Snapshots fra en tropisk barndom 5: Ghana – Kwame, The Queen og Scrabble på et fragtskib

af i Afrika/Kulturhistorie

REJSEBREV// BARNDOM – Marieke Burgers skriver rejsebreve fra sin eksotiske barndom. 

Landsbyen Tema ligger 35 km fra Ghanas hovedstad Accra. I 1961 boede vi der, os fire, det vil sige mine forældre, jeg som det eneste barn og vores tjener Josef. Josef havde sit eget lille hus på matriklen, og han var stolt over, at han ikke var ghanesisk men liberiansk. “I am a free man!” sagde han eftertrykkeligt.

Josef stod for madlavning og indkøb af friske varer på markedet, resten købte vi i Accra, i det store supermarked Kingsway (“Anyway – Kingsway”) på Nkruma Avenue. Josef lavede morgenmad til os: Avocado med lime og sukker, røræg med toast eller stegte kartofler med bacon og pølse. Selv drak han kun et glas limejuice til morgenmad. “Makes me strong,” påstod han.

Min mor besluttede at slå to fluer med ét smæk og starte en skole. Her blev, udover mig selv, en række “mudderbørn” undervist i sprog, matematik, skrivning og geografi

Vi havde en indhegnet baggård, men fra badeværelsesvinduet kunne man se ind i naboens have. En dag var der en hel Ashanti-ceremoni i gang hos dem. Der var sang, dans og fest med en høvding med en guldscepter i hånden på en trone under en baldakin. Jeg så ikke meget, fordi min mor hurtigt rev mig væk fra vinduet. Jeg måtte ikke snage, fik jeg at vide. Jeg fik heller ikke lov til at betræde Josefs hus, hvor jeg dog engang så, at han havde et alter med små figurer på. Han tilhørte sandsynligvis Yoruba-troen.

Nkruma Avenue, Accra 1962. Billedet er taget fra restauranten i Kingsway stormagasin.

Enebarn i Ghana

Min far arbejdede nu som “Engineer for Ghana Railways and Harbours Tema”, en stilling, der krævede den hollandske dronnings tilladelse, fordi det betød, at han arbejdede i en fremmed magts tjeneste.

Min mor og jeg fordrev i første omgang vores dage med det rene ingenting; vi tog ofte til Beach Club i Accra og gik lange ture langs stranden. Jeg syntes, det var temmelig strengt at være enebarn nu – selv min søster var ikke længere med – og min mor forsøgte forgæves at skjule, at hun savnede sine andre børn.

Heldigvis fik hun en god idé. Vores levevis med mine søskende, der gik i skole i Holland, krævede, at der kom flere penge ind, og jeg skulle også gå i skole, så min mor besluttede at slå to fluer med ét smæk og starte en skole. Her blev, udover mig selv, en række “mudderbørn” undervist i sprog, matematik, skrivning og geografi.

Det var hollandske børn, hovedsageligt fra det sydvestlige flodområde omkring Rotterdam, der, ligesom jeg, rejste verden rundt med deres familier, mens deres fædre arbejdede med at opmudre et havnebassin ét eller andet sted i verden.

For at få uddannelsesmaterialer som atlas, kort og en globus var min mor gået tiggergang hos alle flyselskaberne, men først hos Swiss Air lykkedes det. Efter at mor udførligt – ved hjælp af en lampe og denne globus – havde forklaret os både jordens rotation omkring solen og principperne for de fire vindretninger, tog hun os udenfor til den visuelle del af denne lektion: “Og hvor er østen nu, Bas?” Bas Korporaal, søn af en Sliedrechter ’muddermatros’, pegede mod vest. “Nej, det er desværre ikke rigtigt, øst er dér,” rettede min mor ham. For at redde ansigt kom Bas tilbage med det udødelige svar: “Hos os i Sliedrecht står solen altså op på den anden side.” Ham kunne man ikke narre.

Hen mod slutningen af ​​morgenen, når vi var færdige med de ’hårde’ fag, lærte min far os at tegne, og min mor læste højt fra Hector Malots Frændeløs. Dag efter dag, med bankende hjerter og en klump i halsen, spejlede vi os i den rundrejsende Remi og hans dyrs ensomme eventyr, herunder den lille abe Joli-Coeur. Godt at vi rundrejsende børn stadig havde vores forældre!

Josef og jeg tog en dag på markedet, hvor vi til min store glæde købte en levende høne. Hønen blev med en snor om benet bundet til hækken. Hvor rart, endeligt et kæledyr at passe!

