TEATER // ANMELDELSE – Det er særdeles passende, at Aveny-T genåbner efter corona-lukning med Mit navn er Greta, som en meget kontant påmindelse om, at nok har vi overvundet én krise, men … Det handler om en pige, der lader sig inspirere af Grete Thunberg. Det lader heldigvis til at kunne inspirere publikum.
Begrebet ”teater til tiden” kan i allerhøjeste grad anvendes om Mit navn er Greta. Ikke blot står vores hus i flammer, som Greta Thunberg formulerer det, på grund af klimaforandringerne. Vi har også brug for en påmindelse om at hæve blikket over engangsmundbindet for at se de større kriser, der blev lidt tabt af syne, mens vi ventede på, at alting åbnede igen.
Forestillingen handler ikke så meget om Greta Thunberg som om vores forhold til og billede af hende. De voksnes. Verdensledernes. Og Gretas jævnaldrendes billede.
#thesilenttreatment
Hovedpersonen er Klara, som lige er kommet hjem fra demonstration foran Christiansborg til ”skolestrejke for klimaet”. Eller som det også formuleres ”for at redde Amager”. En meget fin (og vittig) måde at illustrere, at følgerne af den globale opvarmning ikke rammer lige hårdt overalt.
Og de voksne skal selvfølgelig liiige spille bedrevidende og påpege, at Klara på vej hjem fra demonstrationen lige nåede forbi Magasin for at købe en ny sweater, som hun altså havde trængt til så længe.
Småfornærmet beslutter Klara sig for at følge sit idols eksempel og starter en viral kampagne for #thesilenttreatment. Nu vil hun overhovedet ikke tale med sine dumme forældre.
Hvem trækker i trådene?
Men en ting er at formulere slogans, en helt anden ting er at føre klimakamp. Klara bliver udfordret af ”stemmen” (en højttaler, der ruller ind på scenen), af Jeanne D’Arc (en række morsomt animerede gengivelser af den franske helgen) og andre effekter.
Her leverer Mit navn er Greta et vigtigt budskab til (især) det unge publikum
Der er måske en hel del forklarende noter undervejs, men det er også svært at forklare præteenagere, teenagere, unge … nå ja, også voksne – hvordan magten egentlig hænger sammen. Altså, hvad og ikke mindst hvem er Davos-mændene?
Politikerne, verdenslederne – dem kender vi. Men pengemændene, industrifyrsterne, filantroperne – og dem, der kontrollerer medierne. Hvem er de, og hvad har de at gøre med Greta? Og dermed med Klara og i videre forstand publikum?
How dare you?
Der er en fin pointe i at trække Jeanne D’Arc ind i fortællingen. Hun gik mere bogstaveligt i krig end Greta Thunberg, men hun blev også svigtet og brændt på bålet. En martyr. Et symbol, som behændigt kunne bruges … af hvem der nu havde brug for det.
”How dare you”, lød hendes indignerede anklage mod delegaterne til FN’s generalforsamling i 2019. Her demonstrerer den 22-årige Karla Løkke, hvor effektivt teater god retorik er. Eller kan være. Hendes anklage mod verdens ledere for at have ladet stå til, står stærkt, når den leveres levende på scenen.
Hun vil ikke være et symbol, som andre kan bruge efter forgodtbefindende. Og så alligevel. Her leverer Mit navn er Greta et vigtigt budskab til (især) det unge publikum. Hun er ikke alene. Klimakampen føres ikke alene af Greta, men af hundreder og tusinder af andre aktivister.
Derimod kan hun tale direkte til publikum – præcis som tusinder af unge taler direkte til deres følgere på Instagram, Snapchat, og hvad det nu alt sammen hedder
Forskellen er, at Greta har fået mikrofonen ved generalforsamlingen i FN, på topmødet i Davos og over for alverdens medier. Hun har – ligesom publikum på Aveny-T – det privilegium at kunne tale. Det er der så ufatteligt mange andre, der ikke har.
En dannelsesrejse
Klaras udforskning af Gretas liv, handlinger, taler gennem de seneste tre år er – hvor gammeldags det end lyder – en dannelsesrejse.
Klara er bare en helt almindelig ung dansker. Med de samme håb og drømme som en stor del af publikum. Med de samme bekymringer og den samme usikkerhed. Hendes dialog med Greta (og teatrets stemmer) undgår at tale ned til publikum.
Derimod kan hun tale direkte til publikum – præcis som tusinder af unge taler direkte til deres følgere på Instagram, Snapchat, og hvad det nu alt sammen hedder.
Demonstrationer behøver ikke være tomme demonstrationer. Publikum er klar til at lytte. Så mangler vi lige politikerne
Og Karla Løkke er heldigvis tæt nok på det ønskede ungdomspublikum (og tæt nok i alder på virkelighedens Greta Thunberg) og tæt nok på den fiktive – vel godt 15-årige – Klara. Ligesom hun leger sig ind i rollen som Greta, kan vi lege os ind i hendes verden og tanker. Og tage stilling.
Med drikkedunk
Det havde i hvert fald et par af pigerne på rækken foran mig. Der blev taget en slurk vand indimellem, men den blev taget fra en genbrugsdrikkedunk. Ingen engangsplastik her.
Dermed kunne jeg på flere måder forlade teatret i opløftet stemning. Demonstrationer behøver ikke være tomme demonstrationer. Publikum er klar til at lytte. Så mangler vi lige politikerne, men der har Mit navn er Greta også et budskab.
Aveny-T’s ambition om af være ungdommens teater er i forbindelse med Mit navn er Greta ikke bare gennemført ved sit emne og den nyudklækkede skuespiller Karla på scenen. Instruktøren Emil Rostrup og William Lippert, der har skrevet stykket, står også til at blive færdige på hhv. instruktørlinjen og dramatikeruddannelsen på Den danske Scenekunstskole.
Den gamle anmelder kan nok have dårlig samvittighed over sin generations svineri og overforbrug, men jeg tillader mig også at have håb for en velformuleret og aktiv ny generation. På scenen, bag scenen og på tilskuerrækkerne. 4 stjerner for dramatikken, skuespillet og humoren – og helhjertet moralsk opbakning til budskabet.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF STEEN BLENDSTRUP HER
Mit navn er Greta spiller på Aveny-T til 20. maj
Med: Karla Løkke
Instruktion: Emil Rostrup
Dramatiker: William Lippert
Fotos: Aveny-T
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her