ANMELDELSE – Det er først og fremmest Lasse Jensens genoptrykte klummer i erindringsbogen Journalist, der viser hvilken glimrende mediekritiker og -journalist Lasse Jensen er, skriver Lars Luplau. Desværre holder fortællingen op med at være interessant et sted mellem kapitel 5 og 11 – den del af bogen, som dækker perioden 1967-1982. Man får her fornemmelsen af, at Lasse Jensen holder for meget igen i stedet for at gå skarpt til magtens mediemennesker, som han har været tæt på i sit arbejdsliv.
Postbudet kom med en tyk bog med titlen Journalist. Et af branchens helt store navne, Lasse Jensen, har skrevet sine erindringer, men det skulle han ikke have gjort. Han kunne med fordel have brugt sine anslag på at skrive en biografi om sin far i stedet.
De på afstand mest interessante afsnit i Journalist er nemlig dem, som handler om Jensens opvækst og særligt farens involvering i modstandskampen. Efter den ophedede diskussion på baggrund af DR-serien Historien om Danmark, hvor nogen i det borgerlige Danmark skældte ud over, hvordan modstandsbevægelsen blev fremstillet, kunne Lasse Jensens fortælling om det kommunistiske engagement i modstandskampen være et velkomment og nuanceret bidrag til debatten.
Hans indtræden i journalistfaget og de første år i branchen er interessant stof. Noget, man virkelig har lyst til at læse om, især når forfatteren pakker begivenhederne så fornemt ind i den modne og erfarne journalists eftertænksomme formuleringer
Lasse Jensen kan skrive, og hans beretninger om barndommen, og de mange fascinerende personligheder, der havde deres gang i hjemmet, kunne sagtens have båret en hel bog. Den del er desværre alt for hurtigt overstået, uden at bogen dog bliver dårlig herefter, for fortællingen om Jensens overgang fra barn til ung mand er bestemt også spændende læsning.
Jensens indtræden i journalistfaget og de første år i branchen er også interessant stof. Noget man virkelig har lyst til at læse om, især når forfatteren pakker begivenhederne så fornemt ind i den modne og erfarne journalists eftertænksomme formuleringer.
Store forventninger
Beklageligvis havde jeg imidlertid efter den fremragende første halvdel fået skruet mine forventninger op til den del, som jeg må tilstå, jeg havde glædet mig mest til: Lasse Jensens livtag med en branche, som han kender bedre end de fleste.
Når man kender lidt til mediebranchens problemer, og nærmest på ugentlig basis læser de triste nyheder om fyringsrunder på de store medier og samtidig ved, at Lasse Jensen har haft sin naturlige gang blandt de mennesker, der har siddet på magten, kan det undre, hvor få linjer, der ofres på at bringe læseren nye perspektiver på den sag
Det er en branche, som i den grad har brug for, at et koryfæ, der er på vej ud af døren, holder en skelsættende afskedstale. En tale, som bærer præg af, at afsenderen ikke længere har noget i klemme og derfor kan klaske et par sandheder i hovedet på dem, som ingen ellers tør sige imod.
Men beklageligvis er Journalist på ingen måde en sådan bog. Et sted mellem kapitel 5 og 11 – den del af bogen, der dækker perioden 1967 til 1982 – holder fortællingen simpelthen op med at være rigtig interessant. Det er en glidende overgang, men efterhånden får man fornemmelsen af, at Lasse Jensen holder lidt igen.
Svært at holde balancen
Balancen mellem at levere den gode fortælling og ikke at udlevere de involverede mere end højst nødvendigt bliver sværere og sværere at holde, jo tættere begivenhederne kommer på nutiden.
Ikke nogen overraskende mekanisme, men som læser kunne jeg godt have ønsket mig en redaktør, der havde været opmærksom på denne balance, og opfordret forfatteren at bruge lidt grovere papir, så kanterne blev slebet knapt så fint til.
Når man kender lidt til mediebranchens problemer, og nærmest på ugentlig basis læser de triste nyheder om fyringsrunder på de store medier og samtidig ved, at Lasse Jensen har haft sin naturlige gang blandt de mennesker, der har siddet på magten, kan det undre, hvor få linjer, der ofres på at bringe læseren nye perspektiver på den sag.
Det virker som om mængden af tåbelige beslutninger, som Jensen har været førstehåndsvidne til, er omvendt proportional med hans lyst til at bibringe læseren detaljer om, hvad der galt og hvorfor.