Vi havde en smal stribe have mod gaden, der var trimmet med hæk og træpæle. Hvis du trak en af disse pæle op af jorden, vrimlede det med termitter: Store rødhovedede firben småløb gennem renden, der løb langs huset.

Drengene i klassen elskede at fange firbenene ved halen for at få dem til at smide halespidsen, noget jeg naturligvis ikke kunne lide.

Kæledyr

Josef og jeg tog en dag på markedet, hvor vi til min store glæde købte en levende høne. Hønen blev med en snor om benet bundet til hækken. Hvor rart, endelig et kæledyr at passe! Selvom jeg syntes, det var en anelse mærkeligt, at vi nu pludselig havde en høne og ikke andre kæledyr, nød jeg  at passe kræet med vand og mad, indtil jeg en dag hørte min mor hviske noget til Josef, og det senere viste sig at, jamendog, hønen var stukket af.

Faktisk var det en lettelse, syntes jeg, det var altså mærkeligt at have sådan et levende styk fjerkræ i forhaven. Og da aftensmaden næste dag kom på bordet, fik vi sjovt nok kylling…

Hver søndag gik vi i den store, luftige, katolske kirke i Tema, hvor både hvide og sorte troende deltog i messen – i modsætning til, hvad mine forældre smånedladende kaldte “klappe-kirker”; nemlig de festlige udendørs gudstjenester, vi så langs motorvejen mod Accra, hvor kun sorte deltog.

Nogle af kirkegængerne i Tema var ikke sande, døbte katolikker, men deltog ikke desto mindre i altergangen for at modtage nadveren. I deres oplevelse kunne en god “juju”, beskyttende kraft, ikke skade, ja endda gøre gavn. Præsten, som kendte alle sine sjæle personligt, sendte på stedet ’synderne’ væk fra knælebænken, hvorefter de vendte tilbage til deres pladser. Til næste gang.

Kirken i Tema, Ghana, 1961.
Ved siden af ​​kirken lå et hus med en makak-abe i snor. Selvfølgelig var den for mig Joli-Coeur. Efter messen fik den altid lov til at sidde på mit hoved, hvor det begyndte at luse mig, mens min far muntert bemærkede, at krage søger mage. Nogle gange var det besværligt at slippe af med dyret, der ofte brød ud i gennemtrængende skrig.

Efter søndagsmessen spiste vi tit frokost på Beach Club, hvor en curry buffet var anrettet omkring poolen. Andre gange tog far os med på Ambassador Hotel, hvor der om søndagen var en buffet med udsigt til en stor udendørs voliere med skrigende påfugle. Hver gang valgte jeg russisk salat, fordi jeg syntes at hummeren, som min far elskede så højt, var alt for skræmmende.

Analfabetiske politibetjente

Hvad jeg som barn syntes var særligt underligt var, at der fandtes to slags politibetjente i Ghana: Dem i khaki shorts og skjorte med en rød fez og dem i blå uniform med lange bukser og en rigtig politikasket. Det mærkelige var, at khakiuniformerne var et tegn på, at bæreren var analfabet. For et barn, som allerede kunne læse og skrive, var det yderst mærkværdigt, at en myndighed som politiet ikke kunne det. Så når min far i sin Hillman Husky blev vinket til side for at få kontrolleret sit kørekort og andre papirer, kunne de kun se, om billedet lignede.

Præsterne fortalte entusiastisk, at dukker med sorte træk og brun hud absolut ikke var populære: Selv en Sort Madonna blev ikke accepteret af de lokale, da hvid jo blev opfattet som et skridt højere op ad stigen…

Typiske “hollandske” helligdage som Dronningens fødselsdag blev fejret på den hollandske ambassade. Sinterklaas, gave-og børnefesten blev også fejret der. Efter at have sunget til ære for Sankt Nicholas og råbt et trefoldigt hurra, fik vi børn lov til at hoppe i swimmingpoolen. Mange af de inviterede gæster blev så berusede, at de “ved et uheld” skubbede ambassadørfruen i poolen for derefter at hoppe i hos os børn, mens de stadig var klædt i deres cocktailkjoler eller jakkesæt med slipsene flydende foran sig. Et stykke autentisk hollandsk kultur i udlandet, kan man sige.

