Socialdemokratiet har selv skabt det elendige forhandlingsklima i rød blok

af i Politik & Samfund/Uddannelse

FV-2019 // DEBAT – Socialdemokraterne er verdensmestre i at udpege fjender og forfølge dem med alle midler uden den mindste lyst til at lytte eller føre en dialog. Derfor ser forhandlingerne med støttepartierne efter valget ud til at skulle foregå i et klima, der vil få forhandlingerne i ‘Det Sorte Tårn’ i 2011 til at minde om et afsnit af ‘My Little Pony’, forudser Lars Luplau, der som friskolemand har oplevet, hvordan det er at være genstand for en massiv kampagne mod den skoleform, han støtter.

“Hvem skal vi bekæmpe i dag?”

Omtrent sådan forestiller jeg mig, hver dag har været indledt på kampagnekontoret hos Socialdemokratiet valgkampen igennem. Man kan undre sig over, hvorfor iveren efter at udpege fjender har nået de højder, men det lader jeg ligge.

I stedet vil jeg prøve at beskrive, hvordan verden ser ud, når man uforvarende kommer til at stå i vejen for den finger, der mere eller mindre tilfældigt identificerer den næste fjende, som Mette Frederiksen og co. giver sig til at bekæmpe.

For nylig pegede fingeren på en gruppe, som jeg tilhører. Min yngste datter går nemlig på friskole, og jeg er som friskoleforælder i den socialdemokratiske verden en væsentlig del af årsagen til, at den danske Folkeskole lider.

Socialdemokraternes idé har været at opstille et ellers meget komplekst område som noget uhyre simpelt: Folkeskolen har det skidt, fordi vi bruger for mange penge på de frie grundskoler. Derfor skal vi bruge færre penge på frie grundskoler og flere på Folkeskolen

Jeg har tidligere med undren fulgt med i, hvordan gode socialdemokrater har udpeget fjender af det samfund, som de mener at have den største del af æren for at have skabt.

Da Kaare Dybvad Bek med sine i øvrigt velskrevne bøger, Udkantsmyten og De lærdes tyranni, identificerede henholdsvis storby-beboere og den akademiske elite, som skyld i snart sagt hvad som helst, fulgte jeg debatten og hældte nok mest mod det modsatte synspunkt.

Men jeg følte mig ikke rigtig ramt, så det var først, da jeg pludselig befandt mig i den modtagende ende, det gik op for mig, hvor koordineret og konfliktoptrappende den socialdemokratiske debatmaskine er. Ingen andre af de partier, man kan kalde “regeringsduelige”, kan mobilisere noget, der bare ligner.

Det har været under opsejling længe, men det var først op til valgets udskrivelse, at skytset for alvor blev rettet mod de frie grundskoler.

Her er det lige på sin plads klart at definere det begreb. De frie grundskoler dækker over skoler, som drives under og får tilskud efter den lov som kaldes friskoleloven. Under den paraply finder man blandt andet grundtvig-koldske friskoler, privatskoler, steinerskoler og muslimske friskoler.

Socialdemokraternes idé har været at opstille et ellers meget komplekst område som noget uhyre simpelt: Folkeskolen har det skidt, fordi vi bruger for mange penge på de frie grundskoler. Derfor skal vi bruge færre penge på frie grundskoler og flere på Folkeskolen.

Det er et helt legitimt synspunkt at ville fordele de offentlige midler anderledes på grundskoleområdet. Men angrebet på de frie grundskoler var fra starten bygget på selvopfundne påstande og let gennemskuelige retoriske manøvrer.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om ikke en del af motivet for kampagnen har været at ville fjerne fokus fra den reform, som af de fleste regnes for at være skyld i broderparten af Folkeskolens problemer, og som ingen har bidraget mere til end Socialdemokratiet. Den tanke lader jeg også flyve, og vender tilbage til den let gennemskuelige retorik.

Privatskole er et herligt ord, der straks får tankerne drejet over på grådige bagmænd, der scorer en kæmpe profit ved at undervise det bedre borgerskabs børn, mens staklerne i Kommuneskolen må gå gennem slud og sne hjem fra den nedslidte, uopvarmede skole på bare fødder. At private ikke kan hive midler ud af skoler forstyrrer ikke socialdemokraterne

Som nævnt findes der en stor mangfoldighed af frie grundskoler, men siden Socialdemokratiet i en mere eller mindre koordineret åbenbaring fandt ud af, at disse skoler var en trussel mod alt, hvad en god socialdemokrat skal elske, så har man ikke kunnet opdrive en socialdemokrat, der var villig til at bruge andre ord end “privatskoler” som fælles betegnelse for de frie grundskoler.

Og det er jo et herligt ord, der straks får tankerne drejet over på grådige bagmænd der scorer en kæmpe profit ved at undervise det bedre borgerskabs børn, mens staklerne i Kommuneskolen må gå gennem slud og sne hjem fra den nedslidte, uopvarmede skole på bare fødder.

At private ikke kan hive midler ud af skoler, der får statsstøtte efter friskoleloven, men at al akkumuleret kapital skal bruges på skolens bygninger og drift, forstyrrer ikke socialdemokrater med en sag.