I stedet får vi en udmærket gennemgang af Jensens egen karriere tilsat hans altid fornuftige overvejelser og efterrationaliseringer. Vi får også et gensyn med en del af hans klummer fra Information, og selvom det næsten udelukkende er glædelige gentagelser, så tydeliggør samme klummer en kontrast, som skæmmer bogen.
Triple-A
Klummerne minder os nemlig om, at Lasse Jensen er en journalist, der kan sit kram, og ikke er bange for skyde med skarpt. Så forskellen på tonen i klummerne og resten af bogen bliver tydelig. Et godt eksempel er hans omtale af den såkaldte Triple-A-sag.
Hvorfor en nyhedschef fortjener ros for at afstå fra at opføre sig dårligt, må stå hen i det uvisse
TV2 fortæller en historie om en bande, der kalder sig Triple-A og angiveligt holder til i Avedøre Stationsby. Historien passer ikke, og Lasse Jensen er i Mennesker og Medier med til at afdække forløbet.
Han beskriver i bogen, hvordan den unge journalist Nagieb Khaja, der selv er fra Avedøre, finder ud af at TV2 tager fejl, og nok så interessant, hvor svært det var at afsætte historien:
”Nagieb Khaja gik så på rundtur til flere redaktioner for at afsætte sin nyhed. Efter flere forgæves forsøg endte han på gratisavisen Urban, hvor han og journalist Lars Wikborg skrev historien.” (s. 352)
Når man medtager den sag i sine erindringer, bør man også anlægge et perspektiv, der bærer præg af, at der er gået hele 12 år siden det skete. Hvor er branchen her 12 år senere? Ville en journalist som Khaja havde lettere ved at afsætte sin historie i dag? I stedet benytter Jensens lejligheden til at uddele lidt ros til den ansvarlige hos TV2, Michael Dyrby:
”Det var ikke noget stolt øjeblik for TV 2. Men det skal siges til Dyrbys ros, at han både strammede op på sine kontrolsystemer og ikke bar nag.” (s. 355)
Hvorfor en nyhedschef fortjener ros for at afstå fra at opføre sig dårligt, må stå hen i det uvisse.
En blidere pen
Det er ikke spild af tid at læse Lasse Jensens næsten 400 siders erindringer, men den sidste halvdel er bare ikke så interessant som den første, og først og fremmest har man fornemmelsen af, at den ikke er så interessant, som den burde have været, hvis Jensen ikke havde ført sin pen på en langt blidere måde, end man er vant til fra hans side.
At skrive og udgive en mediekritisk bog lige før #Metoo-kampagnen rullede over os, er heller ikke en taknemmelig opgave. Der er ligesom fra dag til anden sat nye standarder for mediekritik. De seneste uger har budt på langt mere og hårdere kritik af mediepersonligheder, end vi har set før.
Hvis skrivelysten hos Lasse Jensen er intakt, vil jeg gerne efterlyse biografien om hans far. I hvert fald bør han vente med at skrive mediekritisk i bogform, indtil en væsentlig skarpere pen er fundet frem
Journalist virker i den sammenligning måske mere tandløs, end den ville have gjort, hvis ikke den var udgivet omtrent samtidig med at #Metoobevægelsen forlod perronen. Alligevel vil jeg påstå, at Jensen burde være sluppet bedre fra sit forehavende.
Helikopter-idealet
Han nævner selv, at tiden som chef for Mennesker og Medier var en tid, hvor han ”sad oppe i min medie-helikopter og betragtede, hvordan det kogte og bragede i landskabet nedenunder.”
Efter at have læst bogen, må jeg konstatere, at det med at sidde i helikopteren og ikke være en del af mediebranchen var et prisværdigt ideal, når man skulle udføre mediekritik, men erindringerne afslører ganske ubarmhjertigt, at det ikke ubetinget er lykkedes ham selv at leve op til idealet.
Lasse Jensen har ganske vist taget en ugentlig helikoptertur, men har også haft en hverdag, hvor hans liv i høj grad har kredset om den branche og den verden, hans funktion var at kigge på udefra.
På trods af problemerne med at leve op til helikopter-idealet har Jensen virket som en glimrende mediekritiker og mediejournalist. I hans erindringsbog er det først og fremmest de genoptrykte klummer, der minder os om det.
Hvis skrivelysten hos Lasse Jensen er intakt, vil jeg gerne efterlyse biografien om hans far. I hvert fald bør han vente med at skrive mediekritisk i bogform, indtil en væsentlig skarpere pen er fundet frem.
Lasse Jensen: Journalist – Fortællinger om mig selv, medier og mennesker, Gyldendal, er udkommet,
394 sider, omslagsgrafiker: Morten Gorm, 299,95 kr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