Med hvide kjortler og anden religiøs beklædning bag i ​​bilen besøgte vi engang en missionspost, som også omfattede en skole og et børnehjem. De dukker, som børnene havde fået, var alle af vestlig model, det vil sige, de var alle sammen hvide dukker. Præsterne fortalte entusiastisk, at dukker med sorte træk og brun hud absolut ikke var populære: Selv en Sort Madonna blev ikke accepteret af de lokale, da hvid jo blev opfattet som et skridt højere op ad stigen…

Min mor og jeg beundrer et termitbo undervejs, Ghana.

Vi besøgte slavefortet Elmina på kysten, et af ​​de mange slaveforter, som Ghana havde haft. Dette fort var oprindeligt beregnet til guldhandel, men blev senere brugt som slavefort. Det blev bygget af portugisere, men var på hollandske hænder fra 1637 til 1871. Under turen forklarede min far guiden, at navnet på det nærliggende hollandske Fort Orange ikke havde noget at gøre med appelsiner, men med vort kongehus ved navn Oranje. For min skyld behøvede han ikke forklare mere om en hollandsk involvering, det var slemt nok i forvejen. Især hullet over en lav tunnel, som fangerne blev kastet ned i, og som endte på stranden, husker jeg stadig.

Cool as a cucumber

1961 var også året, hvor den britiske dronning Elizabeth gennemførte et – i øvrigt kontroversielt – besøg i den tidligere britiske koloni, som havde været uafhængig siden 1957 og var medlem af Commonwealth. Hun skyldte Kwame Nkruma, landets stærke mand, et visit, fordi hun havde måttet annullere et tidligere besøg fra ham. Kort før hendes besøg i november var nogle bomber eksploderet i Accra, men Hendes Majestæt gennemførte besøget alligevel. Elizabeths Royal Yacht “Britannia” lå i havnen, og sandsynligvis fordi min far var embedsmand, fik vi en tur på skibets betragtelige øverste dæk med udsigt til de royale gemakker gennem et glastag.

Min mor fik lov til at neje for dronningen og give hende hånd. Mor sagde bagefter, at dronningen føltes “cool as a cucumber” på trods af det stegende hede vejr.

Besøget var en succes med hensyn til at bevare Ghana inden for Commonwealth. Hendes Majestæt kunne tilsyneladende også være en strategisk agurk, når det kom til stykket.

Engang foretog vi en togrejse fra Accra ind i Ghana. Min far skulle inspicere jernbanenettet og fik stillet en salonvogn til rådighed, endda med tjener. Ligesom præsident Nkruma hed tjeneren også Kwame, hvilket betyder onsdag. Kwame blev dog straks sendt hjem af min far, fordi vi ikke lige havde brug for tjenere. Der var to soveværelser i vognen, hvoraf et var med køjesenge, samt en stue med en åben balkon på bagenden – og der var endda et badekar. Fordi jeg hele tiden faldt ud af køjesengen, redte min mor en seng op i badekarret, som vi ikke brugte alligevel.

Turen varede omkring tre uger. Hele vejen så vi ofte stimer af flyvefisk springe forbi, og nogle gange fulgte delfiner vores fragtskib, som altid sejlede med kysten i sigte

Lokalbefolkningen brugte naturligvis jernbanestrækningen flittigt som gangsti; kvinder med vandkrukker, bananklaser og skåle med frugt og grøntsager på hovedet gik stateligt langs eller på jernbanelinjen mellem palmetræer, termithøje, baobabtræer og kakaoplantager, ofte med et barn bundet bag på ryggen. Vi kom så langt som til Kumasi, hvor det eneste sidespor til krydsning var.

Enden på de oversøiske eventyr

Gabonkust ligger til kajs i Tema havn, 1962.

Da vi skulle tilbage til Holland i juli 1962, måtte min far til sin fortrydelse flyve igen. Min mor og jeg, derimod, endte på et lille fragtskib, M.S. Gabonkust. Foruden os to havde skibet to andre passagerer ombord, en gammel dame og en imponerende Don Camillo-lignende præst i en hvid tropekjortel. På de tre ugers rejse optrådte pateren som vores ledsager og vogter, når vi gik i land i ​​de vestafrikanske havnebyer Abidjan, Monrovia, Freetown osv., og han sørgede hver gang for, at min mor og jeg kom sikkert tilbage om bord.

I Conakry forhindrede han f.eks. taxichaufføren i at samle en prostitueret op i samme vogn – hvem ved, hvor min mor og jeg ellers ville være endt.

