, på mennesker i min familie, der har brudt med hinanden, og på særlige kolleger og hvor meget de kan betyde. Jeg kom til at tænke på, hvordan den sidste del af mit eget liv skal være, og om jeg, som Nik og Jay synger fik satset nok på kærligheden.
Tanker, som er sunde, men også kan føre til fortvivlelse. Der binder en god romance sløjfen, så jeg kan gå muntert videre i verden. Mit hjerte blev lidt varmere i de få timer, jeg læste, og det har det ikke dårligt af. Og i nat sover jeg måske uden onde drømme.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og