
Redigeret torsdag 06:40 (overskrift ændret og afsnit tilføjet over artiklen)
OPDATERING // POV OVERBLIK – Onsdag eftermiddag vedtog EU’s medlemsstater, at et lån på 90 milliarder euro kan sendes til Ukraine. Samtidig blev det besluttet at indføre endnu en sanktionspakke mod Rusland. De formelle underskrifter bliver sat på papirerne i eftermiddag.
Ifølge The Guardian sagde den Ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, at dette “er det rette signal at sende i den nuværende situation” og at finansiel “støtte til Ukraine og pres på Rusland” er nødvendigt for at få Moskva til at stoppe krigen.
NYHED // POV OVERBLIK – Ukraine har muligvis allerede drejet på hanen, eller også gør de sig klar til at gøre det, så billig russisk olie igen kan flyde gennem den reparerede Druzhba-rørledning og nå frem til forbrugere i Ungarn og Slovakiet. Kilder siger til Reuters, at det er sket eller vil ske ved middagstid onsdag, og at den første olie vil blive fordelt ligeligt mellem de to lande.
EU’s udenrigsministre, som er samlet til møde i Bruxelles holder uden tvivl ekstra øje med meldingerne fra Ukraine. Uhindrede olieforsyninger kan blive det, der åbner for EU’s længe fastlåste lånepakke på 90 milliarder euro til Ukraine.
Formelt er det EU’s ambassadørkomité, Coreper, der træffer den endelige afgørelse i dag. Ifølge POLITICO er der tale om et kritisk øjeblik, hvor Ungarn enten fastholder sin blokade eller lader låneaftalen glide igennem.
Ifølge The Guardian sagde EU’s udenrigschef Kaja Kallas i går, at hun forventer en “positiv beslutning” inden for et døgn. Netop genoptagelsen af olieflowet er afgørende for denne vurdering.
For at være helt klar til at give grønt lys, er der foretaget nogle tekniske ændringer af EU’s langtidsbudget frem til 2027. Det er ifølge Ukrainske Pravda nødvendigt for at udbetale lånet. Hvis alt falder på plads, kan de 90 milliarder euro være på vej til Kiev indenfor 24 timer.
Ungarn har i månedsvis blokeret lånet. Den afgående premierminister Viktor Orbán gjorde Ungarns støtte betinget af, at de russiske olieleverancer gennem Druzhba-rørledningerne blev genoptaget. Ifølge POLITICO er dagens proces tilrettelagt, så Budapest aktivt skal modsætte sig, ellers bliver lånet betragtet som godkendt.
Den nye udvikling omkring olieledningen kan derfor ændre magtbalancen. Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyy bekræftede tidligere, at rørledningen var repareret, og nu tyder meldinger på, at olien igen strømmer. Det burde fjerne de centrale argumenter for den ungarske blokade.
Samtidig peger European Pravda på tegn på politisk bevægelse i Budapest. Den kommende premierminister Péter Magyar har signaleret, at han ikke vil blokere lånet, selv om Ungarn næppe vil deltage i finansieringen af milliardlånet. Det samme valg har Tjekkiet og Slovakiet truffet. Det øger sandsynligheden for, at Ukraine får pengene nu yderligere.
Magyar, som er skeptisk overfor EU, har sagt, at han i stedet for tætte relationer til Bruxelles vil søge et nærmere samarbejde med centraleuropæiske lande som Østrig og Polen. De to lande er positive overfor tilnærmelserne, men de står dog bag EU’s støtte til Ukraine, ligesom de modsat Ungarn også er for, at Ukraine på sigt bliver medlem af EU.
I første omgang er pengene dog det vigtigste for Ukraine og behovet er presserende. Ukraine står over for store finansielle udfordringer og har brug for midlerne til at holde staten kørende og fortsætte forsvaret mod Rusland. Ifølge The Guardian har præsident Zelenskyj derfor haft intensiv kontakt med flere EU-ledere for at sikre opbakning.
Hvis processen forløber uden nye forhindringer vil det være en af de største finansielle støttepakker til Ukraine siden krigens begyndelse for over fire år siden.
Læs Ukrainska Pravda, POLITICO, Reuters
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og