Hjemkomsten betød ikke kun enden på vores odyssé, men også enden på familiens diaspora: Fra denne dag boede vi alle sammen hos vores forældre igen

Den fjerde passager på dette fragtskib, den gamle dame, hed fru Ooms-Vinckers og viste sig at være en forfatter, som havde skrevet flere romaner om Afrika. Bortset fra de lektier, jeg dagligt skulle lave, var der ikke særligt meget at lave om bord. Derfor introducerede min mor Scrabble til sine medrejsende og vi fire, pateren, forfatteren, moren og barnet, tilbragte mange timer sammen ved at spille Scrabble. Fru Ooms-Vinckers blev så afhængig af spillet, at hun hver dag støvede frem og tilbage med Scrabble-brættet under armen i sin søgen efter mindst ét offer.

Både Josef og Fru Ooms-Vinckers har skrevet i min poesibog. Det er kun hendes digt, jeg kan læse.

Som forfatter har hun skrevet et stilfuldt, kristent og opbyggeligt digt i min poesibog, et komplet akrostikon, hvor de første bogstaver i hver linje danner mit navn. Det var noget helt andet end det sædvanlige Forglem-mig-ej-skriv, man ellers fik.

Om bord på skibet blev der hver dag serveret en morgenmadsbuffet med rigelige mængder ristet brød, røræg og bacon og med en ny slags grød hver dag. En dag, da jeg blev forfærdeligt søsyg, fik jeg dog beskøjter med banan og tynd te, men til gengæld fik jeg, da jeg var blevet rask igen, lov til at styre skibet fra broen i en halv time.

En aften blev filmen Carmen Jones vist – en amerikansk musicalfilm baseret på Bizets opera med Harry Belafonte og Dorothy Daindridge i hovedrollerne.

Det var selvfølgelig enestående underholdning, og jeg fik lov til at blive oppe og se hele det lidenskabelige drama. Publikummet hujede, fløjtede og klappede, og fulgte i det hele taget intenst med i filmen. Og da pateren, forfatteren og jeg var gået til køjs, blev filmen vist igen, nu uden lyd, men med meget tvetydige kommentarer fra hele besætningen. Min mor skreg af grin den aften – med røde kinder.

Turen varede omkring tre uger. Hele vejen så vi ofte stimer af flyvefisk springe forbi, og nogle gange fulgte delfiner vores fragtskib, som altid sejlede med kysten i sigte.

Makak-aben afluser mig efter kirkebesøg.

Efter en sidste stop i Le Hâvre ankom min mor og jeg endelig til Rotterdam, hvor resten af familien ventede på os. Det var et meget glædeligt gensyn, men efter et års fravær spekulerede nogle af mine søskende på, hvem mon det mahognibrune barn, min mor havde medbragt, var?

Hjemkomsten betød ikke kun enden på vores odyssé, men også enden på familiens diaspora: Fra denne dag boede vi alle sammen hos vores forældre igen.

Rejsen med Gabonkust markerede altså slutningen på ​​alle oversøiske og eksotiske eventyr. Den nu komplette familie ender i et rækkehus på en mark i et nybyggeri i byen Munstergeleen i den sydlige provins Limburg. Nu bliver vores ungdom almindeligt hollandsk med bopæl i rækkehus og normal skole- og kirkegang. Hverdagen bliver mere spinat end soft ice, mere lune trøjer end Landrover og mere kakkelovn end klipklapper.

Men vores langtidsomstrejfen, odysséen og den tilhørende rodløshed, var dog ikke overstået endnu: Vi flyttede et par gange mere. Efter et stykke tid forlod vi Munstergeleen til fordel for Mierlo-Hout i provinsen Brabant og rykkede senere til Amstelveen, nær Amsterdam. Først dér bor vi i det samme hus i flere år og forlader forældrenes hjem én efter én.

Men dét er en helt anden historie.


Sidste afsnit: Klassisk katolsk som barn


©marieke burgers

Forfatter, foredragsholder, mag. art. i kunsthistorie. Født 1954, i Holland. Hollandske Marieke Burgers har boet i mere end 20 år i Danmark, men er vokset op med tigre i baghaven i Indonesien, æsler på øen Kharg i den Persiske Bugt og aber i Afrika. Hun er fast skribent på POV international, hvor hun mest skriver satiriske fabler, når hun ikke skriver om kultur. Tolv af hendes fabler er samlet i bogen "Smiling Beasts with Dirty Habits", som er udkommet på Olympia Publishers i London som paperback og e-book på Amazon.

Seneste artikler om Afrika