TEATER // ANMELDELSE – Stemningen er sat allerede i foyeren på Folketeatret, hvor servicepersonalet er klædt som sømænd/kvinder, og over trappen er der projiceret et kort over Skatteøen. Det er spændende for de yngste, og der er gode sange til alle os andre. Og så er der lidt ændringer i persongalleriet.
Hvis en lærer nogensinde får brug for at illustrere hjem-ud-hjem fortællemodellen, så skal han bare præsentere sine elever for Skatteøen. Det er lige efter bogen. Ikke bare benytter Robert Louis Stevenson sig af arketyper. Det er mere, at det er ham, der har skabt dem: Den etbenede pirat med papegøjen er hans opfindelse.
Selv om Jim Hawkins er hovedpersonen, så blegner han lidt ved siden af John Silver. Spørgsmålet ved hver ny version er ikke så meget, hvem der skal spille den kvikke skibsdreng, men hvilken stjerne der påtager sig skurkerollen. Og hvilken skurk!
Først og fremmest er Skatteøen eventyr og ramasjang for raske drenge. Og piger, naturligvis
Instruktøren Birgitte Næss-Schmidts 2023-version er måske lidt til den dystre side. Mathias Flints John Silver er både farlig, charmerende, hensynsløs, manipulerende, egoistisk og et produkt af omstændighederne. Han er tydeligvis mere intelligent end gennemsnittet – og åbenlyst smartere end godsejeren Trelawney. Tænk, hvad han kunne have drevet det til, hvis han var blevet født under andre omstændigheder.
15 mand m/k på en død mands kiste
Den sociale kritik lurer under overfladen på Folketeatret. Men først og fremmest er Skatteøen eventyr og ramasjang for raske drenge. Og piger, naturligvis.
Vi har kun vores børn til låns, konstaterer Mrs. Hawkins til akkompagnement af Sebastians guldrandede sange og sender sin søn på eventyr under en fremmed himmel fuld af nattens stjerner. Szhirley spiller atter den brave mor, men den eventyrlystne søn har skiftet køn. Sådan da.
Ellers gør det ikke den store forskel, at nogle af John Silvers mænd er kvinder
Siw Ulrikke Maibom, der spillede den uskyldige 14-årige Gretchen i Faust, optræder ubesværet som Mrs. Hawkins’ søn. Skatteøen er stadig prototypen på en drengebog, og Jim Hawkins er stadig en dreng. Derimod har en håndfuld kvinder fået hyre på det gode skib Hispaniola.
Det er ikke efter bogen. Det er også ahistorisk, når vi ser bort fra en håndfuld piratdronninger. Men det skal være tilgivet, for Sofie Stougaard er en veloplagt Ben Gun med ostesang og det hele. Ellers gør det ikke den store forskel, at nogle af John Silvers mænd er kvinder. Hvis du forstår, hvad jeg mener.
Skatteøen er uopslidelig
Hvis man giver sig et øjeblik til at sammenligne Skatteøen med andre (i øvrigt udmærkede) musicals for tiden, så er det, der mest slår en, hvor veloplagte teksterne er. De er mundrette samtidig med, at de er medfortællende. Flere af sangene er i øvrigt klassikere i dansk populærmusik.
For det er næsten ikke til at holde tal på, hvor mange gange denne forestilling er blevet sat op. Frekvensen minder om den gamle Disney-politik (fra før streaming) med at genudgive klassikerne med syv års mellemrum, så en ny generation børn var klar til at tage imod dem.
Skatteøen er imidlertid også en introduktion til teatrets magi og fortælleform
At dømme efter den yngre del af publikum, så virker den taktik. De voksne har så den pædagogiske rolle at forklare lidt om 1700-tallets klassesamfund. Ellers gælder det bare om at nyde eventyret. Musicalelementet kender børnene allerede fra tegnefilmuniverset. ”Ostesangen” går måske bedre ind med sin humor end den bittersøde ”Fuld af nattens stjerner”.
Et nyt publikum kan begynde her
Skatteøen er imidlertid også en introduktion til teatrets magi og fortælleform. Alt det, der er særligt og anderledes. Der rulles kulisser ind og ud, så vi på et øjeblik ”klipper” fra en fjern tropeø til kroen Admiral Benbow, til Trelawneys gods, til havnen i Bristol, en havneknejpe og så om bord på det gode skib Hispaniola. Og vi er vel at mærke kun gennem første akt.
Teatret kan aldrig blive naturalistisk som film og tv. Selvfølgelig går John Silvers pirater ikke side om side med kaptajn Smollett, Trelawney og Dr. Livesey på hver deres skattejagt i anden akt, men det fungerer som ”krydsklipning” på scenen. Ligesom stramt koreograferede fægtescener og forfølgelser rundt på scenen.
Det er på den ene side et udstyrsstykke og på den anden blot antydninger, som vi hver især kan fylde ud med vores fantasi. Det kan børnene. Det er faktisk også svært at lade være som forældre/bedsteforældre. Som familieoplevelse er Skatteøen stadig svær at overgå.
Du kan finde nyt om kulturen hver uge på Kulturlisten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