Det er en umulig opgave at få en sådan til at erkende og anerkende forskellen på fx et privathospital, hvor private investorer kan forrente deres penge og en skole drevet efter friskoleloven. Det hele er privat og skal begrænses og inddæmmes.

Det lader sig heller ikke gøre at få en socialdemokrat, der er sendt i byen for at tale dunder om de frie skoler til at forholde sig til den viden, der eksisterer om den socio-økonomiske baggrund hos elever i Folkeskolen kontra de frie skoler.

Den viden, der rent faktisk findes på det område, afvises blankt, fordi den er produceret af Dansk Friskoleforening, som hævet over enhver tvivl er en partskilde. Ikke desto mindre er der mig bekendt ikke nogen, der har kunnet påvise hverken fejl eller tendens i undersøgelsen.

Prøver man dialogen med de socialdemokratiske debatkrigere, kommer man hurtigt til at fortryde det. Diskussionen kan kun foregå på de præmisser som de udstikker

Konflikten skal for enhver pris tilspidses, og alle socialdemokratiske fordomme og mavefornemmelser om forskellen på klientellet i de forskellige skoleformer regnes for mere valide som friskoleforeningens undersøgelse.

Prøver man dialogen med de socialdemokratiske debatkrigere, kommer man hurtigt til at fortryde det. Diskussionen kan kun foregå på de præmisser som de udstikker:

At der er tale om privatskoler, som i en årrække er blevet overbetalt af den borgerlige regering, selvom de ikke påtager sig socialt ansvar, og i øvrigt bortviser enhver elev, der blot giver antydningen af problemer.

Accepterer man ikke disse vildfarelser som den skinbarlige sandhed og eneste mulige udgangspunkt for diskussion, er der desværre lukket for dialog. Når jeg bruger ordet desværre, er det, fordi jeg som friskolemenneske gerne vil dialogen – også med socialdemokrater.

Jeg vil gerne tale om, hvordan vi løser de problemer, der findes i både Folkeskolen og i de frie skoler. Om hvordan enkelte skoler undlader at løfte socialt ansvar i et rimeligt omfang, og hvordan vi eventuelt kunne indrette et tilskudssystem, der i højere grad belønnede socialt ansvar.

Men det er svært at skære igennem de vildfarelser, manipulationer og retoriske strategier, som socialdemokraterne i samlet flok fremfører. Man bliver hurtigt træt af skulle forsvare sig mod angreb, der mere og mere ligner afledningsmanøvrer for at fjerne fokus fra den folkeskolereform, som man vel efterhånden skal være Christine Antorini for stadig at holde bare en lille smule af.

Og det er en skam. For skolepolitik i Danmark kan ikke føres udenom Socialdemokratiet. Derfor skal vi kunne snakke sammen, når valget er overstået, og langsigtede løsninger skal på plads.

Jeg har som friskolemenneske fået et lille indblik i, hvordan livet som fjende udpeget af det socialdemokratiske kampagnekontor kan være. Og det gør mig ganske bekymret. For politiske resultater opnår man ved at kunne indgå alliancer. Ikke ved at udpege fjender.

Og med den kampagnestrategi, som Socialdemokratiet tilsyneladende har fulgt i nogle år, er der ganske mange skår, der skal klinkes med potentielle alliancepartnere efter et valg. Socialdemokratiet skal sandsynligvis stå i spidsen for landet, og strategien har tydeligvis været at hive vælgere hen over midten.

Mit lille indblik i, hvordan livet som fjende udpeget af det socialdemokratiske kampagnekontor kan være gør mig ganske bekymret. For politiske resultater opnår man ved at kunne indgå alliancer. Ikke ved at udpege fjender

Så har man til gengæld mistet vælgere til de partier, som regnes for støttepartier. Det kan sagtens være en god strategi. Men når man konsekvent følger strategien med at udpege fjender, mister man disse “fjenders” tillid.

Mit lille indblik i at være i den modtagende ende af socialdemokratisk kampagne har været trættende i den korte periode, det har varet, men for flere af de partier, der forventes at ville pege på Mette Frederiksen har det været hverdag i flere år.

Derfor ser forhandlingerne med støttepartierne efter valget ud til at skulle foregå i et klima, der vil få forhandlingerne i Det Sorte Tårn i 2011 til at minde om et afsnit af My Little Pony.


Topillustration: POV collage – originalbillede fra Socialdemokraternes valgfilm på YouTube.

Lars Luplau er født i 1972 på den københavnske vestegn.
Skribent, skolemenneske og sprogpedant.
Tjener til føden som afdelingsleder på en efterskole og underviser i faget "Verdensborger".
Skrev i årene omkring årtusindskiftet for TIPS-bladet om sydamerikansk fodbold, men har efterhånden været over 15 år i skoleverdenen.
Skriver primært om politiske og kulturelle forhold i Brasilien, uddannelsespolitik og sport. Bosat i Odense med sin familie. Har boet flere år i Brasilien og er BA i portugisisk fra Københavns Universitet og Medievidenskab fra SDU.

Seneste artikler om Politik & Samfund